Vi besluttede os for at tage en natbus til kitale (byen tættest på bjerget), på den måde ville vi være fremme kl 5 så vi kunne nå at spise en god morgenmad og så være tidligt ved parkindgangen og klar til at gå. Vi fik dog ikke sovet ret meget i den bus, men tilgengæld fik vi lov at blive i bussen til kl 7 hvor det bliver lyst. Efter en solid morgenmad til alle tre for 120ksh svarende til 9kr, begyndte vi turen mod bjerget - vi ankom ved parkindgangen ca. kl 9 og der går det op for os at vi ikke har taget skide mange penge med… efter at have betalt indgang (som er ret dyrt for turister) for 3 dage, har vi tilsammen 120kr tilbage. Rangeren i indgangen fortæller os at der er 42km den ene vej og 48km den anden vej til toppen… Det havde vi ikke lige regnet med, åbenbart er det smart at blive kørt derhen, men det kræver lidt at man har penge.. det er vidst også meget smart at hyre en guide, men æh ja, det kræver vidst også at man betaler ham.. så kommer ideen; kort, kompas og 8 timers gang pr. dag - det skal vi da nok klare, der er jo skilte hele vejen.. så vi begiver os afsted med højt humør, tunge tasker og lækkert vejr. Første stop er en lavatunnel som bøflerne og elefanterne kommer og slikker salt af om natten. Det var en lille omvej som medførte ekstra 6 km, men det var flot! Vi spiste frokost der og var så klar til de næste mange timer opad. Det begynder så småt at regne men det slår ikke humøret ud endnu, regnvejr er vel noget man er van til som dansker ;) På vejen er der spor fra forskellige store katte og i træerne sidder colobus aberne og brøler. Ved en 4-tiden kommmer vi til det første skilt efter grotten (!) Her opdager vi med gru at vi kun har gået de første 16km, der er stadig 3 timer til det bliver mørkt så vi beslutter os for hurtigt at finde noget vand og så begive os videre fremad. Skiltet angiver at der er 300m til lejren der er ikke nogen pil på skiltet, men det studser vi ikke over for ifølge kortet er lejren til højre og den ene side af skiltet peger mod højre så vi begiver os med god fart ned af den stejle bakke der angiveligt vis skulle føre os hen til noget vand.. vi går og vi går og jeg som er ret træt og tørstig går bagerst og brokker mig over at de 300m da må være i lige linje - det kan jo ikke tage 45min at gå 300m - nedad bakke! Og hvorfor vælger man i det hele taget at lægge en camp nedadbakke - nu har vi jo lige brugt de sidste 6 timer på at gå opad! Symon prøver at mildne mig lidt ved at forklare at det nogle gange er sådan det hænger sammen med vandforsyningen. Efter at have brokket mig nok over skiltningen går det op for mig at det jo også kunne være os der var gået forkert… men der var ikke andre veje at se.. vi sendte Symon afsted uden rygsæk for at tjekke om campen lå et par km længere fremme, men han kom tilbage uden at have fundet sporet af den. Suk. Op igen.. da vi endelig kommer tilbage til skiltet ser vi at det nok engang har peget til venstre.. og ca. 300m længere fremme er der sørme et super lækkert camp område! Men kl har nærmet sig 18 og der er så kun 1 time til der er bælgmørkt. Vi beslutter at det er for risikabelt at gå videre og går i stedet i gang med at sætte telt op, finde brænde og lave mad. Der er et lille vandløb man kan hente vand fra - vi er ret tørstige og skynder os at fylde alle vores flasker - jeg har 1L tilbage fra dagens ration, hvilket jo så betyder at der er blevet drukket en liter for lidt, men rart var det idet det tager 2 timer før vores medbragte tabletter gør det nye vand drikbart. Arbejdsfordelingen er som sædvanligt, Symon laver bål, Anne laver mad og jeg ordner telt. Vi hygger længe omkring bålet mens vi tørrer støvler og spiser skumfiduser. Teltet er lidt klemt når vi skal sove der alle 3, men vi bliver bedre og bedre til det. Vi står tidligt op dagen efter for at nå at hente de km vi ikke fik gået dagen før. Vi bliver dog lidt forsinkede af en lille vandkrise - Symon er kommet til at hælde min reserveliter fra dagen før ud. Nogen har brug for kaffe om morgenen andre sætter pris på et lækkert koldt glas vand! Stakkels mand.. Morgenbitre Anja der ikke får tingene som hun vil ha det skal man altså holde sig et godt stykke fra! Nå men der er ikke andet for end at gå de første 2 timer uden vand, Anne er heldigvis lidt behjælpsom med en mundfugter i ny og næ og humøret bliver en del bedre… faktisk er det ret hyggeligt. Og underligt nok kommer humøret helt i top da det begynder at øs