Profile
Blog
Photos
Videos
Vi ankom til Mexico City om eftermiddagen, og det var med en smule nervøsitet, at vi bevægede ud af lufthavnen. Byen har 8 millioner indbyggere (over 20 hvis man tæller forstæderne med) og har ry for at være både meget luftforurenet og kaotisk. Vi havde derfor kun sat to dage af, selvom mange mener man kan blive en hel uge i byen. Det kom derfor som en overraskelse, at det var utrolig nemt at finde frem til vores hotel med metroen. Systemet gav logisk og godt afskiltet, stationerne havde ikke kun et navn, men også et tilhørende billede af noget, som knyttede sig til området stationen lå i, og alle linjerne, som var del op i forskellige farver, kørte hvert 5-10. minut. Vores Hotel lå i et område, der er kendt for at have mange restaurenter og barer, ved navn Roma. Det var en kort gåtur fra metrostationen til vores hostel, og der var masser af små madboder der solte alt fra tortas til tacos, hvilket vi fik benyttet os af inden vi tog ind til centrum. Det er både hurtigt, billigt og smager godt! Mange ville umiddelbart være bange for at købe mad fra gaden af frygt for at det skulle være uhygiejnisk, men faktisk er det en fordel at man kan se dem under hvilke forhold manden bliver tilberedt, hvordan de behandler den, og man ved præcis hvad man får. Det er ikke hvad man altid kan sige om mad, der lavet lavet i et eller andet baglokale eller køkken. Efter at have fået et par tacos tog vi videre ind til el Centro Histórico, som man kalder centrum i de fleste byer. Vi blev noget overrasket, da vi kom ind til centrum. Taget i betragtning af, hvor stor selve byen er, var det ikke særlig imponerende. Det er i denne bydel, at de fleste ældre bygninger står, men det er lige så meget en blanding af faldefærdige huse, hvor der vokser ukrudt (og sågar kaktusser) på alle fremspring, bittesmå butikker og uvedligeholdte kirker. Selvom det ikke var meget imponerende, var det alligevel utrolig stemningsfuldt. Der var på den store plads Zócalo (som de store pladser i stort set alle byer i México er kaldt) en kæmpe bogmesse, og der var gadesælgere overalt, som solgte små snacks, og overraskende mange folk der løb erinder på trods af, at det var en søndag. Vi fandt også ud af, at grunden til at mange af bygningerne er skæve og ligner noget, der er ved at falde fra hinanden, er fordi at Mexico City, helt tilbage til aztecer-tiden blev bygget på nogle øerne i en sø. Efterhånden som man udvidede byen, fyldte man søen ud og byggede byen ovenpåden. Men underlaget har aldrig været helt fast, og derfor "synker" mange dele af det centrale Mexico City nu - nogle steder har man forsøgt at sprøjte cement ind under fundamentet på bygningerne, men det er dyrt og besværligt.
Vi tog et kig på den store kirke ved pladsen, Metropolitiana, som var meget stor og virkelig flot udsmykket. Udenfor købte vi nogle små majskiks, som en kvinde sad og lavede på en lags hjemmelavet pande med levende lys under. Hun rullede hurtigt dejen, smed den på, og efter få minutter var de færdigbagte! Sådanne snacks er virkelig billige, og noget som man godt kan få hang til - hvilket måske er mindre godt for mavevidden. Vi følte, det var på tide at komme hjemad, og det lykkedes os at finde et supermarked tæt på vores hostel, hvor vi for meget, meget billige penge fik købt ind til både aftensmad og frokost, og fik lavet en lækker salat, som vi kunne spise på hostelets tagtaresse. Det gælder om at spare hvor man kan, og at sørge for sin egen mad hjælper en hel del.
