Profile
Blog
Photos
Videos
Torsdag morgen startede kl 5:30. Emil var sulten - og det var vi andre også, så lidt over 6 var vi at finde i morgenmadssalen på hotellet - sammen med 10-20 andre danskere! En busfuld danske pensionister der skulle videre imod Chicago myldrede over det hele og gjorde det totalt uvirkeligt at tro at vi rent faktisk var rejst om på den anden side af jorden!!
Efter ufattelige mængder bacon, røræg og pandekager med sirup, gik vi ned til Hollywood Boulevard for at finde en klapvogn til Naja. Klokken var vel knap 8 så intet havde åbent. Til gengæld så vi SPIDERMAN! Og Emil blev helt mundlam - men fik heldigvis taget et par rigtig gode billeder sammen med det store idol. Naja fik set Shrek stå i vinduet ved Madame Toussauds - og hun var slet ikke til at få væk igen. Hun blev ked af det da Shrek ikke vinkede tilbage til hende.
Vi blev også overtalt af en gadesælger til at vi skulle købe en bustur (hop on hop off 48 timer) - og så blev klokken 9. Der var stadig en halv time til centeret åbnede så vi blev enige om at hoppe på en tur bus for at få tiden til at gå. Emil var rastløs for han og Rasmus skulle hjem og bade i poolen. Der var ca 14 grader og overskyet så Rasmus var ret interesseret i at vi IKKE skulle tilbage på hotellet lige med det samme.
Så vi hoppede på den lilla linje, der ville køre os ned til Downtown Los Angeles.
Vi kørte igennem nogle voldsomt triste områder inden vi endelig kom til Downtown. Det var lidt en tam oplevelse. Og ungerne synes bestemt heller ikke det var en fest. Men der var mange fede biler! 2 1/2 time senere var bussen tilbage ved start i Hollywood.
I mellemtiden var der startet en Special event lige uden for det center vi skulle ind i. En eller anden vældig kendt stod og holdt en tale - vi kendte hende dog ikke. Eller - rasmus mente at han havde set hende før.. så.. det snakkede vi ikke mere om.
Vi fandt en klapvogn og Emil fandt en sej model bil han købte for nogle af de lommepenge han havde fået med hjemmefra.
Så var der blevet tid til frokost! Vi fandt en hyggelig Diner hvor vi fik noget super lækker mad og lov til at købe billeder af os selv.
Og SÅ var der ingen vej tilbage - vi skulle tilbage til hotellet - Emil var ved at blive meget utålmodig. Så rasmus og Emil hoppede i badetøjet - og Naja og jeg så på fra vinduet. Vandet var varmt nok, sagde de, men luften var iskold. Så de røg i et varmt karbad da de kom op.
Klokken var efterhånden ud på eftermiddagen. Vi blev enige om at køre ud til Grifith Park - hvor der var, hvad der på nettet så ud til at være en super lækker legeplads. Vi kom igennem nogle super flotte kvarterer - og nogle knap så flotte. Det var vildt at se hvordan en enkelt vej på tværs igennem et kvarter kunne betyde om man boede i luksus eller i slum!
Vi fandt "legepladsen" - begge ungerne var faldet i søvn i bilen, og Naja kunne ikke vækkes, så Emil og jeg gik hen for at konstatere at det var verdens kedeligste legeplads!! SUPER flot men der var intet at lave. Rasmus troede ikke på os så han og Emil gik derhen igen blot for at konstatere at vi havde ret. Klokken var efterhånden 16 - så det var for tidligt bare at køre hjem på hotellet. Istedet besluttede vi at køre til Beverly Hills og se på flotte biler. Der var længere derud end forventet - og knap så mange fede biler som håbet. Så vi tog endnu en dårlig beslutning og kørte imod Santa Monica for at komme ned til stranden. Der var OGSÅ langt. I tid ihvertfald..nok ikke i afstand men trafikken var hæslig!
Men vi kom da derud! Naja sov stadig så hun var IKKE tilfreds med at skulle ud af den varme bil og ud i blæsevejret.
Vi gik ud på Santa Monica Pier hvor der bla. Er et tivoli. Det var så lukket pga et privat arrangement. Så der kunne vi ikke komme ind. Spillearkaden var dog åben - så Emil og Rasmus fik brugt en masse penge på underholdning.
Da de havde brugt NOK gik vi ned til stranden og blev enige om at vi IKKE skulle bade. Istedet ville vi finde noget aftensmad. Så ind i bilen igen og afsted imod Hollywood. Begge unger nåede at falde i søvn igen - og da vi holdt foran pizza Hut på Sunset Boulevard var de bare overhovedet ikke i humør til at tage ind og spise. Så vi gik i 7 eleven istedet og købte en pizza med hjem. Ungerne var dog ikke sultne så kl 21 blev lyset slukket.
- comments