Med kurs mod Kukup, Malaysia - d. 23.11.11

Sidst jeg skrev hjem var vi netop ankommet til Bali, for mit vedkomne for anden gang. Vi havde lagt os i en bugt ved byen Serangan og derefter lejet en bil og kørt på tur mod det centrale og nordlige Bali. Vores første stop gjorde vi i Ubud og tog, dagen efter ankomst, på cykeltur med et lokalt firma. Cykeltur er måske så meget sagt, i det hele turen gik ned ad bakke og det eneste man skulle gøre var at bremse. Turen startede med at vi blev kørt op i bjergene, så vi kunne spise morgenmad med udsigt til den endnu aktive vulkan Gunug Batur og den dertilhørende krater sø, smukt. Derefter gik det nedad, tilbage mod Ubud. Det var med sved på panden og noget nær traumefyldte tanker at jeg satte mig op på den mountainbike der var blevet fundet frem til mig. Jeg huskede kun alt for godt min første (og dengang også svorne sidste) gang jeg forsøgte mig med Mountainbike i New Zealands kuperede natur og stisystemer, hvor jeg havde brugte det meste af dagen på at klamre mig til en cykel mens jeg kastede mig ud over skrænter uden rigtig at vide hvad jeg foretog mig. Heldigvis gik det som sagt ned af hele vejen på pænt asfalterede veje og uden nogen rigtig form for offroad, jeg samlede endda på et tidspunkt modet til at løfte hånden fra styret og highfive et af de lokale børn der stod i vejkanten og råbte "hello" efter en - et råb der kun blev højere og mere skingert hvis man ikke besvarede det. På vejen ned stoppede vi flere gange for bla. At gå en tur i rismarkerne, se et lokalt lille landsby samfund og overvære en høstning af ris som kvinderne traditionelt står for. Hele turen var ret turistet som vi bevægede os af sted i en gruppe af ti personer, med den næste gruppe lige i hælene og nysgerrigt kiggede ind i lokalfolkets liv, men det var dog en meget mere behagelig måde at opleve Bali på, frem for ud at et bilvindue.

Den efterfølgende dag var sidste dag vi havde lejet bilen og vi stod tidligt op for at køre længere nordpå til den højere og køligere del af øen og det store tempel Pura Uun Danau. På vejen stoppede vi ved en botanisk have for at se på orkideer og kaktus - botanik er vidst en interesse der kommer med alderen, jeg synes i hvert fald ikke at det var specielt interessant - og da vi senere kørte igennem området Bedugul stoppede vi ved en af de jordbærmarker som området er kendt for og plukkede og spiste jordbær. Sidste stop var ved det før omtalte tempel som ligger ret høj, placeret ved bredden af en sø mellem nogle store bjerge. Vi nåede lige at se templet inden himlen åbnede sig og regnen begyndte at styrte ned, for første gang i meget lange tider frøs vi. Det tempererede bjergklima var for koldt for os der var vant til troperne og vi kørte derfor tilbage til Serangan og Naveren, som vores utrolig søde og hjælpsomme kontakt Antana havde "passet" mens vi var væk. Vi kunne bruge næste dag på det storindkøb der skal til når man er på langfart, samt få tanket diesel (1200 liter som Antana sejlede ud til os i sin blikjolle i dunke af 25 liter stykket) og reparere småskader ombord. Så var båden og besætning sejlklar og vi kunne begive os af sted mod Gili Islands, en ø-gruppe lidt nord for Flores.

Efter en dags sejlads, 50 sømil og en flok legesyge delfiner, nåede vi Gili Islands lige inden solnedgang. Et mislykkedes ankerforsøg senere lagde vi til ved en morring, hvor vi endte med et blive de næste tre dage. Gili øerne består af tre små øer, hvoraf vi lå ved den mest turistede, øen Trawangan, her ligger et massivt opbud af små hoteller, restauranter og dykkerfirmaer langs vandkanten og øen er på sin vis meget turistet men på sammen tid er stemningen en helt anden og langt behageligere en på Bali. Menneskerne på Gili er ualmindelig venlige og gæstfri og hele atmosfæren er meget mere afslappet og jeg kunne sagtens få tiden til at gå her med dykning og billige øl på barerne med solnedgang og havudsigt. Den første dag på Gili tog jeg og Mona på dyk, mens Tine og Kurt påbegyndte deres undervisning, så de også kunne blive certificerede dykkere. Det første dyk vi havde på Gili var desværre skuffende og det var svært ikke at sammenligne med de utrolige smukke dyk vi havde haft på Rinca. Farverne og sigtbarheden var ikke specielt god og der var en decideret mangel på koraller og variation af fisk, jeg så dog en stor skildpadde omkring halvanden meter fra mig samt en blåplettet stingray, så lidt kom der dog ud af dykket. Det blev ikke til mange øl den aften da vi havde aftalt dykning den næste dag.

