Hej alle :)

Saa er det vidst paa hoeje tid, at vi igen for skrevet nogle af vores fantastiske oplevelser ned paa vores endnu mere fantastiske blog :) Sidst vi skrev, var vi i Wellington paa nordoeen, og der er sket virkelig meget siden da.
Fra Wellington sejlede vi med faergen til den lille by Picton, der er "the gateway" til den sydlige oe. Faergeturen i sig selv var ikke det mest interessante vi har oplevet, men okay, det var da meget hyggeligt i selskab med de andre. Fra Picton fortsatte vi med Kiwi-bussen foerst til Nelson og herefter til Kaiteriteri. Paa vejen saa vi den ene store vinfarm efter den anden, og med de hoeje bjerge i baggrunden blev det en ret sevaerdig bus-tur.

Men trods den smukke udsigt paa vejen til Kaiteriteri, var koereturens hoejdepunkt et helt andet - det var eeeeendelig blevet tid til, at vi kunne saette vores underskrift paa papiret med overskriften "Abel Tasman Skydive". Det var noget vi havde snakket om at skulle goere i evigheder, og efter resten af vores lille gruppe gjorde det i Taupo, havde vi glaedet os endnu mere. Ideen var at goere det den 2. april paa Sanders foedselsdag, saa vi skrev os op til hoppet den foelgende morgen.

Da hjulene paa bussen rullede ned af den lille bakke og feriebyen Kaiteriteri kom til syne bag traerne var der ikke andet end at sige end wauw! Et super laekkert lille omraade, men den smukkeste lille strand. Allerede inden vi hoppede ud af bussen kunne man fornemme, at stedet havde en god atmosfaere. Vores hostel var rigtig hyggeligt og var placeret kun 100 meter fra stranden - hvis ikke mindre. Da vi havde pakket ud, moedtes vi alle paa hostellets lille bar, og vi blev enige om at spille en gang mini-golf. Selvom alle selvfoelgelig spillede individuelt, var alle godt klar over, at det handlede om EN ting - Danmark vs. England.
Paa det danske hold spillede Sander Woods, Nicolaj, Mie og Mikela, mens englaenderne stillede op med Owen, Charlotte, Sam og Matthew Willam Edward Ware. Med det navn skulle man da tro han kunne spille golf?! Sjaeldent har golfbanen set saa morsomt - og userioest - spil minigolf. Ikke desto mindre blev det Sander, der loeb med sejren i den individuelle kategori. Hvad landskampen angik blev spillet en moerk plet paa den britiske golf-historie.
Om aften lavede vi selv mad og den stod paa - surprise! - pasta med ketchup. Det var super hyggeligt, og med tanken om den laekre foedselsdagsmiddag den kommende dag, kunne vi da ogsaa lige tykke os igennem det.

Happy birthday to you. Happy birthday to you. Happy birthday dear Sander, happy birthday to you! Med kage med lys og foedselsdagssang blev Sander vaekket af vaerelset den 2. april. Det var Mie og Mikela, der havde staaet for projektet, og det var jo dejligt, naar nu man befinder sig saa langt fra familien paa sin foedselsdag.
Vi stod op og spiste en gang morgenmad i koekkenet, og inden laenge blev vi alle tre - Nicolaj, Sander og Matthew - samlet op af gutten fra skydive-firmaet. Spaendte - og maaske en lille smule nervoese - sad vi og snakkede i bilen paa vej derud. Sander maa have opfoert sig ordentligt, for vejret var helt fantastisk og der var ikke en eneste sky at se paa himlen.
Paa skydive kontoret skulle vi udfylde de saedvanlige papirer, og efter en lille introduktionsvideo blev det tid til at vaelge hvilket hop vi ville tage. Paa grund af penge-problemer valgte Matt at tage hoppet fra 13000 fod, men Nicolaj og Sander blev enige om, at naar nu vi skulle goere det, skulle det goeres ordentligt. Vi valgte derfor hoppet fra 16500 fod (svarende til lidt over 5 km) og koebte desuden hver en kameramand til at hoppe med os.
Vi kom hurtigt i de laekre dragter, og efter en lyn interview - hold op hvor var det pinligt - var det blevet tid. Paa trods af forskellig hoejde kom vi alle tre med samme fly. Vi sad som sild i en toende i den lille flyver, og efterhaanden som vi kom laengere op steg spaendingen. Der var den mest fantastisk udsigt fra flyveren. Da vi naaede omkring de 12000 fod fik vi Nicolaj og Sander hver en iltmaske for at kompensere for den tynde luft. Og smaa 1000 fod hoejere oppe blev det tid til at sparke Matt ud af flyveren. I det hans instruktoer satte af fra kanten var han vaek i loebet af et splitsekund. Det var her der for alvor gik op for os, hvad vi skulle til at goere.
Vi naaede de 16500 fod og det var blevet tid. Nicolaj sprang - eller faldt - som den foerste og Sander fulgte lige bagefter. Med omkring 200 km/t susede vi afsted mod jorden. Udsigten var spektakulaer - vi kunne se hele vejen fra Kaiteriteri paa vestkysten over til oestkysten. Vi kunne endda se det store bjerg helt oppe paa nordoen. Da vi begge stod paa jorden igen, blev vi enige om, at det maaske var det fedeste vi nogensinde havde proevet!

