Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag 8/9 Hongkong.
Ja, undskyld at der er gået en uge siden vi sidst har skrevet, men vi har haft travlt med at opleve J
Inden vi tog af sted, har vi brugt rigtig meget tid på at planlægge, dog mest tiden i Kina, resten tager vi som det kommer. Men Kina blev planlagt, dels fordi vi var nødt til det for at få vores visum (den kinesiske ambassade krævede at vi havde bestilt hoteller på forhånd, men også en udrejsedato), dels fordi vi havde på fornemmelsen at Kina nok bliver det sværeste land at rejse i pga. sproget. Vi havde oprindelig planlagt at flyve fra Beijing til Xian, fra Xian til Shanghai og så tage toget fra Shanghai til Hongkong. Det er dog ikke gået helt som planlagt, men heldigvis er det os selv der har stået for ændringerne og ikke noget udefrakommende. Ændringerne betød, at vi tirsdag d. 2/9 omkring kl. 11 rullede ind på banegården i Shanghai, efter endnu en god nats søvn i et nattog, og ikke som oprindelig planlagt ville lande i lufthaven. Med oplevelsen fra Xian i baghovedet gik vi med det samme i gang med at booke vores billetter til Hongkong, og det var langt nemmere denne gang. Der var flere der talte engelsk, så det var nemt at finde den rigtige billetkø. Lige da vi troede at alt gik som det skulle, siger billetdamen at der ingen toge kører fra Shanghai mod Hongkong fredag d. 5, togende kører enten torsdag eller lørdag. Valget var altså mellem en dag mere i Shanghai, og dermed en dag mindre i Hongkong eller omvendt. Shanghai var en by vi både havde set frem til, men også var lidt spændte på. Iflg. Turen går til Kina (den har nu været en ven i nøden) så er der ikke så meget at opleve i Shanghai, men alligevel bruges adskillige sider på at beskrive byen. Vi valgte dog at bruge lidt længere tid i Hongkong og der er bestemt ikke en beslutning vi har fortrudt. Mere om det senere, først lige lidt om Shanghai.
Shanghai er en flot by med masser af højhuse og en havn. Ja, det var faktisk beskrivelsen af Shanghai. Vi brugte tiden på at gå rundt mellem de flotte bygninger, nyde stilheden på Pudong (Shanghai er delt i 2 af en flod, og på den ene side, er Pudong - forretningskvarteret og den anden side er The Bund - den oprindelige by)kigge på butikker i et kæmpe indkøbscenter, en sejltur og ellers slappe af. Efter 2 hektiske byer som Beijing og Xian, var det fantastisk at sætte sig ved flodbredden, nyde stilheden og kigge på skibene der sejlede forbi. Det lyder sgu som en Gnags-sang, men det var altså hvad vi brugte små 2 dage på.
Torsdag d. 5/9 gik turen så videre mod Hongkong. På banegården fandt vi ud at vi faktisk var i gang med at tjekke ud af Kina. Pas og visum blev kontrolleret og nu var vi officielt ude af Kina, altså vi havde bare lige en 20 timers totur foran os. Igen havde vi valgt et nattog, og heldet var bestemt med os. Vi fik vores 4 personers kupé for os selv. Det er ikke fordi vi har noget mod selskab fra tyske backpackere eller kinesiske ægtepar, men 4 personer i 20 timer i en kupé er altså ikke lige sagen. Så vi var rigtig glade for vores kupé. I toget bliver der for resten serveret mad, og eventyrlystne som vi er, prøvede vi dagens ret. Kylling med ris, grøntsager, kål, tang og noget udefinerbart brunt stads. Det smagte ok, men gav det som man kan kalde en ordentlig omgang rumlen i maven. Igen, var vi rigtig glade for at vi kun var 2 personer i kupéen J.
Fredag kl. 13 ankomst til Hongkong, og det er altså en dejlig by. Det er tydeligt at se at byen har været engelsk indtil for 10 år siden, vejnavnene er stadig engelske og byen har en undergrundsbane der er en blanding af metroen i København og undergrundsbanen i London. Rimelig nem at finde ud af, og man kommer hurtig fra den ene ende af byen til den anden. Betalingen kan ske ved en octopus-card, som fungerer på den måde at man bare indsætter nogle penge på kortet og så scanner man kortet når man går ind i metroen og igen når man stiger af. Og så trækkes pengene ganske automatisk. Det er sgu smart.
Fredag eftermiddag blev brugt på Kowloon halvøen (det er også her vores hotel ligger), og efter vores lille oplevelse med maden i toget, havde vi bestemt os for at få noget vestlig mad. Valget faldt på en Hard Rock cafe, spareribs, chicken BBQ og pommes. Ikke ligefrem slankemad, men man ved hvad det er og det smagte nu godt.Bagefter gik vi en tur i et kæmpe indkøbscenter (700 butikker), og da alle de store mærker var repræsenteret og Hongkong er et forholdsvis billigt indkøbssted, så var det faktisk sjovt at shoppe. Aftenen blev afsluttet med en lys- og lydsymfoni hvor de største højhuse/hoteller på Hongkong øen oplyses på skift. Det er lidt svært at beskrive men forhåbentlig kan billederne give en ide om hvad der sker.
Lørdag brugte vi lidt mere tid i centeret (vi nåede jo ikke alle 700 butikker første dag) og efterfølgende var vi på Avenue of stars, hvor der ligesom i Hollywood er fliser med navne på de største stjerner. Tog desuden Star Ferry fra Kowloon til Hongkong, en tur der tager ca. 10 minutter og egentlig kun er til for turisterne. Det er meget nemmere at tage metroen, men det er knap så pænt. På Hongkong siden er der også nogle højhuse, bl.a. verdens dyreste bankbygning, og Hongkongs nationalbank. Flotte bygninger er der nu masser af. Desuden ligger Hongkong Park her (opfindsomt navn til parken som ligger i Hongkong), som er et lille åndehul midt i storbyen.
Det er ingen hemmelighed at vi rigtig godt kan lide ruchebaner (det er vist det man kalder en flydende overgang fra et afsnit til et andet). Derfor havde vi bestemt at søndagen skulle bruges i Ocean Park, som iflg. Turen går til Kina skulle være en sej temapark, med ruchebaner, lidt zoo og andet sjovt. Det kan vi afkræfte. Det var sgu en lidt fesen park, og hvis der er nogen der lige planlægger en tur til Hongkong, så er den altså ikke værd at bruge tid på.
Mandag, i dag, er nemlig blevet brugt i Disneyland, Hongkong. Selvom parken ikke er ligeså stor som dem i USA, elle Paris, så er det stadig Disneyland og det er altid fedt.
Nå, det var alt for denne gang. Nu drager vi mod Filippinerne, først nogle dage i Manilla og så videre til en ø, hvor vi skal lære at dykke. Nye oplevelser venter forude.
- comments