Dykket den efterfølgende dag var langt mere succesfuldt end det første. Der var langt flere farvestrålende koraller og vi så store søanemoner beboet af klovnefisk, blæksprutter, dragefisk og moreneål, desuden er jeg blevet bedre til at konsumere min ilt og kan nu udnytte 200 bar til 5 kvarters dykning på 20 meter, på den måde for man også meget mere ud af dykket. Uden for vores dykker firma Blue marlin dive, blev jeg konfronteret med hvor lille verden er, her mødte jeg Malene og Cille jeg har gået på efterskole med, de var også på ferie på Gili og vi aftale hurtigt at mødes til en øl samme aften. En øl blev hurtigt til flere og da sama-sama den lokale reggabar (dem der kender mig godt kender også til min afsky overfor reggamusik, men det er som om, at det passer enormt godt ind på Gili og kan faktisk accepteres som rigtig musik) lukkede klokken et, fortsatte vi videre på en af Gilis andre bare sammen med vores nye australske venner Magnus og Ben. Jeg vågnede næste morgen med både fysiske og moralske tømmermænd efter en lang nat med stærke drinks, dans på bordende og "ulovlig" indtrængen på hotel grund for at bade i poolen. Hele besætningen spiste aftensmad inde på øen samme aften for bla. At fejre at Kurt og Tine nu var indehavere af hver deres open water dykkercertifikat, Kurt endda som den ældste certificerede hos Blue Marlin Dive med sine 67 år. Efter maden mødtes jeg med Ben og Magnus igen til øl på sama-sama, Malene og Cille var vidst for trætte. Hele besætningen ombord er en del ældre end mig selv, så det er derfor rart at møde nogen på sin egen alder engang imellem.

Vi gjorde klar til afgang fra Gili den næste dag og lettede anker klokken 9 med kurs mod Kalimantan, den indonesiske del af øen Borneo, en tur på 400 sømil. De næste tre døgn lignede ret meget hinanden med motorsejlads, delfiner, læsning og den slags meditativ ro man opnår, når man ligger langt til søs og ikke rigtig kan give sig til noget. Den første dag fangede vi to middelstore guldmakreller, som var virkelig lækre og vi går nu nærmest over naverens historie, som den mest fiskefangende besætning. Natten inden vi nåede Kalimantan blev jeg vækket af Kurt der kom farende for at lukke koøjer og luger, vi var på vej imod et uvejr. Der gik ikke længe før vi lå i en urolig sø med store bølger og lyn, torden, regn og vind der piskede om ørene på os og det blev derfor også umuliggjort for mig at sove videre i min forkahyt der stod og bankede lige imod bølgerne, så jeg på den måde lettede 10 centimeter fra køjen hver gang stævnen ramte en ny sø. Godt søsyg kravlede jeg op i cockpittet, hvor regnen var stilnet af og bølgerne lige så stille gjorde det samme som uvejret lagde sig. Da jeg senere skulle ned i min kahyt kunne jeg konkludere, at jeg ikke havde fået skalket mit koøje ordentlig og min køje derfor var fuldstændig oversvømmet. Under den daglige rengøring opdaget jeg et råddent æg - nu beboet af mider -i et af vores stuverum og måtte gøre hele rummet grundigt rent i den vedhængende stank. At jeg senere kunne konstatere, at min drivvåde madras var beboet af bedbugs og jeg tilmed havde en toileteksplotion, (ja, det er cirka lige så ulækkert som det lyder - overtryk i holdingtanken så indholdet derfra bliver suget tilbage i toilet når man pumper ud og nærmest eksplodere i kummen) gjorde ikke min dag til en af de bedste og jeg bandede indvendigt over langfartsejladsen såkaldte glæder. Vi ankom samme eftermiddag til byen Kumai på Kalimantans sydvestlige kyst, hvor vi kunne lægge os for anker og derefter se solen gå ned over den ret grimme og slidte by, endnu engang til lyden af Moskeen der kaldte til aftenbøn.