Af en eller anden grund var morgenmad på det hostel vi boede på først kl. 9, så vi valgte at stå ekstra tidligt op, så vi kunne se litd af området omkring vores hostel - vi skulle jo videre til Oaxaca den efterfølgende dag. I gåafstand lå Mexico Citys kendte vareteg: Det store nationalmonoment El Angel de la Independencia, som forestiller en gylden engel på et pedistabel. Det var utrolig flot, men mindede mig på mange måder om noget jeg har set før i f.eks. Berlin. Fra statuen kunne vi gå til Mexico Citys berømte park Chapultepec, som ikke kun er kæmpe stor, men også har mange museer - bl.a. det kendte arkeologiske museum. Desværre kan man bruge flere dage på det imponerende museum, som skulle indeholde de aller største arkæologiske skatte fra især maya-kulturen, - og vi havde jo ikke tid til at bruge flere dage der. Vi fik dog også en skuffelse, da vi ankom til parken, for den er lukket mandage med undtagelse for cykelister, som en politimand stod og åbnede porten for - så vi måtte vende tilbage til vores hostel og kun have fået en enkelt glimpt af parken gennem porten. Tilbage på hotellet var morgenmaden klar - alle de tacos vi kunne spise! Det var en lidt spøjs morgenmad, men det mættede godt!
Vi skulle mødes inde i centrum med nogle en guide, der skulle tage os med ud til de store Azteker-ruiner uden for Mexico City, Teotihuacan. Helene og jeg havde nemlig bestemt os for at købe et buspas for hele Mellemamerika, som ovenikøbet har dagsture til de mest kendte ruiner eller naturvidundere indkluderet, med et selvskab kalder Bamba Experiences. Det eneste vi skal gøre er at skrive en mail til Bamba når vi vil have en tur eller en bus booket, og så sender de os al den information vi skal bruge. Efter vi havde købt og betalt passet, blev vi dog lidt i tvivl om, hvor smart det havde været. For da de sendte os nærmere indformation omkring deres ture, organiseret i samarbejde med lokale partnere, kunne vi se, at vi stort set alle steder skulle betale indgang til ruiner, parker osv. Ud over det, havde de været enormt sløve til at svare på vores mails inden vi ankom til Mexico! Så vi var spændte på at se, hvad vi ville få for vores penge (for passene havde ikke været helt billige!). Vi ankom til centrum et par timer før vi skulle mødes op med resten af gruppen, og vi udforskede derfor nogle af sidegaderne, vi ikke havde nået at se. Et sted fandt vi et torturmuseum, som vi da selvfølgelig skulle besøge! Det var virkelig markabert, men også spændende på den hårrejsende måde. Og efterfølgende var det endelig tid til at mødes foran et andet lille museum på en af hovedgaderne. Vi kom i god til, men efterhånden som tiden nærmede sig det aftalte tidpunkt og der ikke dukkede andre op, begyndte vi at blive nervøse. Da der var gået et kvarter efter vi oprindeig skulle have mødtes med både guide og de andre, som skulle med på turen, var vi lige ved at ringe til Bamba, da en ung fyr kom hen til os. Han skulle være hjælpeguide for os idag - ja, det viste sig at vi var de eneste der skulle med på turen - og den anden guide var på vej. To guider bare til os to! Det tengede godt, men vi blev hurtigt skuffede igen, da det viste sig at den inkluderede transport foregik med offentligt transport, som de bare betalte (nok omkring 10 kr. pr. person...), og ikke med en minibus som vi havde troet. Vi skulle også selv betale indgangen til ruinerne.
Da vi først kom ud til Teotihuacan, var jeg nu glad for, at vi havde fået guides med os. De havde en masse spændende ting at fortælle om ruinerne. Blandt andet fandt vi ud af, at der var flere lag af pyramider/templer, fordi mayaerne havde haft en cyklus på 52 år, hvor de begyndte på en ny cyklus, og derfor skulle bygge nye templer som et symbol på en ny begyndelse. Og det nemmeste var selvfølglig at bygge oven på de templer, som allerede eksisterede - på den måde blev de nye templer samtidigt endnu større! Man kunne få lov til at bestige de fleste af pyramiderne, hvilket var utrolig krævende eftersom de var så høje og trappetrinene så smalle og stejle - man måtte tage sig nogle pauser undervejs for at få vejret! På toppen var der dog en hel fantastisk udsigt! Der sad en pige på midten af pyramiden med fingeren stukket i en hul og den anden hånd fast om en sort sten. Mange tror at der udgår kosmisk energi fra lige netop det sted, og at man på sådan en måde kan opsamle energien i stenen. Vores guide grinede og fortalte at hullet var blevet lavet af arkæologerne da de skulle måle omkredsen af pyramidens top. Pyramiderne har, til forskel fra de ægyptiske pyramider, ikke nogle indre gange eller kamre (i hvert fald ikke disse aztekiske ved Teotihuacan). I stedet blev store ledere tit begravet ved foden af pyramiderne, som udelukkende blev brugt som templer til spirutuelle formål - der var konstrueret en mindre bygning af træ på toppen, som man kunne gå ind i. Bortset fra størrelserne, lignede de meget hinanden, og de havde ikke den store udsmykning. Kun en af templerne var dekoreret, blandt andet med "den fjerklædte slange", som går igen i Mayakulturen.
