Profile
Blog
Photos
Videos
Vi havde i noget tid tænkt over, hvor vi gerne ville fejre den mexicanske hellighdag el Dia de los Muertos (De Dødes Dag), der varer fra den 31. oktober til den 2. november, og som er en af de største festligheder i landet. Oaxaca skulle være stedet at være i disse dage, og folk valfarter dertil, men vi kunne ikke blive der en ekstra uge bare for at vente på alle herlighederne, og vi havde derfor besluttet os for at være i byen Mérida de dage, da det passede bedst med vores rejseplaner. Mérida er kendt som Mexicos kulturelle centrum, og vi havde derfor en forventning om, at de Dødes Dag også ville blive fejret godt og grundigt i denne by. Efter nok den koldeste nat i en bus til dato (niveauet af kold luft fra airconditionanlægget nåede nye højder) ankom vi endelig forfrosne til Mérida på Yucutan-halvøen ! Vores humør blev dog løftet en del da vi ankom til vores hostel - det var lyst og rent, og havde endda en pool!
Vi havde egentlig regnet med, at fejringen først ville begynde den 1., dagen efter vores ankomst, men vi fandt ud af, at det meste foregik selv samme aften! Politiet havde spærret byens hovedgade af, således at den dannede en omkring 2 km lang gågade. Her skulle der foregå hvad de kalder el Pasoe de las Ánimas, "Walk of the Spirits". Her har familier langs gaden stillet de typisk altre op. De fylder dem med mad, blomster, stearinlys, billeder af de afdøde og pynt som f.eks. små kranier af sukker. Det er deres opfattelse at deres afdøde familiemedlemmers ånder kommer tilbage på denne nat, og spiser af de ofringer, som de har lagt frem. Denne tradition går helt tilbage til mayaerne, men er siden hen blevet optaget af kirken. Overalt bliver det pyntet op, og kranier er nok den mest almindelige pyntegenstans - vi havde set pynten lige siden vi kom til Mexico og havde derfor glæder os meget til det rigtig gik løs. Vi tog en bus til den fjerneste ende af hovedgaden, og begyndte at gå ned langs den, kiggede på alle alterne. Stort set alle kvinder var iklædt det traditionelle hvide tøj med farvede blomster, nogle med blomster i håret og mange glimtende smykker. Ud over det var mange, både børn og gamle, mænd og kvinder, malet som kranier i hovedet. Det varede heller ikke længe før vi fandt en gruppe af kvinder der malede folk i ansigtet for billige penge - nu kunne vi også gå rundt som et dødningehoved. Overalt var der også boder med lækkerier og traditionelt mad - en fristelse vi selvfølgelig ikke kunne stå for! Vi fik hurtigt købt os pomfritter og churros (spanskrør)Ved de pladser og kirker vi kom fordi, var der taler, live musik eller ceremonier og folk stod som sild en en tønde. Det var en virkelig spændende aften, og personligt synes jeg, at det er en fantastisk tradition, fordi man på en god og positiv måde mindes og ærer sine døde.
Efter at have sovet godt og tungt, og næsten uden spor af ansigtsmaling, tog vi med en polsk pige fra vores hostel ud til en mindre by en lille times tid fra Mérida ved navn Cuzama. Her skulle man kunne finde mange af de cenotes, som er spredt ud over Yucután-halvøen - der er flere tusinder! Cenotes er en form for synkehuller, som ligner underjordiske søer i huler, hvor der oftest er huller i loftet så dagslyset kommer ind. Efter at være ankommet til Cuzama, tog vi en tuk-tuk, en lille mini-taxa som mest af alt ligner en trehjulet knallert med passagersæder (de er ret udbredte i Asien), ud af byen. For at komme ud til selve cenoterne, skulle vi med en lille hestevogn, som kørte på små togskinner! Der er kun plads til fire i en vogn, men prisen er den samme, og der er altid to personer med, som også fungerer som guides. Der er kun ét spor, så når man møder en modkørende vogn, må man hoppe og og løfte den lille vogn af skinnerne, så de andre kan komme forbi. Vi blev taget med til flere forskellige cenoter. Den første, Cenote Gruta, var et lille, bitte hul under nogle trærødder, som man skulle kravle ned i. Man følte sig næsten som Alice i Eventyrland! Hullet førte ned til en lille, underjordisk grotte fyldt med stalaktitter og stalagmitter og en lille sø - der var dog ingen loftshuller, så bortset fra lyset fra guidens lommelygte, var der helt mørkt! Den anden cenote vi så var helt anderledes og klart den smukkeste! Bolón Chojol (Ni Rotterhuller), som cenoten hedder på maya, har som navnet hentyder ni huller i loftet og et fantastisk spil af farver og lys! For at komme derned skulle vi kravle ned af en helt lodret træstige, hvilket var noget nervepirrende, for der var langt ned, trinene var glatte, og faldt man, ramte man ikke andet en et stengulv. Da vi først var nede, kunne vi smide tøjet, og hoppe i søen i vores bikinier! Vandet var dejlig køligt på en varm dag, og vandet fuldstændig klart og turkisfarvet! Den sidste grotte Chansinic'Che var også imponerende, men ikke nær så smuk. Her vovede nogle unge sig til at springe fra det ene, store hul i loftet og de mange meter ned i søen! Hvis man ikke havde nerverne til det kunne man nøjes med at klatre et lille stykke op ad de lianer og trærødder, der hang ned fra loftet og hoppe i herfra.
