Ko Lanta, Thailand d. 9.12.11

Vi er nu endelig i Thailand og for mit vedkomne er det et land, der indtil videre lever op til alle mine forventninger. Malaysia vil jeg ikke huske for noget særligt og det var en lettelse at komme derfra. Problemet med Malaysia er, at det ikke er et land "beregnet" til lystbåde og de kender derfor ikke til standart procedurerne der følger med når en sejlbåd lægger til eller bevæger sig rundt i deres farevand, det gav derfor enormt meget tidsspild med papirarbejde og landet er ikke specielt charmerende fra søsiden.

Inden vi forlod Malaysia helt, gik turen forbi pælebyen Kukup, hvor den primære indtægtskilde er fiskeri og turisme, eftersom det sidste ikke er specielt udbredt er byen Kukup omgivet af fiskefarme. For at komme ind til Kukup skal man gennem et mudret løb og eftersom Naverens ekkolod ikke altid er helt pålideligt, og vandet ved kukup har en sigtbarhed på omkring 5 cm, gik vi på grund. Heldigvis er naveren bygget af stål og da vi ikke stod rigtig solidt fast på bunden satte vi motoren på 1500 omdrejninger og "gravede" os så igennem mudderet ind til Kukup, hvor vi kunne smide anker blandt huse på pæle og fiskerfarmene. Vi havde en hel dag i Kukup hvor jeg brugte formiddagen på at forsøge at komme bedbugs'ene i min kahyt til livs, dvs på med gasmaske og så ellers i gang med dampmaskine og insektgift. om natten sov jeg dejligt uvidne om det skyldtes de fraværende bedbugs og bid herfra eller om det skyldtes insektgiften der stadig lå tungt i luften.

Om eftermiddagen gik vi en tur i mangroveskoven vi var omgivet af, turen gik over hængebroer og gangstier og på vejen mødte vi et par aber.

Vi forlod Kukup og sejlede fra det mudrede vand til det forurenede ved byen Georgetown på øen Pinang, en tur på to døgn. Vi smed anker syd for Georgetown og brugte en dags tid i storbyen på indkøb til båden. Tine og jeg tog selv på shopping i Georgetown, som ikke er større end den er nemmest at opleve per gåben. Vi var ankommet til Georgetown på et par nationale helligdage og det meste af byen lå derfor ret øde hen, det var indtil vi nåede inderkvarteret hvor det vrimlede med kvinder i sari, luften var tyk af røgelse og karry og man kunne købe silke og hjemmebrændte dvd'er i massevis. Efter at have spist frokost for 5 dkkr ved et gadekøkken, fortsatte vi op til de 3 butikscentre der udgjorde Georgetowns shopping mekka. Her fik vi et par timer til at gå med indkøb og en tur hos frisøren hvor jeg lod mit lange hår ryge - dekorativt? Det kan diskuteres men dejligt funktionelt!

Sidste stod i Malaysia blev ved øen Langkawi. Vi forlod Pinang tidligt og havde en dejlig sejltur til Langkawi hvor det blæste en del, hvilket betød at vi for en gang skyld kunne sætte sejl og gå mellem 7,5-8 k*** og så endda i solskin! Ud på eftermiddagen døde vinden og vi måtte sætte motor mens vi sejlede ind mod Langkawi Royal Yacht Club som lå i bunden af en bugt. Turen derind var fantastisk. På begge sider var vi omgivet af store grønne klippeøer og lysegrønt vand og vi kunne mærke hvordan vi nærmede os Thailand. For første gang i lange tider kom vi til en marina hvor der var andre lystbåde end os selv og indklareringsproceduren tog derfor også Mona omkring 10 minutter frem for en time.

Den efterfølgende dag lejede vi en bil og tog på tur på øen. Vi kørte til øens højeste bjerg, spiste frokost i vejkanten hos et par lokale fruer, så et af øens vandfald hvor de lokale børn selv tog til for at bade og sluttede i en fredelig nordlig bugt hvor vi kunne bade og nyde eftermiddagssolen.

Vi blev endnu en dag i Langkawi og fik ordnet nogle forskellige praktiske ting hvorefter vi forlod øen og Malaysia, et farvel der ikke krævede mange tåre.