Efter besøget på ruinerne tog guiderne os med til den lille landsby, som ligger op ad ruinerne. Her fik vi en tur på i en lille lokal familieforetagende, som hugger figurer i sten og laver Pulque. Pulque er den ældste alkoholiske drik i mexico. Man laver den af agabe som er en katus, med flere spidse blade, der vokser ud ra toppen efterhånden som kaktussen bliver større. I midten af kaktussen sidder der en mørk, stor spids, som bliver kaldt hjertet af agaben. Hvis man fjerner hjertet opstår der et hulrum, hvor der hurtigt vil samle sig en masse væske - det er denne væske alene der bruges til at lave pulque, og en agabe kan producere op til 4 liter om dagen! Vi fik også lov til at smage den, den var lidt sur i det på en frik måde og meget skummende og fyldig. Noget man faktisk godt kunne få hang til! Desværre er det noget, som normalt kun bliver solgt frisklavet, så det er ikke lige til at få i supermarkedet. Manden som havde vist os hans lille pulqueproduktio viste og, hvad man ellers kunne bruge agabe til. Fjerner man det yderste lag af hjertet, som er en gennemsigtig og plastikagtig overflade, som kan bruges til papir! Kækker man spidsen af og hiver til kommer den af med en lang, stært plantestrimmel - man får både nål og sytråd på samme tid! Og flænser man "sytråden" en smule, så den bliver delt om i mindre strimler, kan man bruge dem til tandtråd. Det kom meget bag på os, at man kunne få alt det ud af en sølle kaktus! Vi endte med at købe to massagestene, da de ikke fylder alt for meget og sikkert vil gøre godt fore vores trætte backpacker-rygge!
Og vi var ikke færdige med kaktusser, for bagefter blev vi taget med til en anden lille lokal virksomhed, som også bruger kaktus i deres produktion. De bruger både blade og frugter til at lave alt fra kaktusmarmelade, tørret kaktusslik, kaktussirup, alkohol og mindst 30 andre produkter! Det var helt utroligt at se! Dette er også umuligt at købe i supermarkedet, da familien der laver det ikke vil bruge kemiske stoffer for at få det til at holde sig i længere tid.
Vi sluttede vores tur af med middag hos en lokal familie, der havde startet deres eget catering firma - men vi sad nu i køkkenet mens de diskede op med først den ene og så den anden ret. Vi fik supper, en gryderet med kylling og ris og, selvfølgelig , tacos! Tacos er egentlig et spøjs spise. I Danmark kender man tacos som de horde skaller, eller store tortillas man køber og fylder med kødsovn og salat. Det er en ret, vi kalder tacos. I Mexico er tacos mere et begreb. Tortillas er den vigtigste ingridiens i tacoen - alle andre ingridienser er op til en selv. I princippet kan man fylde spagethi i en tortilla og det ville stadig være en taco! Derfor har vi efterhånden også prøvet lidt at hvert når det kommer til tacofyld. Det mest almindelige at fylde i er dog ris, bønner og/eller kylling. Tortillaen er så vigtig i den mexicanske køkken, at du vil se tortillarias, en slags bager der kun laver tortillas, i hver en gade, og folk vil stå i kø omkring frokost for at hente deres tortillas! De færreste mexicanere kunne finde på at købe deres tortillas kolde i et supermarked - det skal helt være helt frisklavede! Man bruger tit også tortillas som tilbehør uden at fylde dem op med noget, ligesom man ville bruge almindeligt brød i Danmark. Og vi fik også gjort et stort indhug i tortillaerne dén aften! Så da vi ankom til vores hostel tilbage i Mexico City, var vi virkelig mætte! Jeg var lidt ambivalent mht. vores tur ud til Teotihuacan, for selvfølgelig var det rart at have guide på, men så meget vi havde givet for buspasser følte jeg, at vi kunne have gjort det en hel del billigere selv. Til gengæld var jeg glad for den oplevelse, vi havde fået hos de lokale familier vi havde besøgt, for det var en oplevelse vi nok ikke have fået, hvis vi selv skulle have arrangeret det hele!
