Profile
Blog
Photos
Videos
Máncora - et peruviansk kystparadis a la Montañita. Sådan havde vi fået beskrevet kystbyen inden vi ankom dertil. Vi have heldigvis ikke alt for store forventninger, for byen manglede meget af den charme, som ecuadorianske Montañita havde. Varmen her var meget mere tør, givet at byen lå i hvad jeg ville karakteriserer som et ørkenområdet. Det gjorde også at der ikke var nogen palmer eller træer, men i stedet en masse støv. Vi gik mellem høje mure af sten, ned mellem de smalle gader og ledte efter et hostel, ikke alt for tæt på stranden - jo tættere man kommer, jo dyrere bliver det, og Máncora er i forvejen et af de dyreste stedet af bo, især i sommerperioden. Her i Latinamerika har man en bestemt måde at bygge huse på. Det er ikke alle, som har penge til at bygge et helt hus fra grunden, og de bygger dem derfor tit i stadier. Når først murene og taget er på plads, kan de i princippet flytte ind, og så kommer resten efterhånden som de får pengene til det - et vindue hér, lidt vægmaling dér. Tit starter de med underetagen og starter ikke på første sal, før underetagen er helt klar. Derfor kan man i bybillederne se mange halv-færdige huse, og Máncora var ingen undtagelse. Det billigeste hostel vi kunne finde, tilbød os et værelse, som var under opbygning (de udvider hostelet efterhånden som de får råd, et par værelser ad gangen), og der var bare murstensvægge, hvor cementen raslede ud mellem revnerne, og vinduet var en trælåge. Men vi sagde ja tak, for hvad gør man ikke for at spare penge - desuden havde vi besluttet os for kun at blive en enkelt dag her. Byen lå i sammen prisgruppe som Montañita, men manglede helt klart noget sjæl, og stranden var faktisk meget, meget mindre - der var ikke meget at foretage sig her. Vi hævede penge og sad så med en kande juice i skyggen og betragtede strandgæsterne. Jeg var blevet endnu mere sløj siden Montañita (sikkert klimaforandringen fra de kolde, fugtige bjerge til de tørre, hede strande), og gik tidligt i seng - nattelivet i Máncora skulle ellers være værd at komme efter.
James fra Montañita, som stadig rejtse med os, havde overtalt os til at prøve at hitch hike ned ad kysten. Hvis vi skulle tage en bus, skulle vi alligevel vente hele dagen i Máncora, da vi skulle have en natbus, og vi besluttede os for, at vi lige så godt kunne prøve at se, om vi kunne komme lidt længere på egen hånd. Desuden var det nu vi skulle gøre det, for vi ville aldrig hitch hike os to tøser alene. Så vi gik ned til den største vej vi kunne finde, skrev "Vi skal sydpå" på et stykke pap, og skiftedes så til at stå ude i solen og vise tommelfingeren. De fleste billister grinede bare af os, og jeg begyndte at miste troen på, at nogen overhovedet ville samle os os - de fleste, som skulle sydpå, var jo familier på vej hjem fra en forlænget weekend, og de havde ikke plads i deres biler til tre backpackere og deres rygsække. En lille tuk-tuk taxa kom endda hen til os og stak og en pengeseddel på ti soles med ordene "Køb jer noget mad!" Så vi virkelig så fattige og fortabte ud?
Til sidst var der dog bid! En lastvognchauffør, som skulle transportere ris sydpå, samlede os op. Han var virkelig flink, og der var heldigvis meget plads i førehuset! Han kunne fortælle en masse om landskabet vi kom forbi - om olieudvindingen, og om hvordan folk var sure over, at de brændte gassen af. Om ørkenlandskabet vi kørte igennem og hvordan der engang havde været træer her, som kunne modstå klimaet - dem havde spanierne fældet da de kom til landet. Han snakkede og snakkede, om sit hus, at han egentlig havde en uddannelse, men tjente mere som lastvognchauffør, at han elskede når han skulle køre til nye steder, og at hans drøm var en dag at kunne blive pilot. Det virkede som om, han var glad for at få lidt selskab på vejen, som som han sagde havde han kun samlet os op, fordi vi så ud til at være gode mennesker.
