Profile
Blog
Photos
Videos
Vi ankom til JFK international lufthavn efter en nat uden meget søvn. Med vores 2 rygsække og den nyindkøbte kuffert steg vi ombord på lufthavnstoget der kørte os til Penn Station. Efter en ualmindelig lang tur med en meget tæt pakket metro ankom vi endelig til New York og vores sidste hotel på turen nemlig Pennsylvania hotel nær Times Square. Vi snuppede et hurtigt bad inden vi begav os ud i New Yorks gader. Ovenpå den lange flyvetur, var vi blevet meget sulte, og vi fandt derfor frem til en hyggelig og lækker asiatisk restaurant vi havde besøgt da vi var i NYC sidste år. Efter et dejligt måltid ville vi gerne ud og se mere af byen, men desværre var vejrguderne ikke med os, og pludselig begyndte det at vælte ned, så vi måtte løbe fra den ene butik til den anden for at komme i ly for regnvejret.
Vi vågnede næste morgen, og var mere end klar til at udforske ynglingsstorbyen over dem alle. Vi havde på forhånd aftalt at starte dagen i Century 21, som ligger på lower Manhatten nær World Trade centers, men inden da nåede vi lige at se Freedom Tower, der er bygget som et minde og symbol på de omkomne under angrebet på Twin Towers. Efter næsten 3 timer med shopping, forsatte vi til Chinatown og SoHo området, hvor vi satte kursen efter en sneakers forretning vi havde fundet sidste gang vi var i New York. Desværre var der ikke nogle særlige gode tilbud at komme efter, men det slog selvfølgelig ikke os ud, der blot fandt en anden forretning hvor der blev købt Sebago sko. Timerne gik hurtigt, og før vi fik set os om var det blevet tid til at hente vores billetter til den anerkendte showgruppe "Blue Man Group", som Alexander havde sørget for vi skulle se senere på aftenen. Vi fik fat i billetterne, og gik derefter mod Little Italy for at finde en hyggelig italiensk restaurant. Ovenpå en dejlig omgang lasagne gik vi tilbage til Astor Place Theatre hvor vi skulle se et show med de blå mænd. Vi blev lukket ind i en lille sal der var prop fyldt med glade mennesker. De fire forreste rækker blev iklædt regn ponchoer, der skulle beskytte dem og deres tøj for det maling og andre sjove ting der blev kastet rundt med under showet. Inden showet gik i gang blev folk i publikum blev kaldt frem med navn, og bedt om at gøre sjove ting som f.eks. at rejse sig og synge nationalsagen. Efter denne lille "icebreaker" blev der helt mørkt i lokalet og ud kom de tre hovedpersoner: de blå mænd.
Søndagen startede med en tur op og ned af Fifth Avenue, hvor vi købte cupcakes fra det kendte og meget lækre Magnolia Bakery. Derefter gik vi mod Central Park, hvor vi spiste vores chokolade cupcakes. Parken var fyldt med børnefamilier, folk i hestevogne, og glade rulleskjøteløbere, der ligesom os glædede sig over det dejlige vejr. Til frokost spiste vi på en lokal og meget hyggelig og intim restaurant på upper east-side hvor vi fik jordens bedste panninis. Efter frokost gik vi rundt i det hyggelige kvarter upper east-side hvor mange af de fine hyggelige butikker lå side om side.
Vi drog ud i byen tidligt da vi vidste det ville blive en travl dag. Vi startede dagen med et besøg i Century 21 for at få købt de sidste gaver til familien derhjemme. Klokken var mange og vi havde jo en aftale med Marie og Mikkel om at mødes og spise frokost. Efter en gåtur på Broadway med forskellige smagsprøver af nye produkter ankom vi til restauranten hvor vi skulle mødes med dem. En lille hyggelig øko-burger bar med en stor dejlig terrasse liggende nær NYU's campus (New York Univeristy). Efter lidt ventetid ankom de og vi fik bestilt en stor burger med sweet potato fries til. Efter frokost tog vores tourguide 'Marie' os ud på en lille gåtur indtil vi ankom til Chelsea Market hvor vi fik købt kaffe til pigerne og smoothies til drengene. Med vores kopper i hånden gik vi op på the highline, som er en ny åbnet park fra 2009 der er et sammenhængende grønt parkforløb der er konstrueret på en gammel højbaneforbindelse der tidligere var på Manhatten. Her sad vi på et de attraktive steder hvor der for enden var glasvinduer så man så udover en af de store avenuer. Efter en hyggelig snak om alt muligt var det tid til at vi skulle tilbage til hotellet lige og skifte inden vi skulle ned til Buddakan som Rikkes mor og far havde fundet til os, og gav som en afslutning på vores jordomrejse. Vi havde bestilt bord til kl kvart i seks men da vi var så enormt mætte, blev vi enige om at rykke til den anden mulighed nemlig kl kvart i ti. Vi havde derfor lidt ekstra tid til at klare de sidste ting samt hygge rundt i byen en sidste gang. Vi gik fra den ene ende af byen ned til restauranten der ganske vis lå lige ved Chelsea Market hvor vi havde været tidligere på dagen med Marie og Mikkel. En stor dør var det eneste man kunne se, da man trådte ind blev man mødt af en skranke hvor de så førte os videre ind i den mørke bar hvor vi skulle vente indtil vores bord var klart. Restauranten var bygget helt vildt op med en kæmpe sal med et langbord nedenunder og så ellers normale borde ovenpå rundt om salen. Vi fik serveret noget meget lækker thai-mad, med nudler, kylling, forårsruller og and. Til sidst sluttede vi af med en af de bedste desserter vi havde fået i vores liv, med nogle af vores ynglings ting i nemlig chokolade mousse, brownie og is. Efter den lækre middag sang vi gamle danske sange hele vejen hjem til hotellet for nu var klokken blevet mange og vi skulle jo rejse hjem dagen efter.
Tirsdag morgen startede vi med at få pakket de tre tasker der nu var propfyldte med alle vores nyindkøbte varer, vi gik derefter i Macys hvor Rikke fik købt en gave til mor Heidi og i American Apparel hvor Alexander fik købt en lækker trøje. Vi fik derefter checket ud og turen gik nu mod JFK lufthavnen, ned i metroen med os. Heldigvis var det ikke myldretid, som sidst, så der var god plads i toget og på stationen til alt vores bagage. Da vi ankom til lufthavnen fik vi et sidste måltid og så gik turen mod Island og videre til Danmark. To flyveture på henholdsvis 6 og 3 timer uden noget mad serveret ankom vi sultne til Københavns lufthavn hvor vi vidste at Rikkes familie og Alexanders mor ventede på os. Ud kom vi og ganske rigtigt stod hele Rikkes familie med flag, kamera og blomster.
Vi takker for at i har fuldt med på vores helt vidunderlige tur og håber i har nydt at læse om oplevelserne på vores eventyrrejse, som vi aldrig vil glemme!
- comments
Peter Hej med jer, Flot I fik gjort dagbogen færdig, og ja USA er bare jeres land - shopping og smovsing hahaha Godt at have jer hjemme i god behold. Kh Nina & Peter