Efter seks dage i hyggelige Cartagena tog vi den 16. marts en fem timers bustur til Taganga - Gringos Paradise. Og det var det virkelig.

Vi ankom til byen og bugten kl. 18, lige til solnedgangen, smukt. Efter to minutters leden efter et hostel, moedte vi en landsmand (argentiner) paa vores alder, som selv var backpacker og boede hos Mr. Wilson, en 50-60-aarig homoseksuel hostelejer og frisoer. Stedet var laidback og billigt (lige os), saa vi valgte at blive i nogle naetter.

De efterfoelgende dage gik med at nyde byen - meget hippie, afslappet backpackersted som El Bolson - flade ud paa forskellige strande og bugte i omraadet, hygge og lidt druk med hostellets beboere (Jeremias (landsmanden), Antony fra Frankrig og det irske par Jill og Derek), tage en motorcykeltur til Santa Marta og laese i vores boeger.

Efter knap en uge hos Mr. Wilson med fede mennesker og sjove tider valgte vi at tage til Tayrona Park - en nationalpark langs kysten med strand, jungle og camping. Den foerste dag var i foelgeskab med Jill og Derek til parkens foerste campingsite, Yuluka i Arrecifes: stedet for naturelskere. Vejen dertil fra El Zaino var helt fantastisk gennem jungle med store palmer paa hver side af stien. Vi ankom til Arrecifes ved middagstid, og resten af dagen gik med at hygge ved teltet, spille kort, laese boeger og selvfoelgelig nyde den omkringliggende natur.

Dagen efter gik vi i det gode vejr fra Arrecifes til Cabo San Juan de la Guìa. Vejen dertil var endnu smukkere end dagen foer, men bestemt ogsaa haardere. Hver med 15-20 kilo paa ryggen gik vi langs strand, gennem jungle, op og ned ad klipper og store sten og gennem flotte passager, hvor vi saa alt fra broeleaber, heste, kaempemyrer og landkrabber. Efter halvanden times tid naaede vi Cabo San Juan, men kun for at blive skuffede. Stedet var rigtig fedt og havde en strand man rent faktisk maatte svoemme ved, men det var alt for dyrt ift. de penge vi havde taget med ind i parken. Saa efter lidt forgaeves prutten om prisen valgte vi at returnere til Arrecifes gennem det dejlige terraen - igen.

Denne gang boede vi paa et billigere campsite ved navn Finca Don Pedro, der i modsaetning til Yuluka tilboed koekkenfaciliteter til selv at lave mad, men ingen elektricitet. Saa over baal og uden lys lavede vi nasten et kilo pasta med tomatsovs, hvilket efterhaanden er blevet den daglige spise paa vores rejse - vi savner ikke hakkeboeffer, kartofler og bearnaise.

Efter to naetter i Tayrona indsaa vi, at vi havde taget for lidt penge med i parken, saa vi valgte at gaa tilbage til El Zaino, men denne gang af en anden og langt smukkere vej med et helt fantastisk jungleterraen. Et par timer og en taxatur senere var vi tilbage i elskede Taganga, hvor vi besluttede, at bo paa Grafiti Hostel, der tilboed koekken, laekkert vaerelse og mindst fem haengekoejer. De resterende dage i Taganga og paa Grafiti gik med at slappe af paa strandene, hygge med to 30-aarige tyskere, se lidt Champions League (forza Barca) og spendere masser af tid i haengekoejerne.

Det blev til to uger i Taganga og Tayrona, hvor vi moedte en masse fede mennesker, slikkede den sidste sol og noed atmosfaeren i dette fantastiske omraade. Herfra gik turen til den naturskoenne kafferegion og Salento ...