Profile
Blog
Photos
Videos
Vores tur til San Cristóbal de las Casas skulle ske med et skift i Pochutla, en lille flække, som der ikke var noget værd at se i. Her ankom vi to timer før vores bus gik klokken ti. Her viste der sig dog at være et problem, for den booking-kode Bamba havde sendt os, var forkert, og de kunne derfor ikke finde os i systemet i Pochutla! En sød dame på stationen tilbød os at vi kunne ringe til Bamba fra hendes telefon, men Bamba blev ved med at påstå, at bookingen skulle være i orden. Det endte med at vi fem minutter før bussen afgik måtte beslutte os for selv at betale for turen, for ikke at strande i byen sent om aftenen! Det endte dog med, at vi kom frem i god behold, og at Bamaba indrømmede deres fejl og refunderede pengene.
Vi ankom så tidligt til San Cristóbal, at der kun lige var nogen vågen på vores hostel da vi ankom. Endnu engang blev vi overvældet af hostelet! Det var et rigtig hippie-hostel, hvor langt de fleste af boboerne - i hvert fald dem, der havde boet der i længere tid - dyrkede rastakulturen, havde dreadlocks og bar de karekteristiske uldne trøjer i mange farver. Væggene i fællesrummet var dækket af to store malerier - den ene en hindugud omringer af mærkelig symboler, den anden moder jod og alle hendes børn - og over udgangen til gården var månens faser malet, noget som kun fik ens øjne til at glide hen til trappen, hvor en kæmpe indisk tiger sneg sig op ad væggen. Stedet var dog lidt snavset, men folk rigtig søde! Vi tog på opdagelse i byen, så de to karekteristiske kirker, San Cristóbal og Guadalupe, som hver er placeret på deres egen lille bakketop. Selve San Cristóbal mindre by i en lille dal, men oppe i bjergnene så der var noget koldere end i Puerto Escondido, og alt for koldt til at have shorts på efter solnedgang! Stemningen i San Cristóbal er en fascinerende blanding af hippieer, som er kommer for at nyde den aflappede atmosfære og sælge deres hjemmelavede smykker på gaden, og gamle colonialbygninger i brostensbelagte gader, hyggelige cafeer og restauranter, samt en masse maya-folk i deres traditionelle, farcestrålende klæder! Der var en helt bestemt atmosfære i byen, som man ikke helt kan sætte en finger på, og vi nød derfor at købe en halv grillkylling med ris og tortillas, som vi spiste på en bænk, mens vi så folk gå forbi og forundredes os over mangfoldigheden. Pladsen var ligeledes et virvar af mennesker, sælgere, turister og folk som bare kom for at slappe af eller observerer andre mennesker. Vi skyndte os ned til markedet med artesenia, håndværk af træ og stof, som de lokale, mest af alt maya-folk, selv producerer. Staten Chiapas, hvor som byen tilhører, er den stat i Mexico med størst andel af oprindelige folk (mayaer), og de har holdt meget af deres traditionelle kultur og sprog ved lige. Markedet i San Cristóbal skulle være et af de billigste i Mexico! Det var svært at holde igen, men vi har jo forvejen næsten igen plads tilbage i vores rygsække. Jeg endte dog med at købe et tørklæde, som måske kunne redde mig fra endnu en nat med klaprende tænder ombord på en af Mexicos busser. Vi sørgede også for at gøre indkøb så vi havde til frokost og aftensmad de kommende dage, men endte også med at forkæle os selv med et restaurantbesøg i forbindelse med Helenes fødselsdag - restauranten Plaza Realvar utrolig hyggelig og stemningsfuld, med træer som dækkede himlen så meget, at vi faktisk blev i tvivl om der var overdækket eller ej, stearinlys i grenene samt utrolig lækker mad! Endelig kunne vi få et ordentlig stykke kød og ikke leve af tacos endnu engang.
Fra San Crisobal de las Casas skulle vi endnu engang på en dagstur, som for en gangs skyld ikke gik ud til nogle ruiner. I stedet skulle vi besøge el Cañon de Sumedero, en nationalpark og kløft, en times kørsel fra selve byen. Vi skulle med en båd sejle igennem kløften - en tur på lidt over 80 km. Den var virkelig imponerende! Det højeste sted strækte klippesiderne sig op i over 1000 meters højde, og det dybeste sted i floden var omkring 200 meter dybt! Overalt var der masser af dyreliv - gribbe, pelikaner, krokodiller (vi så nogle stykker!), smukke sommerfugle, fiskehejrer og ænder. Desværre var der også tydelige spor efter mennesker. Kløften er selvfølgelig et beskyttet område, men der er mange floder, som munder ud i den, som ikke er beskyttede og derfor ret forurenede. Og fordi der var regntid havde floderne ført ekstrameget skrald og skidt med sig. I Hver en lille bugt i floden var overfladen derfor spækket med skrald og i særdeleshed med plastikflasker. I hold på 3-4 både sejlede rundt og prøvede at samle skrald og flasker sammen, men når man så på mængden virkede det som om uoverskuelig opgave de var kommer på. Det er trist at tænke på, at et så smukt et sted kan blive ødelagt at mennesker på den måde..
