De sidste dage i Mombasa

Jeg er nu ankommet til Nairobi. Her er et laekkert hus og dejlig koeligt (vejrudsigten siger 25 grader) i forhold til Mombasa, hvor der var alt for varmt. Januar er den varmeste maaned og det var simpelthen ikke rart (ifoelge de officielle maalinger er der 33 grader, men det kan simpelthen ikke passe. Lea og jeg blev enige om, at det er en sammensvaergelse for ikke at skraemme turisterne vaek med de 43 grader, og ingen vind, der rigtig er).

Turen fra Mombasa til Nairobi foregik med nattog, fordi vi har koert meget med bus paa hullede kenyanske veje (og det er ikke en speciel stor oplevelse) og fordi jeg gerne ville proeve nattoget. Lea, Peter og jeg stod paa toget, der skulle koere kl 19. Naar man har vaeret i Kenya i tre maaneder, bliver man dog lidt mistaenkelig, naar de kl. 19.05 siger "toget er forsinket i faa minutter, afgangstidspunktet oplyses senere". Faa minutter blev til 45, men saa var vi ogsaa godt paa vej mod Nairobi. Efter god aftensmad i togets fine restaurantvogn og lidt hyggesnak, faldt vi i soevn i vores fint opredte senge. Kl 1.30 vaagnede jeg og opdagede, at toget holdt stille. Jeg taenkte, at det var da dejligt, der var stille og toget hoppede ikke saa meget som dad et koerte. Da jeg vaagnede igen kl 5.30 og vi stadig holdt stille, fik jeg dog en mistanke om, at der var noget galt. Det viste sig at motoren til det gamle lokomotiv var braendt sammen og der skulle transporters en ny fra Mombasa, fem timer vaek. Toget der skulle have vaeret inde kl 10.30 kom derfor ind 16.30 og den dag vi havde planlagt I MS-huset, blev en del kortere. Men saadan er livet i Afrika.

Sidste gang jeg skrev, var lige foer min foedselsdag og jeg ved, at I har ventet i spaending paa at finde ud af, hvordan det gik med fejringen og lagkagen J

Dagen startede med, at Lea pyntede vores vaerelse fint op, sang og gav mig gaver. Derefter moedtes vi med Anette og Peter paa en italiensk restaurant, saa jeg kunne faa lasagne. Det var rigtig hyggeligt og maden var god. Bagefter var der bowling, hvor de andre ignorede alle gode argumenter om at lade foedselsdagsbarnet vinde og gav mig kaempe taesk. Om aftenen havde jeg lovet at lave lagkage, men jeg fik alligevel en meget fin "ugali-kage" af Osbourne. Lagkagen blev god, lavet af tykke pandekager med syltetoej og banan imellem, floedeskum og lys (et, fordi det var svaert at faa sat dem i saa de holdt). Om aftenen fandt vi ud af, at Michael Learns to Rock aabentbart er ret store i Kenya, saa vi sad og saa deres musikvideoer sammen med to store fans.

Soendag var vi en tur paa hospitalet for at besoege vores "mormor". Hun havde ligget i koma, men var heldigvis vaagnet og kunne tale lidt. Det var ret svaert at finde ud af, hvad hun egentlig fejlede. Paa hospitalet var der totalt kaffeklub omkring hendes seng. Hun havde mange besoegende (paa et tidspunkt naesten 30) og flere af dem var der hele dagen (vores "mor" boede naermest paa hospitalet i flere dage i traek). Hospitalet var faktisk overraskende fint, et ret stort offentligt hospital. Der var 30 senge paa stuerne, men ikke alle var fyldt. Vi fik en lille rundvisning af Osbourne (der er laegestuderende paa hospitalet). Han fortalte, at det koster 100 shilling (7-8 kr) for at leje en seng en dag. Derudover skal man selv koebe medicin, medmindre man skal bruge noget af det, som regeringen stiller til raadighed (HIV- malaria- og tuberkulosemedicin), hvis ellers der er mere tilbage. Der er ogsaa mange paaroerende, der hjaelper den syge paa hospitalet, fordi der er faa sygeplejersker. Mormorderen blev udskrvet en uge foer vi tog hjem, men var stadig svag.

De sidste dage paa arbejde var ret hektiske. Der var kommet nogle nye boern i skolen for mentalt handicappede, der kraevede en del opmaerksomhed. Jeg ved virkelig ikke, hvordan de to tilbagevaerende laerere skal klare det. Jeg brugte seks dage paa at laere en dreng med hjerneskade at sidde ned paa skolebaenken. Da jeg tog afsted, var han naesten ligesaa daarlig, som da jeg startede. Paa den anden skole fortsatte jeg med at have den mindste klasse, deres laerer var sygemeldt. Det gik fint, men til sidst kunne jeg godt maerke, at det var svaert at faa dem til at sidde stille. Det er bare som om, de metoder jeg brugte ikke hjaelper, naar de normalt bliver slaaet.

Det var lidt trist at sige farvel til dem, man kommer hurtigt til at knytte sig til saadan nogle sma nogen.

Jeg havde sidste arbejdsdag fredag i sidste uge og brugte saa mine fridage paa stranden (selvom det ikke rigtig var saerlig rart pga. varmen), paa at kigge det sidste i byen og paa at slappe af. Soendag var Lea og jeg i en kaempe kirke. Der var nok plads til 5000-7000 mennesker og gudstjenesten blev transmiteret paa landsdaekkende fjernsyn. Det var ogsaa ret vildt med folk der skreg, hoppede og dansede og et kaempe kor. Det var dog ogsaa meget varmt at vaere i et telt midt i solen, uden gennemtraek og med 5000 dansende mennesker.

Senere paa dagen besoegte vi vores "lillesoester" paa 11, der er blevet sendt paa boardingschool. Det saa meget fattigt ud, men boernene virkede heldigvis glade.

Mandag gik med at faa forlaenget vores visum (som udloeb fire dage foer de andre skulle hjem). Det var meget afrikansk, med mange mennesker presset ind paa et lille kontor, en ansat bare til at stemple, og en masse papir. En visumforlaengelse I Kenya indebaerer ogsaa, at man faar taget fingeraftryk af alle fingrene. Hele processen tog halvanden time, men saa har jeg ogsaa et fint stempel i mit pas, udfyldt med glimmerkuglepen.

Torsdag skulle vi saa afsted og havde faaet mast alle vores ting ned i nogle meget fyldte tasker. Der kom forskellige mennesker forbi for at sige farvel, dog ikke ham der i tre maaneder har fortalt os, hvor meget han skulle graede, naar vi tog afsted. Det var ret trist at sige farvel, jeg har alligevel faaet en foelelse af at vaere hjemme i det hus og med den familie. De vil altid betyde noget specielt, naar de har vaeret med til at give mig saa mange oplevelser. Men jeg glaeder mig ogsaa til at slappe af og fordoeje alle de indtryk jeg har faaet og bagefter komme videre til Thailand.