Profile
Blog
Photos
Videos
Saa er det efterhaanden ved at vaere et godt stykke tid, siden jeg skrev noget sidst. En masse ting er sket i mellemtiden, vi er blevet mange oplevelser rigere, har sagt farvel til halvdelen af gruppen og nu er jeg hjemme i DK igen. Grundet manglende internetforbindelse og problemer med log-in, har jeg ikke haft mulighed for at opdatere før nu. Rigtig dårlig stil at skrive rejseblog, når man er kommet hjem, men sådan må det være denne gang :)
Saa gik turen til Angel´s Fall!
Vi forlod vores maincamp i Playa Colorada, for at tage en bus til staten Bolívar, hvor vi skulle ud og se Angel´s Fall, en lille tur paa 3 dage. Angels fall er verdens hoejeste vandfald og maaler 995 m frit fald. Vi tog bussen ved 12 tiden og naede til byen Ciudad Bolivar som foer i tiden har vaeret Venezuelas hovedstad. Her boede vi paa et tyskejet hostel med hyggelige og flotte hytter, store flot udendoers spisesal og laekker laekker pool. Men desvaerre skulle vi allerede afsted igen dagen efter, hvor vi skulle tage et fly mod maincampen for Angel´s Fall. Det var en lille lufthavn, hvorfra vi skulle flyve, og sikkerhedskontrollen gik ud paa, at en dame fortalte hvad man maatte medbringe og hvad man ikke maatte.
Da vi kom ud til flyet saa vi til vores store overraskelse at det var et fly til 20 personer, altsaa kun til vores gruppe! Flyveturen tog en lille time og man kunne kigge lige ud til kokpittet. ”Lufthavnen” vi landede i bestod at en bambushytte. Her blev vi hentet i en studentervogn-lignende lastvogn og blev koert til vores camp. Efter frokost tog vi til en lagune, rigtig smukt med vandfald, palmer i vandet og roedt vand.
Dagen efter, gik turen til Angel´s Fall, en af de fedeste dage paa hele turen til Venezuela! Vi blev hentet ved hostellet i Canaima og koert til stedet hvor en 4 timers lang sejltur startede. Turen foregik i en lang og smal baad. Turen gik op ad floden og var ikke helt ukompliceret, men hyldende morsom. Flere gange var vi ved at kaendre, fordi vandstanden var lav og derfor var meget bevaegelse i vandet, paa grund af de mange sten paa bunden. Da vi ankom, skulle vi gaa en time op af et meget stejt bjerg og et meget besvaerligt terraen med sten, vandpytter og store roedder. Og inde bagved alt dette, ligger verdens hoejeste vandfald, utrolig smukt! Hele oplevelsen med naturen og Angel´s Fall har virkelig sat sig fast og er noget jeg sent vil glemme! Efter at have taget en masse billeder af vandfaldet, gik vi lidt taettere paa, saa vi kunne bade i bunden af vandfaldet – fed oplevelse :D ! Campen vi skulle overnaette i var utrolig hyggelig med hoengekoejer og kun levende lys.
Dagen efter, stod vi tidligt op for at sejle 4 timer tilbage til stedet vi skulle flyve fra. Herefter skulle vi afted med bus, med destination Gran Sabana!
I bussen blev vi vaekket kl. 7 og fik at vide, at bussen med to fra gruppen, en guide og vores madmutter var koert galt, at alle havde det godt men, at vi blev forsinket, fordi vi skulle forbi den vaeltede bus og have dem med. Bussen havde haft for meget fart paa og var skredet i svinget og vaeltet. Efter en halv time var vi henne ved ulykkestedet og dem fra bussen blev taget med i vores bus. Alle var i chok og det lagde lidt en daemper paa den ellers saa gode stemning paa gaarsdagens oplevelser – men frem det kom vi. Her skulle vi sove i telt i to dage. Vi fik vasket toej i floden og spillet rundbold. Guiderne havde lidt svaert ved at huske reglerne, fordi de er vant til baseball, hvilket gav meget sjov og mange grin. Herefter fortsatte vi til en anden camp i San Fransisco de Yuruani, hvor vi skulle vaere, indtil vi skulle bestige Roraima. Her laerte vi at slaa et telt perfekt op, saa vi var forberedt paa de 6 dage der ventede os paa Roraima. Aftenerne her gik med fest, hygge og snacks i lange baner! Om dagen var vi ude og se store vandfald rundt omkring i det aabne landskab. Til aften fik vi en ”laekker” middag, bestaaende af ris, kartofler og linser, hvilket vi efterhaanden er godt traette af at spise. Den ene aften kedede vi os gevaldigt, saa vi blev enige om at spille ”Jeg erklaerer krig mod” – det var som at vaere tilbage i boernehaven, super hyggeligt! I denne camp, var der ogsaa to ”plager”/ dyr, som vi til sidst endte med at blive godt traette af nigua og puri puris.