Efter at have set vores morsomme filmoptagelse fra hoppet gik turen tilbage til Kaiteriteri. Her gik vi en lille tur paa stranden med Owen og Charlotte, og inden vi gik tilbage, blev det da ogsaa tid til en lille dukkert. Tilbage paa hostellet lavede vi laekker mad. Ideen med selv at lave mad var, at vi alle sammen (alle 9) kunne spise sammen. Det var ikke alle, der havde budget til at tage paa restaurant. Matt, Nicolaj og Sander stegte Rib-eye steaks, og lavede salat, mens Owen lavede nogle magiske kartofler. Det var saaaaaaa laekkert og hold da op, hvor var det bare tiltraengt med en god middag. Efter middagen sad vi og spillede lidt kort i baren, inden vi gik i seng. Selvom Sander befandt sig meget langt fra familien, havde det alligevel vaeret en rimelig god foedselsdag :)

Den foelgende morgen oplevede vi det foerste rigtige regn paa New Zealand. Det betoed ikke saa meget, eftersom stoerstedelen af dagen alligvel ville foregaa i bussen. Vi koerte fra Kaiteriteri til Westport - her regnede det desvaerre ogsaa. Vores hostel var super hyggeligt, og vi fik et rum med eget toilet, koekken og en lille dagligstue. De fleste af os var lidt halvsloeve, saa aftenen endte med at staa i hyggens tegn, og vi noed en god middag over et glas roedvin og en god film.

Fra Westport koerte vi videre mod Lake Mahinapua, hvor den legendarisk Kiwi fest skulle afholdes. Paa vejen koerte vi langs med kysten, og flere gange stoppede vi for at gaa smaa ture langs med den imponerede kyststraekning. Vi ankom til det lille hostel sidst paa eftermiddagen. Sander gik en tur ned til soeen og bagefter til stranden, mens Nicolaj og de andre fra gruppen gik i bad og gjorde sig klar til aftenens fest. Festen i sig selv viste sig at blive lidt et flop eftersom baren lukkede forholdsvis tidligt, og da vi var langt ude paa Lars Tyndskids mark, var der ikke saa mange andre steder at tage hen.. Men det var nu stadigvaek en hyggeligt aften.

Saa kom dagen, hvor bussen satte kursen mod Franz Josef. En dag som baade Sander og Nicolaj havde set frem til. Vi havde udset os is-klatringen som en mulig aktivitet i den lille gletsjer-by, men vi var da ligeved at faa vores kakaomaelk galt i halsen da vi saa priserne paa aktiviteterne. Alle ture der havde med gletsjeren at goere var steget et sted mellem 100 og 150 dollars fra deres oprindelige pris. Prisstigningen skyldes, at man ikke laengere kan gaa til gletsjeren - nu skal man flyve i helikopter for at komme derop. Efter lange overvejelser valgte Nicolaj at droppe alle aktiviteter, mens Sander, Matt og Mie skrev sig op til turen Glacier-Explorer.

Franz Josef var et super hyggeligt lille sted, og da vi - eller i hvert fald Sander - foelte sig fuld af energi, gik vi op for at se gletsjerdalen om eftermiddagen samme dag. Det viste sig at blive en 3,5 times rask gaa-tur. Hele vejen blev udsigten til de sneklaedte tinder bedre og bedre. Endnu engang kan vi bare slaa fast at New Zealand er et sindsygt smukt sted.

Tidligt om morgenen gik Matt, Mie og Sander afsted for at tjekke ind paa kontoret. Vi fik diverse vinterudstyr til turen, og da vi stod i vores laante jakker og overtraekker lignede vi mildest talt 3 pingviner, der havde forvildet sig vaek fra isen. Med helikopter - hold op hvor er de bare seje! - floej vi afsted mod de mange, mange, mange meter is oppe af bjergsiden. Det var lidt syret, at naturen gaar fra at vaere en forholdsvis varm regnskov til at vaere et mindre vinterlandskab med store isformationer og ishuler. I smaa 3 timer gik vi rundt paa gletsjeren inden vi igen floej ned med helikopteren - hold op var var den stadig bare sej!
Om eftermiddagen samme dag gik vi - Matt, Mie, Sander og Nicolaj - til Franz Josef hoot pools, der var nogle udendoers opvarmede swimmingpools. Her sad vi og slappede af i et par timer inden vi igen vendte tilbage til hostellet.

