Profile
Blog
Photos
Videos
Uden rigtigt at vide hvad vi gik ind til, stillede vi os ud foran hotellet den 23/2. Her blev vi hentet af en mand der tog os med i sin van. Canadierne er generelt venlige til at give et lift her og der, men det her var anderledes. Vi havde ikke bare stillet os i vejkantet og stukket tomlen i vejret. Det var en aftale vi havde lavet. (mærk hvordan spændingen stiger - I ved stadig ikke helt hvad det her handler om). Manden, tog os uden for byen, og drejede af et sted vi ikke kendte. Manden kørte op af bakker og drejede til venstre en gang før vi nåede til et afsides sted, hvor manden - som vi senere erfarede hed Mike Sosnowski (bid mærke i det) - stoppede bilen ved en lidt faldefærdig lagerbygning. Langs en samling træer stod otte snescootere linet op - vi var landet ved Snowmobile Prestige Tours hovedbase!
Vi gør nu et lille holdt i dramatiseringen, for at effektivisere efterretningsforløbet.
Rigtig gættet havde vi bestilt en tur på en snescooter, eller snowmobile, som de hedder her ovre. Rigtig nok som der står ovenfor, vidste vi ikke helt hvad vi gik ind til. Vi var ikke helt klar over om man selv fik lov til køre dem eller hvordan det lige hang sammen. Hvis det i så fald var tilfældet, havde vi bestilt at køre sammen på samme maskine. Det var tilfældet. Så det krævede lige lidt (læs meget lidt) instruktion at køre sådan en jernko. Det skyldtes at vi var blevet hentet et kvarter senere af vores chauffør, så de to britiske børnefamilier vi skulle køre med, allerede stod klar. Måske skulle vi også skyndes os ekstra meget fordi Hugh Grant's bror var i blandt forsamlingen - det var Anne-Mette i hvert fald overbevist om. Efter en prøvetur rundt om blokken, blev vi favoriseret og placeret på snescooteren foran den forreste guide, og her holdt vi os hele dagen, hvilket skulle vise sig at have fordele. Af sted vi kørte, i én lang slange af mennesker ridende på lave, larmende moderne landauer, der var vinterlandskabet overlegent. (dramatiseringen tog overhånd igen).
Vi startede på almindelige små veje hvor der alligevel aldrig kom biler pga. alt sneen, men efterhånden som vi kom længere væk fra basen og offentligheden begav vi os ind på de små ujævne stier mellem træerne. Første stop gjorde vi ved et par store træer der kunne blive op til 800 år gamle. Eller også var de mellem et eller andet og 800 år gamle. Hmm, eller også var de over 800 år gamle… I hvert fald rigtig gamle træer! Her var der en lille fotosession, hvorefter vi drønede videre gennem landskabet, op til en kæmpe hytte kaldet Island Lake Lodge. Den ligger langt væk fra alt anden civilisation, og man kan kun komme op til den på snowmobile eller i en snowcat (stort mobilt transportmiddel på larvefødder). Samtidig kan vi konstatere at de har et fuldstændig fænomenalt køkken - turen inkluderede nemlig gourmetmåltid med dessert af højeste klasse - første gang vi havde så lækker mad på turen.
Efter pausen kørte vi ud i lidt mere åbne og bakkede landskaber hvor der lå helt ny sne. Det var en noget større udfordring, men vi fulgte godt efter den forreste guide, og måtte gøre flere stop for at vente på de andre. Udover at vi kunne give den gas uden at skulle holde i kø bag de andre, var der endnu en fordel ved at køre forrest - vores guide kendte vejen og lavede små aftaler med os. Han havde snakkes om et sted hvor vi kom ind på en lang lige strækning efter et skarpt venstresving, og da det kom, havde vi rigtig nok masser af plads til at blæse af sted i flyvende fart.
