Profile
Blog
Photos
Videos
Der er intet andet end slette foran os, flad og beklædt med tørt, højt græs som de brune hyæner gemmer sig i. I horisonten kan jeg ane 2 træer. Det ene af de to er vores destination - One Tree Island. Vi er på Makgadikgadi pans, resterne af det, der engang var en 80.000 km2 stor sø.
Jeg er taget til Botswana med Drifters Adventure Tours, specialister i overland turer i Afrika. Vi er 14 i gruppen inkl. vores guide, Alfie. Det er i dag, dag tre ud af en 16 dages tur.
Da vi når vores træ, slår vi lejr. Teltene sættes op, og mens solen går ned gøres middagen klar, og der er dømt lejrbålshygge. Der åbnes for vores kolde medbragte øl, og ligesom solen er gået ned, kommer månen til syne. Tror aldrig jeg på den måde har oplevet en måneopgang. Vi er midt ude i ingenting, og intet blokerer horisonten så langt øjet rækker i en 360 graders vinkel. Ud på natten begynder også stjernerne at dukke op. Vi sidder i en kuppel af stjerner, og det første stjerneskud sætter prikken over i'et.
Det er juni måned, og dermed vinter i Afrika. Det betyder varme dage med op til 25 graders varme, mens nætterne kan være ned til frysepunktet. Jeg kan se min ånde da jeg lyner soveposen op, og takker min sunde fornuft for, at jeg har husket at pakke mit skiundertøj.
Det er stadig koldt da vi vågner næste morgen, men naturen kalder, og som jeg traver ud mod vores campingtoilet, en klapstol udstyret med et toiletbræt placeret bag en tot græs, begynder solen at stå op. Jeg har oplevet mange solopgange i mit liv, men denne, mit ærinde og lokalisation taget i betragtning, tager prisen. Det ER da camping livet:)!
- comments