Halløj, Hello og Kia Ora (således siger de hej på New Zealand, men det kommer vi til). Det sidste lange stykke tid har været utrolig travlt, sjovt, lærerigt, fedt, oplevelsesrigt og generelt den bedste tid vi har haft udenlands. Sidst vi opdaterede bloggen var vi vidst nok på vej ud på farmen for at arbejde, så lad os starte der.

Vores tid på farmen var sjov, men til tider kunne dagene også føles lidt lange. Til dels fordi de var lange, vores længste arbejdsdag var næsten 18 timer, og til dels fordi vores chef, den kære Brian hvis humør og sindelag minder om en hæmorideramt pælesidder, kort sagt var lidt af en idiot. På farmen arbejde vi sammen med Brian, hans søn James, hans datter Belinda, farmmanageren Tim, kvægmanageren Owen og tre ældre herrer kaldet John, Sonny og Lee. Til sidst ansatte de også en 18-årig australier ved navn Tom, og for en kort bemærkning en 31-årig Ester som ikke kunne styres på 10 tønder land. Alle de ansatte, udover Brian selvfølgelig, var ganske flinke og rare mennesker, og vi blev særdeles gode venner med Owen og hans kone Mel, som har en lille søn på snart et år, og farmmanageren Tim.

Arbejdede på farmen var i starten meget alsidigt, og afhang meget af hvad vi nu havde kendskab til mht. farmrelateret arbejde. Vores arbejde bestod af svejsning(og nej Asse man må IKKE kigge ind i lyset, fordi JA så får man nemlig svejserøjne), vanding, støbe beton, sprøjtning, vedligeholdelse af maskiner, fylde diesel på vandingsapparater, kultivering, høstarbejde osv. Freddy var selvfølgelig den der havde klart mest erfaring, og han kørte derfor meget traktor i starten, hvorimod de hurtigt fandt ud af at Asse var ganske uduelig, og han derfor fik mange opgaver der bringer tankerne hen på samfundstjeneste. Vi havde måske smurt lidt tykt på da vi ansøgte om jobbet, og bildt chefen ind at Asse havde fire års erfaring som farmarbejder, men det stod vidst hurtigt klart for dem at dette ikke var tilfældet. Bl.a. kom en dieseltrailer på afveje med 2 tons diesel da Asse havde valgt en 9,5 cm lang trækbolt til en trækbom med mellemrum på 10 cm, men Freddy fik skaffet en traktor og med en kæde samt en rimelig indsats for at dække sporene, gik det hele ubemærket hen. Freden varede lige indtil Asse fik æren af at køre teleskoplæsser - problemet var ikke at han ikke kunne køre dem, det var han faktisk ovenud god til, problemet var mere, at han ikke kunne stoppe den igen hvilket resulterede i en mindre bule på gammel lastbil(til Asses forsvar var det dog en gammel Østtysk lettere ramponeret udgave - hvilket også har gjort os rimelig sikker på at Brian i virkeligheden er Erik Honneckers lejesvend). Deraf opstod det mindst lige så bogstavelige som mundrette kælenavn, Truckf***er. Dette uheld smed blot ekstra brænde på et bål som Freddy og Owen havde startet. Owen var en ganske vittig fyr, og da Asse tit var den der lavede ulykker og kom i unåde hos Brian, var han det perfekte offer for Owens sjove påfund. En kold morgen stod Freddy og gabte særdeles meget nede ved værkstedet på farmen, som agerede mødested om morgen når vi mødte kl. 6. Owen spurgte hvorfor han var så træt, og Freddy svarede at han var blevet holdt vågen hele natten af lyde fra Asse's værelse, der tydede på at han, hvordan skal man sige det pænt, havde lidt "alenetid"eller sled lidt på sokken som man siger. Dette var selvfølgelig sagt i spøg, men ikke desto mindre fandt Owen og de andre ansatte dette meget sjovt. Da Asse dukkede op sagde Owen til ham, at han vidste godt at Asse er isoleret i ingenmandsland, men han måtte ikke lade isolationen stige ham til hovedet - hvis han fortsatte med dette ville han til sidst blive blind. Det skulle dog gå således at det ikke var sidste gang Asse skulle høre dette. Som tidligere nævnt kørte han direkte ind i fronten på en truck, og dette gjorde at joken med at han var ved at blive blind, blussede op igen med fornyet styrke. Det skulle dog blive værre. Tre dage efter var vi begge på svejsearbejde. Freddy svejsede, og Asse assisterede. Desværre havde Asse ikke lige tænkt på at tage svejsehjelm på, og dette resulterede i at han senere på dagen blev blind, og måtte indlægges en nat med svejserøjne. Dagen efter var han klar igen, men da han kom tilbage til farmen blev han mødt af en stærkt fornøjet Owen, der jo havde vist sig i at få ret mht. at han ville blive blind. Denne teori blev døbt Owen Schmidts Theory of Isobation. Så Asse havde sit ry på farmen. Foruden de andre ulykker lavede han et par buler i deres biler andre småting, men det vil vi ikke komme nærmere ind på fordi bloggen i forvejen er lang nok.

