Jeg nyder livet!

Lige nu befinder jeg mig for anden gang paa Bali, et turistmekka, men ogsaa en oe der har meget at byde paa.

Jeg landede paa Bali foerste gang d. 19. oktober efter en ret lang flyvetur, med stop i Doha (Qatar) og seks timers ventetid i en lufthavn med moske og hvor kvinder der rejste alene, vidst ikke var specielt velset, der blev i hvert fald stirret en del og de faa andre enlige kvinder jeg saa bar alle burka.

Da jeg omsidder naede frem til Bali tog jeg en taxa til Ubud, som skulle vaere en af de mere rolige og ikke helt saa hektiske byer paa Bali, og hvor jeg taenkte at det ville vaere godt at aklimatisere og komme mig over mit jetlag.

Taxachauffoeren jeg koerte med var ret saa lummer og hentyde flere gange mere eller mindre direkte til, at jeg altid kunne ringe til ham hvis jeg foelte mig ensom, det var sjovt nok her min imaginaere kaerste i Danmark opstod! Desuden koerte han saa jeg flere gange troede at jeg aldrig ville naa frem, det viste sig senere at det er kotume at koere som en sindsyg paa Bali. Hele taxaturen kulminerede da han afsluttnde spurgte mig om "b******" var stavet rigtigt, for det havde han lige faaet haengt op i sin bagrude med enorme typer!

Jeg naede ubud sent om aftenen og naede knap at stige ud af taxaen foer den naeste "guide" havde meldt sig, man er sjaeldent alene naar man rejser ene piger har jeg senere erfaret! Han forsoegte at hjaelpe mig med at finde et hotel, men da det var ret sent, var det ogsaa ret svaert at finde et sted med ledige vaerelser, det endte dog med at jeg ved egen hjaelp fandt et udemaerket sted.

Dagen eftet havde jeg sat mit vaekkeur til klokken 8 for at forsoege at vende mit doegn rigtigt igen, jeg foelte mig fuldstaendig oedelagt, men stod op alligevel og gik paa jagt efter et mere permanent sted at bo, ved en tilfaeldighed fandt jeg et enormt dejligt lille hotel i hjerte af Ubud med en store have med traditionelle hinduiske figure, udsigt over rismarker og svimmingpool - hvad mere kunne man oenske sig!

Da jeg tjekkede ind paa hotellet kunne jeg konstatere at klokken var halv otte og mit ur var to timer bagud, saa klokken i virkeligheden var seks da jeg stod op, det forklarede en del af traetheden. Jeg brugte formiddagen paa at gaa en tur ned til det stykke regnskov der ligger ved Ubud der huser tre templer og er hjem for omkring 150 aber, det var meget sjovt at se, men ogsaa meget turistet. Resten af dagen kunne jeg bruge i Balis kultur og kunst centrum Ubud, hvor man nemt kan gaa rundt i flere timer, kigge paa deres mange gallerier og butikker, bruge at par timer paa det store marked og spise en masse god mad paa de hyggelige og ultra sunde og detoxene cafeer.

Om aftenen tog jeg til et traditionelt balinesisk danseshow i Ubud Palace, hvor de flotte dragter og masker imponerede og musikken var til at faa en lille smule hovedpine af, men paa en eller anden maade alligevel passede perfekt ind i hele scenariet.

Den efterfoelgende - og meget varme dag - brugte jeg paa at faa set noget mere af ubud, bade i poolen og faa en traditionel balinesisk massage, hvilket virkelig var udsoegt! Om aftenen tog jeg ud at spise med Anna (svensk) og Jason (amerikaner) som jeg havde moedt.

Dagen efter forlod jeg Ubud og tog til byen Kuta sydligere paa Bali, hvor jeg skulle koebe det sidste udstyr inden jeg skulle med naveren. Jeg kunne efter en lang og varm formiddag - kun afbrudt af en oel med et australsk fodboldhold jeg moedte - se mig mig en maske og snorkel samt et undervandskamera rigere.

Eftermiddagen blev brugt paa den laekre strand ved Kuta - store boelger og hvidt sand - og om aftenen drak jeg et par oel med nogle andre australske fyre jeg havde moedt.

Kuta var en by jeg glaede mig til at komme fra igen - alt for varm og hektisk og fyldt med "agressive" saelgere man ikke kunne gaa i fred for - saa det var med en hvis lettelse, at jeg den efterfoelgende dag kunne saette mig i en taxa og blive koert til lufthavnen. Lufthavnene mindede paa mange maader om Kuta, fuldstaendig overfyldt, varmt og med en masse masende mennesker og security tog de ikke saa alvorligt - paa sin vis meget befriende.

Med en halv times forsinkelse kunne jeg stige ombord paa min propelflyvemaskine og nyde den smukke tur fra Bali til Flores hvor der var en konstant udsigt der boed paa oede atoller og smukke indonesiske stillehavsoeer. Jeg landede i Labuanbajo paa flores og kunne hive min rygsaek ud fra en stoerre bunke at bagage i et bur - lidt andre standarter end end cph airport, desuden var der ingen der kraevede at se mit pas, paa flores er alle velkomne!