Den følgende da fortsatte vores tur gennem Mexico - næste stop var Oaxaca, hvor vi skulle bo hos en gammel udvekslingsstudent i Store Heddinge Rotaryklub, Gabino, som var taget hjem til Mexico nogle få måneder inden min afrejse fra Danmark. Det eneste vi skulle gøre på busstationen for at få vores billetter var at vise den booking-kode, som Bamba havde sendt os per mail, og det hele gik heldigvis smertefrit. I Oaxaca blev vi hentet i busterminalen af Gabino og hans far Jorge, og der var heldigvis ikke særlig langt fra terminalen til Gabinos hus, som lå tæt på centrum. Her ventede der os en kæmpe frokost, og Gabinos mor tog kærligt imod os! Han familie er simpelthen så sød, stillede mange spørgsmål og interesserede sig meget for, hvad vi skulle lave på vores rejse. Helene snakker desværre ikke spansk, og kun Gabino og hans bror Diego snakker engelsk, hvilket gjorde det lidt sværere for dem at kommunikere, men det lykkedes dem at forstå hinanden nogenlude, og der var mange smil og grin omkring bordet.
Vi tog straks efter frokosten ned til centrum af byen med Gabino for at se på markedet. Jeg er jo vandt til markeder fra Chile, og har været på rigtig mange i tidens løb, men bliver altid lige spændt, for der er altid noget nyt at se på! Der blev solgt piñataer, små sukkerkranier som optakt til "de dødes dag", alverdens frugt og grønt, sko, tasker og alt andet man kunne forestille sig mellem himmel og jord! Vi endte med at købe en lille pose med tørrede græshopper, som man spiser her som snack! Det var lidt bedske med en krydret eftersmag og knasede meget. Måske ikke noget, jeg ville få hang til men virkelig en oplevelse
Helene har jorejst meget, hun har blandt andet rejst rundt i New Zealand i et år, været frivillig i Afrika og undervist engelsk i Kina i et halvt år - hun har derfor ret meget erfaring med de ting, man kan komme ud fra, når man rejser rundt - det er ikke første gang hun spiser insekter, og når det kommer til at prutte om priserne på f.eks. et marked, er hun ekspert!
Vi gik lidt rundt i byen for at se på kirkerne og pladserne. Oaxaca er en virkelig hyggelig by, og på mange måder meget anderledes end Mexico City. Gaderne er virkelig rene for en Latinamerikansk by, husene (i hvert fald i midtbyen) er utrolig velvedligeholdte, og om natten bliver de endda lyst op i forskellige farver! Vi fik en øl, sad lidt og snakkede og tog så hjem for at slappe af.
Bamba havde også i Oaxaca en dagstur inkluderet, og vi blev derfor hentet hos Gabino den efterfølgende morgen. Vores første besøg var i El arbol de Tule (Tule-træet), som skulle være det træ i verden, med den største omkreds. Navnet har det fået efter den lille landsby, den ligger i. Det var virkelig også et stort træ! På sine mere end 2000 år havde det vokset sig til en højde af 42 meter, en diameter på 14 meter og en vægt på 636.107 tons! Fra dettte kæmpetræ tog vi videre til et andet naturvidunder: Hierve el Agua i bjergene tæt på Oaxaca. Det er naturlige kilder, hvor der sover mineraltrigt vand ud, som danner bassiner i mange farver, og på vej ned af klippesiden forstenede vandfald. Når vandet kommer ud af bjerget bobler det - heraf navnet, som betyder "kogende vand". Vi havde virkelig hørt meget om Hierve el Agua før vi kom til Oaxaca, så det var lidt skuffende at det ikke var lige så stort som det så ud på billederne - men det viste sig også, at kilderne hvert år bliver mindre, fordi mineralerne stopper dem til.
