Profile
Blog
Photos
Videos
"Una Cuba Libre y un Mojito, por favor." Barordren var allerede kendt hjemmefra, for nu var det tid til at afprøve den ægte udgave af drinksfavoriterne i deres hjemland, Cuba. Dette eksotiske og stædige kommunistland midt i det Caribiske Hav, der udover rigelige mængder rom og superb cigarer også har været leverandør af revolutionære ikoner og eksotisk musik i verdensklasse. Landet har i sandhed været både et af de mest facinerende og frustrerende lande jeg endnu har oplevet. Her fornemmes konstant en fyldig cigararoma i luften, høres livlige salsarytmer i det fjerne og ses en verden, hvor man gentagne gange må spørge sig selv om dette virkelig er år 2010. På motorvejen ses cyklister og oksekærrer og i Havanas gamle kvarterer spiller børnene baseball i gaden alt i mens far med en cigar i munden reparerer den gamle amerikanske 50'er bil.
Cuba er et land uden tiggere, da alle er sikret det mest basale for at overleve. Tilgengæld er der overalt et utal af langt farligere hustlere, som også ønsker at leve og derfor gør alt hvad de kan for at lokke hård valuta ud af turister. Det sker ofte på yderst snedige måder, som der kunne skrives hele bøger om, så her er blot et udvalg: Det være sig manden på gaden som sælger falske cigarer, den venlige fyr der har "glemt" sine penge på baren så du ender op med at betale, en tryllekunstner som tryller penge væk, moderen som spørger om mælk til sin baby (og får den godtroende turist til at købe det til overpris i en butik hvor hun kender ejeren), buschaføren som kræver en dollar for at putte bagagen i bussen, osv...
Generelt er cubanerne dog ufatteligt venlige og de hungrer efter at høre om forholdene i andre lande, som de aldrig har haft mulighed for at besøge. Dette endda selvom deres spørgsmål kan ende i en arestation på åben gade. (Mere om det senere...)
En af de første ting man ligger mærke til når man ankommer til Cuba er fraværret de reklamefri gader, hvor den politiske propaganda har taget pladsen for den kommercielle af slagsen. En anden bemærkelsesværdig ting man straks ser i Havana er hvor let trafikken er i gaderne hvor skinnende halvtredserbiler, kinesiske busser, ramponerede Lada'er, hestevogne, gamle rusiske lastbiler og moderne Peugeot'er udgør det brogede billede.
Da jeg nåede frem til Havana centrum spærrede jeg øjnene op for der lå en komplet kopi af Capitol Hill, Capitolio, som er om muligt er endnu mere imponerende end dens amerikanske sidestykke. Et potent vidnesbyrd om hvor vigtigt det var for det tidlige demokrati at vise styrke. Ironisk hvilken stolthed det bliver vidst frem med her i en udemokratisk stat...
På min anden dag i Havana holdt jeg mig et hvil i en lille park, efter at have vadet rundt i timevis på museer. En lokal kommer hen og sætter sig ved siden af mig og begynder at snakke. Til min overaskelse prøver han ikke at sælge mig cigarer (eller det der er værre) og vi har en interassant snak om Cubansk musik, da han selv er musiker. Snakken bliver dog kort da Ordensmagten pludselig dukker op og kræver at se identifikationspapirer af manden og jeg bliver udspurgt hvad han prøvede at sælge, hvilke emner vi har snakket om og hvor længe jeg har kendt vedkommende. Det lader ikke til at politimanden tror mig da jeg siger at vi kun har snik-snakket i to minutter om kultur og musik, i hvert fald arresterer de manden og kører ham væk uden nærmere forklaring.
En anden og mere behagelig overraskelse samme dag var hvor billigt man kan skaffe sig mad, hvis man blot udfører et lille tricks. Som turist i Cuba er det CUC som man normalt betaler med som turist har omtrent værdi som en dollar og kan omsættes til den nationale Peso i forholdet 1 til 24. Når det først er gjort er det muligt at købe pizza på gaden til 5 peso, hvilket er omtrent 1,25 kr! Ikke den største kulinariske oplevelse, men bestemt noget man kan overleve på... Senere har jeg oplevet at kunne købe en gigantisk kage på mindst et kilo til den nette sum af 7,5 peso (under 2 kr.) Det er let at forestille sig det møde i kommunistpartiet, hvor en lækkersulten minister er kommet frem til at billig pizza og kage nok skal sikre folkets opbakning... Menneskerettigheder nej, men kage!