Vi takkede af med den lille gletsjerby og satte kursen mod Wanaka. Paa vejen stoppede vi ved den smukke Lake Matheson, hvorfra man for et "breathtaking view" over det smukke Mount Cook. Det enorme bjerg spejler sig i det rolige klare vand, og paa et godt billede var det naesten svaert at skelne mellem det faktiske bjerg og reflektionen i vandet.
Inden vi naaede Wanaka stoppede vi desuden ved den smukke Lake Wanaka. Med udsigten over den smukke soe og de hoeje bjerge i baggrunden noed vi endnu engang landets natur-skoenheder. Vi ankom rimelig sent til Base X hostellet. Sander var virkelig doven og smed sig i sengen for at tage sig en lur. Det synes de andre var en daarlig ide, og efter megen overtalelse fik Mie lokket ham til at gaa med paa en lille tur. Planen var at "bestige" Mount Iron, hvorfra man for at godt udsyn over Wanaka by og soeen. Da vi svedige naaede toppen blev vi da ogsaa moedt med en helt fantastisk udsigt, saa det var det hele vaerd.

Saa kom dagen, hvor vi koerte til Queenstown - destinationen som mange havde ventet paa. Af en eller anden mystisk grund blev vi i gruppen enige om at skulle kaste os ud i et af AJ Hacket's mange forskellige bungy-jump. I det oejeblik vores navne stod paa listen var vi alle sammen mildest tale ved at "skide groenne grise"... Vi havde ikke bare valgt hvilket som helst bungy jump - nej nej, vi havde naturligvis valgt det absolut hoejeste paa hele New Zealand. Inden vi ankom til Queenstown stoppede vi lige ved et af firmaets kontorer for at betale og for at faa lidt informationer om moedetid osv. Vi indlogerede os paa Nomads i byen og pakkede vores ting ud, men resten af dagen handlede mere eller mindre hver eneste samtale om morgendagens frygtindgydende aktivitet.
Den foelgende morgen - bungy jump dagen - hang der en tyk lugt af frygt over hele vores vaerelse. Det var ikke meget samtale det blev til, da vi sad i bussen paa vej til bungy stedet - det var der vidst ikke overskud til. Vi ankom til kontoret ved Nevis floden. Nevis Bungy Jumpet er 134 meter hoejt. Vi hoppede i seletoejet og gik ud i "baghaven" og da vi fik oeje paa plaformen hvorfra man hopper og saa afstanden ned til jorden, var vi ikke i tvivl om, at det ville blive det mest uhyggelige nogensinde. Vi havde hjemmefra planlagt i hvilken raekkefoelge vi skulle hoppe, men det kunne vi godt glemme alt om. Det var nemlig personens vaegt, der afgjorde hvornaar man skulle hoppe. Og hvem mon der vejede mest fra vores lille gruppe - det gjorde Sander selvfoelgelig. Han naaede kun lige at saette sine foedder paa platformen inden de kaldte hans navn op. Som et andet nervevrag trippede han ud mod kanten, mens Nicolaj og Matt stod med kameraer paa sidelinjen og grinede - skoent med lidt moralsk opbakning.. 3, 2, 1 aaaaaarrrrghhh!
Efter en 3-4 andre hop var det blevet Nicolajs tur. Udadtil virkede han meget cool omkring situationen, men indvendig var han vidst ligesaa bange som resten af gruppen. Han formaaede dog at sende alle kameraerne et meget overbevisende smil, mens han vaklede naermere kanten og med et flot "swandive" susede han afsted mod jorden.
Da vi alle havde vaeret igennem, blev vi enige om, at det var det absolut mest uhyggelige, vi nogensinde havde gjort. Det bliver i hvert fald svaert at finde en forlystelsespark, som vi ikke toer begive os ud i. Glade og fornoejde vendte vi tilbage til Queenstown, hvor vi tog et gruppebillede med vores nye T-shirts (ligger paa Facebook). Om aftenen fejrede vi den personlige sejr med en burger fra den verdensberoemte Fergburger restaurant - mums det var laekkert. Nu kan vi desvaerre ikke naa at skrive mere, saa resten af vores ophold i Queenstown omegn maa vente til naeste gang! :)

Vi overvandt baade skydive og bungy jump - vi kan klare alt nu! Hyg jer indtil naeste gang vi faar muligheden for at skrive.