Hermed et kort blogindlaeg til de interesserede.

Jeg forlod oeen Cat Ba i tirsdags godt og grundigt kold efter en hel dag med kun 15-20 grader, blaest og regn. Det kunne jeg ikke overskue, saa jeg valgte at soege varmere himmelstroeg i syden.

Jeg tog tilbage til fastlandet til byen Haiphong sammen med to hollaendere som blandt andet var med mig paa kajaktur et par dage forinden.

De to hollaendere kunne ikke overskue en bus 700-800 kilometer til Hue og valgte at tage tilbage til Hanoi for at tage toget. Jeg ville goere transporten saa billig som mulig, da transport generelt er ret dyrt i Vietnam sammenlignet med Laos og Thailand. Jeg forlod altsaa de to hollaendere i Haiphong og fandt vej til den lokale busstation.

Det gik hurtigt op for mig, at Haiphong var alt andet end et sted for turister -ingen skilte paa engelsk og stort set ingen at snakke engelsk med. Jeg fik booket min busbillet med de faa vietnamesiske gloser, jeg havde laert og maatte klare resten med fakter. Jeg havde 14,5 times bustur fra Haiphong til Hue i sigte - i foelge billetten.

Klokken var kun ti om morgenen, og natbussen koerte foerst kl. seks, saa jeg havde en hel dag at spendere i den ret lokale by som faktisk er Vietnams tredjestoerste.

Jeg gik lidt rundt for at finde et godt sted at spise morgenmad, men uden held med at finde en cafe' eller noget der tilnaermelsesvist kunne karakteriseres som en restaurant, fandt jeg blot et lille gadekoekken der viste sig at blive en meget sjov oplevelse.

Kokken var foerst og fremmest vildt overrasket over at se en turist i hendes koekken - det virkede som om, det var foerste gang, det var sket! Hun grinede, hoppede og dansede rundt, da jeg paa vietnamesisk bestilte en nuddelsuppe med oksekoed og hidkaldte en masse bekendte fra omraadet.

De sad om mig, som var jeg deres eneste adgang til underholdning - ikke paa den der tilnaermende maade som plejer at indikere, at de mest af alt kun taenker paa at stjaele dine penge, men paa en enormt venlig facon.

Jeg snakkede det bedste vietnamesisk, jeg havde laert, og jeg blev i den grad udfordret. Jeg havde knapt nok mulighed for at spise min mad, mens den var varm. Hver eneste gang jeg tog en mundfuld og kiggede op, sad samtlige af gaesterne og stirrede paa mig.

Jeg tror, jeg gav dem en god oplevelse, og jeg gik derfra med en ide' om, at jeg maatte bruge busturen paa at terpe mit vietnamesiske.

Herefter gik jeg ud til soeen der var omgivet af smaa baenke, som var et perfekt sted at spendere et par timer med musik i oererne. Ogsaa her paa baenken blev jeg moedt af tilraab, smil og konstante hilsener fra forbigaaende. Jeg foelte mig ikke utilpas, for alle var saa venlige, saa jeg faldt naermest i soevn paa baenken, og gik foerst derfra nogle timer senere.

Det lykkedes mig at finde en cafe' i omraadet, hvor jeg kunne faa lidt at drikke og bruge deres internet. Ogsaa her fik jeg snakket lidt vietnamesisk og smagt vietnamesisk kaffe. Vietnamesisk kaffe er meget speciel og er bestemt ikke min kop "kaffe". Det er en alt for tyk kaffe der skal roeres i konstant, for at den ikke karameliserer. Man faar en kop for oven som fungerer som et filter, og saa skal man vente 10-15 minutter paa, at den drypper ned i koppen og blande den med isterninger.

Jeg gik tilbage til busstationen nogle timer senere og moedte to engelske piger, som jeg snakkede en del med. De allierede sig hurtigt med mig og mit ordforraad, da de skulle ud i byen og koebe snacks til den lange bustur. Vi satte os ud ved floden og snakkede i et par timer, inden bussen gik.