Det var en lang køretur, hele dagen kørte vi, og til sidst ankom vi til byen Chiclayo klokken ti om aftenen. Her skulle han aflevere sin lastvogn og blev hentet af en taxa, som han sørgede for, satte os af ved busterminalen. Vi ville egentlig gerne have fortsat til byen Huaraz, og var lidt i tvivl om vi kunne komme der - man skulle nemlig skifte bus et sted på vejen. Vi blev dog forsikret om, at denne bus mod Lima (som også var den sidste bus den aften), stoppede hvor busserne mod Huaraz kørte, og vi endte med at tage med, selvom især Helene var skeptisk. Det viste sig at hun havde god grund. Vi blev ganske rigtig sat af et sted, hvor busserne til Huaraz kørte forbi, men det var en lille flække, og den lå flere timer syd end vi egentlig skulle have været. En dame stod god nok og solgte busbilletter til Huaraz, og da det var billigere end at tage en taxa, gjorde vi det, selvom hun sagde, vi skulle vente en time. Da der var gået en time, og bussen stadig ikke var kommet begyndte vi at brokke os. Hun blev ved med at sige, den ville komme om et øjeblik, men tiden gik. Da der var gået halvanden time i alt, spurgte jeg en dame hvor busserne stopper, om det er normalt at busserne er forsinkede. Hun kunne fortælle at de normalt først går klokken elleve og ikke klokken ti som vi havde fået at vide, da vi købte billetten - hun blev forarget over, at vi var blevet snydt, og det hele udviklede sig til et kæmpe kaos. Vi krævede pengene tilbage fra billet-damen, fordi hun havde snydt os bevidst, hun nægtede at give os dem, damen jeg havde snakket med blandende sig, og lige pludselig stod der mindst ti mennesker og råbte og skreg af hinanden, nogle holdt med os og andre med billet-damen. Det hele blev kun mere forvirrende af, at bussen alligevel kom i det øjeblik vi havde fået vores penge tilbage. Vi nåede dog at stikke damen halvdelen tilbage og hoppede så på bussen mens de andre stadig stod og skreg. Det var ikke svært at være lettede da vi endelig nåede frem til Huaraz.
Byen ligger oppe i bjerne omgivet af de snetoppede Cordillera Blanca,er et perfekt sted, hvis man er på udkig efter et område med masser af hiking muligheder. Vi fandt et relativt billigt hostel, og gik så ned i byen for at undersøge, hvilke ture man kunne komme på. Vil man ind i nationalparken her, kan det kun ske gennem et turselskab, da der ingen offentlig transport går, og mange steder er det endda ulovligt at komme ind uden en certificeret guide. Vi fandt meget hurtigt ud af, at vi gerne ville lave noget bjergbestigning, da vi opdagede at det var muligt at komme op på toppen af bjerget Vallenaraju på kun to dage! Det kræver dog nogle dages klimatissering til højderne her, så vi fandt nogle andre ting at lave de første par dage. Vi blev bl.a. kørt ud til gletsjeren Pastoruri, som ligger i lidt over 4000 meters højde. Fra hvor bussen satte os af, og op til gletsjeren skulle man gå i en times tid, hvilket var meget hårdere end forventet! Det var svært at lade være med at gispe efter vejret, og ud over den tynde luft, var kulden meget intenst - det begyndte at sne da vi nærmede os den store mur af is. Det var et flot syn, men vi havde begge set gletsjere meget større end denne før. Heldigvis så vi også andre ting på vejen derop. I denne nationalpark findes der en plante kaldet puya, som vokser her som det eneste sted i verden. De kan blive ti meter høje og omkring 100 år gamle! Det ligner lidt en kaktus, men op ad kaktusbusken skyder der sig et kæmpe "tårn" til vejrs, og på toppen kommer der en enkelt gullig blomst. Vi så også en mineralsk kilde, som var farvet af de mange mineraler. Men det vigtigste for os på turen var det faktum at vi kom op i højderne, så vores kroppe kunne vænne os til den tynde luft, og vi ikke risikerede at få højdesyge.
Vi ville gerne ud at gå lidt mere i landskabet, og tog derfor til en Laguna 69, en helt turkis sø oppe i bjergene, for foden af en gletsjer. For at komme derop skulle man dog gå i fire timer, igen en anstrengende gåtur, men denne gang var der mere at se på vejen. Vi kom forbi mange floder, smukke enge med græssende køer (vi fandt en død ko, der var omkommet mens den var ved at kælve - knapt så kønt et syn), og kom op i højderne, hvor der var udsigt ud over hele dalen. Vi var virkelig smadrede da vi endelige kom tilbage til Huaraz. Ikke nok med det, var begge vores sygdomme blevet værre, og vi gik og hostede og snottede og var faktisk lidt i tvivl om vi overhovedet ville være i stand til at bestige Vallenaraju. Dette var dog vores eneste chance, og vi købte derfor noget medicin på apoteket og fik derefter udleveret alt vores udstyr - liggeunderlag, soveposer, snebukser, jakker, harnisk (en slags sele man bruger til at binde hinanden sammen med et reb), "mixtos"-støvler og tilhørende snepigge, tykke handsker og en sneøkse.
