Profile
Blog
Photos
Videos
Kæreste alle. Alting har en ende en regnorm er heldig at have to, men vores rejseeventyr har desværre kun en. Vi skriver derfor med vemod vores sidste beretning fra Sydøstasien.
Torsdag den 4. marts sagde vi farvel og forhåbentlig på gensyn en anden god gang til øriget Filippinerne. Efter 5½ timer i luftrummet landede vi igen i Bangkok. Vi fandt et hotel ikke langt fra lufthavnen hvor vi overnattede og dagen efter var vi igen på farten. Først en køretur på 2½ time gennem Bangkok fra øst til vest og herefter 12 timer i en natbus til Krabi i sydthailand. Herfra videre i en minivan og 2½ time senere kunne vi ENDELIG hoppe i bølgen blå på øen Koh Lanta. Vores oprindelige plan var at snuppe en uge på Koh Lanta og derefter en uge på øen Koh Phi Phi. Meeen, efter at være faldet lidt for godt til på D.R. Lanta Bay Resort, ændrede vi planen og blev her i godt 14 dage. Lige da vi kom dertil, kom vi lidt i tvivl om vi var landet i Sverige. ALLE rundt omkring os talte svensk og tiltalte også os med svensk. Kun hotellets personale talte det sædvanlige beskedne engelsk. Joh, vi har erfaret at Koh Lanta er svenskernes mest populære feriemål. Men hva', så har drengene fået lært en lektion af det nordiske nabosprog, og Lærke har haft fornøjelsen af lidt lyshudet legeselskab.
Dagene havde vi besluttet skulle bruges på, bl.a. at finde ro til at fordøje de sidste 3½ måneders oplevelser. Og ro, det fandt vi. Mange dage blev blot brugt på at bade i enten solens varme eller poolens og havets afkølende vand. Lidt oplevelser blev det da også til. Efter at have kørt tuktuk i diverse asiatiske lande, fik vi her muligheden for at leje vores egen tuktuk, juhuu! Så med Mads som chauffør (HOLD GODT FAST ALLE MAND) drog vi af sted over stok og sten. Mor Helle syntes ikke helt om det, og da slet ikke når det går op og ned ad stejle kringlede veje, men han kan jo sagtens ham Mads, så vi kom selvfølgelig alle trygt tilbage igen. På vores tur gjorde vi et stop ved en grotte - og pyh, her fik vi virkelig sved på panden og skidt under neglene, da vi skulle krybe og kravle rundt i mørke gange i over en time. Men flot det var det!
En anden dag tog vi på en heldags snorkeltur til 4 mindre øer syd for Koh Lanta. Det er helt fantastisk at svømme rundt blandt så mange forskellige og farvestrålende fisk. Det er næsten som at svømme rundt i et akvarium. Vi gjorde også et stop ved en grotte, Morakot Cave, hvor vi skulle svømme 60 meter i mørke, for at ende inde på en strand omgivet af klipper. Eneste vej hertil er at svømme den lange vej.
Efter at have oplevet den forunderlige verden under havets overflade, valgte vi at tage på endnu en heldagstur. Denne gang til øerne Koh Phi Phi Leh og Kho Phi Phi Don. Her besøgt vi bl.a. Maya Beach, hvor den populære film "The Beach" i sin tid blev optaget. Drengene er blevet så seje til at snorkle, at de ikke er til at få op af vandet igen. Lærke nød at sidde på båden og fodre fisk med bananer. Noget der virkelig tiltrækker fiskene.
Vi har i den grad nydt de 14 dage i det sydlige og meget varme Thailand, men snart kalder Danmark igen, så vi har endnu engang pakket rygsækkene og er nu vendt tilbage til Bangkok for tredje gang på vores rejse. Her under vi os selv lidt ekstra luksus, og bor på et farlig fint hotel "I Style Trend Hotel". Et helt nyt hotel, hvor der ikke mangler noget. Man skal ikke engang bære sin egen tallerken efter at have fyldt den med fantastisk mad fra morgenmadsbuffeten. Tallerkenen bliver fint båret af personalet, der altid står klar til at hjælpe.
