Borneo, 13/11 -19/11.

Inden vi tog af sted, havde vi forskellige højdepunkter på turen. Muren og Terracotta-krigerne i Kina, Shopping i HongKong, dykning på Filippinerne, Halong Bay i Vietnam, maden og strandene i Thailand og så Sipilok på Borneo. Nogle af højdepunkterne har været lidt skuffende, mens andre har været helt fantastiske. Og Sepilok hører bestemt til de sidste. Mere om det senere.

Turen fra Phi Phi til Borneo var noget af en dagsrejse. Først sejlede vi fra Phi Phi til Krabi, for derefter at tage en taxi til Krabi Airport. Vi havde nemlig ikke så meget tid at løbe på, da der kun var 2,5 time til flyets afgang, troede vi. Flyet var forsinket, og hvis det ikke var fordi vi havde et fly i Kuala Lumpur, der skulle flyve os til Borneo, så havde forsinkelsen ikke gjort noget. Men vi ankom til Kuala Lumpur en halv time før check in skranken lukkede, og vi skulle først have vores bagage. Så vi valgte at dele os. Ida og Søren stod for bagagen, mens Maria løb til check in skranken for at fortælle at vi altså var ankommet, men at vi lige var lidt forsinket. Men de fattede ingenting, og ligesom alt andet i Asien, var check in også forsinket, og derfor var der ingen problemer med at tjekke ind.Der var dog ingen tid til at kigge på den kaotiske lufthavn, da det allerede var tid til at boarde.

Så gik tuen ellers til Kuta Kinabalu. Vi ankom efter 2,5 timers flyvning og tog en taxa hen til hotellet for natten. Da kl. var blevet halv ni, besluttede vi os for at spise på hotellet i stedet for at tage ind til byen. Og sikke en restaurant! Hverken mad eller drikkevarer havde de, til gengæld var det billigt. Men til sidst lykkedes det os da at få en ret og noget at drikke hver. Lørdag fortsatte vi så turen mod vores bestemmelsessted, Sandakan på den østlige side af Malaysisk Borneo. En flyvetur på 45 minutter, så det var lige til at klare. I lufthavnen blev vi hentet af Rasmus, en af Idas kollegaer, som pt. er udstationeret til et kraftværk her på Borneo. Rasmus og hans kone Lene, havde arrangeret at vi skulle bo hos en anden af Idas kollegaer, Reinholt, der også arbejder på samme kraftværk. Så da vi blev hentet i lufthavnen kørte vi hjem til Rasmus og Lene, og tilbragte resten af dagen i deres hyggelige selskab. Middagen bestod af hjemmelavet mad, så for første gang i nærmest 3 måneder, skulle vi ikke spise på restaurant. Utroligt at man kan blive træt af det, men det kan man. Ligesom man bliver træt af at bo på hoteller.

Lørdag kom så dagen vi havde ventet på. Der var blevet lagt et program for dagen (igen tak til Rasmus og Lene), og første punkt var morgenmad. Mr. Lee, vores chauffør for hele dagen, tog os med til en typisk kinesisk morgenmad (befolkningen består af kinesere, malayer og så en masse illegale filippinere) bestående af fiskenudler, fiskesuppe med fiskeboller samt noget andet fisk. For 3 måneder siden ville så meget fisk nok ikke være røget ned kl. 7.30 om morgenen, men nu er det faktisk ok. Tror dog ikke det er noget vi fortsætter med når vi kommer hjem.

Næste punkt på dagens program var Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre, hvor man kan se orangutanger blive fodret ude midt i regnskoven. Orangutangerne er enten børn, der er blevet forladt af deres mor eller orangutanger der er blevet befriet fra fangeskab. Centret prøver så at lære dem at finde mad, og langsomt at vænne dem til at klare sig selv i naturen. En stor stor oplevelse at se dem, og bestemt et af de store højdepunkter på hele turen. Selv ikke regnvejr (regnvejr i regnskoven ha ha), kunne ødelægge denne oplevelse, selvom kinesiske turister og paraplyer er en farlig blanding. Pga. vejret fik vi dog ikke set nogle af baby-orangutangerne, da de åbenbart bliver syge når det er dårligt vejr.