Selvom Mérida var en hyggelig by at gå rundt i, var det alligevel varmt og vi længdes efter de berømte strande langs Mexicos kyst! Da det meste af fejringen af De Dødes Dag var overstået tog vi derfor videre mod Cancún ved kysten. Transporten hertil sørgede Bamba også for, og på vejen skulle vi se de meget kendte ruiner Chichen Itza. Lige så snart vi ankom til stedet, blev vi overvældet an den mængde af mennesker vi mødte ved indgangen! Og det var endda uden for sæson! Det var i det hele taget en forvirrende oplevelse at gå rundt på området - til at starte med var vi nær blevet væk fra vore guide, herefter blev vores gruppe delt op efter hvem der snakkede spansk og engelsk. Vi var sammen med et par fra Malaysia de eneste der skulle have en engelsk guide, hvilket var meget rart, for det er langt bedre når man ikke er alt for mange. Det var til gengæld ulideligt at gå rundt på pladsen. Man havde ryddet alle træer og solen brændte derfor voldsomt og temperaturene steg stødt! Ud over de utrolig mange turister (rigtige turister, amerikanere med solhatte og strømper i sandalerne, med kameraer om halsen på jagt efter en billig souvenir), var der på alle stier massevis af boder, hvor alt slags ragelse, lige fra miniatureudgaver af templerne, træmasker og køleskabsmagneter, og bare man standsede et øjeblik var sælgerne over en med det samme. Her var langt til de overgroede Yaxchilan-ruiner i junglen. Alle ruiner var ikke blot blevet udgravet, men var også blevet sat istand til en sådan grad at de næsten så nye ud (kun 40 pct. af stenene er de originale)! Alle sten var blevet sat tilbage hvor de kom fra, og manglede der én, var den blevet erstattet men en ny. På den største pyramide, havde de ladet hele den ene side stå urørt, så man stadig kunne se i hvilken tilstand den var blevet fundet i (dog uden alt jorden og planterne). Så meget sagt var det også fascinerende at se bygningerne i så god stand, og de fleste af dem var mere end imponerende! Vores guide tog os bl.a. med hen til boldbanen, som er den største eksisterende! Man er ikke helt sikker på, hvordan spillet har foregået, men der har været syv spillere på hvert hold, og man skulle få bolden genne en lille ring, sandsynligvis uden at måtte røre den med hænderne - og i Chichen Itza sidder denne ring syv meter over jorden! Her kan man også se et bevis for, at der altid skete en ofring i forbindelse med boldspillet - på muren langs den ene side, var det illustreret hvordan høvdingen (kaptajnen) fra det vindende hold får hovedet hugget af! Det skulle være høvdingen fra det vindende hold, fordi kun den bedste kan ofres til guderne. Det var dog set som en kæmpe ære, for når man blev ofret til guderne kom man direkte videre til at bedre liv som en slags guddom! Og man blev først ofret en måned efter selve spillet - en måned med fest hver dag i det vindendes hold og deres høvdings ære. Høvdinges familie steg også i de sociale grader. Der var derfor ikke noget dårligt ved at blive ofret, og det skete sandsynligvis kun ved hver ny cyklus (hvert 52. år) - noget man kan afgøre ud fra det antal af kranier man har fundet i et rum over selve boldbanen. Et andet imponerende syn var markedspladsen med de tusind søjler (den er navngivet sådan af en af de første til at udforske ruinerne, som har overdrevet lidt - den har ikke helt tusind søjler)! Men af alle bygningerne var den store pyramide nok den mest imponerende. Hvert år på solhverv og samles flere tusinde mennesker her for at se når skyggen fra trapperne op til toppen lige præcis på dette tidspunkt af året danner et zigzag-mønster som fører ned til et stort hoved for neden af pyramiden - og altså danner en kæmpemæssig slange. Da arkæologerne gravede en gang under pyramiden fandt de en hel trappen inden i den, som endte i et rum med hieroglyffer (som dog desværre er lukket for offentligheden nu). Guiden forklarede også noget om maya-sproget, og hvad forskellige stednavne egentlig betyder. Grunden til at maya-folket hedder maya er fordi, det er hvad spanierne kaldte dem, da de først kom til landet. Da de prøvede at snakke med de indfødte blev disse ved med at gentage noget, som for spanierne lød som "maya", og de troede at det var navnet på folket. I virkeligheden betyder det noget i retningen af "vi forstår ingenting", fordi de indfødte selvfølgelig ikke snakkede spansk.
