Dagene flyver afsted naar man har det sjovt....

Den 11 januar.

Denne dag havde vi forestillet os skulle vaere ret "vild" idet vi havde planer om at leje scooterer, men paa grund af regnvejr mistede vi motivationen til at afproeve det. Derimod gik vi endnu engang rundt og hyggede i de smaa gader i den gamle bydel. Vi fik igen shoppet en del. Bla. en masse DVD'er, til sammen koebte vi 46 DVD'er (1 DVD koster 20.000 = 5kr), saa vi har ikke koebte os fattige i DVD'er. Vi havde aftalt med vores skraeddere at vi kunne komme og proeve vores bestilte toej om eftermiddagen, saa det gik vi og ventede paa.
Da kl. endelig blev 15.00, kunne vi se det naesten faerdige resultat. Ida havde bestilt en: kjole, laedderjakke, taske, vinterfrakke, et par sandaler og et par snoerresko, alt dette var fuldt tilfredsstillende og som forventet lige undtagen laedderjakken som ikke blev helt som forventet, desvaerre, den blev lidt for 'biker-agtig'.
Jeg, Astrid, fik lavet: en top med blonder, en sommerjakke, en lidt army jakke, et par sandaler, en taske, en blondebluse, en 'au dai' (nationaldragt i Vietnam) til min mor og en suit-jakke til min bror - Alt dette var meget fint og som forventet. Vi var glade for de fine resultater paa trods af at der skulle meget faa rettelser til.

Om aftenen gik vi igen ned i den gamlebydel og fandt en super laekker restaurent, Cargo, hvor vi efterfoelgende fik serveret en masse retter. De er fransk inspirerede, har en flot udsigt over floden og har alt hvad hjertet begaerer - kan staerkt anbefales.

Den 12 januar.

Vejret var som dagen forinden, lidt trist, graa og regnfuld. Efter saa mange dage i regnvejr, var vi begge bevidste om at vi skulle syd paa igen for at faa noget sol. Da vi ikke fik proevet vores kraefter med scotterer af den forrige dag grundet vejret, var vi ogsaa her bevidste om at vejret endnu en gang ikke skulle forhindre os i at 'joine' de mange vietnamsere i at vaere scooterbumser, saa vi lejede en scooter hver (5$ pr. mand). Vi fik en hurtig introduktionen i koeretoejet og fik lov at proeve koere i et paent trafikkeret kryds, og herefter koerte vi ud i det blaa. Dog skulle vi lige have benzin paa inden, da de aabenbart ikke udleveres med fuld tank. Tankstationen var ikke det letteste at skue med det blotte oeje, idet der egentlig ikke er en decideret tankstation, det er naermere et lille gadehjoerne med en cafe, en storskaerm og en lille bitte retro tank - kvalitet frem for kvalitet, det fungerede som det skulle og herefter var vi en del af de mange scooterkoerende.
I starten blev dyttet en del efter pga. vores lave hastighed, men det aendrede sig hurtigt eftersom vi gradvist fik mere og mere styr paa scooterne. Vi fik braendt en masse benzin af og undersoegt omraadet grundigt. Der blev kastet mange blikke efter os fordi vi var saa forsigtige, kiggede os over skulderen, blinkede og kiggede til hver side i et kryds, 'det er da ogsaa for maerkeligt at goere det, man skal jo bare koere samtidig med at man holder baathornet i bund right?'. Vi koerte bla. hen til den 'Japanske bro', hvor vi tilfaeldigvis moedte en pensionist gruppe, som vi snakkede lidt med, dog kunne de ikke forstaa numodens ungdom.. 'jamen at de toer at koere i denne trafik..etc.'

Det blev tid til at proeve vores toej endnu engang, for at se om det passede efter de havde rettet i det samt vi skulle betale det resterende. Det passede fint og alt var som det skulle vaere. Jeg (Astrid) giver hende endnu engang mit DANKORT. Hun kom tilbage med det, som hun altid har gjort, men til forskel fra de forrige gange, sagde hun at kortet ikke blev accepteret. Det var underligt, jeg proevde at gaa med hende i haab om at det kunne vaere en hjaelp, men nej, mit kort blev gang paa gang afvist. Her fik baade Ida og jeg sved paa panden, 1 fordi vi manglede at betale 251$ for noget af Ida's toej og 2 fordi hvad skulle vi dog goere!
Panikken tog overhaand og vi proevde desperat at faa kontakt i vores foraeldre. Ida gik hen til det naermeste postkontor og ringede hjem. Imens sad jeg sammen med vores skraeddere og proevede at samle tankerne. Jeg kunne ikke faa fat paa mine foraeldre, saa jeg laante deres internet, soegte paa min bank for at finde deres telefon nummer og fik derefter kontakt til dem. Frustreret og bange forklarede jeg min bankraadgiver hele sitationen og hun fik lagt en daemper paa mig. Grunden til at mit kort ikke blev accepteret nogen steder, var at der er et 'limit' for hvor mange penge man maa bruge paa 30 dage, og det 'limit' var saa 20.000DKK, og det havde vi ramt eftersom vi har levet 2 paa mit kort. Hun forklarede mig, at man i noedstilfaelde kunne faa det genaabnet for 250DKK, hvilket vi saa valgte at goere, for ikke at strande i en af Vietnams smaa byer. Puha, dejligt at finde loesningen paa problemet. Skraedderne var soede og ventede paent paa at kortet igen kunne bruges.
Vi fik betalt det resterende, afleveret scooterne og fandt noget aftensmad.
Herefter fandt vi et rejse bureau, og fik arrangeret en togtur til Mui Ne og et hotel med beliggenhed paa stranden for 70$ for 2 mand, i to naetter med morgenmad - FEDT!
Det var en dag med mange begivenheder!

Den 13. januar.

I dag skulle vi tjekke ud fra vores hotel og kl. 20.00 kommer der en taxa og henter os, som derefter koere os til Da Nang, hvor vi skal med et tog i 14. timer til Mui Ne, Phan Tiet, for at faa noget mere sol og varme. Saa vi har taget dagen stille og rolig. Vi startede med at sende alt vores skraeddersyet toej til Danmark. Det forekom os meget let, da vores receptionist tilboed at ringe til postkontoret og faa en dame ud til vores hotel og faa det klaret paa stedet. Vi takkede paent ja, og 10 minutter efter stod hun klar paa hotellet med en kaempe vaegt, 3 forskellige slags tape, papirer og en kaempe kasse til fragt - saadan skal det gores!

Tiden gik og sulten traengte paa. Vi gik ned til vores 'lokale' restaurant og fik brunch. Efter det, gik vi igen rundt og hyggede rundt i de smaa gader. Meget tid gik med kortspil paa smaa hyggelige cafeer.
Nu venter vi paa at blive hentet af vores taxa, komme paa toget og vaagne op til sol, varme og en laekker strand.
Vi ses!

Kram Ida og Astrid