Profile
Blog
Photos
Videos
Kære alle hjemme i det sneklædte Danmark
Vi er stadig misundelige over al den sne i har fået. Vil det bare aldrig stoppe igen? Nå, men misundelse er jo ikke værd at gemme på, så jeg må hellere få fortalt lidt nyt om, hvad vi går og bruger vores tid på.
Vi vovede os jo ud på en 12 timer lang bustur til Pakse i det sydlige Laos. En sovebus med indbyggede dobbeltsenge - det lyder bedre end det var - som vi jo med vores skepsis var lidt spændte på at sætte os ind i. Men det var nu en af de mest behagelige ture, vi har været på. Og så er det dejligt at kunne bruge natten på at transportere sig over længere strækninger. Vi havde heldigvis fået de nederste køjer langt væk fra toilettet, som vi havde bedt om. Det blev også til nogle timers søvn. Lærke og Jeppe var slet ikke til at vække, da vi ankom til Pakse kl. 6 om morgenen den 5. januar.
I Pakse boede vi på et temmelig slidt guesthouse, og besluttede os for, at det nok snart var på tide at sige farvel til Laos. Vi var ved at være mættet af at opleve dårlig hygiejne og mennesker, der lever under kummerlige forhold (efter vores opfattelse. ) Laoter er heller ikke så smilende og imødekommende som vi har oplevet thaierne være, og måske er familien Pedersen bare lidt forkælet og ikke standhaftige nok til at kapere et land med så få ressourcer.
Det skal ikke opfattes sådan, at vi har fortrudt, at vi tog til Laos. Det har været en kæmpe oplevelse og vi har virkelig fået set noget natur vi ikke kunne forestille os. Vi har haft mange gode timer og tager rigtig mange gode minder med os fra Laos.
Inden vi tog af sted fra Pakse, tog vi på en én-dags tur mod et område mod øst, der hedder Bolaven. Området er bl.a. kendt for dyrkningen af kaffebønner. Vi har aldrig set træer med kaffebønner, det var virkelig en god oplevelse. Vi var også ude at se to vandfald. Ja, super flot natur igen! Vi havde kapret en privat taxichauffør en hel dag, så vi kunne bare tage det i et stille og roligt tempo.
Vi havde i den sidste uges tid gået og modnet Jeppe til at få klippet håret. Han nægtede pure, hver gang vi bragte emnet på banen. Han er en lille stædig fætter, ham Jeppe, og har sine egne meninger. Har han først sat sig noget bestemt for, så er det svært at få ham overtalt til noget andet - arvelige gener? Nej, det kan ikke passe;-) Nå, men efter vi var vendt tilbage fra vores kaffeekspedition, drog vi af sted mod en frisør. Straks vi kom dertil, blev Jeppe og Mads placeret i hver deres stol, og så blev der ellers klippet. En halv time senere, kom de to drenge smilende ud. Det havde været en god oplevelse - og så kostede det blot 30 kr. i alt.
Torsdag d. 7. januar sagde vi farvel til Laos, og tog på vores sidste bustur i en laotisk bus. Ikke en førsteklasses bus, men den var ok. Efter en times tid nåede vi til grænsen, vi steg af bussen for at "tjekke ud" med Laos og ind i Thailand. Som altid når jeg står over for nogle myndigheder med stjerne på skuldrene, får jeg sved under armene og tankerne ræser rundt i hovedet på mig: "Tænk hvis ikke vi kan komme ind i Thailand igen? Hvad gør vi så?" Og "skal jeg blive længere i dette knap så rige land, hvad gør jeg så?" Men som altid er det mere tankespind og det var selvfølgelig ikke noget problem at rejse gennem Thailand endnu en gang. 15 dag har vi til at komme til den Malaysiske grænse. Det er lige hvad vi skal bruge.
Bussen kører igen, og vi er blot 10 minutter fra byen Ubon Ratchathani - vores endestation - da der lyder et ordentligt BANG og bussen fyldes af en lugt af brændt gummi. Højre bagdæk er eksploderet, hvad sker der nu? Jahh, ingenting! Bussen kører selvfølgelig videre. Så efter lidt humpen og bumpen når vi vores mål.
Vi finder et dejligt hotel "Sri Isan", og nyder et par dage med lidt luksus. Her er der varmt vand, tryk på bruseren, rent, dejlige senge med hvidt og nyt betræk, ingen mystiske dyr, ikke noget med at stå foroverbøjet når man vasker hænder ved håndvasken fordi man ellers får våde fødder, da afløbet ikke er tæt, hvis det da overhovedet er tilsluttet!
Ubon Ratchathani er en by, der ikke er vant til turister, men alle er imødekommende og prøver så vidt muligt at hjælpe os med deres minimale ordforråd på engelsk. Vi beslutter os for hurtigst muligt at få vores togbilletter til Bangkok ændret fra den 17. januar til den først mulige afgang. Mandag d. 11. er der plads, hvilket giver os et par dage til at udforske området og slappe af.