Næste morgen blev vi hentet af vores guide i en taxa og kørt ud til nationalparken. Vejen derop var en af de mest elendige jeg endnu har set i Latinamerika, fyldt med store sten og det var næsten umuligt for taxaen at køre på den. Flere gange måtte vi stige ud, fordi der var en særlig stor sten eller hul, taxaen skulle forcere. Efter et par timer ankom vi endelig til det sted i Nationalparken, hvor vi skulle begynde vores opstigen. Så var det på med rygsækken med alt udstyret, ekstra varmt tøj, sovepose, mad osv. Det tog nogle timer at nå vores camp, og da vi endelig kom frem havde vores guide allerede slået vores telt op (han må være halv bjergged sådan som han sprang op ad bjerget). Allerede ved campen var vi nået 5000 meters højde! Vi havde kun lige fået vores ting ind i teltet før det begyndte at regne. Regnen gik hurtigt over i hagl og siden sne. Der var derfor ikke meget andet at gøre, end at få lavet mad og så krybe ned i soveposen, selvom det stadig var halvlyst udenfor. Men vi skulle også op før fanden fik sko på!
Klokken to om natten stod vi op, og tog vores sko og rygsække med vand og udstyr på. I løbet af natten havde det dog sneet en hel del, og vores guide kunne allerede inden vi begyndte at gå fortælle os, at vi med disse vejrkonditioner i hvert fald ikke ville nå toppen af Vallenaraju. Og det var også klart hvorfor. Vores første udfordring var at klatre op af nogle klipper. Det havde måske været nemt hvis det havde foregået i dagslys. Og hvis stenene havde været tørre. Og hvis vi ikke havde haft en tung rygsæk på samtidig. Men det var desværre ikke tilfældet. Mange stedet var der nærmest tale om lodrette stenvægge med kun få revner at træde og holde fast i, og mere end én gang var jeg ved at glide og falde og nåede lige at tænke: "Hvis jeg falder ned her, så er min rejse slut!", for der var flere meter ned og intet til at stoppe et fald. Det var lidt ligesom klatring, bare uden sikkerhedsreb.
Endelig kom vi til starten af isbræen, som begyndte brat med en over fire meter høj isvæg, vi skulle klatre op af efter at have iført os pigsko, harnisk og var blevet bundet sammen. Da vi endelig kom op, mærkede vi straks grunden til, hvorfor sneen betød at vi kunne nå toppen - den var så dyb at den nåede os til knæene eller midten af lårene, hvilket gjorde det ekstra besværligt og energikrævende at lave opstigningen. Normalt, når sneen er hård, kan man bare gå oven på den, og så tager det ikke lang tid. Vi fortsatte nu så langt som muligt. Det var enormt hårdt, for det var koldt, og luften var så tynd at vi kun kunne tage et par skridt af gangen før vi måtte stoppe og gispe efter vejret. Selvom vi havde været uheldige med sneen, var himlen skyfri under opstigningen, og månen skinnede ned. Ved solopgang kom solen, og pludselig kunne vi se hele landskabet omkring os. Vi fortsatte til klokken var syv om morgenen, og måtte så vende om. Selvom vi ikke var nået helt op til toppen, havde det alligevel været fantastisk og grænseoverskridende oplevelse! Solen var begyndt at smelte sneen, og selvom vi fulgte vores egne fodspor ned igen, var der begyndt at komme huller i sneen, og steder, hvor den før havde kunne bære os, gav den nu efter. To gange faldt jeg igennem sneen og kunne mærke hvordan mit ben hang og dinglede i ingenting, mens resten af mit krop var ude af revnen, oppe over sneen. Heldigvis kunne jeg hive mig selv op og rulle væk (og heldigvis var vi bundet sammen!). Helene faldt også igennem en enkelt gang, men sad fast så vores guide måtte grave hendes ben fri.
Da vi endelig kom tilbage til campen, havde vi lige tid til at spise frokost og drikke en kop varm te inden vi skulle pakke alting sammen og bevæge os nedad. Endnu engang var vores guide umenneskelig hurtig mens vi gik og gled i det mudrede smat, der var blevet skabt af de mængder af smeltevand, som flød ned af bjergsiden. Aldrig har jeg været så udmattet, kold, syg og ondt i kroppen. Det havde taget enorm fysisk og psykisk anstrengelse, men det havde også gjort et indtryk, og man kunne ikke lade være med at være tilfreds med sin egen indsats.