Fordi vi nu ikke skulle tilbage til Palenque, men videre til Cancún, kom vi fra ruinerne med en kæmpe turistbus. Det var lidt mærkeligt at være backpacker mellem alle de charterrejsende, og det virkede også som om de ansatte ikke rigtig syntes vi passede ind. Men der var dog alt den øl, sodavand og vin vi kunne drikke og vi fik endda mad, så vi brokkede os ikke! Til gengæld var det inden vi steg ind i bussen begyndt at trække op til storm - sorte skyer samlede sig og det begyndte at blæse ret voldsomt. Og på vej til Cancún begyndte det at stå ned i stride strømme! Vi begyndte at være lidt nervøse for, om vi kunne finde vores hostel uden at blive gennemblødte. Regnen nåede heldigvis at stoppe inden vi kom til byen, til gengæld blev vi sat af ved busstationen omkring tre timer senere end vi havde regnet med - alle de andre passagerer skulle køres til hvert deres hotel først, hvilket tog sin tid. Det var straks til at se, at Cancún er en turisted by. Det første syn der mødte os, var rækker og rækker af kæmpestore, hvide, oplyste hoteller - de fleste af dem i luksusklassen! Det hele virkede ret koldt og uden nogen egentlig atmosfære. Det kunne man ikke sige om det område, vi blev sat af i (for det var selvfølgelig ikke muligt for bussen at sætte os af ved vores hostel). I mørket virkede kvarteret en smule skummelt, og det blev ikke bedre af, at vi slet ikke kunne finde vores hostel! Vi spurgte flere om vej, både efter adressen og selve navnet på hostelet, men ingen synes at kende til det. Til sidst spurgte vi en tjener på en restaurant, som pegede ned ad en skummel sidegade. Vi gik dernedad, men der var intet gadelys og gaden var fuld af skrald og da vi ikke umiddelbart kunne se noget, der lignede et hostel, skyndte vi os tilbage til hovedgaden. Det var åbenbart tydeligt at vi var lidt lost, for vi der var hurtigt en anden mand, som sagde vi at skulle ned ad den næste gyde - og at siden det var et svært sted at finde, ville han følge os derned. Vi var noget skeptiske, så selvom han virkede flink nok, sørgede vi for at holde os nogle meter bag ved ham. Vi var ikke nået langt før vi stødte på en ung fyr som han åbenbart kendte, for han bad ham tage os til hostelet hvis han alligevel skulle samme vej. Fyren snakkede løs om hvad der var at lave i Cancún, og hvad vi havde set af Mexico indtil nu - og ledte os så hen for enden af den skumle vej, bag et sving til et hus med et skilt, hvor der stod "hostel" på og ønskede os en god aften. Jeg var noget mundlam, for aldrig i livet havde vi fundet stedet selv! Det viste sig at den første skumle sidegade også havde ført derned. Vores værelse var lige så trøstesløst som resten af vores hostel, men vi havde heldigvis vore eget med en (tvivlsom) lås på døren, to senge (uden lagener at sove med), og en loftsventilator. Sådan går det, når man tager det billigste - men i forhold til hvad vi eller har fået for vores penge, var det ikke engang særlig billigt. Vi kunne godt mærke at priserne havde steget i takt med at området var blevet mere turisted. Og Mexicos kyst er stedet, hvor især unge kommer for at holde ferie - ligge på stranden, feste og møde andre unge. Det fik vi dog ikke meget glæde af, for da vi stod op dagen efter, Stod det endnu engang ned i lårtykke stråler. Gangen op til vores værelse viste sig ikke at være overdækket (trappen førte direkte op til tagterrassen), og den var derfor blevet mere eller mindre oversvømmet. Cancún byder som sagt ikke på ret meget andet