Tiden på farmen var helt unik. Det er en oplevelse som vi ikke ville have fået andre steder og bestemt ikke været foruden - heller ikke Asse. Vi stødte på tonsvis af slanger, kænguruer, wallabees, edderkopper, kameler. Vi lærte en helt masse ting og mødte en masse fine mennesker som vi forhåbentlig holder kontakten med. Selvom Asse's start på farmen ikke var uden diverse uheld og rysten-på-hovedet fra chefen, så blev han dog markant bedre, og de bad os endda om at blive eller i det mindste komme tilbage, så helt uden talenter kan vi ikke have været.

Til jul kom Freddys storebror, kone og børn ud på farmen hvilket var utrolig hyggeligt. Vi stegte både lammesteg og flæskesteg som begge var slagtet af os med hjælp fra Owen og Tim. Vi kørte på en safari hvor vi viste både en markbrand som havde hærget vores enge et par dage før samt adskillige dyr og Freddys bror, Jeppe, fik endda titlen slangedræber på CV'et. Historien med markbranden kan vi måske godt lige klemme ind. Til jul var vi inviteret til julefest med firmaet inde i byen, og det vidste sig at dette var med fri bar. Dette skulle selvfølgelig udnyttes, og derfor blev der ikke skålet for lidt. Da vi kom hjem om natten, besluttede Freddy, Asse, Tom og den tidligere nævnte Ester, sig for at fortsætte festen i vores hytte hvor vi boede. Omkring kl. 1 ser Tom og Asse et skær ikke så langt derfra, og beslutter sig for at kigge nærmere på det. De hoppede ind i arbejdsbilen og kørte derhen. Ca. 500 m fra hvor vi boede, vidste det sig at brænde forholdsvis voldsomt. Scenariet var derfor således at Tom og Asse havde en mindre habil brandert kørende, men da der ikke var andre der havde opdaget branden måtte der jo gøres noget. Så alt imens Tom kontaktede chefen, kørte Asse hen og fik fat i en stor vandtank, og da chefen og farmmanageren Tim dukkede op, mere eller mindre stadig sovende, gik de ellers i gang med at slukke branden. Efter en halv time var det nogenlunde under kontrol, så alt var vel, men det var skam en meget spændende slutning på den julefest!