Næste dag besøgte jeg en af Cubas berømte cigarfabrikker, hvor hårdtarbejdende Cubanere fremtryller verdensklassecigarer såsom Montecristo og Cohiba.
Vores guide på fabrikken forsikrede os om at alle de cigarer man køber på gaden er falske, hvorefter han ironisk nok selv tilbød at vi kunne købe illegalt gennem ham til halv pris. Vi fik at vide at den almindelige månedsløn er beskedne 35$. At smugle en kasse ud koster 50$ i penge under bordet.
Under besøget i hovedstaden nåede jeg også at besøge Museo de Bellas Artes, som er en imponerende samling af lokal Moderne Kunst, som viser at cubanske penselstrøg er andet end propaganda. Mindre sindsoprivende var den berømte Plaza de Revolucion, som viste sig blot at være en grim parkeringsplads med Che Guevarra i overstørrelse og et monument (for Nationalhelten José Martí) som uvenlige vagter sørgede for man ikke kunne komme tæt på. Derefter forsøgte jeg noget så dagligdags som at finde et sted, hvor jeg kunne komme på Internettet. Det trådløse af slagsen er ikke eksisterende her, da det ville åbne op for at cubanerne selv også kunne få uhindret adgang, men normalt kan det lade sig gøre at købe en halv times adgang (til en laaangsom forbindelse) med et kort for 18 kr. på de dyre hoteller. Bare ikke den dag. Alle hotellerne var nemlig løbet tør for kort, og så var der bare ikke mere Internet. Endnu en pragteksempel på glæderne ved planøkonomi...
Efter fire dage i Havana satte jeg kursen vestpå mod Viñales dalen. Jeg var på busstationen en time før afgang, kl. 8, for at erhverve mig en billet, men fik den besked at alt var optaget. Måske ville der komme nogle få ledige pladser til sidst. Så jeg ventede i uvished i en time, for så at finde ud af at der på magisk vis dukkede 8 ledige pladser, akkurat nok til alle dem foran mig i køen. Næste afgang var små 4 timer senere. (De havde nyligt opgraderet fra en til to daglige afgange.) Havde dog selskab af amerikanske Hailee, som var i samme situation. Hun har brugt de sidste 8 måneder på at rejse Centralamerika tyndt og havde meget at fortælle. Da bussen endelig kom, stødte vi på en tredje solobackpacker, Lucas fra Tjekkiet, og vi besluttede os for at holde sammen. Udover fint selskab betød det også et dramatisk drop i de daglige udgifter. Den billigste måde at bo i Cuba er i Casa Particulares, som er lokale familier som har en (dyr) licens fra staten til at leje værelser ud og prisen er pr. værelse ikke person. Så omkostningen fra en nat gik fra 25$ til overkommelige 6,5$. Disse familier skal betale til den gode stat uanset om der har været gæster eller ej, og det er ikke småpenge. I Trinidad var det 400$ (det varierer), hvilket skal sættes op imod månedslønnen på 35$. Resultatet er at du bliver direkte overfaldet det øjeblik du stiger af bussen og må kæmpe dig igennem desperate menneskemasser.
Omvendt hvis der er nogenlunde booket op, så er det virkelig gode penge. Systemet viser meget godt hvordan det lige Cuba er blevet. Et skævt klassesamfund med to klasser, hvor overklassen er dem der har med turister at gøre og så er der alle de andre. Doktorer og professorer kan let tjene mindre end en toiletdame.
Viñales viste sig at være helt fantastisk. Området har en række mogote- bjerge som er imponerende levn fra istiden der ligger kastet ud over et landskab med grønne frodige marker.
Hvis man i Havana følte sig hensat til 50'erne, var der her en helt anden tidsløshed, hvor mænd red i oksekærrer og bønder arbejdede i marken med de bare næver.
Familien vi boede hos var fantastisk flink og Lukas og jeg blev tilbudt hjemmerullede cigarer.
