Profile
Blog
Photos
Videos
Som sædvanligt havde vi valgt den aller billigste bus til Puerto Maldonado, men der ventede os alligevel en behagelig overraskelse, for bussen var bedre end forventet, vi havde fået pladser helt foran på øverste etage og havde masser af plads til at sprede benene For at det ikke skulle være løgn, fik vi endda snacks i form af kiks, chokolade og juice, som vi næsten ikke turde tage imod, da vi jo ikke er vant til at få noget forærende.
Puerto Maldonado ligger på dørtærsklen til den Peruvianske regnskov, og da vi ankom blev vi mødt af en fugtig hede, og lige inden vi steg af bussen kom der et ordentligt tropisk regnskyl. Vi blev hentet af turselskabet og blev i en tuk-tuk (en slags scooter-taxi), hvor der kun lige var plads til os og alle vores ting, kørt til kontoret, hvor vi kunne pakke en lille taske med det allermest nødvendige til vores "skovtur". Til vores store rædsel blev kontoret hurtigt fyldt med familier med skrigende børn samt pensionister, og det var ikke lige den type mennesker vi havde håbet og regnet med at bruge fire dage ude i junglen med. Heldigvis skulle de kun på en heldagstur, så vi kunne ånde lettede op. Afsted kom vi mod Tambopata-reservatet, langs den gigantiske amazoniske flod Madre de Dios (Guds Moder), i en stor, aflang lancha, som godt nok var overdækket, men ikke beskyttede meget for regnen alligevel. Vi vidste godt, at vi ville komme i regntiden, og derfor kunne risikere en del regnskyl, men der var inden, der havde forberedt os på de vandmasser der mødte os - området oplevede de værste oversvømmelser i mange år, men det havde turselskabet selvfølgelig været så belejlige at holde for sig selv. Da vi efter halvanden time på floden ankom til det sted, hvor man normalt går i land, måtte vi skifte over til en mindre båd, der kunne manerere ind mellem træerne og frem til vores lodge - vandet nåede helt op til trapperne ved indgangen. Hovedbygningen var meget lys da alle vægge ud til skoven bestod af kæmpestore rammer med gennemsigtigt, fint myggenet, så man næsten følte at man sad mellen træerne. Værelserne var enkle, to senge overdækket med myggenet og et lille badeværelse. Samt en fælles veranda med hængekøjer. Vi fik lidt til til at hvile os inden frokost, alt imens silede regnen ned. Men lige som vi satte os for for at spise, brød solen frem og i selv samme øjeblik var det som om der var nogen, der tændte for lyden i skoven, da et helt orkester af dyrelyde brød frem. Udenfor kunne man se en kæmpemæssig rød macaw-papegøje kravle rundt. Den hed Pepe og var blevet redder fra det sorte marked. Den kunne sige både hola og hello, men bortset fra det, var den bestemt ikke særlig gæstfri, og kunne finde på at rive en en håret hvis man lå i hængekøjerne eller ligefrem prøve at bide en, hvis man kom for tæt på. Pepe havde også en kæreste, og ud over de to papegøjer boede der på lodgen også en lille sort edderkoppeabe, som man havde fundet og taget sig af, og som tit svingede sig mellem hængekøjerne eller stjal ens sko, hvis man lod den stå udenfor.
Efter frokost blev vi udstyret med at par gummistøvler taget ud på en jungle walk af en af guiderne på stedet. Det var en mudret affære, og desværre var alle de store dyr flygtet fra vandmasserne, men alle planterne var jo heldigvis blevet hvor de var, og dem kunne han også fortælle en masse om. Han viste os "den vandrende palme", som har givet inspiration til de vandrene træer i Ringenes Herre, fordi de står oven på deres rødder, som var de ben, og rent faktisk kan flytte sig, alt efter hvor der er lys. Vi lærte at undgå et træ, som havde lange pikke på en håndbredes længe, samt "straffe træet", et træ som levet i symbiose med nogle agressive myrer, der til gengæld for at bo i træet rydder alt vegetation i en meters omkreds og angriber alle planteædere eller andre, som kommer for tæt på træet. Som straf blev folk førhen bundet til sådan et træ i en passende tid. Vi opdagede hemmeligheden bag et træ, som luger stærkt af hvidløg, og hvis saft man kan bruge som myggebalsam, og hvordan en anden palmes genkendelige røde rødder er godt mod nyresygdomme. Vi observerede både myrerarterne bulletants og fireants, de første kæmpestore, få størrelse med et fingerled og de andre med et bid så kræftigt, at man får voldsomme smerter, som kan vare op til 24 timer! Desværre kunne vi ikke fjerne os særlig langt fra hytten, da vandet ellers hurtigt ville nå os til hoften, så andre dyr så vi ikke på den tur.