Bussen var bestemt en meget positiv oplevelse, da jeg foerst fik lagt mig tilrette. Bussen bestod af omkring ti koejesenge, ca. to meter lange og kun et lille knaek paa midten - saa det mindede mest af alt om en rigtig seng med taeppe, pude og hele svineriet.

Jeg foelte mig foerst utilpas et par timer senere, da det gik op for mig, at der ikke var noget toilet i bussen. Turen endte med at tage 16 timer, og jeg tror, vietnamesere er foedt med en ikke-eksisterende blaere, der i dette tilfaelde ikke trangte til at lade vandet mere end to gange paa 16 timer. I saa fald foelte jeg mig paent ynkelig og mest af alt som en paa 40, da jeg pinefuldt maatte forsoege at sove med en fyldt blaere. Vi ankom til Hue naeste formiddag, og jeg snakkede med en vietnamesisk gut (paa vietnamesisk), og han hjalp mig med at skrive en besked paa vietnamesisk, som jeg kunne vise for at finde vej til mit hostel. I virkeligheden kunne han have skrevet, at jeg var en dum turist med en pung fuld af millioner, og at de havde min tilladelse til at stjaele dem - man kan aldrig vide sig sikker!

Jeg kom ud af bussen og var mildest talt ved at braekke mig over alle chauffoererne. De kom saa taet paa mig, at jeg brugte flere minutter paa at faa fat i min backpack fra bagagerummet. Herefter orkede jeg ikke at forhandle med de griske sataner, saa jeg besluttede mig for at starte en gaatur de faa kilometer der end maatte vaere.

Det viste sig at vaere over fire kilometer, og jeg endte da ogsaa med at alliere mig med en motorcykelchauffoer efter den foerste kilometer (hvor kunne jeg goere det efter braendemaerket i Krabi?), som gav mig en absurd lav pris efter faa minutters forhandling. Han begyndte dog at koere mig en maerkelig omvej og sagde, at vi bare skulle paa en lille sightseeing-tur. Jeg blev vildt sur og fik ham overtalt til at koere mig direkte til mit hotel.

Jeg traskede traet og svedig ind paa det eneste hostel i byen, men et vaerelse kunne jeg tilsyneladende skyde en hvid pil efter. Jeg rendte herefter rundt i en lille times tid, men vendte tilbage til det samme hostel for at forhoere mig en sidste gang, om der skulle vaere en mulighed for, at nogen have forladt hotellet.

Jeg lavede en god aftale om at sove en enkelt nat i en af deres dobbeltsenge til samme pris som en enkeltseng og herefter skifte til en enkeltseng den efterfoelgende dag. Jeg var saa traet, at jeg gik i seng kl. otte.

Dagen efter stod jeg tidligt op og vandrede hen til et stort omraadet kaldt: "Hue Citadel". Oprindeligt var det en bydel der husede et kejserherredoemme der regerede hele det sydlige Vietnam. Idag bor der ingen, men samtlige af bygningerne er stadig tilgaengelige, dog for en lille sum penge.

Jeg vandrede rundt i halvanden time og noed roen og de flotte omgivelser.

Herefter gik jeg rundt og saa lidt markeder, spiste lidt frokost og snakkede med de lokale.

Byen Hue er ikke vildt interessant. Den er en anelse for turistet til min smag. Omraadet omkring mit hostel er vildt dyrt, saa takket vaere mine vietnamesiske gloser, kan jeg bevaege mig lidt ud fra midten og spise vaesentligt billigere.

Imorgen vil jeg tage videre sydpaa med bus til byen Hoi An som eftersigende skulle have store omraader i den gamle og autentiske by helt uden biler og saagar hele bilfrie dage. Jeg tror, Hoi An er mindre turistet end Hue men desvaerre lidt dyrere, da der ikke virker til at vaere hostels i byen. Jeg ser mig omkring - det plejer jo at gaa meget godt alligevel.

Jeg har hoert, I har haft foerste dag med sne derhjemme. Jeg vil resten af dagen nyde de 31 grader i skyggen, mens jeg taenker paa jer.