Efter Viñales satte jeg kursen mod øst sammen med Hailee og Lukas for at ramme den koloniale perle Trinidad, der med sine brostenbelagte gader, gamle kolonihuse, og rolige atmosfære mindede meget om Antigua. Her var husene blot i lyse pastelfarver og konstant var det muligt at høre en salsarytme i luften. På nærmest bogstaveligt hvert et hjørne sad gamle mænd og skabte liflige son-rytmer der fik luften til at sitre. Disse mænd spillede ikke for penge, men af ren og skær lyst. Utroligt livsbekræftigende.
På byens spillested Casa de la Musica, havde vi fornøjelsen af at overvære et suverænt salsaband, som hurtigt fik forvandlet stedet til en stor intens salsadans. I pausen snakkede jeg med trommeslageren, som tilbød at give mig et par lektioner i de cubanske rytmer. Så de næste dage havde jeg tre lektioner hos ham i hvordan man håndterer en par Congas i rigtig latin-style. Fantastisk sjovt og lærerigt. Han var i øvrigt en af de få cubanere jeg mødte der havde været uden for landets grænser. Han havde været to gange i Barcelona og en enkelt gang på en højskole i Jylland med sit son-orkester!
I Trinidad stødte jeg på tre danske piger, som jeg havde mødt ved en ren tilfældighed i Havana. Vi havde blandt andet fornøjelsen alle seks at nyde et rent festmåltid på vores Casa Particular bestående af hummer med tilhørende hvidvin.
Ellers bød Trinidad på en utrolig afslappende dag på den nærliggende Playa Ancón, med det mest utrolige dybblå caribiske vand man kunne boltre sig i, og en hestetur til et nærliggende naturreservat. (Her fik jeg lært den lektie at der er en grund til at cowboys bærer cowboybukser og ikke shorts. Efter fire timer havde jeg flere sår op af benet fra stigbøjler og ondsindet vegetation med store torne...)
Fredag aften havde vi besluttet os for at tage på en trendy bar, som ligger lidt uden for byen i en grotte. Byen plejer at være fyldt med taxis, men åbenbart ikke når klokken er midnat. Efter et stykke tid lykkedes det dog at finde en, som ville køre os derud. Der var bare det lille problem at bilen brød sammen efter 500 m. Vi besluttede os at prøve at tage derud dagen efter i stedet. Så lørdag fandt vi endnu en gang en taxi. Denne gang en gammel venlig mand i en endnu ældre bil. Hvad vi dog ikke havde forudset var at baren lukkede klokken 24, da det ikke var tilladt at sælge alkohol efter midnat. Søndag var der nemlig lokalvalg, og man skulle jo nødig være så bagstiv at man kom til at sætte krydset ved det forkerte parti (haha)... I stedet købte vi en (næsten fuld) flaske rom af vores taximand og festede med de lokale i parken, som bestemt heller ikke ville have spoleret en god lørdag aften.
Den demokratiske handling, betød også at jeg ikke kom til at se de museer i byen eg havde regnet, da de alle var lukket på valgdagen. Søndag tog jeg nemlig videre mod byen Santa Clara.
Byen er mekka for tilbedere af det revolutionære ikon over dem alle, selveste Che Guevarra. Stedet var nemlig ramme for det sidste store slag i revolutionskrigen, hvor Che & Co. formåede at afspore et tog med våben og troppeforstærkninger og derefter at indtage byen. Derfor er der her en kæmpe Che Memorial, resterne af ovenstående tog der nu er et museum og naturligvis bunkevis af T-shirts med det verdensberømte billede af ikonet.
Efter en enkelt dag her tog jeg tilbage til Havana. Jeg havde fornøjelsen af at besøge Calajon De Hamel, en fantastisk farverig gade, som er dedikeret til den afro-cubanske kultur. Om aftenen, min sidste i Cuba, var jeg sammen med to israelere på den stilede Café Habana, en stor bar i ægte halvtredser stil, som bød på caberet-show med musik, sang, gøgl og ikke mindst fantastisk dans.. En værdig afslutning på to helt igennem fantastisk rejse i en af verdens mest fascinerende lande.
- comments