Profile
Blog
Photos
Videos
iHola!
Jeg beklager at der er gået noget tid siden sidste blog. Der er dog en god grund. Jeg har nemlig haft besøg af min søde kæreste, hvilket har betydet mindre tid foran computeren. Bare rolig, jeg vil ikke trætte jer med mit kærlighedsliv her, men jeg vil dog fortælle om nogle af de fantastiske oplevelser vi har haft. Selvom der har været så mange at det er svært at starte et sted. Her kommer et kort uddrag af de sidste par uger.
Vulkaner og hajer
For mig betød besøget også 'ferie', dvs. ingen engelskklasser. Det betød så igen at vi havde mulighed for at rejse rundt på de forskellige øer, eller som det hedder her Island Hopping. På den rejse fik vi besøgt Santa Cruz, Santiago, Bartolomé og Isabela. Alle meget forskellige øer og helt deres egen. Rejsen til de forskellige øer skete med båd. Og vi havde nogle fantastiske rejser. For eksempel kan nævnes rejsen fra Santa Cruz til Isabel hvor vi så et par albatrosser og flere delfiner. Og når man først ser den første delfin, så vil man ser flere!
På Santa Cruz oplevede vi en stor skildpadde farm, med kæmpe skildpadder, ca. 8000 af dem. De var gigantiske og et helt vidunderligt syn. Vi fik også lov til at prøve at kravle ind i et skjold fra en død skildpadde, det var jo næsten som at være på et kollegieværelse i København. Vi var også ude og gå i en lava tunnel. En stor en af slagsen. 4-5 meter bred og 8-9 meter til loftet. Det var en underlig og spøjs fornemmelse at gå dernede, men også smukt, og en kende mudret, da tunnelen var kollapset et sted, så vi måtte kravle. Så tog på en havnerundfart hvilket betød snorkling med muligvis den største havskildpadde jeg har set til dato, og en tur til 'Las Grietas' som er nogle formationer der er skabt af vulkan udbrud for et sted mellem 500.000 og 1.300.000 millioner år siden. Her er vand, og man kan kravle op langs kanten og hoppe i fra alt fra 1 meter til 15 meter. Jeg kom vidst op på et sted mellem 5-7 meter, og så tog højdeskrækken og diverse skræmmer på fødderne over. Men det var vildt fedt. I nogle af disse tunneler var der også hajer, som kan hvile derinde når der er lavvande, og når der er højvande kan de så svømme ud igen.
På Santiago og Bartolomé oplevede 100 år gamle lava formationer, mange forskellige sten arter, pingviner(!!!), hajer og et helt fantastisk udsigts punkt på toppen af Bartolomé. Specielt pingvinerne er et sjovt syn. Galapagos er det nordligste sted i verden hvor de lever naturligt, de er dog meget tæt på at være ud rydnings truet, man regner med at der er omkring 900 individer tilbage på hele Galapagos. Jeg så et par pingviner da vi snorklede og et par hajer, det får ens hjerte til at banke hurtigere, selvom det kun er en lille haj på ca. 120 cm. Vi så også mange fugle på turen til disse øer, blandet andet Nazca boobier, red-billed tropicbird, bluefooded boobier, frigate birds og pelikaner.
På Isabela oplevede vi endnu flere hajer, pingviner, flamingoer og vulkaner. Isabela er en af de yngste øer her. Kun ca. 300.000 år gammel, hvilket er meget ungt geologisk (siger de hele tiden!). På Isabela bor kun ca. 3.000 beboer. Der sand på gaderne og der er ikke så mange turister (det er dog løgn) da det er en af de mest oversete øer. Og solnedgangene her skulle være et af de mest fantastiske syn. Vi havde desværre kun en solnedgang, da resten af dagene var en anelse overskyet. Men det var også et utroligt flot syn. Vores første dag tog vi på vandrings tur til vulkanerne Sierra Negra, Det Sorte Bjerg, og Volcan Chico, Vulkanen Dreng. Hvilket for det første var en fantastisk vandre tur. Men også nogle spændende historier. Volcan Chico blev dannet tilbage i 2005 under et udbrud på siden af Sierra Negra. Udbruddet fyldte krateret i Sierra Negra med sort AhAh-lava. Men skabte også nogle fantastiske formationer ned af siden. Da vi nåede ud til det sidste punkt på Volcan Chico var der en fantastisk udsigt ud over Isabela, som er den største ø. Desuden var der udsigt til øen Fernandina som er måske de yngste af alle øerne her. Desuden så vi på turen den fantastisk smukke Galapagos Falk. Vi havde smukt vejr, dvs. da vi kom til toppen sol og varm. Det betød dog at turen blev hård fysisk. Men vi klarede de i alt 16km og kom tilbage med højt humør. Til trods for en meget talende, syngende og mere talende guide.
Jeg har skrevet så meget og alligevel har jeg ikke engang nævnt halvdelen af de ting vi har oplevet, det må vente til når jeg kommer hjem igen.
Tilbage til San Cristobal
Efter et par dage rundt omkring var det nu skønt at komme tilbage til San Cristobal, som efterhånden er blevet et andet hjem for mig. Søløverne lever i massevis her, og man skulle tro at det var løgn, men de var faktisk savnet. Ifølge guidebøgerne er Isabela den mest oversete ø, men jeg synes nu San Cristobal burde have den plads. Her er fantastisk. Og jeg må opfordre alle der en dag kommer til Galapagos om at bruge et par dage på San Cristobal, det vil i ikke fortryde. Vi havde et par dage tilbage inden Cæcilie rejste hjem, her stod den blandt andet på snorkling ved Leon Dormido og La Loberia. Hvor vi så blandt andet et par hajer, virkelig mange havskildpadder og snorklede med en legesyg søløve. Snorkling bliver man aldrig træt af tror jeg. Ikke her i hvert tilfælde.
Nu er Cæcilie desværre taget hjem, så det betyder jeg skal have klaret de sidste 50 dage alene. Heldigvis er der masser af ting af tage sig til. Jeg har tidligere nævnt min dykning (eller har jeg?), jeg er nu i gang med at tage det steppet videre. Jeg er startet på kursuset Open Water Advance Diving som blandt andet indebærer Deep Diving på 30 meters dybde, Night Diving som siger sig selv, Wreck Diving ved et 95 år gammelt vrag. Desuden indebærer det Navigations dyk og Search and Retrieve, hvilket jeg allerede har klaret med bravour. Og min Dive Master har inviteret mig med ud til et dyk på Leon Dormido hvor man har mulighed for at se hammerhajer, HAMMERHAJER!!! Jeg glæder mig helt vildt meget til den tur, selvom det også er en smule skræmmende at tænke på at man kan stå ansigt til ansigt med en 4 meter lang hammerhaj på dens hjemmebane. Det er dog godt at vide at ingen turister er blevet spist af en hammerhaj. Endnu.
Jeg håber ikke at ordene har kvalt dig, og at du stadig læser med. Du skal vide at jeg har det godt, og fået flere fantastiske oplevelser end jeg nogensinde havde regnet med før jeg tog hjemmefra. Jeg er glad og besøget fra Cæcilie hjalp virkelig på humøret. Jeg glæder mig til at komme hjem og fortælle mere om min tur. Spørgsmål besvarer jeg gerne på mail [email protected] / [email protected] eller på facebook.
Best wishes Anders
- comments