VI glædede os meget til sidste program, hvor vi også skulle se Mitla, en ruin af zapotec kulturen. Navnet betyder "Hvilestedet" eller "de Dødes Sted", hvilket sansynligvis er en henvisning til de mange grave, der findes på stedet. bygningerne var ikke så store som dem vi havde set i Teotihuacan, og selvom der var ceremonielle bygninger, var der ingen pyramider. Fokus var i stedet på den eneste velbevarede bygning, som blev brugt som beboelse for selve lederen eller andre højtstående personer. Resten af bygningerne var ikke i særlig god stand, da man efter spaniernes ankomst i sin tid havde brugt stenene til at opføre byens kirke. Det mest interessante ved bygningen var måden de havde dekoreret den på - i stedet for at udhugge de mange zigzag-mønstre der findes i murene, byggede man dem op af små bittesmå stenblokke! Bagefter blev mønsteret malet rødt og hvidt - mange steder kan man stadig se spor efter den originale farve. I Mitla fik vi også en langt mere detaljeret beskrivelse af, hvorfor både Aztekere, Mayaer og andre lignende kulturer havde så høje trappetrin på deres templer og paladser - de var jo små mennesker, og selv vi skulle tage nogle ordentlige skridt, hvilket snæverheden af trinene kun gjorde mere besværligt. Der er flere teorier, men de mest almindelig kendte er, at templerne var et helligt sted, og det derfor ikke skulle være nemt for alle og enhver at gå derop i tide og utide - måske var det endda meningen, at man skulle kravle derop for at vise guderne underdanighed. Når der, som i Mitla, er tale om beboelser, er teorien, at de høje trin, ligesom de snævre, lave indgange, skulle gøre det mere besværligt for fjender at storme bygningerne. Sidst men ikke mindst kunne trinene have haft et praktisk formål - de har omtrent højden til at kunne have været siddepladser, og tit vender disse bygninger ud mod pladser, hvor man har kunne overvære forsamlinger eller ceremonier. Som prikken over i'et i vores rundvisning fik vi til sidst lov til at gå ned i en af selve gravene, som godt nok var tom, men som alligevel gav os en idé om, hvordan den engang havde været fyldt med skeletter og gravskatte.
Da det var tid til frokost blev vi taget med på en restaurant - frokosten var dog ikke inkluderet, og da vi ikke ville bruge alt for mange penge, havde vi smurt vores egne madpakker, som vi pænt kunne sidde på en sten udenfor og spise.
Efter frokost var sidste punkt på dagsordenen et besøg til små, lokale virksomheder, den første værende en lille tekstilfabrik. Her bruger de, som de fleste andre, stadigvæk de traditionelle materialer og farver. Vi fik en forklaring af, hvordan de bruger forskellige mineraler og planter til at farve den uld, de har kartet og spundet. Den mest interresante farve var rød - den laver de ved at knuse en bille fra kaktusplanten og blande den med vand, citronsaft og kalk for at få forskellige nuancer.