regne, vi er gennemblødte på få minutter (af en eller anden grund blev vi enige om at det ikke var nødvendigt med regnbukser..), men med lidt regnvejrssang og mudderpjasken går det raskt fremad. Efter 3 timer i silende regn er vi kolde og trætte og vi finder noget der kunne minde om ly under et fesent træ uden blade. Her får vi skiftet til tørt tøj OG regnbukser! Jeg tænker at det er et tidspunkt som dette jeg har medbragt min hemmelige humør pakke og hiver til stor begejstring hos de to øvrige i teamet, et par poser pulversuppe og håndvarmere op af tasken. Da vi har varmet os lidt er der en del mere overskud og turen fortsætter. Ved en 17 tiden når vi "endroad" (det tredje skilt på vores færd!) og et skilt med teksten "4km to peak trail" pegene opad. Sporet opad gik størstedelen af vejen i et vandløb men eftersom vores fødder havde været badet i vand siden morgenen havde det ikke meget betydning. Da vi nåede op til toppen af bakken havde vi efterhånden gået i mere end 8 timer og med knap en time til total mørke må vi opgive at nå til toppen den dag og begynde at lede efter et sted at slå lejr. Men alt i nærheden er enten sump eller klippe, og i øvrigt er der ikke et fladt sted så langt øjet rækker.. nå men energien er ikke til andet end at slå teltet op det første og det bedste sted. Vi er våde og kolde og det er den absolut sidste energi fra min side der bliver brugt til hurtigt at få teltet op så det bliver så lidt vådt som muligt. Alt i vores tasker er gennemblødt Anne er den eneste der har bare lidt overskud til at lave mad, så der bliver kokkereret tomatsuppe med pasta. Jeg ligger inde i teltet og prøver at få varmen, Symon er allerede faldet i søvn og jeg overvejer kraftigt at gøre det samme, men jeg er godt klar over at det ikke hjælper på noget at gå i seng uden noget til at fylde energidepoterne op så jeg kæmper med min ene kop suppe og overgiver mig så. Men det er en hård nat, vi er nød til at rykke op i hovedenden mange gange i løbet af natten, så søvnen blev ret begrænset. Næste morgen er der lidt mere energi, selvom hovedet stadig er ret tungt, alligevel får jeg tænkt nok til at knibe mig i huden på min hånd og kan konstatere at min dehydrering er slem, men der er intet vand i lejren. Anne er igen den friske og går til floden for at hente vand (delvist drevet af kaffetørsten ;) ). Da vi kommer ud af teltet skinner solen en smule igennem og vi udnytter straks situationen til at få tørret lidt af vores tøj. Der går dog ikke ret længe før tågen og derefter regnen kommer igen. Der er kun 24 timer til vi skal være ude af parken og vi er mindst 40km fra gaten, så vi beslutter os at den top også var meget flot nedefra, pakker tingene sammen og begynder den noget lettere tur nedad bakke. Vi beslutter os for at den korte vej hjem er den bedste løsning selvom den sikre løsning ville være at tage den vej vi kendte.. Men ifølge kortet skulle der ikke være nogen måde at gå gal på så vi prøver. Humøret er højt vi går meget hurtigere end forventet og ved 18 tiden har vi nået dagens 27 km. Denne gang er vi blevet klogere og leder omhyggeligt efter campsitet i alle retninger. Der er dog ikke noget der ligner et campsite.. Vejen som campen ligger ved ender i et loop, så på et eller andet tidspunkt må vi jo komme til den.. vi går og går og det begynder at blive mørkt, da vi næsten er nået tilbage til udgangspunktet fra loopet er vi nød til at slå lejr på det nærmeste græsstykke, da det nu er blevet helt mørkt. Vandmanglen presser sig på igen og vi sender Symon ud med en lygte for at se om enten campsitet eller floden er at finde i nærheden. Imens laver Anne og jeg mad. Symon kommer tilbage uden godt nyt. Men tanken om at vi nu er får timer fra gaten gør os alle i godt humør og med en god nats søvn på et knap så skrånende stykke skal nok gøre godt. Pga den knappe tid beslutter vi os for at stå tidligt op og vente med morgenmaden til første stop. Vi får hurtigt pakket sammen og hopper i de våde vandrestøvler. Vi skal bare lige finde den (ENESTE!) sti som fører os ned fra den klippe vi åbenbart har bevæget os ud på (og man tænker ahh, det var derfor vejen endte i et loop..). vi går i 3 timer efter kort og kompas, krydser vandfald og skov og da kommer vi ud til kløften - og der er kløft så langt øjet rækker.. pis, nu er der kun 2 timer til vi skal være ude af parken.. Vi finder et sted med signal og får ringet til rangerne i håb om at de kan hjælpe os med at