Vi blev hentet klokken 8 den næste dag af en mindre husbåd, der skulle være vores nye hjem de næste to dage og som skulle sejle os op ad floden River Sekunyer og op til orangutan-land, nationalparken og regnskoven. Ombord var der fire mennesker, Joe vores guide, captain vores kaptajn, Itang vores kok og Ruddi der var alt muligt dreng, crewet boede i nederste etage sammen med den fritstående motor (og så klager vi over støj fra sisuen!), mens vi selv boede ovenpå med frit udsyn til den omgivende jungle. Efter frokost nåede vi til 1st station i reservatet hvor de rehabilitere syge orangutanger eller orangutanger der af andre årsager ikke kan klarer sig i den vilde natur. Her skulle vi overnatte og på tur ind i regnskoven. Guidet af Joe fulgte vi stisystemerne ind i skoven og der gik ikke længe før en orangutanghun, med en unge hængende på ryggen, kom gående i mod os. Joe fodrede hende med bananer mens hun uanfægtet lod sig fotografere og derefter gik videre, hvorefter den næste orangutang nærmede sig for at få del i bananerne. En ung han, som nysgerrigt og villigt lod sig fotografere i bytte for bananer, gjorde at vi alle kunne få en af de helt store turistdrømme opfyldt og blive fotograferet sammen med orangutangen samt få lov at fodre ham. Vi fortsatte mod fodringspladsen i skoven og mødte på vejen et par gibbonaber og en art jeg ikke kender navnet på, men som er af Pippi Langstrømpe og Hr. Nelson typen. Desuden blev vi præsenteret for en ældre hun, som også blev min favorit, hun var blevet fundet meget syg og havde ved nærmere undersøgelse vist sige at have kræft. Hun fik ved en større operation fjernet sin livmoder og kunne leve videre sund og rask i reservatet. Hunnen lå på maven på en gangbro lidt fra os og kiggede, med "hænderne" under hagen på turisterne, hun tydeligvis ikke var særlig imponeret af. Joe gik hen til hende, tændte en lighter og da han begyndte at synge fødselsdagssang for hende, pustede hun flammen ud. Da hun havde lavet det nummer et par gange, trak hun et stort palmeblad frem og lagde det over hovedet, for ligesom at skærme sig for turisternes nysgerrige blikke - det var der man følte, at man fik bevis for slægtskabet vi mennesker har med orangutangerne og de 97 % fælles genmasse vi har tilfælles. Da vi ankom til fodrepladsen, var det svært at sige, hvem der følte sig mest som aber i et bur - os turister der sad bænket på lange rækker og stirrede i samme retning eller aberne der tog deres bananer og smuttede igen. På vej tilbage til båden kom det daglige regnskyl i regnskoven og det øsede ned, uafbrudt i et par timer. Da mørket faldt på og regnen stoppede, kunne vi falde til søvn det larmende kor af frøer, fugle og insekter der blev aktiveret.

Da vi vågnede dagen efter regnede det igen og vi måtte aflyse den tre timers lange gåtur vi ellers havde planlagt ind i regnskoven. Vi var de eneste der havde overnattet ved 1st station og fik derfor besøget af Tom helt for os selv. Tom er førehannen af flokken i reservatet og han er en kæmpe stor orangutang på cirka 150 kg, der ligeså fredeligt sad og spiste bananer som Joe kastede til ham. I stedet for at fortsætte op ad floden i regnvejret, sejlede vi tilbage af floden, ned til 2nd station hvor vi kunne besøge en lokal landsby og se en orangutangfodring mere. Jungle landsbyen vi besøgte var meget fattig men menneskerne der var smilende og imødekommende. Joe fortalte, at i sådan en landsby arbejder kvinderne ikke, men passer børn, marker og hjem mens de fleste af mændene arbejder illegalt i junglens miner hvor de udvinder sølv, guld og granit og hvor de fleste af pengene går direkte ned i de riges lommer og til den små-korrupte regering. Efter besøget i landsbyen - som vi hver støttede ved at købe en orangutang T-shirt - sejlede vi til 3rd station og gik ind i junglen for at nå fodringspladsen til fodringstid. Muligvis pga. regnvejret dukkede der aldrig nogle orangutanger op, kun en masse myg. Efter den mislykkedes fodring satte vi kurs mod Naveren i eftermiddagens sidste lys og kunne underholde os med massevis af næseaber, der beboede træerne ned til floden, og som legede, byggede reder eller blot sad og kiggede på os. Som mørket blev totalt, blev aberne erstattet af millionvis af ildfluer, der sad i de store buske ned til floden og fik den til at ligne pyntede juletræer. Vi spiste aftensmad fortøjret til en af de glimtende buske og sejlede derefter det sidste stykke vej tilbage til Naveren.

