Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle
Det er ikke meget, I har hoert fra mig her i NZ, fordi internet er saa BIIIIP dyrt. Men nu skal jeg nok fortaelle, hvad jeg har lavet, siden jeg forlod Auckland, for jeg har lavet andet end at skydive.
Mit foerste stop var Rotorua, som lugter lidt af raadne aeg. Forklaringen paa dette er noget med jordens indre og vulkaner og saadan noget (jeg kunne nok godt have fulgt bedre med, da det blev forklaret), som skyldes, at der er huller med helt vildt varmt mudder og andre med helt vildt varmt vand, og det er gasserne fra disse huller, der stinker saa frygteligt. Og naar jeg siger helt vildt varmt, saa mener jeg det. Man kan blive kogt paa 45 sekunder i disse huller, hvis man har lyst. Lidt uden for byen ligger der et sted med en gejser og en masse huller med det ene og det andet maerkelige vand. Gejseren var dog et vaerre turistshow, og de havde aendret en del ved den, saa den kunne sproejte vand hoejere op i luften, og saa satte de den endda selv i gang ved hjaelp af et stykke saebe. Saa er det ligesom om, det mister lidt af charmen, for saa kan jeg da selv bygge en, hvis jeg paa et tidspunkt har for meget fritid. Nae, saa var det sjovere at se de farverige soeer, og de soer der var saa varme at en taet taage stod op fra dem. Hoejdepunktet var dog buschauffoeren. Det var en gammel dement dame, der blev ved at kalde en af de kvindelige passagere mr. til stor underholdning for os andre. Det var isaer sjovt, da hun efter et godt stykke tid blev klar over sit fejltrin og eksepsionelt ugallant proevede at redde den. Det var dog ikke saerlig betryggende, naar hun glemte, hvad det hed, der hvor vi var paa vej hen, og en af de andre passagere blev i tvivl om, om han var paa den rigtige bus. Cirkus.
I laengden er mudderhuller dog kedelige at kigge paa, ogsaa selvom de er helt vildt varme og stinker, saa jeg syntes, det var tid til lidt aegte New Zealandsk adventuresjov, nemlig river rafting. Og hvis man goer det, kan man ligesaa godt goere det ordentligt. Saa jeg valgte en rute klassificeret som nr. 5, hvilket er det svaerretse, man kan faa kommercielt . Desuden havde ruten et 7 m vandfald, hvilket ligeledes er der svaerreste, man kan faa kommercielt, og ja det var ligesaa godt, som det lyder. Jeg grinte hele vejen (paa naer naar jeg skreg). I starten kom vi bare ned over nogle smaa boesse vandfald for at oeve os i at haenge fast. Og saa var det tid til den aegte vare, WUHU. Vores gummibaad stod lodret i luften, og der var aabenbart en af de andre piger, der ikke havde fulgt med, da vi oevede os tidligere, for hun faldt ud. Det lyder maaske lidt farligt, men det er det ikke. Hun laa bare der og grinede, og saa kunne vi andre samle hende op, saa vi kunne komme videre. Efter et af de andre smaa vandfald bad instruktoeren mig om at saette mig op forrest i baaden. Naiv som jeg er, gik jeg glad derhen, og saa begyndte de andre ellers at ro hen mod vandfaldet. Her kunne de ligesom parkere baaden med forenden (og mig) under vandfaldet. Det havde jeg ikke lige regnet med, og jeg var lige ved at drukne. Jeg kunne selvfoelgelig bare have holdt op med at skrige og grine og lukke munden, men det ville da have vaeret kedeligt. Saa selvom jeg kaempede for at traekke vejret, noed jeg det, og jeg har besluttet mig for at i stedet for at blive dykkerinstruktoer, vil jeg vaere river rafting instruktoer, naar jeg bliver stor og har overstaaet universitet og al den slags.