Efter aftensmaden tog samme guide os med på for at se caimaner, små krokodiller, efter nattens frembrud når de kommer frem for at jage. Fra båden lyste han rundt og prøvede at finde deres glimtende øjne i vandoverfalden. Når det lykkedes sejlede vi tæt på for at se den nærmere, og han prøvede at fange dem, så vi kunne se dem mens han holde dem. Vi så 3-4 stykker i alt, men de slap alle sammen væk før han kunne få fat i dem. Heldigvis måske, for den efterfølgende aften var han ude med en anden gruppe, og det lykkedes ham at fange to caimaner. Den første var rolig nok, og folk kunne få lov til at røre ved dens skind på ryggen. Men den anden var agrresig og rev i hoved løs, da en kvinde skulle røre ved den og bed sig fast i hendes hånd - og når caimaner bider sig fast løser de kæben, så man måtte skille dem af med kræfte før hun fikk sin hånd fri. Hun kom direkte på hospitalet i Puerto Maldonado og endte med sytten sting, men mistede på mirakulær vis hverken en finder eller sin førlighed i hånden, fik vi senere at vide. Det på trods af, at hun havde sagt, at hun havde kunne se knoglen! Situationen var ikke blevet håndteret så godt. Vores guider virkede i det hele taget ikke alt for professionelle og ret lige glade med vores tilfredhed, men heldigvis var elle de andre gæster virkedelig søde, og vi havde det fantastisk sammen, samtalen stod ikke stille ved middagsbordet og om aftenen spillede vi kort, så længe der var elektrisk lyd - generatoren kørte kun fra klokken seks til klokken halv ti.
Den efterfølgende dag blev vi taget med til en af de mindre sidefloder, hvor vi fik lov til at bruge tilden på at prøve at fange fisk i det halvmudrede vand. Vi blev udstyret med nogle primitive fiskestænger, satte noget kød på krogen og så var det ellers med at være tålmodige. Vandstanden var dog steget så meget, at længden på vores fiskesnore ikke var lang nok til at nå ned til bunden, og vi fik ingen bid. Til gengæld havde to fiskeentusiastiske franskmænd medbragt en rigtig fiskestang, og det lykkedes dem at fange en del fisk! De fangede tre catfish, som dog var ret små, og de måtte smide den ene ud. Catfish her i floden kan dog blive halvanden meter lange! En anden fisk de fangede og måtte smide overbords, var den meget berømte parasitfisk, som er kendt, fordi den kan finde på et svømme op i urinrøret på mænd, hvis de svømmer i floderne, da resterne af urin minder om det stof, som anden fisk udsender fra deres gæller, og det er her de normalt sætter sig fast - med modhager og det hele. Dette eksemplar var dog alt for stor til at kunne svømme op et så snævert sted, men på trods af dens størrelse smed vi den ud, da dens kød er uspiseligt.
Vores tur tilbage til lodgen foregik i kayak, hvilet hurtigt udviklede sig et et kapløb mellem alle sammen, som endte en en spændende og meget tæt slutspurt. Kort tid efter vores ankomst blev vi taget med op i træerne tæt på vores lodge, hvor der var både cannopy og ziplining i de høje kroner. Der var en fantastisk udsigt ud over floden og trækronerne, og man glemte næsten at det også var en smule farligt.