Planen var, at vi den efterfølgende dag ville forlade Kalimantan, for at sejle til øen Batam, hvorfra vi kunne udklarere fra Indonesien og fortsætte til Malaysia. Så efter morgenmaden tog jeg i land med Erling og Torben for at ordne indkøb i Kumai. Kumai er en forholdsvis lille, støvet og ret fattig by hvor der ikke rigtig er nogle indkøbsmuligheder ud over det lokale marked. Torben og Erling tog på markedet for at købe frugt og grønt, mens jeg fik overtalt Joe til at køre mig til supermarkedet 15 km væk. Fra "bagsædet" af Joes scooter oplevede jeg på den måde noget mere af øen Borneo og fik set den grønnere, flottere og mere lokale side af øen. Vi fór af sted med 60 km i timen på de hullede veje. Uvidende om at jeg skulle på scootertur samme dag, havde jeg om morgenen taget et par lidt for løse og luftige shorts på, resultatet af dette kombineret med vindmodstanden blev lige lovlig meget bart inderlår og på bagsædet af en fremmed mands scooter høstede jeg en del foragtelige blikke og hujende kommentarer i det muslimske land - inden under hjelmen bandede jeg lidt af min tankeløshed, men kunne ikke lade være med at grine af det komiske i situationen. Jeg fik købt ind i det ret velassorterede supermarked og turen gik derefter tilbage til Naveren, hvor der skulle vaske frugt og grøntsager af fra marked (for at minimere mug og kakkelak fare)på fordækket, inden de kunne pakkes ned. Samme eftermiddag forlod vi Kalimantan og satte kursen mod Batam, et stræk på 560 sømil.

De næste 5 dage i søen lignede hinanden til forveksling med motorsejlads - dog med en enkelt gang genuasætning - læsning, ipod, nattevagter, bådvagter, rugbrødsbagning, endnu en gang oversvømmet køje pga. utæt topluge og hvad man nu ellers får tiden til at gå med langt fra land. Natten mellem d. 17.11-18.11 holdt vi "fest" ombord eftersom vi krydsede ækvator klokken 02.15 og jeg, Kurt, Erling og Torben skulle døbes. Vi blev skånet for den helt traditionelle dåb, hvor man skal udstå diverse ulækre ting, men fik i stedet banankage og saftevand og hver vores ækvator navn, mit: "den lille havfrue".

Uddrag fra dagbog:

"210 sømil fra Batam, på vej fra Kumai, Kalimantan

Dagene er begyndt at flyde ud i et her på vores 4 påbegyndte døgn i søen på vej fra Kalimantan til øen Batam. Vi har ikke set meget land eller andre former for liv på vores sejlads og vi er omsluttet af havets uendelighed og vejrets skiftende humør - for det meste vindstille der kræver mere opslidende motorlarm. Distancen mellem Kalimantan og Batam er omkring 560 sømil og bliver det længste stræk vi kommer til at opleve på vores tur på vej mod Thailand. Glæder mig til nætter uden SISU larm, et bad hvor man ikke klynger sig til vanterne og mad der kan indtages uden søgang."

På 5. dagen fik vi om formiddagen landkending og kunne - efter at have sejlet igennem det trafikerede stræde med Singapores skyline om styrbord og øgruppen Riau til bagbord - fortøjre i Nongsa Marina på øen Batam. Marinaen var ren luksus, hvor vi for første gang i meget lang tid, kunne komme i bad med varmt og rindende vand, der var træk- og sliptoiletter og en lille butik hvor vi kunne købe is. Desuden måtte vi frit benytte os af resortet der lå lige ned til havnes svimmingpool, mere kunne vi ikke ønske. Om aftenen gik vi i land og spiste på resortets restaurant hvor de holdt lørdags BBQ. Hele oplevelsen endte med at blive en følelse af en parodi på et dårligt guldbryllup, med lidt for frisk og falsk syngende indonesisk entertainer sammensat med mand på skingert pornoorgel og halvkedelig mad, trods det var det rart at kunne sidde ved et rigtigt bord og spise og med fast grund under fødderne.

