Tirsdag d. 1/2-11 stod vi op kl. 8:00. Vi manglede lige at pakke det sidste, men vi ville helt sikkert være klar til at være ude af værelset kl. 11. Alt var gjort klar til afrejse, køleskabet tømt, skiene pakket og det eneste vi mangler er at købe billetten til bussen der kørte kl. 3 am til turen til Fernie(472 km.), der skulle tage lidt over 2 timer… Og her tager vi så lige en kort tænke pause (¯You are the sunshine of my life ¯That's why I'll always stay around¯ You are the apple of my eye¯ Forever you'll stay in my heart¯) … Ja, som den opmærksomme læser nok har bemærket så er der noget, der ikke helt stemmer overens. For det første så er 3:00 am om natten og ikke om eftermiddagen, som vi troede og for det andet skal man køre utroligt stærkt for at tilbagelægge 472 km. på 2 timer. Så det viste sig at vi skulle have været af sted kl. 3 natten til tirsdag og at turen tog 21 timer, hvor af vi i de 13 af dem skulle vente i Cranbrook, som ligger 1 time fra Fernie. Efter et par små skænderier fandt vi en løsning på det hele og tog en halv nat ekstra på SameSun. Så vi indlogerede os på et dorm (den billigste løsning), hvor hele vores oppakning fyldte alt den ledige gulvplads. På en eller anden måde havde de formået at presse tre køjesenge ind i et værelse, der ikke var større end det vi havde boet to mennesker på i en uge. Det var svært at være helt sig selv på et fællesværelse vi kun skulle være på i godt 12 timer, så vi besluttede os for at gå ned på stationen og købe vores billet til Cranbrook. På den måde brugte vi en time. 11 to go! Selvom vi var blevet rigtig glade for Revelstoke, ville vi helst bare af sted; det skete så kl. 02:45 da vores taxi kom. Endnu en lang rejse var påbegyndt, men vi var efterhånden så erfarne, at vi bare tog den på rutinen. Fire timer senere befinder vi os i byen Golden. Her havde et vi busskifte, men inden da skulle vi lige slå en time ihjel. Det eneste sted vi kunne opholde os, var i en meget steril diner med en overenergisk servitrice. Anne-Mette kunne simpelthen ikke snupp' hende. Irriterende nok var hun til sidst venlig og sige hvem vores chauffør var, og at der var et kvarter til bussen gik. Da vi kom ud holdt der kun en skrammelkasse af en gammel bus, så vi kiggede os lidt omkring for at finde et mere up-to-date køretøj, der ikke skulle trækkes op og skubbes i gang (og Anne-Mette ville simpelthen have sin gammel-bil-joke med, så her kommer den folkens): Da vi kom ud, så vi at det var verdens første bus som at det var som at der holdt der. Så vi kiggede os lidt omkring for at finde en bus der ikke skulle trækkes af heste.

Desværre måtte vi overleve de sidste fire i bumlebussen, som endte med at blive en meget hyggelig tur, i meget flot canadisk natur… og det var dagens rim. Da vi kom til Cranbrook hentede ejeren af hotellet, hvor vi bor os, så vi slap for at vente i 13 timer på den næste bus. Han hed Randy og var virkelig venlig og snaksaglig, så turen til Fernie gik stærkt. Da vi ankom til hotellet mødte vi hans kone, som viste sig at være lige så venlig. Glæden bredte sig da vi så vores værelse. Det gik langt ud over alle vores forventninger, så de efterfølgende dage brugte vi bl.a. på at finde noget negativt ved stedet. Nu er der gået næsten 4 dage og vi leder stadig. Klokken er ved at være mange og vi har en lang ski dag foran os i morgen, så anekdoter om de efterfølgende dage må i vente med til i morgen.