Efter vores tre måneder på farmen var det på tide at komme videre i teksten. Vi tog til Sydney for at holde nytår, og dette blev fejret med 3 af Asse's tidligere klassekammerater fra gymnasiet, i en park i Sydney hvor vi kunne se nytårsfyrværkeriet på Harbour Bridge. Desværre viste det sig at man ikke måtte indtage alkoholiske drikkevarer i denne park, og da vi jo er danskere mente vi ikke at nytår kunne spænde af uden denne tradition. Så vi fandt en lille mur vi kunne gemme os bag, og vores kasse øl måtte derfor indtages 1 sixpack af gangen bag denne lille mur, hvor man nogenlunde kunne være ude af syne fra det patruljerende politi. Ikke desto mindre blev klokken dog 12 og vi fik set fyrværkeriet.

Da vi ankom til Sydney helt tilbage i August måned bestilte vi en rejse til New Zealand, og denne rejse havde sin afgang d. 3. januar fra Sydney. Vi havde bestilt den lettere uvidende om hvad det var for en tur vi skulle på, vi vidste blot at det var en tur der ville tage os rundt i hele NZ på 19 dage. Det viste sig at være de sjoveste 19 dage vi kan mindes vi nogensinde har haft. Tiden bragte tankerne lidt hen på juli måned hvor studenter ugerne havde deres alkoholiske, men dog utroligt sjove, greb om os. Vi ankom til Auckland, NZ's største by, og mødte vores hold. Vi rejste nemlig med et hold, som bestod af unge i alderen 18-35 år. Sammen med dem kørte vi i bus rundt på Nordøen og Sydøen, som er de øer NZ består af. De byer og seværdigheder vi så, kan vi slet ikke klemme ned i denne blog uden at det ville blive til en mindre roman, men i korte træk boede vi i 12 forskellige byer (på fantastiske hoteller hver gang vel og mærke!) og prøvede Waterrafting ud over 7 meter vandfald, Blackwater rafting hvor man rafter under jorden i underjordiske huler, Zorbing der kan beskrives som at blive spæret inde i en stor badebold og trillet ud over en klippe, så Hobitton hvor Ringenes Herre og Hobitten er optaget, var på bryggeri, roede kajak ind under vandfald (og kæntrede), havde udklædningsfest på en stor båd i de flotteste omgivelser, kørte i speedbåd på 10 cm vand imellem store klipper, besteg en gletsjer, var på en bar lavet udelukkende af is og sidst, men ikke mindst, sprang bungyjump fra 43 meter og 134 meter! Dette blev gjort med alle de fantastiske mennesker som vi mødte på turen, vi var ca. 45 i alt, og de var alle sammen de sjoveste, flinkeste og rareste mennesker! Stort set hver aften holdt vi en fest med dem, og tog i byen, eller havde temafest som der var flere af i løbet af de 3 uger. Som nogen af jer nok har set på facebook indebar nogle af disse temafester at vi måtte klæde os ud som damer, hvilket var et mere eller mindre imponerende syn. Formegentlig mindre. Men kort kan det siges om New Zealand at det er det fedeste sted nogen af os har været, og hvis man nogensinde skal rejse et sted hen der ikke kun er lige syd for grænsen for at handle dåsebajer, så er det New Zealand! Det har alt!

Nu er vi tilbage i Sydney, og bor ved en af dem vi mødte på vores NZ-tur. Hendes svoger viste sig at være mekaniker og han havde tilfældigvis en bil til salg, som vi har købt. Det er en Subaru stationcar, og dagen i dag er gået med at udstyre den med alt hvad vi har brug for, for at bevæge os ud i det australske land. Luftmadras, soveposer, hovedpuder, gasblus, potter og pander, bestik osv osv, så fra i morgen af tager vi på roadtrip! Planen er at køre fra Sydney og ca. 3000 km nordpå til Cairns inden april og se hvad vi støder på derimellem. I april flyver vi til Melbourne for at mødes med alle dem vi var på NZ med, så det skal nok blive endnu en fest. Men nu starter vores australske eventyr rigtigt, og vi må se hvad det bringer.

Kan i alle have det fantastisk derhjemme!

Mvh Freddy og Asse, to glade og yderst motiverede backpackere!