Vi forlod Nongsa Point Marina, Batam og Indonesien dagen efter og satte kurs mod Malaysia. Planen var at indklarere i en Malaysisk havn, der lå for enden af en flod. Det viste sig dog ikke at være realistisk, da vi efter en times flodsejlads kunne konkludere, at der pludselig hang nogle højspændingsledning tværs over floden og med Naverens mast på 25 meter var det ikke muligt at gå under. Vi måtte derfor vende om og sejle samme vej tilbage af floden som vi kom ad. Den næste malaysiske indklareringshavn vi kendte til, lå 50 sømil væk og den kunne vi derfor ikke nå, inden mørket faldt på og vi ændre derfor destination til Singapore. Vi forsøgte at kalde Marina Country Club i Singapore både over VHF og telefon men fik ikke noget svar, så det var uanmeldt vi lagde til i den singaporeanske havn klokken 16. Hurtigt stod der et lille og tykt og meget mopset kvindemennesket og forlangte at vi skulle dampe af, når vi ikke havde nogen stempler fra Singapore i passet. Mona forsøgte at forklare, at det lige præcis var derfor vi var kommet til denne havn, for at få ordnet formalia og blive indklareret i landet og få vores pas stemplet. Den bureaukratiske hundjævle afviste og sagde at det kunne ikke komme på tale, når nu ikke vi havde kontaktet havnen inden ankomst (!). Mona forklarede endnu engang vores situation og blev slæbt med på havnekontoret. Der gik et par timer, så var Mona tilbage uden stempler og lidt efter troppede to Singaporeanske politimænd op og sagde at vi skulle forsvinde ud af landet, vi opholdte os der illegalt! Mona forsøgte atter at forklare, men politimændene var ikke løsningsorienteret og nøjes med at konkludere, at det i virkeligheden ikke var deres afdeling og tilkaldte i stedet Singapores Police Coast Guard. Kystvagten var lige så håbløse at tale med og efter diverse forhør og forklaringer kom de frem til samme konklusion, det var ikke muligt for os at få stemplet passet og vi skulle forsvinde straks. På det tidspunkt var klokken 21 om aftenen og mørket var for længst faldet på, desuden lå vi ved en stor sluse der netop havde åbnet for vandmasserne og strømmen gik med 38 k*** omkring os. Vi fik allernådigst lov til at blive til slusen atter blev lukket, men skulle derefter straks forsvinde i nattens mørke og væk fra Singapore. Klokken 23.30 sejlede vi fra Singapore, krydsede det befærdede, 2 sømils brede stræde til Malaysia og sneg os ind blandt nogle fiskerbåde, smed anker og tog en illegal overnatning i Malaysia med en forhåbning om at ankeret ville holde og myndighederne i landet var gået i seng.

Dagen efter sejle vi af sted lige efter solen var stået op og fandt en tilfældig malaysisk mole, i et nogenlunde civiliseret fragtskibsområde og lagde til. "Heldigvis" blev vi ret hurtigt mødt af politiet som var langt mere lydhøre og hjælpsomme end dem i Singapore, de tog Mona med i bilen, kørte hende til immigrationskontoret og et par timer efter var Mona tilbage ombord med malaysiske stempler til os alle, vi åndede lettet op. Vi sejlede derefter Naveren til havnen ved Tanjung Pengelih og tog om eftermiddagen ind til en lille by i nærheden hvor vi kunne få tanket lidt op i madrationerne og spise aftensmad på et lokalt seafood sted.

I går tog vi så - helt lovligt - med en båd til Singapore, det er åbenbart ikke noget problem at komme til landet, så længe vi ikke har egen båd med. I Singapore skulle vi have købt ordentligt ind, både til madreserverne og bådens praktiske vedligeholdelse. Desuden skulle vi sætte Torben af i Singapore, han skulle flyve hjem til Danmark samme nat. Vi havde aftalt med manden, der havde sejlede os til Singapore, at han ville sejle tilbage til Malaysia klokken 16, så vi fór rundt med taxaer i byen for at nå det hele. Da vi kom tilbage til terminalen, tyve minutter i fire, var der hverken båd eller chauffør at se. Vi henvendte os i billetsalget, der kunne fortælle at båden var sejlet klokken lidt over tre, for der havde den været fyldt! Strandet i Singapore og rasende på landet, myndighederne og alt deres latterlige bureaukrati, fik vi til slut en aftale i stand om, at hvis vi betalte for 12 personer, ville der komme en anden båd og sejle os tilbage til Malaysia. Vi var 6 personer ombord og måtte slippe 110 USD for den én times lange overfart, vi var lettede da vi endelig var tilbage ombord på Naveren og forsvor nogensinde at besøge Singapore igen.

Nu ligger vi så med kurs opad Malaysias vestkyst og sejler fra landet om et par dage, for derefter at sejle ind i det sydlige Thailand og nyde det eftersigende rige og smukke øhav der. Vi krydser fingre for en noget mere smertefri visumprocedure til Thailand og vil ikke komme til at savne det, vi indtil videre har oplevet af Malaysia og Singapore.