Dagen, hvor vi tog til den foerste camp mod Roraima, Parai Tepui, (1 time offroad fra San Fransisco de Yuruani), tog en fra gruppen hjem, efter at have vaeret i chok over at have vaeret i busulykken. Det kom meget pludseligt og det var rigtig trist at skulle sige farvel til endnu en fra gruppen, nu var vi kun nede paa 18 personer, hvor vi startede med at vaere 21.
Turen til Roraima startede med 13,5 km vandring, op og ned ad bjerge/bakker med 20 kilo paa ryggen. Det var fandme haardt! Baade for ben og for foedderne, men specielt pga ens ryg – det gjorde saa ondt til sidst at man havde lyst til at saette siog ned og tude! Efter 13,5 km, to krydsede floder, en del vabler og en masse regn, var vi fremme ved den foerste camp.Nnatten var forfaerdelig – mit ligge underlag er taet paa ikke eksisterende og soveposen burde nok vaere lidt tykkere. Men det var fedt alligevel – ren overlevelsestur. For foerste gang i mit liv har jeg fundet ud af at det faktisk er fedt at vandre!
Dagen efter: AV AV AV! Min ryg/laend var helt smadret!Ttanken om at skulle gaa 9 kilometer med 20 kilo paa ryggen, endnu mere op ad bakken end dagen foer var ikke den fedeste! Vi startede kl 8 om morgen og var fremme ved 12 tiden – ingen pauser til os! Omgivelserne var rigtig flotte, men man koncentrede sig mest om at kigge ned paa sine foedder for at holde balancen med de mange kilo bagpaa.
Vi ankom til en meget mudret basecamp for foden af Roraima. Her skulle vi overnatte, inden vi skulle tidligt op igen dagen efter, for at tage det sidste stejle og naesten lodrette stykke op ad bjerget. Da der er saa mange trekkere paa Roraima i loebet af et aar, er det forbudt at gaa paa toilettet i det fri. Saa toiletbesoeg foregaar i et ”tisse telt”, inde i teltet er der gravet et hul i jorden, og det bliver saa daekket til, naar man tager teltet ned og forlader stedet. Det var bestemt noget man lige skulle vaenne sig til!
Da vi dagen efter naeede toppen, var det efter 4 timers lodret opadstigning, ofte skulle vi klatre op paa alle fire, for at kunne komme fremad. Det var en utrolig haard tur, men fordi jeg ikke laengere havde ondt i mine foedder, saa blev det en fantastisk oplevelse, jo hoejere op vi kom, jo flottere blev udsigten. Selvom det regnede og selvom det var skide haardt, saa noed jeg det i fulde drag!
Vi naaede toppen over middag og det var den fedeste foelselse, det var en kaempe sejr for os alle at staa paa toppen og kigge ud over det maanelandskab, der laa foran os paa toppen af bjerget. Jeg havde lyst til at stille mig op og skrige af glaede, det var en fantastisk foelselse at have klaret en saa baade fysisk og psykisk haard tur op af bjerget.
Paa toppen fandt vi en dyb grotte, hvor vi slog teltene op, for at have lae til natten. Efter frokost skulle vi praktisk talt laere at skide i en pose – som foernaevnt, maa man ikke gaa paa toilettet i det fri; det viste sig, at paa toppen, maatte man ikke engang gaa paa toilettet, saa efter et toiletbesoeg (i en pose), skulle man putte det ned i et langt roer, som skulle tages med ned ad bjerget igen, naar vi skulle tilbage. Heldigvis havde vi to Venezuelanske fyre med til at baere det for os (de kaldes baerere og er ansat til lige det samme), de bar ogsaa noget af vores mad, gryder, potter og pander. Vi lavede mange jokes omkring skideposerne. Efter nogle mega haarde dage, gik vi tidligt i seng. Der var rigtig koldt paa toppen, saa det var skoent at komme under dynen.