Så blev det tid til at være lidt kulturelle igen, denne gang en mindepark for de faldene under japanernes besættelse af Borneo under 2. verdenskrig. Et sted, der fortalte historien om fangerne (mest australiere), der blev taget til fange under 2. Verdenskrig og hvordan deres ophold var i den japanske fangelejr. Kun 6 ud af 6000 fanger overlevede, og de overlevede kun fordi det lykkes dem at flygte.

Man bliver sgu sulten af al sådan en på opleveren, og derfor var det heldigt at vi nu var nået til frokosten. Igen kinesisk, og det kan de sgu lave, de kinesere. Masser af forskelligt mad (dog intet svinekød, da der er mange muslimer), og igen tilbage til den kinesiske måde at spise på, masser af retter der stilles på midten af bordet og så gælder det ellers bare om at gå i gang. Undervejs underholdt Mr. Lee om livet på Borneo.

Efter maden var det tid til at blive kulturelle igen, og et buddhistisk tempel skulle besøges. Templet blev bygget for 20 år siden, lagt på toppen af et bjerg (alt over 15 m. er altså et bjerg, når man kommer fra Lolland), hvilket gav en fantastisk udsigt over Sandakan by. Da vi først ankom til templet, blev vi lidt overrasket, da vi blev mødt af et gigantisk hagekors. Her har det heldigvis en anden betydning, da det fungerer som et "almindeligt" kors i den buddhistiske tro. Og da det var vores besøg i et buddhistisk tempel nr. 100, så kunne vi imponere Mr. Lee og forklare lidt om hvorfor der f.eks. var 3 indgange til templet osv. Om han blev imponeret ved vi dog ikke.

Dyrepark nr. 2 var sidste oplevelse for dagen, og det var en krokodillefarm, hvor der udover en masse forskellige krokodiller, også var en mindre zoologiske have. En af krokodillerne var blevet indfanget fordi den havde ædt 4 indbygger i den landsby, der lå ved floden. Nu måtte den nøjes med en kylling om dagen i stedet.Inde i farmen var der desuden et slagteri, hvor nogle af krokodillerne måtte lade livet, for at skindet kunne rives af, og sendes til forarbejdning, så man har mulighed for at købe krokodille-sko og tasker.

En lang dag var nu slut, og vi blev kørt tilbage til Rasmus og Lenes hus, hvor vi kunne hvile nogle timer inden middagen, der skulle indtages på en fiskerestaurant. Sandakan er åbenbart berømt for deres seafood, og vi skal da lige love for at vi har fået opfyldt vores behov for fisk. Middagen bestod af havsnegle (smager faktisk bedre end det lyder, selvom konsistensen er en blanding mellem elastik og kylling), østers (god smag men igen en mærkelig konsistens), hummer (ærgerligt de er så svære at få kød ud af, for de smager rigtig godt), rejer med chili og hvidløg, krabber i en fantastisk karrysovs (ja det hedder sovs og ikke sauce), majssuppe, en slags aspargessalat og så lige en stor dampet fisk. Til dette dejlige måltid blev der serveret iskolde Carlsberg øl. Dette måltid kommer ind på en top 3 over de bedste måltider på hele turen. Aftenen blev sluttet af med en omgang bowling.Det er hvad vi oplevede i Sandakan, og dagen efter (søndag) tog vi videre til Kota Kinabalu, hvor vi nu har tilbragt 2 dage. Første dag gik med shopping for Maria og Ida, en dykkertur til Søren og anden dag fællesshopping. I morgen onsdag går turen videre til Bali, som er det sidste stop inden vi vender hjem til Danmark. Vi er begyndt at se frem til at komme hjem, selvom det er dejligt at rejse, så begynder al den transport at tære på kræfterne, så planen bliver nok at vi bliver det samme sted på Bali alle 17 dage, og så bare tager på endags ture rundt på øen. Det er i hvert fald planen, men om det bliver sådan, ved vi ikke. Det ville ikke være første gang vi lavede lidt ændringer J.