På vores anden fabrik, brugte de også stadigvæk traditionelle metoder til at fremstille dem mescal, som de ikke kun sælger fra deres fabrik, men også fra supermarkeder og spiritusbutikker. Mescal er en alkoholisk drik, som er kendetegnet for Mexico - den mest kendte mescal sælges i hele verden og er opkaldt efter det område, den er produceret i - Tequila. Vi blev vidt rundt og fik en gennemgang af alle stadierne af mescal-fremstillingen. Jeg var virkelig forundret over alle processerne - hvordan i alverden havde man i sin tid fundet ud af, at man på denne måde kunne fremstille alkohol? Hovedingrediensen til mescal er ligesom med pulque en agabe-kaktus, men her skærer man alle bladene af, så man ender med en kærne, der tilveksling ligner en kæmpe ananas. Denne bliver skåret ud stykker som lægges i et stort hul sammen med sten og kul og "bages" i lang tid indtil de bliver helt brune og bløde - smagen er nu lidt sødlig og røget. Herefter bliver de kværnet ned til kun fibrene er tilbage. Det foregår ved at et æsel trækker en rund sten rundt i en stor stenkværn. Herefter puttes fibrene i et kar og overhældes først med kogene vand, så med koldt. Til sidst hældes saften fra karret fra og destilleres. Nu har man mescal! Smagen kan herefter afhænge af, hvor mange procenter mescalen har, hvilken type fad den har lagret på, og om den har lagret på orm. Ja, ORM! Der findes en speciel slags orm, som lever i kaktussen, som efterfølgende bruges til at give mescalen smag. Nogle gange finder man endda en enkelt orm i bunden på en flaske (placeret der med vilje), og det siger, at den person, der får ormen skal holde en stor fest! Vi fik også lov til at prøve diverse mescal, både ren mescal, frugtlikør, og alle former for lagring. Det blev til 13 i alt, og til sidst kunne vi godt mærke, hvordan det varmede i maven! Vi takkede dog nej til at købe en flaske - nogle af dem kunne man da godt klemme ned, men vi var ikke store fans af mescalen.
Oven på sådan en lang dag, var det rart at komme hjem til et kæmpestort måltid, som Gabinos mor havde forberedt til os! De har simpelthen været så søde og gæstfrie, på en hel anden måde end man ville se det i Danmark, og de var endda kede af, at vi ikke blev der mere end et par dage! Om aftenen tog vi med Gabino, der havde været i skole hele dagen, ud at få en øl (de mexicanske øl er godt nok noget tynde, så på dét punkt savner man Danmark), og spile en smule pool inden dagen var omme.
På vores sidste dag i Oaxaca tog vi bussen fra centrum til ruinerne Monte Alban - en gammel by i bjergene! Det imponerende var, at man for at kunne bygge byen i sin tid, har måtte fjerne selve bjergtoppen og plane området ud! For det ikke skulle være nok, mener man at de fleste af de sten, som Monte Alban er bygget med, er kommet fra området helt oppe ved Teotihuacan ved Mexico City. Det må have taget virkelig langt tid og været et hårdt slid - især når man tænker på, at de hverken havde heste eller andre former for træk- og pakdyr! Beliggenheden var helt klart også det, der gjorde Monte Alban til noget specielt - fra bjergtoppen kunne man se ud over alle dalene og Oaxaca by, og da vi havde været heldige med vejret, var det utrolig smukt at gå rundt mellem ruinerne med den fantastiske udsigt.
Hjemme i Oacaxa ventede der os en kob traditionel Mexicansk cacao. Den er ikke lige så sød som man kender den fra Danmark, men den er også lavet på rent cacao. Dertil fik vi Pan de muerte, "dødens brød", som man spiser i forbindelse med el Dia de los Muertos, de Dødes Dag, som man fejre fra den 31. oktober til denomkring den 2. november. Oaxaca skulle være stedet at være på denne dato, og vi var lidt kede af, at vi allerede skulle afsted; overalt kunne man se omtakten til festelighederne, men vi kunne desværre ikke blive en uge mere blot for det - vi har jo trods alt et ret stramt tidsprogram, hvis vi skal nå igennem alle de planlagte lande i tide! Allerede samme aften afgik vores bus til Puerto Escondido, og Gabino og Jorge kørte os derfor til stationen. De var alle kede af, at vi skulle afsted, og både Helene og jeg fik at vide, at deres hus altid ville være vores Mexicanske hjem, og at vi altid kunne komme tilbage. Det var også lidt mærkeligt pludselig at være på fuldstændig egen fod igen, men vi glædede os til Puerto Escondido, som skulle byde på masser af sol og strande.