Kursen var sat mod øen Ko Tarutao som ligger i en nationalpark af samme navn helt sydligt i Thailand. Det var med et smil på læben og forventningsglæde at jeg hejste det Thailandske gæsteflag mens landets høje grønne klippeøer kom nærmere. Efter en sejltur på 35 sømil i solskin, kunne vi tidligt på eftermiddagen smide anker i bugten Ao son, hvor vi havde læst at man kunne være heldig at se æglæggende skildpadder. Bugten var i forhold til beskidte Malaysia det rene paradis. Vi lå ind til en flere meter bred, hvid og ubefolket sandstrand, hvor der skrånede store klippesider ned til og vandet omkring os var lysegrønt og indbydende og for første gang siden Gili, kunne vi endelig hoppe i og bade fra båden. Efter badeturen spiste vi hjemmebagt æbletærte i cockpittet og fik besøg af en svensk mand der kom svømmende inde fra strande, han havde set det danske flag og ville hilse på. Jeg, Mona og Kurt gik om eftermiddagen på ekspedition på øen og gik nordpå langs stranden, til vi nåede en sti op i skoven. Da vi kom til "rangerstationen og restauranten" - ingen gæster og heller ingen rangers, dog nogle få lokale - fik vi af vide at hvis vi fortsatte op ad stien, ville der komme en endnu mindre sti, som ville føre os ind til Lu-Du falls, en lidt længere og mere besværlig tur. Vi bestemte os for at vende om og gå tilbage til båden eftersom det snart ville blive mørkt.

Vi kastede os næste dag ud i gåturen til vandfaldet. Mig, Mona, Tine og Kurt gik af sted mens Erling blev ombord på båden. Vi startede med at gå syd på langs stranden, hvor der ifølge Lonely Planet skulle være en anden sti til vandfaldet. Den fandt vi dog aldrig og måtte derfor gå tilbage ad stranden og op til den sti vi havde fået anvist dagen forinden.

Som vi kom ind på den lille sti mod vandfaldet og længere og længere ind i junglen, blev forholdende dårligere og vi måtte flere gange lede efter de stianvisende røde prikker på træerne og krydse den å vi fulgt over glatte sten. Turen blev først rigtig dramatisk, da jeg kom i slåskamp med en kæmpemyre der havde bidt sig grundigt fast i min tå til blodet sprang, eller gik det hele nu meget smertefrit. På et tidspunkt havde Kurt og Tine fået nok og vendte om, Mona og jeg fortsatte, vores stædighed fortalte os at vi skulle nå vandfaldende. På et tidspunkt nåede vi en pool og en pil hvorpå der stod waterfalls. Pilen pegede dog videre og de røde pletter fortsatte op ad en forholdsvis stejl klippe, vi fulgte efter. Efter yderligere et kvarters klatren mødte vi endnu en pool og et lille vandfald der løb derned i. Vi bestemte os for, at vi havde nået målet, til trods for de røde pletter på træerne der spottende fortsatte længere ind i skoven. Vi fik en yderst tiltrængt og meget kold svømmetur i den friske ferskvandspool og tog derefter turen tilbage til dinchien, der lå og ventede på os på stranden sammen med Kurt og Tine.

Tilbage på naveren spiste vi frokost og lettede anker for at sejle op i en nordligere bugt på øen, hvor nationalparken havde hovedkontor og hvor vi håbede at kunne få lidt mere information om stedet.

Det fik vi og den næste dag tog vi på tur med en longtail boat til crocodile caves hvor der engang havde boet saltvandskrokodiller. De var nu en turistattraktion - på trods af at vi var de eneste turister der - og vi kunne i kajak padle rundt i hulerne og se på de flotte drypsten. Efter frokost i land gik vi ad en lille klippesti op til et udkigspunkt - der også fungerede som tsunami evaquation point - og kunne se langt omkring i det Thailandske ø-hav.

Vi havde en lang sejltur den næste dag og lettede anker klokken 5.50 og sejlede de 60 sømil der var til Ko Lanta for motor. Vi lagde os i en smuk sydlig bugt på øens vestside og sejlede derefter i land for at arrangere dykning til den efterfølgende dag.

Vi spiste aftensmad på en lokal restaurant, virkelig lækker thaimad der dog nogle gange var så stærkt at tårerne nærmest trillede og sveden sprang.