Drengene bruger tiden på at indhente nogle lektier. Der er nogle borde uden for hotellet, hvor vi bruger mange timer. Lørdag d. 9.får vi os noget af en overraskelse! Mens vi sidder og knokler i varmen med lektierne, kommer et ungt par, og spørger om ikke vi vil med ud og se et vandfald? Denne lørdag er det nemlig børnenes dag, og de har siddet og set drengene knokle hele formiddagen med lektierne, hvilket de ikke mener man skal på denne dag. Mads og jeg vender og drejer - skal/skal ikke? Kan vi stole på dem? Har de kun reelle hensigter? Vi mærker efter i maven, og takker ja til tilbuddet. De vil ikke have noget for turen, og vi kan bare sige til, når det passer os at tage af sted.
Vi maser os ind i en lækker Honda. Mads og Lærke på forsædet, drengene, den gravide dame og jeg på bagsædet, så er der vist ikke plads til flere.
Efter en god times tid, begynder jeg at få ondt i maven og fortryder mange gange at vi valgte at tage med. Jeg blev rigtig usikker på, om de nu ikke bare kørte os et eller andet sted hen og så krævede alle vores penge for at køre os tilbage igen. MEN mine tanker blev gjort til skamme (heldigvis!). Pludselig er vi ved vandfaldet, og inden vi får set os om, har de betalt vores entre. Vandfaldet og den omkringliggende natur er helt fantastisk!
Tilbage til bilen igen. Her køber de vand til os alle. De vil ikke høre tale om, at vi skal betale! De vil lige vise os et sted mere. En klippe, hvor man fra toppen kan se ud over Mekongfloden og over til Laos. Så smukt. Ved foden af klippen, går der en sti, og langs klippevæggen kan man se malerier, der er blevet malet for over 4000 år siden. Dagen forinden havde vi set billeder af stedet på byens nationalmuseum, men at se det i virkeligheden er et mægtigt syn.
Klokken er ved at være mange, og vi får lige solnedgangen med, inden vi kører tilbage til Ubon. Damen - vi fik desværre ikke fat i navnet, blot at hun ikke var mandens kæreste men hans supervisor, bliver sat af på turen hjem. Ti minutter før vi når vores hotel, stopper Jay (mandens navn) ved en restaurant. Klokken er også næsten 20 og maverne er ved at være godt sultne. Vi sætter os til bords, og inden vi får set os om, ja så har Jay bestilt til os alle. Det vælter frem med forskellige tallerkner fyldt med forskellige spændende retter. Vi giver os i krig med maden, og det smager fantastisk. Thaimad er bare noget af det bedste mad der findes. Her har flæskesteg og frikadeller virkelig en konkurrent.
Mætte af både mad og indtryk hopper vi alle under dynen - eller nærmere lagnet. Dyner findes ikke i Thailand. Mads og jeg er helt overvældet over, at en thailandsk fyr på 31 har villet bruge en dag sammen med familien Gyldenkål fra Danmark. En dag der ikke har kostet os en krone. Vi blev enige om at lægge hovederne i blød for at finde en ting til ham, blot for at vise vores taknemmelighed over for ham.
Mandag d. 11. januar siger vi farvel til Jay, som også bor på hotellet, og springer ombord på et rumle bumle nattog til Bangkok. Vi har nu nået vores første milepæl på rejsen med start og slut i Bangkok. Herefter venter en lang rejse mod syd, inden vores drømmerejse når sin endelige slutning igen i Bangkok den 24. marts.
Fra Bangkok fortsætter vi i et nyt tog til Hua Hin, hvor vi tager et par dage ved stranden inden vi igen rejser 18 timer med tog mod Malaysia den 16. januar.
Her i Hua Hin bor vi super lækkert, og egentlig nok et godt stykke over vores standart. Et hotel der hedder "Chanchay Bungalow and Hotel". Her er der både swimmingpool, fantastisk morgenmad buffet og blot 2 minutters gang til lækker sandstrand og varmt badevand. Men vi har haft brug for lige at stoppe op og "bare være." Vi har oplevet så meget, og har brug for at fordøje alle de indtryk og oplevelser vi har nydt indtil nu. Og det er der god mulighed for her i Hua Hin
Det var hvad jeg lige havde på hjertet indtil nu. I hører fra os igen, når vi engang er kommet til Malaysia.
De kærligste knus og tanker
Lærke, Jeppe, Casper Mads og Helle
- comments
Inger Hej med jer hvor er det dejligt at læse om alle jeres oplevelser. Det kan godt være I er lidt misundelige på sneen herhjemme, men vi er også misundelige på varmen! Mange kærlige hilsner og knus Leif og Inger