finde vej, men de er ikke til meget hjælp (fra deres side tjener de en hel del mere hvis vi kommer for sent ud af parken) så der var ingen hjælp at hente før kl havde passeret 12. Vi gik tilbage mod loopet - det var en del lettere at forklare hvor vi var derfra, da vi endelig fandt frem til en der ville hjælpe os sendte han et helt redningshold ud efter os (det havde nu nok været fint med en vejangivelse, men fair nok), vi blev bedt om at vente der (i regnen!) og kl 16 kom der 6 mand travende for at hente os ned fra klippen og så kunne vi ellers blive kørt i rangernes bil de sidste par kilometer - flot! Vi fik talt os fra at skulle betale for en ekstra dag, det var trods alt dem der udskød hjælpen i 6 timer. Men en oplevelse det var det. Pga. forsinkelsen kunne vi ikke nå til kakamega som planlagt den dag, i stedet tog vi på hotel i kitale.. Det var tiltrængt med en rigtig (og tør) seng. Efter et lækkert måltid på en af byens restauranter kunne vi hvile vores trætte ben. Næste dag tog vi en tidlig matatu mod kakamega forrest for at nå at gå et par timer i skoven inden bussen hjem kl 20.00. fra matatu drop off stedet fik vi et lift af en ranger der var på vej mod parkindgangen. Der mødte vi en super flink ranger (som så også var meget opsat på at få en dansk kone..). Adskillige colobus aber hoppede rundt i træerne nær indgangen, lækkert syn mens vi ventede på at der kom en guide der kunne vise os rundt (vi syntes ikke lige at der var tid til at fare vild!). Guiden var dog ikke ret samarbejdsvillig, og det vi lærte mest om på turen var hvad vi kunne have set hvis vi var kommet på et andet tidspunkt. Jeg ville gerne have set slanger, men det kunne man kun hvis man gik en anden rute - jeg foreslår så at vi jo kunne ændre ruten, men nej det er for koldt nu til at der er slanger fremme.. nå men hvad er de mest almindelige dyr i har i skoven så? Hmm.. der er aber og egern og.. Eej ja jeg kunne så godt tænke mig at se flyveegern! Ja dem kan du godt se bare kig op i træerne.. vi går lidt videre.. hmm.. hvilke træer lever de i så? Intet klart svar.. lever de i den her del af skoven? Nej.. nej de lever i den del af skoven vi gik igennem først.. (argh!!).. Nå men hvad kan vi så se i den her del af skoven? Aber! Fedt hvilke nogle aber er der at se? Jaa altså vi har rødhalede aber, blå aber og colobus aber.. Men i kan ikke se dem nu, de er på jagt efter frugter længere inde i skoven.. SUK! Den sidste time af ruten ud var på landevejen, der måtte vi forklare ham at vi absolut ikke var taget hele vejen derud for at gå på landevejen! Efter lang diskussion endte det med vi kunne betale ham for en time ekstra og han så fulgte os hjem gennem skoven (det tog ham ikke længere tid at gå den vej skal lige siges..). halvvejs hjemme begyndte det at øsregne, jeg var den eneste af os (inkl guiden) der havde taget regnjakke med, jeg prøvede at bløde stemningen lidt op ved at snakke lidt om hvor fedt jeg syntes det var både at opleve regnskoven i solskin og i regnvejr! Svaret jeg fik var "ja man skal altid regne med at det kan begynde at regne - det er derfor det hedder en REGNSKOV jo!!" tænkte at det var en lidt underlig kommentar eftersom det var mig der stadig var tør, men opgav fortsatte min jagt efter aber. Da vi endelig så de rødhalede aber var Anne og guiden for langt fremme til at vi kunne signalere til dem at vi havde set dem så det var kun Symon og jeg der så dem. Resten af turen hjem gik let, vi bestilte en taxa fordi Anne havde glemt sine vandrestøvler i den matatu vi kørte i fra kitale (Så bliver man glad for at man har betalt Symon for at være med os på tur, han fik let arrangeret at de afleverede dem på en tankstation så vi kunne hente dem senere!). Efter at have hentet dem kørte vi til bussen og så var der ellers 7 timer til nairobi og efterfølgende 2 timer til karatina. Pga. vores tætte program (2 dage tilbage i lejligheden og 3 dage til afgang til mt. Kenya) måtte vi straks i gang med at vaske og pakke - trods den manglende søvn. Jeg tog et hurtigt smut op på hospitalet for at hente et brev fra hospitalschefen. Men argh når nu man alligevel var der kunne man jo lige snige sig med til en operation eller to.. Der sad en patient og ventede på at få fjernet to fedtknuder, mens resten af teamet var i gang med at fjerne skjoldbruskkirtlen på en dame.. - Og man siger vel ikke nej til lige at få lov at snitte lidt.. lækkert lige at få lov at lave en sidste operation :D