Vi blev en enkelt nat mere på vores hostel, og ville derefter tage en natbus videre til Lima den efterfølgende dag. Selvom vi havde en hel dag inden bussen gik, var det nu alligevel ret hårdt, for vi havde tjekket ud, og selvom vi gerne måtte være på hostelet, ville vi allerhelst kunne krybe ned under en varm dyne. Busturen var heller ikke den mest behagelige, og vi ankom til Lima allerede før seks om morgenen. Vi havde information om et hostel til kun 15 soles i et område af Lima kaldet Miraflores, og tog derfor derud. Vi måtte dog vente et par timer på at der var senge ledige, og det var desuden for tidligt at tage ind til centrum. Det var nogle meget spøjse gæster og ejere vi mødte på hostelet, men alle var rigtig søde og virkelig hjælpsomme når det kom til at forklare, hvordan vi skulle tage bussen, og hvad der var at se i Lima. Vi tog ind til Lima centrum, og havde egentlig ikke forventet det store - men vi blev positivt overraskede. Egentlig skulle byen være helt død, da det var en søndag, men vi var så heldige, at Lima havde deres årlige fejring af byen, og derfor var der fuld af mennesker og alle butikker var åbne! Vi så vagtskiftet ved regeringsbygningen, som foregik på hesteryg i et glamourøst show, som varede i en halv time. Solen var nu begyndt at stege, så vi forlod den store åbne plads med blomsterne og søgte tilflugt i kirken San Fransisco, som også er et kloster. Her fik vi en rundvisning i den imponerende bygning, som lignede mere et slot end et kloster, med masser af dyr kunst og udsmykning. Klosteret har bl.a. hvad der bliver betragtet som Latinamerikas andet vigtigste bibliotek, i flere etager fyldt med gamle, støvede bøger. Men det allermest interessante ved kirken, og grunden til at vi ville derind til at starte med, var kirkens katakomber, som var fyldt med menneskeknogler. Det var på et tidspunkt byens offentlige kirkegård, og arkæologer har fastlagt (efter at have talt en masse knogler), at der ligger over 70.000 personer begravet der! Det var lidt makabert men også interessant at se de mange lårknogler og kranier dernede. Nogle havde arkæologerne lagt op på rad og rækker eller i mønstre, andre steder lå de stadig i bunker. Vi måtte desværre ikke tage billeder nogen som helst stedet i kirken, klosteret og katakomberne, så i må selv forestille jer den uhyggelige stemning og smukke udsmykning.
I Lima ligger der også et museum for inkvisitionen, som er gratis, så her skulle vi selvfølgelig ind! Det var et ret lille museum, men det fik da understreget, hvor forfærdeligt folk var blevet behandlet. Ikke rart at tænke på! Herefter kunne vi passende udforske China Town, som var ret lille men til gengæld kaotisk og med massevis af mennesker og sælgere. Resten af tiden brugte vi på Limas gågader, med kolonialhusene, de gamle kirker og farvestrålende pladser. Vi kunne begge to virkelig godt lide Lima, på trods af, at vi havde hørt mange blandede ting om byen. Vi tog derfor trætte men tilfredse hjem og købte ind til et ordentligt aftensmåltid!
Vi måtte selvfølgelig også udforske Miraflores, bydelen vi boede i. Det er den del af byen, som ligger ud til kysten og de populære surferstrande. Det er her man finder aller de hippe butikker og fancy restauranter, alle de nybyggede luksuslejligheder og den rene, pæne promenade. Det var ikke fordi der var noget specielt at se her, men vi indåndende havluften og alle indtrykkende. Her var smarte damer, som gik tur med deres små hunde, unge fyre med deres skateboard, vildfarende turister, surfere med langt hår og solbrune ansigter, forretningsmænd, som svedte i deres jakkesæt i solen, og børnefamilier på tur til lejepladserne. Selvom området helt klart er et sted for dem, der har råd, følte man sig ikke uvelkommen, og gik i stedet om en lille lejlighed men en lille terrasse med udsigt over havet. Selv samme eftermiddag tog vi en bus fra Lima til byen Ica,som især er kendt for dets mange vingårde, og her kunne vi se frem til et par dage i oasen Huacachina, lige uden for Ica.
- comments