Dagen paa toppen gik med hygge, laesning og vandring rundt omkring i det smukke maanelandskab paa toppen af bjerget. Vi var ude paa kanten for at se ned og ud over landskabet, det var fantastisk, man kunne se uendelig langt vaek! Efter frokost lavede vi varm kakao, og saa solnedgangen fra kanten. Om aftenen saa vi paa stjerner, det var utrolig klart, fordi der ikke var andet lys end vores pandelygter.
Nedstigningen begyndte paa 4. Dagen, og det var en haard tur. Den skulle tages i to etapper, foerst 14,5 km den ene dag og den anden dag gik vi 12 km. Den foeste dag var den vaerste, fordi vi skulle gaa saa langt, samtidig med vi skulle krydse 3 floder. Det var noget af en udfordring, for det havde regnet, saa stroemmen var rigtig staerk. De to foerste floder var ikke noget stoerre problem, men fordi det havde regnet en del, var den sidste flod den vildeste, den gik os til brystet og brusede derudaf. Vi ventede endda til det blev moerkt med at krydse den, men den var stadig temmelig uoverskuelig. Helt vaade og utrolig traette, efter at have gaaet i over 12 timer, slog vi vores telte op, som ovenikoebet var drivende vaade. Saa denne nat var ikke saa fantastisk, den skulle bare overstaaes.
Den sidste dag; vi skulle bare hjem! Jeg gik direkte efter vi havde spist morgenmad; endnu en gang havregroed med cornflakes (og uden sukker, fordi det vat blevet stjaalet af nogle andre vandrere!). Efter praecis 3 timer og temmelig kuperet terraen, ankom jeg til maal – ENDELIG! Jeg satte mig ned, og efter to minutter ville jeg rejse mig, men kunne ikke, fordi mine foedder og ben var fuldstaendig oedelagte. Det tog mig flere dage, foer jeg kunne gaa igen.
Da vi kom tilbage til civilisationen igen efter 6 dage i det samme toej, ingen makeup, ingen bad, med hullede foedder og med nye toiletoplevelser, var det som at komme i himlen! Vi skulle sove paa hotel; SENGE OG BAD, vi var lykkelige! Vi havde oven i koebet vaerert saa smarte, at tage forbi en bager, saa vi kunne holde kageaften paa et af vaerelserne. Saa dér sad vi 15 piger inde paa ét hotelvaerelse, med hver to kager – bare fordi vi kunne!
Inden vi drog afsted hjemad mod campen i Playa Colorada, slog vi lige et smut over graensen til Brasillien for at spise laekker frokost og for at shoppe lidt souveniers. Vi havde besluttet at holde 80´er party, naar vi kom hjem fra Roraima, og koebte derfor en masse grimt og farverigt toej. Fed afslutning paa saa haard og oplevelsesrig en tur!
De naeste par dage gik med hygge, snacks og McD!
Den 28/5, tog vi i jeeps’ene mod Orinoco Delta. Det var en 5-timers lang koeretur og herefter skulle vi sejle i baad ud i junglen. Vi troede vi skulle bo i smaa lusede hytter, men blev positivt overraskede – vi ankom til det fineste udendoers ”hotel”, som var bygget paa paele i vandet. Der var bar, opholdsstue med sofaer (stadig udendoers!), laekker mad, haengekoejer, og for at komme til vaerelserne/hytterne, skulle man foelge snoede stier, lavet af trae over vandet, ud gennem moerket i junglen, kun oplyst af fakler.
