Profile
Blog
Photos
Videos
Sidst I hørte fra os var vi på vej med natbus til San Cristóbal de Las Casas, hvor vi ankom tidligt tirsdag morgen til et noget køligere klima. Efter check-in på hostel, drog vi afsted på hesteryg til en nærliggende indianer landsby, San Juan Chamula hvor alle kvinderne var klædt i smukke uldnederdele og farverige toppe som illustrerede hvilken stamme de kom fra. Det at møde indianerne var en oplevelse med blandede følelser. Man fornemmede tydeligt at man ikke var velkommen, men at indianerne samtidigt var dybt afhængige af de indtægter de fik fra turismen. At komme ind i deres kirke var noget af en oplevelse, vi måtte ikke tage billeder pga deres tro så vi vil forsøge på bedste vis at beskrive det for jer. Forestil jer et kæmpestort kirkerum hvor alle vandrette flader var dækket af tusindvis af stearinlys, gulvet var overstrøjet med fyrnåle og familier sad i grupper på gulvet og chantede. Nogle af dem havde medbragt høns som en offergave til familiens helgen. Kombinationen af katolicisme og indianernes traditioner gjorde oplevelsen unik. Om eftermiddagen gik vi rundt i San Cristóbal, gik på marked og nød lækre kager godt underholdt af tjeneren, som havde en drøm om at blive trommeslager...ingen flader undgik hans opmærksomhed. Kling, klang, bang, bang!
For at udnytte tiden bedst muligt, tog vi onsdag på kombineret sightseeing og bustur til Palenque. På turen stoppede vi ved forskellige vandfald, første omgang Agua Azul og derefter Misol-Ha. To flotte vandfald, hvor vi også fik luftet bikinien.
Siden onsdag har vi befundet os midt inde i junglen af Palenque National Park. Vi boede på en campingplads, MayaBell, der med sine dejlige omgivelser og gode faciliteter, gav os ro og mulighed for at lade op. Om aftenen lige inden sengetid, når mørket faldt på, forvandledes plænerne omkring palapaerne til lyshav af ildfluer, som var stjernerne faldet ned fra himlen og smukt lå og glimtede mellem græsstråene. I vores palapa, havde vi indrettet os med hængekøjer og kunne om natten falde i søvn til lyden af brøleaberne i nærliggende trækroner(...utroligt hvor meget sådan nogle små aber kan larme!). I går stod vi tidligt op så vi kunne komme op til mayaruinerne før turistbusserne gjorde deres indtog. Som taget ud af Junglebogen lå de hvide ruiner i en lysning midt inde i junglen, kun beboet af leguaner og tropiske fugle. Efter mange timers "squat-øvelser" op og ned af de mange trapper, sluttede udflugten med en spurt op til toppen af "Templo de la Cruz" med udsigt over nationalparken. Trods de mange sælgere, er det på nuværende tidspunkt de flotteste ruiner vi hidtil har set. Om eftermiddagen blev vi budt på margaritas og aftensmad hos en amerikansk familie. De havde solgt alle deres egendele i USA med planen om at starte et nyt liv i Mexico. De vidste dog ikke hvor de ville slå sig ned, så nu brugte de et år på at udforske landet i deres gigantiske mobile home.
I dag var dømt afslapnings dag så den blev tilbragt i hængekøjen, ved poolen og en bade tur ved et vandfald inde i junglen sammen med italieneren Mauro. Nu går turen mod Tulum hvor vi på vejen vil stoppe i Chichen Itza (skulle eftersigende være i betragtning til at blive en af de 7 verdens vidundere).
Hasta luego!
- comments