Louise: Nu trængte vi så liige til at komme ud af Frisco og se noget andet end Union Square, sporvogne og Trader Joe's (øko-supermarked), så vi valgte at tage ned ad den berømte 1'er, hvor man kører langs med Stillehavet. Det var smukt og havet er stort og voldsomt - og fyldt med hajer! (noget vi taler meget om...), men også søløver, surfere og søpindsvin, et hav vi kommer til at bade meget i, når vi når ud til Hawaii og Samoa. Her er ret koldt ved San Francisco-kysten og Bay Area og der er meget strøm, så de gange vi har været ved Ocean Beach 5 km. fra hvor vi bor, har vi kun dyppet tæerne en smule. Det er som Vesterhavet bare med endnu større bølger, mere strøm - men lige så brede strande. Her uden biler.
På vejen til Santa Cruz foretog vi et pitchstop, hvor vi købte bær og abrikoser før vi landede i Santa Cruz, en stille, varm og laid back by, som siges, at være mere rummelig end San Francisco. Alle skulle være velkomne her - undtagen republikanere!
Jeg havde lavet en aftale med min gamle højskoleveninde, Birgitte Hørup, som pludselig via Facebook var dukket op i Obamas land - faktisk havde vi ikke set hinanden i 33 år. Og der stod vi så, to modne damer med et ungdommeligt højskoleglimt i øjnene, jeg med min familie og hun med sin mand Ole. Det var hans arbejde som havde ført dem over Atlanten og årsagen til, de i nogle år har slået sig ned i Californien. De drømte om rejser, om tidlig pension, bevæge sig frit rundt i verden og nyde hinanden - og livet. Dejlig og bekræftende livsindstilling.
Huset de havde lejet, lå i Capitola, en badeby a la Tisvilde i mix med Løkken befolket med letklædte badegæster, der slendrede roligt rundt med deres surfboards under armen langs vandet og stranden her lidt syd for Santa Cruz. Snakken gik lystigt om de gode gamle højskoledage, om livet i dag - og i morgen - og om 10 år.
Mogens, jeg og ungerne tog et smutbreak op til Mystery Spot, som Olivia har beskrevet andet sted her på bloggen, en sær bakkeskråning iklædt uforklarlige ting som kompasser der opfører sig mærkeligt, mystiske kræfter der skubber rundt med en, bygninger der har underlige hældninger og hvor man faktisk bliver både rundtosset, svimmel og en anelse kvalm. Meget mystisk sted!
Efter en let frokost i varmen i Capitola-haven, drog vi af på en lang gåtur til stranden, hvor familier og børn bodysurfede i deres sorte våddragter, hvor de lå og lignede søløver mellem de store bølger mens pelikanerne fløj i formationer over vores hoveder og sælerne ind imellem stak deres glatte hoveder op af oceanet lidt længere ude. Men hvad med hajer???? Dem så vi heldigvis ikke noget til. Der lå, sagde Birgitte, en lang bræmme af tang et godt stykke ude, som holdt hajerne væk fra kysten. Hvor heldigt at hajer ikke kan lide tang!
Et stopover på den lokale strandbar, hvor vores værter vist ret ofte kom forbi, kunne vi fornemme. En Pacific mexicansk øl blev til to og humøret steg i takt med 80er musikken, som strømmede ud af caféens højttalere og fik tankerne hendledt til en anden tid, back then, hvor vi var yngre, fastere i kødet, færre rynker, flere kærester og med fester og gang i den. Der sad vi mens solen sank længere ned på himlen hvorved den kølige brise fra havet pludselig kom snigende ind på os.
På gåturen tilbage besluttede vi at spise på Bettys Burger, og jeg var glad for, at varmekanonerne blev tændt, så vi lidt for letpåklædte kunne klare mosten udendørs, mens vi indtog vores faktisk ret velsmagende burgere med tynde hjemmelavede fritter og cola ad libitum. Alle var glade, ikke mindst Mattis!
Det blev en lang og dejlig dag, med et let og lystigt tråd ned ad memory lane med udsigt til Vadehavet og Vester Vedsted og højskolen for vores indre blik. Kiss and goodbye - før vi trætte og i ret tæt trafik lidt før midnat vendte næsen hjem mod San Francisco.