Dagene her gik med spansk, kajak roning, udflugt i junglen, safarier (baade dag og nat), solbadning, stjernekigning, fest og ikke mindst besoeg hos Warao indianderne! Vi forlod ”hotellet” meget tidligt om morgenen, for at vaere der tidligst muligt. Da vi ankom til indianerne, som ogsaa boede paa paele i vandet, spiste vi morgenmad, foer vi skulle rundt og besoege dem i deres overvands-landsby. Vi gik ned gennem landsbyens eneste gade (en laaaang bro med hytter paa begge sider), og koebte haandlavede ting og sager, lavet af palmer og trae. Vi laerte at lave vores egen smykker i palmetrae og proevede at kommunikere med de indfoedte. Det var rigtig svaert, fordi de kun snakker deres eget sprog, kun faa af dem kan en lille smule spansk. De bor saa langt uden for civilisationen, at de ikke engang vidste hvad, og hvor Europa laa. Nogle faa af dem havde vaeret i hovedstaden, Caracas. Til sidst, arrangerede vi baadtur paa floden, i deres haandskaarede kanoer. De fleste af dem der sejlede baaden var boern under 10 aar. Tidligere havde vi set en lille pige sejle rundt paa floden, hun var helt sikkert ikke mere en 2 aar, saa det passer, det der bliver sagt om dem; de laerer at padle foer de kan gaa – utroligt! Vi delte gaver ud til boernene, de var henrykte over bare en lille karamel eller en haarelastik. Det viser bare, hvor primitivt de egentlig lever, og hvor meget saa lille en ting kan betyde for dem. Det var en fantastisk oplevelse! Vi tog igen hjem og sov paa ”hotellet”, foer vi skulle videre dagen efter.
Hjem mod campen i Playa endnu en gang. Paa grund af problemer med en af bilerne, endte det med, at vi foerst kom hjem ved 9-tiden. Desvaerre, for det var vores sidste dag sammen hele gruppen, og samme aften skulle vi holde afskedsfest. Maden stod klar da vi kom hjem, men inden vi kom i gang med festen og den underholdning vi havde arrangeret, blev klokken 11. Men det var en rigtig god fest, vi festede, til cirka halvdelen af gruppen (mig og 9 andre), skulle afsted mod vores sidste uge i Venezuela; ISLA MARGARITA! De andre skulle rejse hjem i mellemtiden, mens vi var der. Vi tog fra Playa tidligt og tog en faerge fra Puerto la Cruz mod Isla Margarita. Vi var selvfoelgelig stadig fulde, og derfor blev det urtolig foelelsesladet at skulle sige farvel, selvom vi alle ses i Danmark igen, naar vi kommer hjem.
Tiden paa Isla var 4 dage i Paradis; uendelig lang, hvid sandstrand, med fuldstaendig klart, turkis vand, palmer paa stranden, fri bar og massage, hotellet lige ned til stranden. Her var der tid til luksus, shopping, ren afslapning og selvfoelgelig ogsaa byture og baal paa stranden.
Fantastisk afslutning paa en fantastisk rejse!
Dette var alt fra mit livs eventyr – for denne gang.
(BONUSINFO)
Nigua er en lille orm, der lever i mudder og graes. Den kommer frem i fugtigt vejr. Hvis man gaar paa bare taeer, kan man vaere uheldig at faa denne orm ind i sig. Den ”angriber” oftest i foedder og haender, mest normalt er ved neglene, da det er lettest at finde vej ind under huden. Ormen gnaver sig ind i huden, laver et hul og her laegger den aeg, foer den gnaver sig videre ind, gnaver et nyt hul og laegger flere aeg, samtidig med at de allerede lagte aeg udklaekkes og flere niguas bliver til. Den formerer sig over flere uger og den er rigtig svaer at faa ud igen. Den kan fjernes med en naal, eller hvis den er godt i gang med formeringen, kan den kun behandles med antibiotika.
Man ved at man er ”angrebet”, hvis man har en lille sort prik i huden (den sorte prik er hovedet) og rundt om, er der gult/hvidt. Hvis man trykker paa stedet er det oemt. Ormen er kun farlig, hvis den faar lov at formere sig.
Puri puris er smaa fluer, som er alle steder, hvor der er fugtigt og varmt. Det er en lille flue, som bidder og efterlader et haevet roedt omraade, som kloer ufatteligt meget! Hvis man kloer hul, kommer der betaendelse i og vaeske kommer ud. Hvis man ikke kloer i det, kloer det alligevel. Puri puris er mange steder og er svaere at bekaempe. Almindelig myggespray hjaelper ikke, men man kan smoere sig med noget creme, der hjaelper en smule, men hvis der er mange, angriber de alligevel. Puri puris er nogle smaa agressive vaesener, og de kan bidde gennem toej, saa ikke engang lange bukser og lange aermer hjaelper, desvaerre. (En dag talte vi puri puri stik, rekorden var 372 stik!)
- comments