Hello Denmark! Ja vi ved godt det er lang tid siden vi har skrevet noget. Det undskylder vi, og håber derimod denne blog er fyldt med mere spændende indhold og mindre fyld - vi lover dog ikke noget.

Som vi sidder her over et glas Goon (billig hvidvin) og funderer over de sidste 14 dage er der sket lidt af hvert. Vi har rykket teltpløkkerne op og er flyttet fra den yderst flinke danske familie videre til et hostel i et område kaldet Kings Cross for så derefter at tage videre til et hostel i Collaroy, hvor vi er nu.

Området, Kings Cross, må siges at være Australiens bud (et ganske udmærket bud i øvrigt) på Istedgade - meget sjovt og festligt et par dage, men de utallige tilbud om "massage" trættede på os. Desuden skal det lige tilføjes at de "kvinder", der både savnede adskillige tænder samt et bare nogenlunde anstændigt ansigt, og som tilbød "massage", med garanti har fået flere afslag på en dag end vi fik i hele vores uge som fundraisere.

Netop jobbet som fundraisere vil vi fortælle lidt om. Jobbet gik i sin enkelthed ud på at overtale folk til at underskrive en "Pledge" der betød de ville donere mindst 28 dollar (knap 180 kr) om måneden til kræftresearch mm. Dette skulle vise sig at være ikke så lidt svært!
Vi kom på hvert sit hold så derfor har vi lidt forskellige historier

Asse: Jeg skulle 5 timer vest til en lille flække kaldet Forbes. Jeg kom på hold med en 24-årig englænder kaldet Adam og den 22-årige Sydafrikaner Ashley. At han var 24 betyder ikke at han opførte sig derefter, tværtimod. Magen til umoden rod skal man lede længe efter, men dette gjorde kun at arbejdstimerne med at blive afvist gang på gang af forbipasserende travle mennesker markant sjovere ;) Der er mange lange timer hvor man står og spørger sig selv hvad man var påvirket af da man skrev sig op til jobbet, men der var dog også visse lyspunkter. Af min 40 timers arbejdsuge kan det bla. nævnes at jeg kom på kant med det lokale politi 2 gange, da min kørselsmødom blev taget. Jeg gav mig i kast med at prøve at køre bil hernede for første gang, hvilket er lidt en udfordring da de engang i tidernes morgen har ladet sig influere af de satans englændere og derved kører i den venstre side af vejen. Foruden en fartbøde (som firmaet dog hænger på, yes!) blev jeg stoppet 3 minutter inde i min første gang bag rattet. Min teamleder Adam havde valgt at stikke sine fødder ud af vinduet mens vi kørte, hvilket politiet tilsyneladende ikke tillader. I hvert fald blev jeg hevet ind til siden af en civilbetjent med et temperament der får Anja Andersen til at minde om Ole Henriksen på en cremekonference på årets første forårsdag. Trusler om at tage mit kørekort til at give mig 2500 kr i bøde fløj gennem luften, men gennem mit blide væsen og vindende natur fik jeg talt mig fra det og kørte derfra med en undskyldning og et løfte om at det aldrig skulle ske igen. Men det var formentlig også højdepunktet af action på den uge. Hændelsen der kommer tættest er nok da vi under en salgstale fik en nybagt mor til at kaste op over det hele lige foran det indkøbscenter jeg stod ved. Om det skyldes min dårlige salgstale eller om det var en snarrådig måde at slippe udenom at skrive under på vides ikke. Det lykkedes mig på fjerdedagen at få en sign-up, hvilket anses for at være langt under standard for en begynder, så det stod hurtigt klart at det nok ikke lige var jobbet for os.

Freddy: Jobbets "indhold" - indhold er måske et stort ord at bruge om at arbejde 8 timer om dagen uden reelt at opnå noget (og nej, selvom det nu godt kunne lyde sådan, var vi ikke offentligt ansatte - undskyld mor) - var nøjagtig det samme som Asses. Mit sted var blot to timer nord for Sydney i en kystby kaldt Newcastle. En by som skulle vise sig at indeholde ikke så få folk, som ikke havde lyst til at snakke med New South Wales Cancer Council! Jeg kom på hold med to englændere, 25-årige Henry og 28-årige Charlotte (ja, englændere - da jeg først hørte, hvor de var fra ønskede jeg mest af alt at have både magt og planer over både USA og Irans komplette atomprogrammer til en gang og for alle at udrydde jordens måske største skamplet). Her viste stereotypen sig dog fra sin værste side - det her var faktisk to yderst venlige folk, som pludselig løsnede mit meget anspændte forhold til folk af britisk herkomst, selvom jeg ellers ikke havde forventet nogensinde at skulle forene mig med denne type mennesker igen.
Jobbet var dog utroligt kedeligt, og man skulle mindst spørge mindst 40 personer om de havde 2 minutter før der var én der faktisk havde tid til at snakke, hvorefter man skulle fyre en "pitch" af som vi havde lært nogenlunde hjemmefra. Det viste sig dog at være umuligt at få nogle sign ups, og hvor Henry ugen før havde fået 50 sign ups, fik han i denne uge 5. Derfor endte jeg med for det meste at snakke med folk om, hvor jeg kom fra, og hvad de anbefalede os at se i Australien - jeg forstår den dag i dag stadig ikke, hvorfor folk ikke endte med at skrive under!?
Jeg fik selvfølgelig ingen pledges, og de 2 andre fik næsten heller ingen, og vi kørte derfor hjem 2 dage før vi skulle, hvilket ikke ligefrem nedlagde protest imod. For mig peakede ugen dog onsdag. Der havde været 0 sign ups mandag, tirsdag og midt på dagen onsdag var der stadig 0. Lige som jeg lå på kanten til at udvikle, hvad der kunne ligne en dybere form for depression, eller det der var værre, bliver jeg ramt af en fuglelort, som får mængden af lort, der kommer ud af munden på Helle Thorning og Villy Søvndal til sammen, til at fremstå som en ganske delikat gourmet-dessert på Noma - argh okay, så meget lort var der måske heller ikke. I hvert fald syntes Henry og Charlie det var ret sjovt, men da Henry spottede mine tilnærmelsesvis suicidale tanker i øjnene, lettede han heldigvis stemningen med en joke, så dagen, på trods af 0 sign ups for os alle, sluttede godt. En joke som jeg selvfølgelig heller ikke vil lade jer være foruden: "What does Santa and Michael Jackson have in common? They both go out from childrens rooms with their sack empty". Haha. Men helt dårligt var det ikke - det var en rigtig sjov oplevelse, man fik et par nye venner samt gratis logi den uge.