end strande, og da været ikke var til det, endte vi med at bruge hele dagen på vores lille, dødssyge værelse. Vi ville også gerne have været ude på en ø ved navn Isla Mujeres, men det droppede vi også hurtigt. Hostelet vi boede på havde ikke engang et ordentligt køkken (noget af de beskidte vi endnu havde set, og uden ordentligt udstyr), så vi vovende os ned til en lille bar/restaurant på det nærmeste gadehjørne, som også var det eneste sted, hvor vi kunne få et måltid mad uden at blive flået til skindet. Vi fandt også hurtigt ud af, at vi fik en kurv med nachos hver gang vi bestilte en øl, eller en drink, så det fik vi også benyttet os af, nu hvor regnen bare silede ned udenfor.
Vejrudsigten sagde regn, regn, regn og masser af den både I Cancún og alle steder langs kysten, især i vores næste by, Playa del Carmen. Da det også er en udpræget badebyer, valgte vi at skyde os hurtigst muligt væk fra Cancún og springe Playa over i håb om at der måske ville være en smule bedre vejr sydpå. Vi tog derfor til Tulum, en lille kystby ikke så langt fra Belizes grænse, og som er kendt for dens mayaruiner ved stranden. Vi fik vore håb op, for da vi ankom, regnede det ikke. Vores hostel var et lille, hyggeligt og rent et af slagsen, med et godt køkken og hængekøjer udenfor, så vi jublede lidt! Vi ville prøve at se, om vi kunne nå ned til selve standen, hvor mange af hotellerne skulle ligge, og se den inden det blev mørkt, men efter at have gået nedad en lille sti, som skulle fører derhen i over en time, gav vi op og vendte om. Der var længere end vi lige havde troet, hvilket nok også var grunden til de mange cykeludlejningsstedet der findes i byen. Vi købte ind til ris og bønner, og nød et dejlig billigt aftensmåltid. De to Hollændere vi boede på værelse virkede også til at være indbegrebet af strandturister, for de skyndte sig i byen om aftenen og kom først hjem sent ud på natten (hvilket gentog sig dagen efter). Vi bliver nok aldrig de store party-turister.
Vi kunne ikke tro vores egne øjne da vi den efterfølgende dag kunne spotte blå himmel mellem skyerne! Vi skyndte os derfor at gå ned til ruinerne mens der stadig var en chance for, at det ikke regnede. Ruinerne havde vi hørt meget om, fordi de er nogle af de eneste mayaruiner, som ligger helt ud til vandet, men ellers skulle ruinerne i sig selv ikke været noget specielt. Vi blev også ret skuffede! Der var et mylder af turister, indgangen var virkelig dyr forhold til andre ting vi indtil videre havde set, og de pæne, indhegnede grusstiger og helt kortklippede, perfekt grønne græsplæner samt mosfrie ruiner fik mest af alt til at ligne en mellemting mellem en golfbane og en temapark i Djurs Sommerland! Ud over det forsvandt størstedelen af skyerne og solen bagte på os - og så pessimistiske vi havde været, havde vi selvfølgelig ikke taget badetøj med. Det havde nok hjulpet lige fedt, for det turkisfarvede vand og de hvide strande med palmerne var ikke tilgængelige for gæsterne - nok se, men ikke overtræde de små hegn. Vi endte med kun at bruge en time i alt på ruinerne, og gik så rundt i byen resten af tiden -kiggede på de små butikker, sidegaderne og shoppede en ny bikini til Helene. Tulum er ikke nogen særlig smuk by, selvom den er fuld af liv. Vi kunne derfor ikke vente med at komme videre, ud af Mexico og ind i Belize! Vi skulle ikke krydse grænsen til lands men derimod til vands, da vores første destination i Belize var den lille Caribiske ø, Caye Cualker!
- comments