Tilbage på hostelet i San Cristóbal havde en af rasta-fyrene inviteret os til at lave aftensmad sammen, så vi købte ind og lavede en lækker pastaret med grøntsager (en kæmpe) portion, som han insisterede på, at vi skulle have vin til. Det var hyggeligt at snakke med alle de andre, der boede på hostelet, og ligesom i Puerto Escondido, var de meget forundret over, at vi allerede skulle videre. Hvorend vi har været, har folk altid tilbragt langt flere dage end os selv, og vi har også følt at vi havde lidt travlt. Sådan er det desværre når man har en stram tidsplan, og selvom vi ikke har meget tid i hver by, føler vi altid, at det er tid til at komme videre - man kan altid bruge en dag, to dage eller en uge mere hvert sted, men vi vil heller ikke spilde alt for meget af vores tid. Mange af dem, som er et par uger hvert sted, bruger nemlig de fleste dage på at lave absolut ingenting.
Vores næste dagstur med Bamba, var samtidig vores transport næste by, hvor vi skulle se nogle vandfald og ruiner, som lå på vejen fra San Cristóbal til byen Palenque. Vi skulle derfor afsted allerede kl. 5 om morgenen og var virkelig groggy da vi stod op. Køreturen foregik i en lille minibus af nogle af de mest snoede veje vi havde set til dato, og det medførte både køresyge og at vores ting glad rundt i hele bussen! Det første vandfald, Agua Azul ("Blåt Vand"). Var en samling af flere vandfald i forskellige størrelser delt ud over et stort område. Det første, der slog os da vi steg af bussen var varmen! Men ikke sammen tørre varme som vi havde oplevet i Puerto Escondido - vi befandt os i et helt andet klima nu. Dette var en fugtig varme, som gjorde at man ikke var sikker på, om det var luftfugtigheden eller sveden, der gjorde vores tøj klamt, og samtidig fik min kameralinse og -skærm til at dugge så voldsomt at jeg skulle tørre dem af efter hvert billede! Vi fortsatte herfra til vandfaldet Misol-Ha, som var 35 meter højt. Det var flot, men der skal nu en smule mere for at imponere os - især Helene som både har set Victoria Falls i Zambia og Niagara Falls i Canada.
Det vi virkelig havde set frem til på turen, var Palenque ruinerne et stykke ude i skoven fra selve Palenque by. Ruinerne var nogle af de største vi hidtil havde set! Hundrede ruiner fordelt over 15 kvadratkilometer mødte os ude i skoven! Og dette var en regnskov, hvor myggene sværmede og fugtigheden var mere eller mindre ulidelig. Kun en del af ruinerne er blevet udgravet, og resten kunne man kun lige skimte i den tætte skov. Stemningen blev dog lige ødelagt af de mange turister og de små, nydelige grusstige, der var blevet anlagt mellem bygningerne. Den mest imponerende bygning var Templo de las Inscripciones, som ud over at være den højeste bygning også var fyldt med hieroglyffer! Da spanierne kom til Centralamerika, sørgede de for at slå alle dem, der havde kendskab til det skrevne sprog ihjel, og ødelægge så meget af det, der var nedskrevet. Man kender idag derfor kun til betydningen af en brøkdel af hieroglyfferne, men har stadig været istand til at få en idé om, hvad meningen med dem har været - ofte beskriver de begivenheder i fortiden og samtiden (eller endda fremtiden) og nævner alle de vigtige personer, der har været involveret. Tit var personerne også illustreret. To af de personer, der gik igen i næsten alle billeder og beskrivelser, var kongen Pakal, en af de mest kendte maya-konger og hans søn Kan B'alam. Det er også dem, der har stået for opførelsen af de fleste bygninger, paladser og templer i Palenque-ruinerne. I Pakals grav fandt man hans skellet dækket af juveler og hans dødsmaske var belagt med jade-sten! Det var en fed oplevelse at se Palenque-ruinerne, og for at fuldende vores dag, valgte vi at blive sat af ved et hostel, El Jaguar lige uden for selve ruinerne, som var kendt for deres jungle-stemning! Det stod ned i lårtykke stråler da vi blev sat af minibussen, og selvom vi kun skulle gå få hunderede meter, nåede vi at blive fuldstændig gennemblødte! Vi slog os sammen med en spansk pige, der også havde været med på vores tur, om at få en lille hytte til tre personer. Den lå et lille stykke inde i skoven, forbi en lille å, men heldigvis ikke alt for langt fra selve receptionen. Hytten var virkelig primitiv, lavet af træplader med og med myggenet til alle sider i stedet for rigtige vinduer. Sengene var dog gode nok, vi havde en lille elektrisk pærer, der var små gardiner som man kunne trække for og endda et lille badeværelse med betongulv (som dog ikke havde noget belysning). Da der selvfølgelig ikke lå supermarkedet i nærheden (eller køkken for den sags skyld), spiste vi på hostelet, der havde en lille restaurant med overraskende god mad - og strømmen gik endda kun én gang! Vi kunne gå i seng til lyden af cikader (og summen af myg) og klokken fem vågende vi til lyden af saraguates (brølaber), der lyder som en mellemting mellem en løve og en snorkende person! Det skulle vise sig kun at være begyndelsen på vores regnskovs-eventyr!