Vores sidste dag i junglen var også en af dem, jeg havde glæder mig mest til. Vi blev sejlet et stykke op af floden, hvor vi skulle ind i nationalparken, Lago Sandoval. For at komme ind til selve søen måtte vi gå i halvanden time iført gummistøvler på en lille sti, hvor mudderlaget var blevet så tykt, at det nåede op til langt over anklerne, og var så klæg, at man skulle bruge alle kræfter for at rive sig løs efter hvert skridt, hvilket resulterede i, at nogle faldt i pløret. Mudderet var dog ikke noget i forhold til den fugtige hede der var, de mange myg der agressivt overfaldt os eller de kæmpestore vabler vi fik af gummistøvlerne. Men endelig ankom vi til søbredden, hvor vi hoppede i en kano. Vi skulle igennem en smal kanal mellem træerne inden vi kom ud i det åbne. På alle sider af søen var der store høje, træer og et rigt dyreliv! Vi så både caimaner, flagremus, de smukkeste farvestrålende sommerfugle, røde brøleaber og en masse fugle, blandt andet en tucan i flyvende flugt og blå macaw-papegøjer samt en "urfugl", som er den tætteste slægtning til dinosaurfuglen archaeopteryx - ungerne har stadig klør for enden af vingerne, så de kan kravle op i reden, skulle de falde ud, eller flygte fra rovdyr. På land så vi både hære af myrer, slanger (en lille grøn og en kæmpe stor brun en af slagsen), og en helt masse sommerfugle og insektet, men det tætteste vi kom på et stort dyr var desværre kun fodaftryk i mudderet fra den store tapir.
Vi var noget svedige, sulte, solbrændte og trætte da vi endelig kom tilbage til vores lodge, og selvom det havde været nogle fantastiske dage i junglen, glædede vi os nu alligevel til at komme tilbage til cilivisationen. Aftenen gik med kortspil indtil lyset gik, og dagen efter blev vi sejlet tilbage til Puerto Maldonado, hvor vi skulle tilbringe nogle timer inden vores bus til Puno gik. Her prøvede vi at få en smule kompensation for de oversvømmelser, de havde fortiet for os, da vi købte turen, og den endte med at blive meget, meget lille. Vi brugte den dog alligevel, på en lækker middag inden vi skulle med bussen sammen med den hollandske Mandy, som også havde været med os ude i junglen. Lige inden vi skulle tage bussen kom den amerikanske Eden også til byen fra vores lodge og vi besluttede at tage af sted alle fire til Puno.
Ved et rent tilfælde faldt vores besøg i Puno sammen med det årlige karneval La Virgen de Candelaria, som er sydamerikas tredje største karneval! Det siger jo sig selv, at priserne på overnatning er skyhøje i sådan en tid, og selvom vi havde bestilt et hostel på forhånd, ankom vi til hostelet og fik at vide, at priserne var steget siden vi havde betilt værelset - det på trods af, at vi havde fået bekræftelse. Efter at have skændes med ejeren noget tid, gik vi ud for at finde et andet sted. Det var næsten umuligt, for alt var enten fuldt optaget eller meget, meget dyrt. Efter flere timers søgen, fandt vi endelig et hotel, det havde rimelige priser, og her valgte vi at blive. Der var et mylder i gaderne, folk kom langvejsfra for enten at deltage i paraden, feste i gaderne, prøve at sælge diverse souvenirs eller mad til de besøgende. Man kunne købe alt fra regnslag til salteñas (små brød fyldt med kartofler og kød) Selvom selve paraden ikke var begyndt endnu, var der liv og glade dage. De forskellige orkestrer (i alt omkring 200), spillede i gaderne i lange rækker, og dansede mens de bevægede sig fremad. De kunne blive ved i flere timer, og når de blev trætte, var der nogen til at overtage deres plads. De blev ved hele natten, og det på trods af et kæmpe uvejr med lyn, torden og hagl som varede det meste f aftenen.
