Profile
Blog
Photos
Videos
Grand Canyon, San Diego, Zoo
Så er det tid til endnu et blogindlæg efter vi har været lidt for dovne på det sidste. Og så har vi endda fundet internet i Mexico. Hvad er chancen for det?
Efter en afslappet dag i Las Vegas var vi klar på en ordentlig køretur. Så vi satte os ind i den fine Corolla og susede mod Zion National Park. Det var en rigtig flot naturpark med både bjerge, træer og vand. Noget af det følte man lidt man havde set før, men vi var da ude og vandre i en iskold å - lige indtil vandet gik til halsen, så vendte vi lige så stille om igen. Efter Zion smuttede vi til berømte Grand Canyon - en ganske god køretur på fire timer. Det var mørkt da vi kom frem, men de sidste tyve km inden vores station, så vi 98 hjorte stå en meter fra vejen og kigge på bilerne. Det var ret vildt! De chillede bare. Vi fandt et okay godt og dyrt hotel i Grand Canyon med den vildeste udsigt og besluttede os for at stå tidligt op og fange solopgangen fra et vista point. Da vi vågnede kl seks næste morgen var det noget tidligt, men det var det hele værd. Solen der langsomt og dovent kaster sine stråler ned på de rødorange sovende bjerge, mens man selv kan mærke varmen lige så langtsomt strømme til og omslutte en. Det var helt perfekt. Senere på dagen valgte vi at gå fire km ned mod dalen og fire km op igen på tom mave og en halv liter vand i 30 graders varme. Vi var tæt på hedeslag på vej op igen, så næste gang tænker vi os lidt bedre om!!
Det var så north rim af Grand Canyon, men der er åbenbart også en south rim, som man skal se. En femtimers køretur, og så er south rim der. Vi var bare tyve minutter for sent på den til solnedgang, så det var ikke de bedste billeder vi fik der. Men det var stadig flot. Dagen efter var vi igen ude på en alt for lang køretur - otte/ni timer. Den dag skete der ingenting - vi sov lidt uden for San Diego og gjorde klar til at rykke ind på OBI Hostel ved stranden i San Diego. Onsdag ankom vi så til OBI Hostel (Ocean Beach International Hostel), der lå et stenkast fra stranden og de bedste bølger nogensinde. San Diego er på størrelse med København, og det handler bare om surf det hele. Så vi blev hurtigt rigtig glade for SD. Anders blev klippet om eftermiddagen, vi legede i bølger, gik på lokalt marked, lavede lækker gryderet til aftensmad, tog til bonfire med de andre fra hostellet, hvor vi drak Jello shots og øl, men vi spillede fodbold i sandet. En rigtig hyggelig aften, der dog blev spoleret af politiet, der ikke synes vi burde drikke på stranden. Party poopers.
Dagen efter rykke vi på USA Hostels i San Diego, der ligger inde i Gaslamp Quarter - californiens Jomfruanegade. Her tog vi tre nætter til søndag og havde nogle rigtig gode dage med sjove mennesker.
Torsdag
Om torsdagen hvor vi også ankom tog vi i zoologisk have, der vistnok har vundet en pris som verdens bedste. Der var i hvert fald en masse underlige og spændende dyr, som vi fik meget sjov ud af. Fiskekatte, solbjørne, pumaer, løver, tigere, Cavendish´ Dik Dik, tapirer, anacondaer og alt mulig andet godt fra junglen, skoven, savannen, havet, luften osv.. På vej hjem fandt vi en rigtig flot flaske Captain Morgen rom, som man ikke kunne undgå at mixe med cola og is om aftenen. Stærkt.
Fredag
Fredag bankede gamle kaptajn Morgan os i hovedet, men vi grinede bare tilbage og så nogle film, spillede sambafodbold med hostellets personale(der fik præsidentprygl af fire oplagte danskere) og slentrede ned igennem Gaslamp Quarter og sugede godt med indtryk til os. En dejlig tømmermændsdag.
Lørdag
De store bølger fra tidligere trak rigtig hårdt i os, så lørdag formiddag kørte vi til Ocean Beach igen for at surfe på over 3 meter høje bølger. Vildt nice. Om eftermiddagen var det tid til den store Tijuana-tur, hvor man skal boltre sig i Coronaer og Tequila shots. Vores første møde med Mexico. Det er virkelig et mærkeligt sted, hvor alt bare virker som slum. Vi var lige ankommet til Tijuana, der har verdens grimmeste monument i form en kæmpe halvbue, der er spændt op med metalwires over det hele, så det ligner noget møg, før en rigtig god ramme begyndte at tage form: To ud af ti bogstaver lyser i neon i byens fineste hotel, et slapt orkester havde omringet en stakkels turistfamilies bil og nægtede at flytte sig før de fik penge og en stakkels gut kører uprovokeret ind i kantstenen, hvorefter han løber væk og lader cyklen ligge på jorden. Tijuana i en nøddeskal. Men når kolde Coronaer koster 2 dollars og all you can drunk Tequila koster 1 dollar, så kan man kun grine af det hele. Vi havde en superskæg aften i selskab med en ukrainer, en spanier, tre svenskere, en franskmand, to australiere og alle de lokale mexicanere, der slet ikke kunne lade os turister være i fred. Kl to gik trolleyen hjem til San Diego igen, og godt fordrukne smider vi os selv i seng.
Søndag
Søndag (i dag!), havde en skidt skidt starter. Vi skal være tjekket ud kl ti om morgenen, og vi har suget tequila hele natten. Ikke helt fair. Men vi fik da slæbt os ned i fællesrummet, hvor vi så film i nogle timer, inden vi slentrede hen til bilen for at muge ud og sige farvel til de københavnere. De kører til Los Angeles, mens vi tager til Ensenada i Mexico. På vejen over den mexicanske grænse så vi lige, at der var skudhuller i ruden på immigrationskontoret. Dejlig betryggende må man nok sige. Men mexicanerne er flinke, de snakker bare lige så meget engelsk som vi snakker spansk - stort set. Og det er nada! Lige nu sidder vi på hotel Ritz i Ensenada og slapper. Folk griner af os på gaden og tager billeder af os, men det er sgu meget sjovt det hele. Selvom vi føler os lidt som en flok sjove aber. I morgen tager vi længere sydpå, hvor langt har vi endnu ikke bestemt, men vi skal jo flyve til Costa Rica om ti dage, så vi har ikke alverdens tid.
Vi ses lige pludselig Danmark!
- comments