Da vi virkelig, virkelig gerne ville længere ud i regnskoven og se to templer dér, Yaxchilan og Bonampak, havde vi bestilt en ekstra tur gennem Bamaba - det er umuligt at komme dertil til lands, og vi havde ikke kunne finde andre turselvskaber på nettet forinden da. Vi fandt dog hurtigt ud af, at de fleste andre turselskaber, bl.a. fra vores hostel, kunne give en bedre tur til kun halvt så mange penge! Vi fik dog derfor hurtigt aflyst turen med Bamba, da de havde været for langsomme til at den var bekræftet, og bookede med et andet selvskab.
Vi blev hentet klokken seks om morgenen, og det tog os det meste formiddagen af nå ud til ruinerne. Vejen derhen var for det meste af tiden blot en grusvej, så vi kunne kun køre en hvis hastighed og bumlede op og ned på vores sæder. På vejen stoppede vi ved en lille, lokal restaurant, der havde en kæmpe morgenmadsbuffet, hvilket både Helene og jeg fik udnyttet så meget som muligt - gratis mad er altid en fantastisk ting, når man rejser på et stramt budget.
Da vi endelig kunne forlade minibussen, manglede vi stadigvæk et godt stykke ud til selve ruinerne- men den kunne kun foregå til lands. Vi befandt os i en lille bitte landsby, og blev hurtigt gennet ned til floden, hvor lanchas (små langbåde med palmebladetage) kunne tage os op langs floden Rio Usumacinta. Turen tog et godt stykke tid, men var heldigvis spændende, fordi landskabet var så meget anderledes end noget vi førhen havde set. Pludselig kunne vi skimte nogle ruiner mellem træerne, og her blev i sat i land. Der var skilte, men ingen små, nydelige stier som vi før havde set det - det virkede som om vi gik a en tilfældig tilgroet sti i skoven. På stien kunne man se de mange små sten, som Mayaerne havde brugt til at anrette veje med, og der lå endda potteskår hvis man så efter! Overalt var det fugtigt og tilgroet med mos, hvilket gav det hele en dunkel stemning, og myggene sværmede om aldrig før. Vores guide tog os med til den første ruin, hvilken vi skulle igennem for at komme ind til resten af ruinerne! Han kaldte den for "labyrinten", for der var virkelig ikke andet en en gang igennem selve ruinen, lang og snoet og uden lys! Indenfor var der kæmpeedderkopper, flagermus og andet kravl og planterødder voksede ned langs de slimede vægge. Da vi endelig kom ud, blev vi mødt af en plads omgivet af mosbegroede bygninger. Selvom man har ryddet pladsen, sat nogle skilte op og med mange templerne prøvet at fjerne uønskede planter og sætte faldne sten tilbage hvor de kom fra, var dette sted alligevel langt mindre udgravet end nogle af de andre ruiner vi havde set. Mange templer var stadig fuldstændig dækker af jord og træer, og ligende bare små høje i landskabet. Man kunne ikke lade være med at føle sig som en opdagelsesrejsende, der lige havde fundet ruinerne i skoven. Og vores gruppe var helt alene! Bygningerne var virkelig flotte, men naturen omkring dem var mindst lige så spændene. Her var vådt og fugtigt overalt, og vi oplevede endda et par tropiske regnskyl mens vi var der - de vejede dog kun et øjeblik, så kom solen igen. Højt oppe i træerne kunne man skimte aber, og vi hørte også saraguates igen, denne gang meget tættere på! Utroligt at en så lille abe kan fremkalde en så voldsom et brøl. Vi fik også fornøjelsen af blive endt op af både myre og myg. Vi havde selvfølgelig glemt at tage myggespray på, og inden vi kunne låne noget af de andre i vores lille gruppe, nåede vi at få vores ben oversået med myggestik - jeg fik senere en allergisk reaktion, så hele mit ben og fod hævede op, så agressive er de! Myrene er heller ikke til at spøge med, de er overalt, lige fra de bittemå man næsten ikke kan se, til nogle så store som en fingernegl - og det gør virkelig ondt at blive bidt af dem. Man kan endda se deres spor i skovbunden, hvor de danner en helt lille ryttet sti når de går på række ud for at finde blade!
Efter Yaxchilan blev vi taget ad endnu en lang, hullet grusvej med til Bonampak-ruinerne - måske ikke når så imponerende bygninger, men disse ruiner er kendt for de murales (vægmalerier), der findes i det største tempel. Utroligt at farverne har holdt efter så mange hundrede år i den fugtighed! Disse ruiner virkede til at være blevet bedre udgravet af arkæologerne, og der var også flere mennesker. Vi blev efter Bonampak kørt hele den lange vej tilbage til Palenque by og sat af på busstationen - vi havde ikke tid at at blive ekstra for at få styr på tilegnet skidt og myggestik, for vi skulle direkte videre til Mérida, hvor vi skulle fejre el Día de los Muertos, de dødes dag!
- comments