Her i Bangkok skal de sidste dage bruges på at shoppe. Vi ville egentlig også gerne besøge byens zoo, men er ikke helt sikre på, om det bliver til noget. Haven ligger meget tæt på det sted, hvor demonstrationerne foregår. Så nu må vi se, hvad det ender med. En ting er i hvert fald sikkert, og det er, at vi letter fra Bangkok lufthavn og vender næsen hjemad natten mellem onsdag og torsdag, og så er det desværre slut for denne gang.
Oplevelserne i de sidste fire måneder har været store, uforglemmelige og talrige. Det kan efterhånden være vanskeligt at huske dem alle. Snakken henledes tit til minderne fra tidligere på rejsen, og ofte efterfølges det af: "Åh, ja, kan I huske det?" eller:" Det havde jeg helt glemt, men…". Hurtigt kommer der smil på alles læber og minderne vælter frem. En af disse snakke fik os en dag til at tælle sammen på forskellige ting, og det gav følgende resultat.
VI har i de sidste 116 dage:
·Kørt med 13 forskellige busser
·Kørt med 21 forskellige minivans
·Kørt med 13 forskellige tog
·Fløjet med 10 forskellige fly
·Sejlet med 26 forskellige både
·Kørt med 61 forskellige taxaer
·Badet i 10 forskellige pools
·Besøgt 10 forskellige strande
·Besøgt 32 forskellige byer og,
·Sovet i 44 forskellige senge.
Tallene fortæller måske ikke jer som læsere ret meget, men for os er hvert tal forbundet med sin egen lille historie.Til sammen giver det et billede af ALLE de oplevelser - store som små - vi som familie har fået gennem de sidste 116 dage. Og nej, det er ikke let at vænne sig til tanken om, at skulle hjem til hverdagens trummerum. Vores hverdag kommer dog også i det første stykke tid til at være anderledes end inden vi tog af sted. Det skal ikke længere være nogen hemmelighed, at jeg efter lang tids overvejelse har valgt at sige min stilling op på Haderslev Realskole. Nogle af jer vil sikkert tænke at jeg har fået gak i låget, andre vil tænke, at nu fik jeg endelig taget mig sammen. Ja, det sidste års tid har budt mig mange udfordringer særligt på mit arbejde. Udfordringer der har taget hårdt på mig, så meget at jeg nu kan se, at det ikke i det lange løb er sundt for mig at have min daglige gænge der. Jeg vender derfor hjem som arbejdsløs, men føler mig fuld af energi og tro på, at jeg hurtigt vil finde noget at bruge min tid på.
Men nej, det kan ikke være anderledes. 4 måneder er gået, og hjem det skal vi. Og det glæder vi os også til. Det bliver skønt at møde jer alle igen, for I har været savnet. Vi har altid åbnet vores blog med sommerfugle i maven og med et lille håb om, at der er nyt hjemmefra. TAK til jer alle for de hilsner I har sendt til os. De er altid blevet læst højt - gerne flere gange - og så er der blevet sendt varme tanker hjem til Danmark. Dette eventyr ville ej heller have kunnet lade sig gøre uden hjælp. Huset har været, takket været gode naboer, i de bedste hænder og det er ikke mange bekymringer vi haft omkring det. Vi ved at der er blevet brugt meget tid på at sørge for, at alt har været i orden. Nu er vi så spændte på at se, om nullermændene har flyttet rundt på møblerne. Og så er der jo vores to husdyr - Plet og Pjuske. De skulle efter sigende have det super godt og også dem er jeg spændt på at møde igen. Mads har drømt at de har lært alverdens flotte tricks og numre efter kyndig vejledning fra Henrik, så det bliver da spændende at se. Og så skal der selvfølgelig lyde en kæmpe tak til Aase og Bjarne for at altid at have holdt os opdateret på hvad der har rørt sig rundt om i verden. Ligeledes har de holdt styr på vores post og ikke mindst har de holdt os ved super godt selskab i 14 dage på Borneo. Tak for det!
Hmm, det var vist det for denne gang. Og ja, den sidste beretning. Vi ses om nogle dage!
De varmeste tanker
Lærke, Jeppe, Casper, Mads og Helle
- comments