Efter jobbet som fundraisere sluttede tog vi ind på et hostel i området Kings Cross, området som vi beskrev tidligere, og der var vi i nogle dage som både bød på tennis (de forstår at lave penge hernede 2 timers tennis kostede rundt regnet 350 danske kroner), pokerturnering(hvor vi begge klarede det over al forventning dog uden at vinde), en bytur med Hans (en af Freddys venner som er hernede) og selvfølgelig en alkoholisk englænder, som dog var medgørlig. Vi har aldrig i vores liv set en mand drikke så meget øl - vi har her med en kapacitet at gøre, som ville få grønlændere til at ligne små kordrenge - imponerende må vi sige. Da vi var lidt trætte af området og samtidig var blevet anbefalet et andet hostel i Collaroy, som er i den nordlige del af Sydney, besluttede vi os for at tage videre til det.

Det hostel er vi på i skrivende stund og, hvis det lå meget tættere på havet ville det ligge i det, så det er perfekt - billedet til bloggen er taget af den strand som vi bor ud til.
Den allerførste dag vi kom herud, arbejdede vi et par timer med at sætte et roterende surfboard op, for at få 2 overnatninger gratis, og der mødte vi en kristen gruppe fra Sydney Universitet, som skulle vise sig at være ualmindeligt venlige. Da brandalarmen gik samme aften (dog falsk alarm) faldt vi igen i snak med dem, og efter at have lært mere om kristendommen og den alhellige Jesus, end vi nogensinde har gjort i skolen, blev vi på bedste næstkærlige vis inviteret med op til en traditionel australsk dessert kaldet crumble samt en øl - ikke nogen dårlig kombination må man sige. Om aftenen blev vi inviteret med ned på stranden for derefter at slutte af med kage og yderligere snak, og vi fik at vide at de havde bedt for os - men de skal vist desværre nok bede mere end én gang for at rette op på vores forsømte søndage i guds hus. Det endte dog alligevel med, at vi også blev inviteret med til BBQ på lørdag og det skal helt sikkert også nok blive en fornøjelse.

Jobbet som vi har fået nu, er på en farm med 14.000 hektar (ca. 14.000 fodboldbaner) og de beskæftiger sig både med almindelig kornhøst, bomuld og køer så vi skal lave alt muligt. Farmen ligger lige på grænsen mellem regionen NSW, hvori Sydney ligger, og Queensland, hvilket er ca. 1000 km nord for, hvor vi er nu. Vi skal allerede i gang på mandag, og 3 måneder frem - faktisk skal vi også arbejde mellem jul og nytår, og også nytårsaftensdag. At vi allerede skal i gang med jobbet så tidligt er lidt irriterende, fordi vi har mødt nogle kanon flinke folk her på hostellet - endelig nogle danskere som endda også er fynboer, så vi snakker her toppen af kransekagen hvad angår menneskelig awesomeness. Derudover er der også to franskmænd, hvoraf den ene arbejder på et konditori og har studeret chokolade i et år, hvilket lyder yderst fornuftigt i vores ører - aldrig i vores liv har vi smagt en sådan chokoladekage som han lavede til os - en chokoladekage som, hvis den blev udbredt, ville få nationer til at ligne et stort afsnit af "livet er fedt" - kort sagt var den god.
Noget vi dog ikke kommer til at savne på dette hostel er vores 64-årige amerikanske værelseskammerat. Han er sådan set flink nok, men nå dagen runder af og mørket falder på forvandles han til en levende udgave af vulkanen Edna. Hans snorken rammer så høje decibel at selv lydmålere må give op, og eneste anvendelig måleinstrument tilbage er richterskalaen, hvilket lader os være tilbage med små sprævlede stykker hud siddende i øret, mest af alt sammenlignelige med vådt pap, men som før gik under betegnelsen trommehinder. Derudover bor vi med en 40-årig tyrker, men han arbejder som taxichauffør 18 timer i døgnet og sover 3 timer - han siger selv, at når han nærmer sig slutningen af vagten og han bliver træt, har han tendens til at falde tilbage i hans gamle tyrkiske kørevaner, hvor man kører i den højre side af vejen, men det løser han ved lige at tage en powernap på et minut - sikker fyr må vi sige!

Som en del af forberedelserne til at bo 3 måneder på en farm har vi begge været ude at investere i guitarer - lige pt. resulterer det primært i næsten permanente høreskader, men vi føler os relativt sikrer på, at vi i fremtiden bliver noget stort inden for guitarverdenen!

Vi er ikke helt klar over, hvordan internetforholdene bliver når vi kommer ud på farmen, men vi regner med igen at have noget at skrive om når der er gået et par uger. Vi håber at alt står vel til derhjemme!

Mvh Freddy og Asse!