Jeg tog en lokal bus til bugten hvor alle fiskebaadene ligger samt Naveren. Det var et dejligt gensyn! Jeg blev hentet af Magnus i dinchien og der gik ikke mange minutter fra jeg var ombord paa naveren med min rygsaek, til badetoejet var fundet frem og det 29 graders varme vand testet, fantastisk!

Efter badning og frokost tog jeg og Magnus i land igen og arrangerede dykning til et par dage senere. Labuanbajo er et ret befriende sted at ankomme til, det kan godt vaere at tingene ikke fungerer lige saa problemfrit som paa Bali, men beboerne i Labuanbajo er langt mindre naergaende og hilser langt mere af nysgerrigehd end for at saelge.

Efter mere badning og aftensmad ombord blev guitaren fundet frem og vores sang blev istemt af moskeen paa land, der broeldede aftenboennen ud paa en meget daarlig og lidt for hoej megafon. Aftenen blev afsluttet med en gang badning i det selvlysende vand, fyldt med morrild.

Jeg stod op til en klassisk tropemorgenmad i naverens cockpit og efter lidt indkoeb, samt en paamoenstring af naverens nye besaetningsmedlem Kurt, lettede vi anker og sejlede til oeen Rinca. Her lagde vi os i en skoen bugt og brugte resten af eftermiddagen paa at snorkle rundt - efter at have sikret os at komodovaraner ikke kan svoemme, Rinca er nemlig hjemsted for disse oegler.

Vi havde booket dykning til den efterfoelgende dag og blev hentet ved 9 tiden for at tage paa dyk. Den foerste divesite vi blev sejlet ud til er maaske ogsaa et af de smukkeste steder jeg endnu har dykket. Vi gik ned paa 27 meter og kunne saa ellers nyde det rige dyrelive med tusindvis af fisk -heriblandt klovnefisk og de smukke dog ret specielle dragefisk - smukke koraller og hajer. Efter kiks og varm te ombord paa dykkerbaaden sejlede vi til det naeste divesite Karang Makassar eller manta Point hvor vi fik afvide at chancen for at se mantarays kun var omkring 30 % men at vi kunne forsoege hvis vi havde lyst, det havde vi. Vi dykkede ned paa 10-15 meter og pludselig pegede vores lokale instruktoer Sam, ud i det, der for os andre virkede som det rene ingentint, men efter nogle ejeblikke intens stirren kunne man pludselig se en enorm mantarokke tage form. Vi kunne herefter ligge os paa bunden og bare se mantarokken cirkulere rundt faa meter fra os med sin 5 meter store sorte og hvide krop, som den paa mest elegante maade naermest svaever rundt paa i vandt. Det er dybt fascinerende for foerst gang at moede en manta. Efter 10 minutters observation svoemmede mantaen videre, det samme gjorde vi, der gik dog ikke laenge foer Sam atter pegede ud i ingenting og eendnu en Manta tog form, og ikke bare en, men 6-7 stykker kom svoemmende forbi os i en store flok, alle var fuldstaendig overstadige over mantadykket da vi atter kom op til overfladen og endda havde moedt et par rokker mere paa vores dyk!

Dagen efter stod vi endnu engang tidligt op for at flytte Naveren laengere ind i bugten og derefter sejlede vi i land paa Rinca. Vi blev modtaget at to rangers som stod med hver deres Y-formede pind som de brugte til at beskytte mod komodovaraner med (nogle af os tvivlede lidt paa hvor godt denne pind egentlig virkede). Rangerne fuldte os op til en hytte hvor vi kunne koebe billetter til nationalparken, efter billetkoeb gik vi paa tur med rangerne ud i varanfyldt landskab. Der gik ikke mange minutter foer vi havde vores foerste moede med en, faktisk 7, komodovaraner der laa og solede uden for de lokales huse. En af dem kom gaende paa sin meget kluntede og langsomme facon, men vi blev oplyst om at man ikke skulle lade sig narre, en komodovaran kan loebe op til 18 km/t og har - som vi vidste - et bid der er doedeligt pga. alle de bakterier og parasitter der lever i munden paa den, det er ogsaa saadan den jaeger - bider sit bytter og lader det doe langsomt af blodforgiftning over 3 uger - yderst sympatisk!

Vi fortsatte vores tur ind gennem smalle stier i skoven og ud paa aabne sletter, undervejs moedte vi endnu flere varaner, saa boefler og aber der svingede sig i traetoppene. Paa trods af den bagende varme var det en enormt spaende tur.

