Brasilien.

Der gik flere uger før vi kom ind under huden på Brasilien, eller, måske rettere sagt, før vi fik Brasilien ind under huden, og det i mere end en forstand!!

Brasilien har været en ordentlig mundfuld for os på flere planer.

Det er et helt utroligt kæmpe stort land. På nogle områder et uland. Stor arbejdsløshed, 60 % af befolkningen er arbejdsløse. Minus socialt sikkerhedsnet. Stor fattigdom. Desværre plaget af stor kriminalitet, hvilket vi mærkede i større og mindre grad, var ikke ude for noget, men hørte om at vi skulle passe på alle vegne. Bossa nova musikken var der langt imellem.

Vi har læst om Brasiliens livsglæde, særligt i Salvador, den kunne vi ikke genkende, derimod afslappet og lidt tilbagelænet holdning til livet. Det gælder såvel i Salvador og det øvrige Brasilien vi har oplevet - ikke Manaus, men den by er også noget for sig, en ulig del af Brasilien.

En del af gadebilledet er mennesker der sidder i en plastik stol og kigger, snakker, slapper, diskuterer, funderer over livet eller hvad de gør, måske det hele, måske noget helt andet. Et almindeligt syn, en eller flere sammen. En del af hverdagen, en del af livet, som vi kom til at holde af. Det er nok det, der har ført til at vi nu har fundet kærligheden til plastikstole, symbolet på at sidde og være. Gerne reklameplastikstole, det kan være de gule med skol-øl, eller røde Brahma-øl eller coca cola, det er lige fedt! Førhen ville vi have svoret at plastik stole, plastik havemøbler, aldrig vil være at finde hos os, det gør sig vist ikke længere gældende.

På vores rejse rundt i Mexico og Guatemala så vi faldefærdige, halvfærdige huse, små huse af ingenting hvor familier bor, affald flød og vasketøjet hang rundt omkring og alle steder. Og vi skød løs med kameraet. Det var for vildt for os at se, at opleve, det var nogle gange ufatteligt. Samme ubeskrivelige måde at bo på, oplevede vi mange steder i Brasilien, vi observerede, men af en eller anden årsag havde vi ingen trang til at tage billeder af boligforholdene der!

I Guatemala og Mexico så vi affald alle vegne, de, og vi!, har en stor udfordring dér i forhold til at få det kæmpe store affaldsproblem løst. Samme affaldsproblem oplevede vi ikke i Brasilien, de fleste steder var affaldsfri! Affald bliver samlet og dumpet på en losseplads et sted i naturen , bl.a. for enden af vores vej. Et ulækkert og sørgeligt syn. Der bliver trods alt ryddet ud i affaldsmasserne, af fluer, gribbe, rotter og skraldefolk. Sidstnævnte går engang imellem rundt i masserne og samler plastik. Årsagen til at vi på visse dage kunne sige, at der er også er fluer i paradis!!

Vores hus i Itacaré var hyggeligt, vi holdt meget af det trods dets finurligheder og mangler, eller måske netop derfor. Der var rart at være, der herskede en helt særlig ro, som også var super for vores nattesøvn.

Huset ligger i et helt enormt trope skovs område, fuld af lyde, mere ekstremt end nogle andre steder, både nat og dag. De vildeste cikade lyde, forskellige slags, i starten troede vi nogle af lydene kom fra en maskine, men Lion fortalte at det var cikader. Fantastisk. Sjældent har vi været omgivet af så meget grønt, når vi kørte rundt i området og omkring huset, der er grønt, meget grønt i samtlige friske grønne nuancer. Det var godt for krop og sjæl at være i. Huset ligger oppe, med udsigt til alle sider over al det grønne og havet i det fjerne. Vi ville gerne have gået en masse ture i skoven, men der er ikke anlagt stier og uden stier er den fuldstændig ufremkommelig, og så er den jo også fyldt med alverdens kryb. Vi savnede at gå ture. Vi slentrede engang imellem tur i byen Itacaré, en fin lille by med caféer, restauranter, butikker og en del af de turistede slags. Turistet på en okay, dæmpet måde, ikke noget blip båt.

Omkring Itacaré ligger en del skønne tropiske strande, med de fedeste bølger. Stort set hver dag kørte vi til en af strandene, nogle gange blot for en dukkert, andre gange for at være der en hel dag, bade, sole, lege og spise på strandrestaurant. Særligt en strand blev vi glade for - en lang øde bounty strand og tip top restaurant, et lille uspoleret paradis. Og så kunne vi sidde der og grine af os selv,- af vores ide og snak om at dette er ikke en ferie, det er en rejse!! - og det føltes nu ret så ferieagtigt!!

Vores kobberbryllup fejrede vi på bounty stranden. Vi badede og kastede os ud i bølgerne og blev kastet rundt af bølgerne, i flere timer, nød solen og sluttede af med tip top lækker mad på restauranten og hang ud der - det gjorde vi vist også fordi de var så utrolig lang tid om at få maden klar.

Huset havde vi lejet af Sandra og Lion, de boede ved siden af, til stor glæde for os. De kom til at betyde meget for os, de var/er nogle søde, hjælpsomme, rare mennesker.

De var inspirerende for os. Blev vores alternative familielæger.

Det var meget vemodigt at tage afsked med dem.

For Kalle var det vemodigt at tage afsked med deres 5 hunde. Og 4 katte.

Deres husdyr, vagt dyr og fange kryb - dyr!