Næste morgen blev vi hentet på båden klokken 8 af vores dykkerfirma scubafish. Ombord på den to etagers dykkerbåd var der morgenmad og sejlturen til vores divesite tog en times tid. Vi skulle dykke ved ø-gruppen Ko Haa vest for Ko Lanta, og var heldigvis den første båd der ankom. Jeg, Tine, Mona og Kurt blev en dykkergruppe og fulgtes med vores engelske instruktør Ed. Vi dykkede ned på 15 meter i den lagune vi lå i og svømmede over såkaldt hard corals, der er store klippelignende formationer der desværre ofte ikke er specielt farverige. Vi så dog massere af fisk og sigtbarheden var udmærket. Efter 40 minutter svømmede Tine og Kurt op, mens Mona og jeg blev ned med over en halvt fyldt tank. - Kurt og Tine havde deres første dyk siden de blev certificerede og som ny dykker bruger man ofte sin ilt hurtigere. Mona og jeg fortsatte dykket i yderligere 20 minutter og så inden vi svømmede til overfladen en stor blæksprutte der sad på en koralknold og konstant skiftede farve og forsøgte at gå i et med sine omgivelser. Den var ikke speciel køn men ret fascinerende.

Efter frokost ombord på dykkerbåden og en badetur i det krystalklare vand dykkede vi ned må 20 meter og cirklede op langs en pinnacle som er en store sten/koral der står som en søjle fra bunden og op til havoverfladen. Pinnacles er ofte rigtig gode dyk da, der lige som på denne, var/er massevis af soft corals (de mere farverige) og en stor biodiversitet, så andet dyk var bestemt også det bedste den dag. Der var langt flere og flotte fisk, fra store barracudaer til små klovnefisk og dragefisk og korallerne var flottere og desuden var sigtbarheden bedre.

Vi var tilbage på Ko Lanta om eftermiddagen og spiste aftensmad ombord på Naveren. Efter maden tog jeg og Tine i land og gik ind og satte os på en af strandbarerne hvor der var livemusik og kolde øl.

Det var med en smule hovedpine jeg stod op dagen efter, men eftersom vi skulle på tur var der ikke andet at gøre. Vi skulle mødes med en bil inde på øen klokken 10 og blev derefter kørt ad øens eneste vej - der dog også går hele øen rundt - til en slangefarm. Det var ikke på grund af slangerne vi skulle derud, men på grund af deres elefanter.

Da vi kom ud på farmen gik vi først en tur på 1,5 time sammen med en lokal guide til vandfald og huler, for mit vedkomne i bare tæer da jeg ikke havde taget sko på der kunne tåle det vand vi skulle gå i det meste af vejen - det blev en lidt hård tur for fodsålerne men jeg valgte at betragte det som en slags alternativ zoneterapi .

Da vi kom tilbage til farmen stod dagens højdepunkt klar, elefanterne! Vi stod på en stor platform og så kom elefanterne ellers gående med "chauffører" - en lokalmand på nakken - og blev parkeret lige for fødderne af os, så vi kunne kravle ind og sætte os i den dertil indrettede bænk på elefantens ryg. Vi red rundt i en time i junglen og man skulle ikke kigge ned for ofte, for der var langt ned. Inden vi kom tilbage til farmen fik Tine og jeg som de eneste lov at sidde bag ørerne på elefanten. Det så nemmere ud end det var og man klamrede sig fast mens man forsøgte at smile til kameraet. Det var sjovt og elefanterne var enormt søde og mig og Tine diskuterede hvordan vi fik skipper med på ideen, om en elefant ombord, når vi nu ikke måtte få en orangutang i Kalimantan. Inden vi tog hjem fodrede vi elefanterne med ananas og bananer og klappede dem, spildte kærtegn da deres hud er enormt tyk og en menneske hånd for dem må være som en myg der sætter sig.

I dag er de andre så endnu engang taget på tur med tuk-tuk til en lokal havsigøjner landsby, jeg selv er blevet tilbage ombord, jeg trængte til en "fri dag" inden jeg og Mona i morgen skal på heldags dykkertur til Thailands eftersigende 2. Bedste dykkerside. Det glæder jeg mig til!

Ko Lanta er en fantastisk dejlig ø med brede sandstrande hele vejen langs vestkysten og med massevis af klart badevand. Øen er ikke specielt turistet og atmosfæren er utrolig afslappet der på mystisk vis får dagene til at fare af sted og min hjemrejse nærmere sig lidt for hastigt

I overmorgen sejler vi til Ko Phi-Phi og derefter Phuket som er sidste stop med Naveren inden jeg står af og rejser lidt rundt på egen hånd i dette gæstfrie og kronisk 30 graders varme land. Det bliver godt nok koldt at komme hjem!

- Astrid