Nu er vi langt om længe nået frem til vores familie. Mother Rose, granchildren Emily at 8 and Emy at 7 years and at husband working in another city, but he is coming home on Friday. Familien bor lige uden for Nyeri.

Lidt om ugen på Daraja, pige skolen i Nanuki. Her ankom vi mandag morgen, efter en meget lang rejse, men stadig med højde punkter. Såsom hotellet Mövenpick i Doha, hvor vi lige fik en dag. Vi sove, gik i shopping center, der var ca. 5 gange så stort som rosengårdscenter og bare hyggede os ind til vi skulle flyve kl. 01.30. Da vi ankom skulle vi købe visum, det var det lidt problemer med fordi jeg havde skrevet skolens navn på. Hvilket man ikke skulle, for det var jo et turist visum jeg søgte.

Vi blev hentet af matatus. Det tog ca. 4 timer og der var stop ca. halvvejs ved en kiosk, som handlede med lidt vand og slik og i butikken lige ved siden af solgte de træfigurer mm. Da vi ankom fik vi lidt af vide om platformen og om programmet for den næste uge(som skrevet i tidliger blog indlæg).

Nogle af de ting vi oplevede og blev præsenteret for var; Swahili, som er sproget man taler i Kenya. Vi var også ude at besøge den lokale slum, hvilket var rigtig spændende, det var i forbindelse med at vi havde haft undervisning om fattigdommen i Kenya. En aften var vi ude at lave mad hos en lokal massai familie, de boede i små "hytter", hvor dyrende gik inde i huset og overalt. Vi lavede ugali og nået kål, gulerod, kartoffel, løg samt tomater vi kogte sammen. Vi spiste med fingrene og der var en helt fantastisk oplevelse, jeg ikke vil have været foruden.
Vi havde også undervisning om HIV og AIDS og om kulturen og hvordan man hilste på forskellige personer.

Der var også en sygeplejerske ude og fortælle os omkring sundhedsvæsnet i Kenya og om sygeplejerskeuddannelsen i Kenya. Vi var også ude at besøge Nanuki distrik hospital. Hvilket var meget anderledes end i Danmark. Afdelingerne er hele tiden delt op i male og Female. Der er ikke noget der hedder ene stuer, kun når du er meget, meget dårlig eller føder, men det er også kun hvis der er ledigt(der er kun 1 pr afdeling, hvis der overhovedet er). Der kan sagtens ligge 2-3 personer i hver seng. Så dette var noget af et kultur chok.

Om lørdagen da vi egentlig havde fri, gik vi op til en anden Massai landsby og hjalp dem med at bygge en ny skole. Ved at hjælpe dem med at putte mudder på "væggene". Der var lavet et fundament af kæppe og grene, hvor man så puttede mudder uden på og til sidst skulle der ko-lort på for at forsegle væggene, så de kunne tåle regn mm.
Da kl. var ca. 12 gik vi tilbage til Daraja, for at tage med nogle af de andre piger med ud at spise og på en mini safari. Det var en meget fin restaurant, hvor der var mange aber, men maden var ikke så god. Efter kørte vi på en mini safari, dvs. vi egentlig bare kørte ud af en vej tæt på Daraja. Her så vi både Zebra, giraffer, vortesvind, antiloper, både små og større. Vi så(jeg spottede) en leopart unge.

Søndag morgen rejse vi Nariobi og boede på YMCA i 3 dage, 2 overnatninger. Her brugte vi tiden på at mødes med Mary, vores landekoordinator. Hun fortalte os igen alt muligt vigtigt om Kenya, kulturen og systemet og meget vigtigt lidt ekstra om familien. Vi var også i nogle malls og shoppe og i biografen og se den nye Twilight film. Det kostede os 450 kenyanske shillings ca. 30 kr. Vi var for øvrigt også på et diskotek i Nariobi, hvilket var dejligt lige at komme ud at danse lidt. Vi drak kun 2 af den lokale øl, Tuska. Og tog hjem kl. 1. Så det blev ikke sent. Det var en sjov oplevelse. Der var mange gamle musunguer og mange unge, meget lidt påklædte kvinder.

Vi var også i slummen i Nariobi kamera, hvor der boede ca. 2 mio. mennesker. Det var også nået af en oplevelse. Jeg købte et armbånd og et sæt øreringe i slummen, som i må se når jeg kommer hjem.

Når nu til familien vi bor ved, som jeg skrev består den af mor Rose og hende børnebørn, Emily og Emy og Roses søster, Magret. De 4 bor her i huset. Rose har 3 børn, 2 døtre og en søn. Den ene datter, hvis børn bor her, læser på universitet og er kun hjemme engang i mellem. Hendes søn arbejde i en anden by og kommer også engang i mellem i weekenden og besøger hende. Roses mand arbejder også i en anden by og kommer hjem i weekenden, så det bliver spændende at møde ham i dag.

Den 21/11 havde vi vores, første dag på hospitalet, vi blev vist ind til direktøren, en kvinde. Hun fortalte os lidt om hospitalet og vi præsenterede os selv. Herefter skulle vi lave en liste og de steder vi kunne tænke os at være og få det korroderet så vi ikke var på de samme afdelinger samtidig. Vi er blevet delt, således Mariama og jeg er sammen, Chatrine og Sarah er sammen og Marco for sig selv. Vi skal først være 14 dage på børneafdelingen og så på skadestuen i 14 dage og herefter 1 uge på female operations afdelingen og 1 uge på føde gangen og til sidst 2 uger på Mor og barn klinikken.
Efter vi havde været på hospitalet viset Rose os rundt i byen og vi gik ind på en resturent hun anbefalede os og spiste frokost med de andre. Rose tog hjem og vi gik rund i byen bag efter og fik købt dvs. ting og sager.

Den 22/11 startede vi så på hospitalet og det var spændende vi blev vist rundt over det hele og fik set alle afdelingerne. På selve afdelingen har vi ikke gjort så meget i dag. Men jeg har nået et af mine mål, nemlig at få nogle til at grine. Dette er et mål for mig hver dag. Mødrene passer meget deres børn selv og sygeplejerskerne giver medicin og noterer i cardex og journaler.

Så i dag har vi også bare fuldt med, men vi har aftalt at vi til på mandag har lavet nogle mål for vores 14dage på denne afdeling, og at vi skal deltage lidt mere i tingende fra på mandag af, så det bliver godt.

Kl. 10 er der the og kl 12 er der frokostrokost for patienterne. Mange sygeplejerskestuderende går ud og spiser frokost omkring kl. 13 og kommer tilbage bagefter og arbejder til ca. 15-15.30. Sygeplejerskerne gå gerne kl. 13, så det er lidt underligt.