Da vi kom tilbage til dinchien for at sejle ud paa Naveren blev vi moedt at det balinesiske bureaukrati. Efter en laengere kamp med "havnemesteren" (lidt for stort ego, lidt for lidt at give sig til) som i virkeligheden gerne bare ville have nogle penge og retten til at haevde sig selv, fik vi lov at slippe med tre - aabenbart meget vigtige - stempler og kunne derefter forlade bugten og sejle tilbage til Labuanbajo. Vi spiste afskedsmiddag ude i Labuanbajo om aftenen og fejrede Magnus' 30 aars "foedselsdag" (i virkeligeheden er Magnus 19, men mener selv at han af sind lige saa godt kunne vaere 30 og havde ikke foedselsdag). Eftersom Magnus er det yngste besaetningsmedlem er han ogsaa et nemt offer og vi forsoegte derfor at goere ham pinligberoert ved at synge foedselsdagssang for ham mens hele restaurenten lyttede. Det blev foerst rigtig pinligt da personalet fandt ud af hvad vi havde gang i. Pludselige blev alt lyset slukket, et lille lys i et stykke kage blev taendt og personalet og hele restaurenten sang med paa happy birthday mens al opmaerksomhed var centreret omkring Magnus, vi var selv ved at falde ned af stolene af grin og Magnus har vidst ikke laenge vaeret saa pinlig.

Vi maatte den efterfoelgende dag tage afsked med Jesper, Cecilie og Magnus som alle skulle hjem til Danmark. Da de var kommet godt afsted, og vi andre havde faaet koebt ind baade i supermakedet og paa frugt- og groentmarkedet, lettede vi anker for at sejle tilbage til Bali - en tur paa omkring 300 soemil. Vi havde ikke sejlet meget mere end 5 soemil da fiskelinens vilde aktivitet kunne bevidne at der nok var bid, vi kunne derefter hive en 12 kgs tun ombord - en enorm succes da der sjaeldent bliver fanget noget som helst ombord paa naveren.

Jeg paatog mig opgaven at partere kaempe fisken og mens jeg sad paa fordaekket i den varme eftremiddags sol omgivet at smukt landskab og en klar regnbue begyndte delfiner at springe omkring baaden og i det fjerne kunne vi se pilothvaler - saa var der ikke meget mere at oenske.

Til aftensmad var der friskfanget tunboeffer og til solnedgang havde Iben bestilt endnu flere delfiner.

- uddrag fra dagbog, nattevagt - samme nat:

kl. 04.30: omgivet af vand oplyst morrild i saa store maengder som jeg aldrig har set foer, er desuden maettet af stjerneskudsobsevationer!

kl 05.40: observerer smuk solopgang mens indonesisk fiskebaad sejler forbi.

Vi kunne staa op til en dag med mere vind end proevet i lange tider, vi befinder os pt. i calmebaeltet taet paa aekvator hvor der ikke er meget vind at spore. Vi satte storsejl og genakker og noed en dag uden motorlarm og med op til 9 k*** for genakker. Der blev laest en del, spist mere tun og set flere delfiner.

D. 29.10 ankom vi til Bali ud paa eftermiddagen efter to doegn i soen. Vi blev moedt af en enorm flok delfiner som legede ved bovsprydet og svoemmede med os laenge. Efter en besvaerlig indsejling til Pulau Serangan paa Bali kunne vi smide anker. Til aftensmad fik vi ...tun! Jeg fik derefter fat i Magnus som befandt sig i Seminyak laengere nordpaa, han skulle foerst flyve til danmark den efterfoelgende dag. Vi aftalte at moedes i seminyak og drikke et par oel. Jeg blev sejlet i land, men det viste sig at serangan var et meget doedt lille lokalsamfund hvor der ingen offentlig transport eller taxaer fandtes. Efter at have snakket lidt med de lokale, fik jeg dog Eddies (vores dinchedriver) vens bror til at koere mig til Seminyak. Jeg fandt Magnus hotel og Magnus og vi havde en enormt sjov aften i Seminyak, hvor Balis boessemiljoe viser sig at vaere centreret og vi brugte derfor det meste af natten paa en boessebar hvor jeg grinende kunne se Magnus blive aet lidt ekstra paa ryggen og blinket til, paa trods af han virkelig proevede at ligne en der ikke var med paa ideen! Der var gang i musikken, go-go danserne og dragqueens'ne og det blev sent inden vi kom tilbage til hotellet.

Dagen efter plejede vi vores meget tunge hoveder med morgenmad paa en cafe og derefter gik vi lidt rundt i Seminyak og forsoegte at faa tiden til at gaa indtil magnus skulle flyve. Ud paa eftermiddagen tog jeg en taxa tilbage til naveren og kunne hilse paa de nye besaetningsmedlemmer Torben og Erling.

Aftensmaden spiste vi ude i byen Sanur.

I dag stod vi op, spiste morgenmad og pakkede naveren sammen, saa vi kunne forlade baaden og tage paa et par dages tur laengere ind paa Bali. Vi Har lejet en bil og er i dag koert tilbage - for mit vedkomne - til Ubud og skal i morgen laengere nord paa for at se en vulkan og noget mere af Balis natur.

Det blev en laengere beretning, jeg haaber den kan bringe lidt varme med hjem til danmark, her er der mindst 30 grader dagligt og min hudfarve minder mere og mere om en rigtig sejlers.

- Astrid