Profile
Blog
Photos
Videos
Queenstown, Queenstown, Queenstown, hvad kan jeg sige? Her er SÅ fedt i New Zealands adrenalinhovedstad! Vi har nu været her i lidt over en uge og det er bestemt ikke gået stille og roligt for sig …
Mandag den 21. marts kørte vi tidligt fra Fox mod Queenstown. Vi havde god tid, så vi stoppede på vejen ved Lake Matheson, hvor man cirka én gang om året er utrolig heldig at kunne se Mount Cook spejle sig rigtig flot i søen. Som sædvanligt var vi rigtig heldige med vejret og vi fik vores postkortbillede af den smukke sø - ret fantastisk! Vi kørte bagefter videre mod Queenstown, hvor vi efter ankomst blev modtaget af et andet DSC-hold, gik en tur i byen, spiste aftensmad og bagefter spillede langbold (en mærkelig version af langbold, som vi skulle spille mod det andet hold dagen efter). Vi bor i tre rigtig hyggelige hytter på store værelser med vild udsigt over byen, så det er super dejligt. Tirsdag skulle vi tidligt ned i Info&Track, som er dem, der planlægger vores aktiviteter for os, til infomøde. Det gik meget hurtigt med en masse information om skydiving, bungyjumping, Canyon Swing, vandreture osv., som der er masser af muligheder for her. Bagefter havde vores hyggeudvalg arrangeret et OL-stævne mod det andet DSC-hold (NZ/AU). Det gik vildt for sig med langbold, sækkeløb, trillebørstafet, høvdingebold, tovtrækning og ølstafet. Der var tæt løb, men selvfølgelig vandt vi (på den sidste aktivitet - altså ølstafet) - vi var MEGET stolte! Bagefter var der fælles spisning/grill alle sammen og en ret vild bytur. Onsdag var der arrangeret en gratis vandretur for os på Mount Crichton Loop Track. Det var en forholdsvis kort vandretur på ca. 3 timer, men det var meget hårdt, da de fleste af os havde en del tømmermænd … men smukt var det.
Torsdag blev det vildt. Hele holdet (minus to) skulle skydive! Der var en ret lang køretur derud, så vi kunne rigtig nå at blive nervøse, men da vi endelig sad der i flyet var der ingen vej tilbage og det var sindssygt fedt, når man endelig hang der i luften. Det er en meget speciel følelse man har i kroppen, når man nærmest bliver skubbet ud af et fly i 15.000 fods højde - SÅ VILDT! Da vi kom hjem stod den på endnu en fest, da vores første "rigtige" ekstremsportsoplevelse skulle fejres med manér.
Weekenden skulle holdes i Milford Sound, på en båd, hvor vi skulle overnatte én nat, som er en del af en nationalpark. Det skulle være så utrolig smukt, men vejret var for nærmest første gang desværre ikke med os, så det var sjældent at vi kunne sidde udenfor og kigge fordi det regnede og var ret koldt. Så det var super ærgerligt, men selve turen var rigtig hyggelig og det var rart at hele holdet var med, så vi kunne lave noget fælles, som vi jo ikke gør så tit. Søndag aften efter vi kom trætte hjem fra Milford Sound stod den på hygge og filmaften, før vi mandag skulle prøve det ultimative: bungyjump! Vi skulle heldigvis rimeligt tidligt af sted om morgenen, så vi ikke gik hele dagen og blev nervøse. Da vi kom derud og stod og kiggede de ca. 134 meter ned var det super klamt og jeg var meget tæt på bare at løbe min vej. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har været så bange for noget før i hele mit liv - det føltes som om, jeg skulle til eksamen, så det var bestemt ikke nogen behagelig følelse. Men da der først var blevet sagt 3,2,1 - go, var det bare om at lade sig falde og det var faktisk sindssygt fedt og MEGET grænseoverskridende for os alle sammen (vi var lidt over halvdelen med). Om aftenen stod den igen på fest og fejring af Annis fødselsdag. Tirsdag morgen tog jeg og et par stykker af de andre piger en hurtig beslutning og gik ned i vores lokale bungy-center og tilmeldte os trilogien. Det vil sige at vi skal springe alle 3 bungyjumps i Queenstown og tirsdag eftermiddag gik turen derfor til Karawau Bridge Bungy, som "kun" er 43 meter høj, men alligevel var det meget nervepirrende at stå ved verdens første bungy for at gøre det igen. Denne gang var det en meget anderledes oplevelse blandt andet fordi omgivelserne var utroligt flotte og stemningen derude var rigtig god i forhold til ved Nevis, hvor de fleste var pisse bange - og ja, ved broen kan man også vælge at blive "dyppet" i vandet under broen - jumpmasteren synes dog lige, fordi jeg havde taget Nevis dagen før, at jeg skulle helt under, så kun mine fødder stak op. Mange tak! Men trods den lille forskrækkelse var det igen en fantastisk oplevelse og jeg glæder mig til den næste på søndag.
C'est ça - der kommer en update mere eller to inden vi rejser videre til Thailand om små to uger.
Kia ora!
- comments