Vi havde med vilje valgt at tage en natbus fra Oaxaca til Puerto Escondido, da busturen ville tage omkring 11 timer og vi derfor ville spilde en hel dag! Det var faktisk meget smart, for på den måde kunne vi også spare en overnatning på et hostel. Egentlig ligger Puerto Escondido ikke så langt fra Oaxaca, men da der ikke er nogen motorvej, og man skal iggennem bjergene tager det alligevel sin tid! Busserne i Mexico med selvskabet ADO er heldigvis behagelige med toilet og film, men desværre har samtlige busser det med at skrue helt op for airkonditionen og derved helt ned for varmen! Selvom folk sidder i lange bukser og tykke trøjer, sidder stærstedelen alligevel og skutter sig - og det er åbenbart ikke muligt for chaufførerne at slukke for det. Vi blev derfor meget overvældede af varmen da vi ankom om til Puerto Escondido - selvom det stadig var ret tidligt om morgenen, mødte varmen os som en mur da vi steg ud af bussen, og da vi ville spare en taxi og gå til vores hostel, nåede vi at blive helt gennemblødte af sved inden vi nåede frem.
Efterhånden på vores rejse er det gået op for os, at de hostels vi bor på, er en lige så stor oplevelse, hvis ikke større, som selve byen. Tower Bridge var det første uforglemmelige hostel vi stiftede bekendtskab med. Overalt var der hængekøjer, udendørs sofaer og stole, hyggekroge, palmer og plakater med engelske bands. Der var en stor bar, med alverdens spil, et kæmpestort "lykkehjul", som skulle afgøre, hvad man skulle gøre eller drikke når man spandt det og et kæmpe spil klodsmajor, som ungerede på samme måde! Den omkring 40-årige englænder, der ejede stedet, havde sammen med de øvrige ansatte nærmest dannet en lille, skør familie. Især den lidt ældre "Tee", en dame fra Canada, var meget karismatisk. Vi blev modtaget som om, vi havde været længe savner, og alle kunne snart vores navne. Stedet er kendt for at være et sted, hvor folk ubevidst bliver hængende - folk har booked to dage, men endt med at blive der i to måneder i stedet!
Varmen overgik alt andet vi havde prøvet før, og på vores dorm var der ikke så meget som en blæser ! Så vi flygtede ned til den nærliggende strand! Puerto Escondido er kendt for sine strande, som især bliver besøgt af surfere. Vi brugte nogle timer på at ligge på stranden (det meste af tiden i skyggen - akt andet var for varmt!). Vi fik derefter kæmpet os ned til det lokale marked for at købe ind til aftensmad, som selvfølgelig endnu engang bestod af tacos, med bønner, advokado og ost! Helene havde fødselsdag dagen efter, og vi havde derfor været meget i tivl om, vi skulle blive en dag ekstra i Puerto Escondido for at fejre den - da vi ellers ville bruge dagen på transport. Det viste sig, at to andre også havde fødselsdag den weekend, og at de derfor dville holde en fest med piñatas (en slags mexicansk fastelavnstønde brugt til alle typer fester). Men de besluttede sig for at starte fejringen allerede den aften, alle mødtes i baren for at snakke, drikke øl eller drinks og spinde "lykkehjulet". Folk på hostelet var virkelig søde at snakke med, og da baren lukkede, to vi videre til en bar i byen et par timer - så Helene fik alligevel sin fejring!
Dagen efter var det meningen, at vi skulle have været videre til en af de lidt større strande længere væk og gå langs den, men jeg vågnede allerede klokken halv ni badet i sved fordi varmen var så ulidlig. Og da vi alligevel skulle rejse om eftermiddagen, besluttede vi os i stedet for at få vasket noget tøj og dase i hængekøjerne ved poolen. Heldigvis havde mexicanske Omar på hostelet tilbudt at lave morgenmad til os, så vi slap da for at skulle du i varmen at købe ind! Nu var vi også klar til vore lange rejse videre til San Cristóbal de las Casas. Tee brokkede sig godt nok over, at vi allerede skulle videre, men der var ikke meget at gøre - vi måtte tage afsked med Tower Bridge og strandene til fordel for vores nye destination i bjergene.
- comments