Da vi kom hjem var vi helt høje over oplevelsen, og det er bestemt ikke noget vi glemmer lige med det samme.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Sleeping Bear Snowshoe lyder det farligt eller kedeligt? Ja altså vi så ingen sovende bjørne, men kedeligt var det bestemt heller ikke. Det var lørdag d. 26 februar - vi var tidligt oppe, fordi denne event startede allerede kl. 8:40! Vi blev hentet på hotellet af Lee-Anne Walker fra Fernie Nature Tours(FNT). Vi havde fået lusket os med på denne tur sammen med en anden gruppe, da man ellers skulle være minimum 4 for at komme af sted. Vi havde selvfølgelig googlet gruppens navn dagen inden, så vi var forberedte på hvilke mennesker vi skulle af sted med. Det viste sig dog at det ikke var en bank i Calgary med militæret i Calgary. Det fandt vi ud af i bilen og denne nye viden gjorde os selvfølgelig lidt mere nervøse/spændte. Det viste sig dog at det ikke var de hardcore elitesoldater, men kontor menneskerne + deres bedre halvdel og ét barn, så vi kunne sagtens følge med. Lidt tid efter og lidt længere oppe på bjerget blev vi sat af, da området hvor sneskos turen skulle finde sted (samme sted som snescooter turen altså Island Lake) er et fredet område, hvor der hverken kan eller må køre biler. Så den eneste måde at komme op til hotellet og selve området er via en snow cat - den fine store gule maskine på billederne;) Vi skulle køre i den i tyve minutter, men de gik meget stærkt. Vi skulle udfylde lidt papirer (hvor vi fraskrev os alle rettigheder til at sagsøge FNT for ulykker, bjørne eller hvad der nu ellers kan ske på sådan en tur) ellers blev vi præsenteret for de andre og sådan noget. Oppe ved hotellet fik vi udleveret vores snesko og så var det ellers bare derud af. Vi startede blidt ud med et rimelig jævnt stykke rundt om søen altså den sø, der ligger navn til området Island Lake. Vi så nogle utroligt flotte snemønstre eller hvad man skal kalde det i vandet. Det kan næsten ikke beskrives hverken her eller på billederne. Vi gik over broer, som var lavet af tyk sne - det var lidt nervepirrende - vandet så på ingen måde varmt ud! Da vi havde vænnet os til sneskoene begyndte turen ellers at gå opad. Det var ikke ekstremt hårdt, men vi fik da varmen og alle udluftnings lynlåse på jakker og bukser blev hurtigt åbnet. Undervejs på turen fik vi små historier om alt fra de indfødte til bjørne og laviner. Efter en lang zik zak rute op af bjerget, hvor vi vist kom til at kigge mest ned på sneskoene i stedet for naturen, var der varm kakao og hjemmebagte småkager. Ja, det skal lige siges, at hende damen, der ejede FNT var utroligt sød og nem at snakke med - en af de eneste canadiere, der ikke så ud til at have problemer med at forstå vores skole engelsk. Så I kan nok forstå, at hun hurtigt blev vores yngling person!
I militærgruppen var der især tre personer, der skilte sig ud. Det var den lille men meget energiske dame på 58, der hoppede rundt, væltede sne af alle træerne og derudover havde overskud til at hjælpe dem i gruppen der ikke helt kunne holde tempoet, så var der manden ukendt alder(vi vil ikke gå ud i en lang forklaring omkring det igen ligesom vi gjorde med de to mænd vi mødte i gondolen i Revelstoke, men ja han var nok faktisk nogenlunde på alder med dem, så til den af jer der ikke husker hvilken aldersgruppe vi snakker om nu, ja i må jo så gå tilbage og læse lidt bedre på lektien, for vi har simpelthen hverken tid eller lyst til at spilde tid på at skulle genopfriske den dovne læser! - just kidding). Har i også glemt hvad vi snakker om? Nå ja manden! Han havde et kamera og det var uden tvivl hans primære formål med turen - at tage billeder og ekstremt mange af dem! Men meget hyggelig mand og rigtig hurtig - han kunne at tage et billede af ja det ved vi ikke, men han var i hvert fald hurtig. Sidst men ikke mindst var der arrangøren af turen den unge kvinde i gruppen. Vi overhørte en samtale hvor hun fortalte om nær døds oplevelser i kajak og andre ekstremsport oplevelser hun havde haft og et utal af skader, men hun var utrolig og nøj hvor havde hun oplevet meget!
Tilbage på Island Lake Lodge fik vi for anden gang i denne uge fantastisk lækker mad, noget kylling til hovedret og chokolademouse af en art til dessert. Den dejligste mad vi nogensinde har smagt - bortset fra vores mødres og bedstemødres mad derhjemme (selvfølgelig). Anden halvdel af turen skulle vise sig at være lidt hårdere. Vi startede turen med at gå direkte op af en stejl bjergside op til den kilde, hvor vandet til hotellet kommer fra - alt skal jo være så pokkers naturligt herovre;). Bagefter gik vi op ad et lige så stejlt stykke - her stoppede vi op et kort øjeblik, for at kigge ned i det hul i sneen, hvor der højest sandsynligt så en bjørn og sov nede. Vi lærte at bjørne ikke går i hi, men bare sover tungt, det vil altså sige, at bjørnen godt kunne have været vågen, men vær' ikke bange vi var efterhånden blevet hurtige til at både løbe, gå og springe i snesko. Efter dette kom vi til det sjoveste på hele turen - nemlig turen ned af bjerget. Det forgik ved hop fra forskellige højder samt løb, gang og rullefald i dyb sne. Så sjovt. Hvis vi kan få langt filmene ind er de i hvert fald værd at se. Anne-Mette puttede f.eks. med et træ, men det udviklede sig til en slåskamp og lasse løb og sprang bare derud af og imponerede alle på turen. Vi kunne slet ikke få nok og alle besværliggjorde ruterne for at få lov at lande i den dybe sne. Nede ved vejen igen blev vi hentet af snowcat'en og derefter gik turen ellers bare hjemad, hvor en dejlig varm hot tub ventede på os.
- comments
Lone Hej med jer Super godt skrevet...........pil op. Ja Lasse jeg er slet ikke i tvivl om, du var den bedste til det hele..........og du er rigtig god til at skrive......smiler :-)) Mange kram Lonemor