Profile
Blog
Photos
Videos
I dag har igen været en fantastisk dag! Vi skulle på tur hele dagen så derfor skulle vi op 06.30. Vi går tidligt i seng og står tidligt op her. Det er faktisk rigtig lækkert, jeg føler mig glad og udhvilet når jeg vågner.
Til morgenmad fik vi et meget grønt hårdkogt æg, den der brune/grå klistrede grød og vandmelon. Det var vildt lækkert med frisk frugt, som bare smager af så meget mere hernede. Bananer, mango og vandmelon er slet ikke som vi kender hjemmefra. Haps!
Vi skulle køre 2 timer til en by der hedder Nyeri, hvor vi skulle besøge en sygeplejerskeskole og derefter et hospital. Vildt fedt! Som sagt er selve køreturene fede i sig selv, jeg nyder at blive kørt rundt i den flotte natur med vind i håret. Men de kører godt nok bøllet og der går hele tiden får og køer ude på vejen!
Det var mega spændende at besøge sygeplejerskeskolen, som var en gammel, slidt, gul og rød faldefærdig bygning. Men både eleverne og lærerinderne var meget fint klædt på i en rigtig fin blå uniform og alle med laksko på. Vi kom med åbne sandaler, sommerkjoler og rødt støv over det hele så vi følte os pludselig helt beskidte ved siden af dem. Vi blev delt ud i nogle klasser hvor vi skulle deltage i en undervisningstime. Helt vildt sejt! Og lidt skræmmende at stille sig op foran en afrikansk klasse på ca 40-50 elever og introducere sig selv. Men det gik J Og de havde mange spørgsmål! Hehe.
Jeg var meget imponeret over disciplinen. De afrikanske sygeplejestuderende går i skole hver dag fra 8-17! Og så synes man selv man går og har det hårdt derhjemme. Eller ikke længere. Undervisningen var meget stringent og "diktat"-agtig. Underviseren stod og snakkede og snakkede og snakkede (om nervesystemet) og eleverne skrev og skrev og skrev. Men det var sjovt hvordan de går op i tegningerne: De skal tegne efter modellerne/billederne i bøgerene, så i dag skulle de tegne et ben og reflekser ift. nervesystemet. De har virkelig en langt mere hardcore skolegang end os! Da timen var færdig blev vi nærmest overfaldet og alle ville have ens nummer og navn til facebook og vide alt om en. Det er lidt grænseoverskridende og det bliver en øvelse at sige nej, men det er jo sødt at de er så interesserede J
Bagefter skulle vi besøge hospitalet, som også var en hel vild oplevelse! Faktisk var selve hospitalsbygningerne og omgivelserne egentlig meget fine i hvide/turkis huse og med blomster og græsplæner udenfor. Men indenfor er virkeligheden en anden! Wauw! Mega syge patienter, hvor de ligger 2 i samme seng??! Det så vi rigtig mange tilfælde af. Og så er der jo 20 senge i et rum, uden forhæng eller lign. rundt om sengene. Det var helt vildt at se. Derudover er hygiejne dvs. sprit og handsker jo en by i rusland. Man havde lyst til at spritte hele sin krop da man kom ud derfra!
Det man også bed rigtig meget mærke i er hvordan omsorgen/respekten for det patienterne slet ikke findes på samme måde som i DK. Patienterne bliver ikke vasket og får ikke mad medmindre familie/venner sørger for det, så det var mange pårørende om hver seng. Der er INGEN respekt for patienternes privatliv, blufærdighed, humør eller what so ever. Vi blev hevet med til alt, fik lov at se alt og personalet var så ivrige for at vise os det hele. F.eks fik vi uden omtanke for patienten lige lov at være med til en mamografi, så vi stod 8 mennesker i lokalet og så på. Det virkede så tilfældigt og det var aldrig sket i DK. Men spændende var det hele.
Det var også i dag at jeg så den første døde patient. Det var lidt mærkeligt, han lå bare i en seng ved siden af alle de andre.
Alt i alt var det en liiidt skræmmende oplevelse, fordi patienternes tilstande er SÅ sølle, men på anden side blev jeg også rigtig spændt på at komme i gang og se det hospital jeg skal arbejde på.
Til aftensmad fik vi igen ugali og kål. Jeg er efterhånden begyndt at vænne mig rigtig godt til den afrikanske mad og synes det er en stor del af oplevelsen ved at være her J Selvom jeg nok skal nå at blive træt af det på et tidspunkt (men så findes ketchup jo ;) - to the rescue!)
Efter aftensmad var der Masai-dans. Det var sindsygt fedt! Det er jo en stammedans som en masse afrikanere kom og optrådte med. Det var meget højlydt, meget mærkeligt og meget farverigt. Sindsygt sjovt at se! Jeg blev også hevet med op til dans, men jeg havde svært ved at følge rytmen (de har jo den vildeste rytmiske sans) så jeg tror jeg lavede et eller andet ala gadedrengehop. Hehe. Bagefter viste vi dem bogie-wogie på ægte dansk manér, det synes de var SÅ sjovt at være med til! Det var virkelig sjovt at danse med dem.
Nu er jeg træt og glad J Det er sjovt, jeg føler allerede jeg er faldet godt på plads og at jeg har været her meeeget længere end 5 dage. Jeg nyder tilværelsen og at man ikke ved hvad morgendagen bringer J
- comments