Profile
Blog
Photos
Videos
Efter vores fantastiske trekkingtur I Himalaya, saa gik turen til Syd Korea, men det skulle vise sig at turen til Seoul ikke skulle forloebe som vi havde forestillet os. Det er det tilbagevendende transportmareridt som bliver ved med at forfoelge os. Fra Nepal var det meningen at vi igen skulle til Indien for at transfer videre til Seoul. Det gik ogsaa fint fra Kathmandu til Delhi, men da vi landede i Delhi, og skulle videre indenrigs til Mumbai, saa ville de ikke lade Claus komme igennem immigrationen, da hans visa var udloebet faa dage forinden. Vi troede at man kunne faa lavet et midlertidig tranfervisa, men Indien er aabenbart det eneste land, hvor man ikke kan faa lavet et visa i selve landet, saa han maatte blive paa den anden side. De skilte os ad, og jeg havde vores faelles haandbagage med alle vores penge, visakort og vaerdier, men de fortalte os at Claus blot skulle vente lidt, og saa ville han komme igennem senere. Det viste sig igen at man ikke skal stole blindt paa inderne, for det var ikke rigtigt, og Claus kunne paa ingen maader komme videre med til Mumbai. Nu var han strandet I den internationale lufthavn, og de ville have ham tilbage til Nepal igen. Da jeg fik det at vide, saa bestemte vi os for at jeg skulle rejse videre til Seoul som planlagt, men paa det tidspunkt var jeg allerede meget forsinket til mit naeste fly videre, saa ved at loebe gennem security og snyde uden om koeen, saa naaede jeg lige netop mit fly. Jeg havde alle vores penge, og tilbage i Delhi ville de ikke hjaelpe Claus med at koebe en ny billet, saa jeg maatte koebe en ny billet til ham fra Mumbai lufthavn. Claus havde heldigvis i mellemtiden fundet sig en ny nepalesisk kammerat I lufthavnen, saa da han igen ankom til Kathmandu et doegn efter, blev han budt hjem til nepaleseren og hans familie, som tog sig godt af Claus de naeste par dage, inden han tog et fly videre til Hong Kong, og defra videre til Seoul. Det var et hektisk doegn, hvor vores rejseevner og ikke mindst vores taalmodighed blev afproevet til det yderste.
Efter et par doegn paa egen haand, saa ankom vi endelig begge til Syd Korea, et topmoderne, rent og effektivt land som vi ikke havde oplevet siden vi forlod Danmark d. 8 december. Vi var begge meget imponeret af Korea, fordi det var saadan et moderne og veludviklet samfund, og det hele ser ud til paa overfalden at fungere perfekt. Koreanere er opdraget efter “kaeft, trit og retning”, og naar alle mennesker i et land lever efter den regel, og passer hvad de faar besked paa, saa fungere hele systemet. Det hele skinner, glimter, blinker og bipper, og koreaner selv gaar klaedt i jakkesaet, nederdele og hoeje haele, mens de lytter til deres mp3, ser fjernsyn paa deres mobil, og arbejder paa deres haandholdte lommecomputer, selvom de 8- eller 80 aar. De lever ligesom i deres egen lille verden og det bevirker at de er ikke saerlig sociale I offentligthed, men I stedet skubber og maser sig vejen frem uden at tage hensyn til andre end sig selv. Det hele ser godt ud, men under overfladen gemmer der sig et hieraki, som styrer det hele, og hvis man ikke er god nok, og kan udstaa det psykiske pres, saa er man tabt I det system. De unge bliver presset frem I skolen, og de skal koncentrere sig 100% paa skolen, saa der er hverken tid til hobbies, kaerester eller byture I weekenden – der er med andre ord ikke tid til at vaere ung! Derfor er der mange selvmord I Seoul metroen, og rent socialt er koreanere meget underudviklet. De virker unge, usikre og uselvstaendige, hvilket vi tydeligt kunne fornemme paa vores koreanske bekendte.
Fra Seoul tog vi en tur op til den nordkoreanske graense, for at faa historien om den livslange stridighed mellem de to vidt forskellige lande. En stridighed som ikke er til at blive klog paa, og som vi kun har hoert fra en side, den sydkoreanske. Efter Seoul tog vi sydpaa til Busan for at moede vores veninde Lee, som vi havde moedt og “reddet” I Indien. Hun havde arrangeret at vi kunne bo hos hende, eller det vil sige hos hendes far, for hun er 33 aar og bor stadig hjemme med den ene af sine soestre paa 27. Hun laerte os meget om den koreanske kultur, og tog os med ud for at spise rigtigt koreansk. Vi proevede for foerste gang at spise raa fisk, og det var overraskende spiseligt, men det roeg absolut ikke ind paa listen som vores favorit. Vi tog sammen med Lee ud til en lille oe Jejudo uden for Busan, hvor vi brugte 3 dage paa at se volkankrater, lavagrotter, og ellers bare nyde den koreanske natur. Vi lejede en bil, og koerte oeen rundt.
Dagen foer vi forlod Lee og Busan saa tog hun os med til et af de mange “Public Bath”. Det var en sjov og god oplevelse. Man bliver delt i maend og kvinder, og saa gennemgaar man ellers den helt store helsetur med mudderbad, spa, og dampbad, mens man gaar rundt i bar roev og benslips. Der er saa kaempe saunaomraader, hvor man er tildaekket og maend og kvinder er sociale sammen. Det er en del af den koreanske kultur, og man bruger det som et sted hvor man har kvalitetstid med hele familien.
En af de foerste dage I Seoul tog vi ud til adoptionsfirmaet, som havde staaet for min adoption til Danmark. Jeg havde ikke intentioner om at finde min biologiske foraeldre, men ville bare hoere til om de vidste noget som jeg ikke havde klendskab til paa forhaand. Det var et spaendende besoeg, selv om de ikke kunne fortaelle mig meget mere end jeg vidste I forvejen. Men de fortalte mig at jeg havde boet hos en plejefamilie de foerste 3 mdr. af mit liv, og ikke paa et boernehjem som jeg altid havde troet. Jeg havde derfor en slags familie I Korea, som havde passet og betragtet mig som deres egen soen. De fortalte ogsaa at det var muligt at finde oplysninger paa min biologiske mor, og at de kunne kontakte hende I fortrolighed, hvis jeg havde lyst til. Men det var ikke min mening for jeg foeler overhovedet ikke et behov for at finde hende. Jeg betragter det som en del af mit liv, som jeg ikke har kendskab til, og hellere vil lade vaere ubesvaret I stedet for at aabne, men nu ved jeg at jeg har muligheden… Det betoed mere for mig at moede den familie, som jeg havde betydet noget for, og socialarbejderen paa adoptionsfirmaet, gik derfor I gang med at soege oplysninger for at finde dem. Hun kunne ikke love noget, men dagen foer vi skulle forlade Korea, modtog jeg mail om at nu havde hun fundet dem, og de utrolig gerne ville moede mig, saa jeg og Claus bestemte os for at tage en dag foer til Seoul for at moede dem. Det var rigtigt spaendende men ogsaa meget maerkeligt at moede de mennesker som mente at de kendte mig saa godt, men som jeg “ikke” havde set foer. Vi tog efterfoelgende ud og spiste med dem, og det var et rart og hyggeligt moede, som klarlagde mange spoergsmaal om mit tidligere liv I Korea. En god afslutning paa vores tur I Korea, og saa var vi ellers klar til vores skiferie i Japan...
- comments