D. 27-02-2010

Saa er vi tilbage igen efter et par dage hvor tiden ikke lige har vearet til at holde styr paa.
Vi tog som sagt fra Singapore til Oeen Lankawi i Malaysia - Et sted som "Turen gaar til Malaysia" mente var et paradis paa jorden. De mange flotte tillaegsord de havde brugt blev ikke helt indfriet, men vi ankom til lufhavnen i god behold, hvor vi straks blev overfaldet af en masse saelgere "Cheap for you my friend - I give you 50 % discount". Da vi vitterligt stod uden nogen som helst plan, og en Japhet som var helt euroforisk ved tanken om at have egen bil, valgte vi at slaa til og leje den mindste mest minimalistiske bil de overhovedet kunne fremstoeve - for den nette sum af 100 kr. per dag. Paa et lettere gebrokkent engelsk forsikrer saelgeren os om, at de i Malaysia koerer i den 'rigtige' side af vejen - Da vi kom ud paa den foerste vej viste det sig dog ikke helt at stemme. Det blev noget af en oplevelse, da det at koere i venstre ikke var vores eneste problem - en gearkasse der mildest talt havde set bedre dage og en speederpedal der blev holdt sammen af en fiskesnoere gjorde sit til at vi fik en paa opleveren.

Selve Langkawi blev vi enige om var en blandet landhandel hvor man nogle steder kunne spise for helt ned til 3 kr., og andre steder havde de proevet at goere det til et charterturistmaal, hvor priserne var mange gange hoejere.

KOntrasten i forehold til Singapore var enorm. Tempoet var helt nede og kun et enkelt sted havde aabent efter kl. 20. Det hed Babylon og var en reggae-bar som havde liveband der spillede reggaeudergave af b.la. Coldplay. Der kunne vi sidde under palmerne, i skaeret fra de levende lys, og se solen gaa ned i horisonten mens vi noed Iskolde Tiger oel og ostepomz.

Vi blev paa Langkawi et paar dage,hvorefter vi lagde kursen imodThailand, da rygterne om at nogle af vores venner allerede var der og havde fundet et lille paradis paa jord. Vi tog faergen fra Lankawi til Thailand, hvor der i foureren gik et kamera tabt.

Vi tog faergen til Thailand hvor vi kom op paa ladet paa en bil som koerte os til den nearmeste busstation - en tur paa over 30 timer var begyndt - med den konklusion til folge at minivan's er djeavlens vaerk og at man aldrig skal stole paa en mand med soelvkaede og store guldringe der fortaeller en at de kun tager 12 timer.
Det endte med at den faerge vi skulle naa foerst gik dagen derpaa af den logiske aarsag at faergen var gammel og skulle males inden den kunne sejle.

Endelig efter en overnatning i Surathani- en by som tilsyneladende kun levede paa grund af gennemrejsende folk som os selv, var vi kl. 7 om morgenen endelig paa vej imod den sidste faerge inden vi kunne slaa foelge med Mads Peter Jensen og Jakob Rabe paa Koh Samui.

Lige ved ankomsten blier vi gennet ind i en Pick Up truck, som skulle tage os til det hotel som de andre drenge boede paa. Da vi kommer frem ser i foerst ikke andet end et gammel slidt skildt hvor hotelnavnet staar med falmet gul - "New Hut". Fra skiltet gaar der en lille grusvej som foerer ned til en 50 cm bred bro som krydser en Aa, hvis farve maa beskrives som vaerende en udefinerbar nuance af bruun. Men over broen gemmer sig paradis, med smaa straa hytter og hvidt sand og mellem de to raekker af hytter befinder sig restauranten hvor vi til daglige indtager en jorbaer shake og en omgang green thai curry rice. Vi laegger billeder ind en af de foelgende dage. Varme hilsner herfra.