Vi oplevede ingen kryb, selvom vi boede lige ude til junglen, vi så en død tarantel på vejen, den var stor og låden. Det er sjovt, som vi i starten af vores rejse blev lidt nervøse, når vi hørte om alligatorer, farlige slanger og edderkopper. Vi forestillede os vist at alle disse krybdyr bare lå og ventede på, at vi ville komme forbi, så de kunne springe op og angribe os. Det har vi sidenhen fundet ud af, at sådan fungere det ikke, hvor vi har været. De holder sig væk fra os og i krattet, og vi holder os væk fra krattet, og tager naturligvis de forholdsregler der skal tages. Vi har lært at leve afslappet med det.

Det passer så alligevel ikke helt, at vi ikke oplevede kryb.

Der var jo myggen, der forårsagede Lasses dengue feber, Anton der blev stukket/bidt af noget i vandet på Morro de Sau Paulo, og så var der Kalles "myggestik". På Caye Caulker/Belize fik Kalle et myggestik på skinnebenet, det generede ham i ugevis, det blev til ca. 8 uger. Vi hørte jævnligt om myggestikket, han synes det kløede, at der var noget galt med det, at det nok aldrig ville blive godt igen. Vi sagde at det nok skulle blive fint, hvis bare han lod det være, for han blev ved med at kradse hul i det. Vi puttede plaster på, som han gang på gang pillede af fordi han ville se til stikket.

En stille stund i Itacaré blev forvandlet til gys og gru. Kalle pillede plasteret af stikket, fordi det gjorde mærkeligt…… en larve bevægede sig ud af "myggestikket". Lasse fik presset monsteret ud, det viste sig at være en fluelarve, en botfly. Sandra så den og tog det helt roligt, det havde hun set før. Hun ønskede, vi havde vist hende stikket, for hun ville have spottet, hvad det var. Hun ville have lagt bacon på, for så kan larven ikke trække vejret gennem huden, og kravler ud i baconen!

Myggen som i sin tid gav Kalle et myggestik, har været bærer af ægget, det var det, der havde boet og vokset i Kalles ben og som havde generet ham.

Og så var der Antons besynderlige dut i nakken. I Bacalar/Mexico, fik han i nakken en lille blodansamling, på størrelse med en knappenålshoved. Han pillede den af, på eget initiativ, fordi han synes den var grim! Og blodet løb. Efter nogle uger voksede den ud igen og han lod den være. I Brasilien begyndte den at vokse lidt, de sidste dage i Itacaré voksede den løs og var på størrelse med en lille vindrue og ændrede farve. Vi gjorde tilløb til at kontakte Gouda, men viste den til Sandra, og Sandra introducerede os for vidundermidlet - ler !

Det smurte vi på Antons dut og gjorde det nogle gange, den tørrede nærmest ind. Efter en dags tid blødte det fra dutten, Frida hjalp med at vaske blodet væk, og hun hev dutten af, Anton bemærkede intet. Ler på igen og snart var der intet andet at se, end en lille bitte prik af et ar. Fridas ar fik, og får, ler. Allerede efter første gang kunne vi se det gjorde arret godt. Ud med hormon salve - ind med ler!

Hvad vi savner vildt og inderligt fra Brasilien er vores daglige friskpresset appelsin eller maracuja juice. I Itacaré lavede vi den selv, hver dag næsten litervis af maracuja juice, passionsfrugt. Passionsfrugterne er på størrelse med en stor appelsin. 6-8 passionsfrugter op i blenderen, lidt sukker, isterninger og vand og kør! Himmelsk drik, lækker hvidt skum. Det bedste og ret så luksusagtige, var at bælle - uhm!

Og uhm! til vandmelonerne, ananas og mango - frugter med den skønneste smag som aldrig før, og sikkert aldrig igen i Danmark. Det nød vi godt af hver dag.

Og så slutter de lækre smagsoplevelser også her. Der er desværre uhyrlig langt mellem de lækre råvarer og madvarer. Det er elendig kvalitet og meget dyrt!

Da vi fik fat i huset, jublede jeg over, at jeg nu kunne komme i gang med at lave mad, jeg havde glædet mig til Louises (og Ulriks) italienske kødboller, børnene ville bage og lave pandekager. Vi blev skuffet. Vi havde slet ikke lyst til at købe de madvarer vi så, så der var ikke så meget at lave mad af. På det punkt længtes vi alle og glædede os, til at lande i Paris og så ud i det franske land. Vi drømte os væk i pølser og oste og flutes og patéer og oliven og crossainter og café au lait´er og rigtig mælk ……. gourmet og madvarer af ordentlig kvalitet. Ej at forglemme rugbrød.

På det punkt begyndte det at give god mening at vores afrejse til Europa nærmede sig. Og også ellers, vi begyndte at glæde os, sådan for alvor, til at komme hjem til Europa. Samtidig med at det også var mærkeligt for os. I 5 måneder havde vi bevæget os rundt på det amerikanske kontinent, det var ved at være slut. En stor del af vores rejse var ved at være slut. Vi var ved at være klar til et farvel til Brasilien, men ikke til Sandra og Lion. Vi var heller ikke klar til et farvel til varmen, til de 30-34*C. Vi fulgte nøje Europa temperaturerne og vidste ikke om vi skulle græde eller grine.

Fik vi fortalt, at vi savnede kaffe, god kaffe, vi har rejst rundt i kaffeproducerende lande - Mexico, Guatemala og Brasilien uden at få en rigtig god kop kaffe. Ikke engang vores nes´café har været sådan rigtig god. De kan producere kaffen men ikke brygge den.