En lille status fra de rejsende.

Til at starte med ville vores begejstring for huset, rettere borgen, vi har lejet, ingen ende tage…og så alligevel. Efter et par dage havde vi en gyselig oplevelse. Det er så ulækkert for mig at fortælle om, men jeg forsøger. Jeg lavede aftensmad, tomatsuppe. Under madlavningen bemærkede jeg et par gange et par bittesmå ulækre larver ved komfuret. Bvad, væk med dem! Tænkte på at huset har stået tomt i månedsvis, vi varmer det op, bruger det og så titter dyrene frem. Vi spiste ude, det var ved at blive mørkt og i en mundfuld suppe mærkede jeg pludselig noget, der hverken kunne være løg, tomat eller krydderurt, og spyttede…....en lille ulækker larve ud, som var en maddike!!! Vi var alle fyldt af væmmelse og samtidig ville vi finde ud af hvor den og dem på køkkenbordet, som jeg så fortalte familien om, kom fra. Der har naturligvis ikke været flere end dem! De kom fra emhætten, Lasse skilte den ad, sikke et syn, der var…….mange.

Dagen efter kontaktede vi Patrizia og David, udlejer, de kom med det samme, og var ulykkelige på vores vegne. Mens de pillede emhætten ned, kørte vi Frida i lufthavnen. Vi kom tilbage til en ny emhætte og desinficeret køkken. Det viste sig at være et lille egern, der var kravlet ind udefra i emhætterøret, og ikke kunne komme ud igen.

Den oplevelse gjorde noget ved begejstringen for huset. Og så er der noget om det, at huset har været lukket ned for mange måneder og nu kommer i brug, særligt et gammelt hus som dette langt ude på landet. Vi har oplevet dyr, insekter her, som ikke før på rejsen - skorpion (ikke farlig her)på badeværelset, en skovsnegl på stuegulvet, mærkelige kæmpebiller inde og ude, spøjse lange tusindben i håndklæderne og på badeværelset - Lasse tager det i stiv arm, han mindes hans år på bondegården i Helsinge, vi andre bymennesker gyser lidt hver gang.

Efter en uges sygdom er jeg nu frisk igen. Årsagen til sygdom handlede ikke om tomatsuppe - det handlede om det der krystalklare bjergvand nede i floden, det var vist ikke så krystalklart alligevel. Da vi var ved floden fredag smagte vi på vandet, jeg synes det var lækkert og tog et par slurke - det fortryder jeg nu grumt!

Et par dage efter vores lille smagsprøve så Lasse og drengene et kloarkrør munde ud i floden og snakkede med nogle lokale, der sagde no no no! med alvorlige miner, ikke drikke vandet!! Imens var jeg hjemme og kastede op i stor stil. Vi vil ikke gå i detaljer med sygdommen, men vil alligevel fortælle at det startede sidste søndag. Kalle vågnede meget tidligt, kom ind til os og klagede over ondt i maven, mens han sad på sengen og ømmede sig, hørte vi Anton kaste op i sengen! Lidt efter kastede Kalle op. Noget øv, men det var heldigvis dét for dem, sådan da! Om aftenen gik det løs for mig og dagene frem.

Torsdag fik Anton det skidt igen, blev syg med opkast og høj feber, og også på hans 6 års fødselsdag, fredag d.19. maj. Han er nu så småt ved at være frisk igen.

Frida kom til os igen søndag, efter 1 uge i Danmark med gensyn med venner, veninder og familie, konfirmation og hendes 14 års fødselsdag torsdag d.18.maj.

Tak for alle lykønskningerne til både Anton og Frida, det har glædet dem begge.

I går var det tåget udenfor, og indeni.

Frida synes det var så dejligt at være hjemme i Danmark igen. Det var hårdt for hende at komme tilbage til Italien. Hjemve i stor stil. Og det gjorde noget ved vores hjemve. Vi blev endnu engang mindet om at vi savner og længes.

Og har gjort det længe. Vi har flere gange snakket om, om vi skulle tage hjem til Danmark, men er hver gang nået til at vi vil slutte af med rolige uger i et hus, som så blev her, i Pigazzano. Med tid til at lade rejsen lande og slutte den af, med tid til at gøre bloggen færdig, og få børnenes skolearbejdet gjort færdigt. De ting ville vi gerne have gjort færdige inden hjemrejsen. Tænkte at det vil være det bedste for os. Og d.29. - 3. juni ville vi få besøg af nogle venner og det har vi også glædet os vildt til.

Særligt dagen igår var præget af hjemve. Tankerne og snakken kredsede igen omkring, er det nu vi skal slutte eller ej !? Vi kunne ikke finde ud af det, vi var så meget i tvivl. Vi snakkede med skønne Helle og Michael - LeadershipByHeart.

Vi er ikke i tvivl længere. Tågen er lettet.

Vi opdagede hvad vi havde haft gang i, - at forsøge at tænke os til det rigtige, og det er ikke den vej, der gør os lykkelige. Endnu engang blev vi mindet om det der gælder, nemlig at følge vores hjerte……..

Jeg vil lige citere hvad Lasse netop har sagt i dette gyldne øjeblik : Jeg har ikke på noget tidspunkt frygtet det vi har gjort, jeg frygtede mere at blive hjemme.