Men karnevalet var egentlig ikke den egentlige grundt til at at vi var kommet til Puno. Byen er kendt for de flydende øer Uros, som ligger i søen Titikaka, verdens højeste beliggende sø og den største i Sydamerika. Vi tog derfor ned til havnen og tog en båd ud til Uros. Øerne er i virkeligheden små samfund, hvor familier levet sammen, og er bygget op af de strå, som gror i søen. Den første ø vi besøgte var hjem for fire familier, og havde taget et år at bygge. Man starter med at skærer store kvadrater ud af stråenes rodnet, og binde dem sammen til en kæmpe flyder. Herefter fylder man op med strå indtil øen er tyk nok til at kunne bære vægten af dens nye beboere. Man må hele tiden putte nye strå oven på de gamle, og på den måde bliver øen tykkere og tykkere - de ældste når endda søbunden! Dem, der stadig flyder frit, må tøjres med ankerer til de nærmeste sivbanker, for ikke at flyde væk fra resten af øerne. Alt dette fik vi fortalt på den første ø, vi besøgte. Der var ingen tvivl om, at folk her lever mest af turister. Hver familie på øen havde deres egen lille bod med souvenirs, og der var et mylder af udlændinge. Dog var det også meget sjovt at se, hvordan de havde opbygget deres hjem. Da vi steg af båden og ud på øen, kunne vi mærke, hvordan underlaget gav under, og kom der en bølge, bølgede øen med i dets bevægelser. Der var også en let sød lugt af forrådnelse fra strående. Om de virkelig boede på øen kan jeg stille spørgsmålstegn ved. Der var ikke mange genstande inde i deres boliger, som faktisk bare var et stort rum ude møbler, men de havde dog nogle solpaneler, som staten havde givet dem. Efter besøget på øen, tog vi over på "hovedøen", som bliver betragtet som en slags hovedstad, og er den eneste ø, der har en restaurant. Hver ø har dets egen borgmester og også et ansvar for at tage et vis antal turister hver dag. Turismen er hovedindtægten her, hvor det plejede at være fiskeri, og det ses tydeligt. Det var dejligt at komme væk derfra og de mange mennesker der, selvom der var et mindst lige så voldsomt mylder i Puno.
Den aften havde vi ingen storm, og vi valgte derfor at købe nogle øl og se, hvad der foregik ude på gaderne. Det var først dagen efter at paraden rigtig ville begynde, og at folk ville hoppe i deres dyre kostumer, men danserne var nu alligevel begyndt at danse ude på gaden sammen med musikerne, så vi gik ned for at se på det. Vi var alle lidt trætte og havde fået alt for meget sol (Helene havde endt med at få solstik, og var blevet hjemme). Sammen med tre australiere fra hotellet, Mandy og Eden besluttede vi at deltage i dansen, og hoppede ind mellem rækkerne. Vi var åbenbart ikke helt så gode til at danse som vi selv syntes, for efter noget tid, som der en mand hen til os og viste os, hvordan man rigtig skulle danse til rytmerne. Han var danselærer i folkedans, og der gik ikke lang tid før vi kunne følge med de andre i optoget. Det var så sjovt, at vi blev ved helt indtil danserne blev for trætte og gik hjem. De havde jo en stor dag foran sig!
Dagen efter skyndte vi os op til det lokale stadium for at købe billetter til den dansekonkurrence, der ville være der på dagen. Nu havde alle dansere og orkester trukket i deres fineste kostumer. De var alle utrolig farvestrålinde, kvinderne i store skørter, der hvirvlede omkring dem, mændene med klokker og skræmmende dæmonmasker. Det viste sig dog, at vi ikke kunne se noget som helst fra hvor vi sad i stadium, og ud over det bagte solen som aldrig før. Selv ikke faktor 50 var nok, og vi måtte sidde med jakke på, så vi var ved at koge over. De fleste andre havde været kloge nok, til at tage en paraply med. Vi forlod hurtigt stadium, for det var på gaden at man virkelig kunne se de flotte kostumer på tæt holdt. Dansere og musikere svedte, men gjorde deres bedste for at fremføre midt i varmen. Efterhånden som timerne skred frem blev de dog mere og mere berusede og det var svært for dem at holde takten. Overalt var det så svært at komme frem, fordi gaderne og fortorvene var så fuld af folk, men ikke desto mindre var det virkelig underholdene at se optoget.
Vi havde besluttet os for at tage videre selv samme da, for at undgå endnu en dyr overnatning. Vi skulle heldigvis ikke langt - blot krydse grænsen over til den Bolivianske by Copacabana, som også ligger ved Titikaka søen.
- comments
Else Jensen Spændende læsning, troede du havde glemt dansk. Du får oplevet noget . Knus