Da jeg blev traet af stanken i Rotorua efter et par dage, tog jeg til Taupo. Taupo var stedet, hvor jeg holdt jul. Udover skydiving blev juleaften fejret med et par drinks paa en bar og tro det eller ej, men jeg fik ikke engang aftensmad den dag, saa der var intet, der mindede om, at det var jul. Naeste dag var mig og Tom (en fra hostellet) inviteret til julegilde hos nogle engelske mennesker han kendte, og som jeg havde moedt dagen foer paa baren. Der var baade kalkun, kylling, lam og skinke men intet rigtigt julemad, saa selvom det var hyggeligt, fik det mig heller ikke i julestemning. (Det er jo ogsaa helt maerkeligt, naar man gaar rundt i sommertoej, og det er jul. Det giver jo ikke nogen mening). Vi sluttede aftenen af i aegte kristen stil med et godt slag poker. Jeg vandt selvfoelgelig, selvom jeg kun har proevet det en gang foer, hvilket aabenbart ikke var de gamle hanners plan, og jeg var derfor ikke inviteret til deres spil naeste dag, hvor der skulle spilles om penge. Men jeg havde heldigvis ogsaa andre planer.
I Taupo har de nemlig New Zealands bedste et dags gaatur, saa det skulle da proeves. Turen er 19.6 km lang og hedder Tongariro Crossing (eller noget). Og jeg maa nok sige, at jeg var skuffet de foerste 8 km. Det var et koldt, stenet landskab rundt om nogle vulkaner, hvoraf en af dem er den, der hedder Mount Doom i Ringenes Herre. Der skal jeg vaere aerlig at sige, at det ikke sagde mig noget overhovedet, saa jeg fik taget et billede af mig og vulkanen, saa jeg kan prale til folk, der ved, hvad det er, og saa gik jeg videre OP. Det var bare op hele tiden med kedelig graa sten at kigge paa, og jeg begyndte at blive lidt irriteret. Men paa den sidste straekning op, var de endelig holdt op med at bygge trapper, og en megakold vind gjorde det hele lidt vanskeligt, hvilket jeg synes var meget sjovere, da det i det mindste var en udfordring. Og da jeg endelig kom op paa toppen, fik jeg den udsigt, jeg havde ventet paa med soer, snebeklaedte bjerge og vulkaner. Det var bedre, endelig noget at kigge paa. De sidste kilometer paa turen gik ned gennem noget skov med smaa aaer og palmer. Saa her kom strikhuer og fleecetroejer af i en hvis fart. (Ja, jeg har en strikhue, som jeg koebte i Darwin. Spoerg mig ikke, hvorfor jeg koebte en strikhue i den varme, men jeg havde jo paa fornemmelsen, at den nok ville vaere god at have).
Sidste stop paa nordoeen var hovedstaden Wellington. Her har de selvfoelgelig et museum. De andre paa hostellet fortalte mig, at de heller ikke kan lide museer, men at det her var sjovt, fordi det var saa anderledes. Saa jeg proevede at gaa paa museum... igen. Jeg ved altsaa ikke, hvorfor de altid har daempet lys paa museer, for det siger jo sig selv, at daempet lys og en masse historie og udstoppede dyr kan goere selv den mest hardcore professor traet paa et par minutter. Det resulterede derfor i, at jeg brugte det meste af tiden i museets cafeteria kroellet sammen i en laenestol med min bog. Der var dog en ting jeg godt kunne lide, nemlig deres udstoppede og halvraadne kaempeblaeksprutte. Det er nok det mest kiksede, jeg nogensinde har set paa et museum (det passer ikke nu jeg taenker over det, men stadig). Den var ikke engang vildt stor, kun 4.5 meter. Den havde ifoelge videofilmen engang vaeret roed, men nu var huden skreallet af i store flager, og den saa hvid ud. Den var desuden syet sammen flere steder med tyk, sort snor og saa i det hele taget meget soergelig ud. Jeg fik helt ondt af den, som den laa der og var raaden.
- comments