Profile
Blog
Photos
Videos
"But still gonna have fantastic time!"
Efter 18 dages trek, 4 meget ømme ben, en million sveddråber, 8 vabler, 4 ildelugtende sko, 2 varme bade (jep, på hele turen), 1 fantastisk guide, 2 nye britiske venner, 8 gange daal bhaat, 1 fødselsdag, 1 gang over verdens længste bjergpas (Thorong La), 10 Gorkha øl, 2 vanvittige busture med lokal bus, 5 stenhårde hovedpuder, 2 gange paragliding,1 nepalesisk bryllup og en million fantastiske naturoplevelser er vi nu tilbage til civilisationen - eller hvad man nu kan kalde skøre Kathmandu.
Kl. 5 den 26. januar gik turen fra Kathmandu til Besi Sahar, hvor vi fik vores første daal bhaat. Daal bhaat er ris, linsesuppe, spinat og curry og spises normalt med højre hånd, fordi den venstre er uren (bruges efter toiletbesøg). Der findes nogle universelle regler omkring daal bhaat: du kan få så meget du vil af det hele, men du må ikke dele med andre (lidt ligesom refill-reglerne på Subway). Desuden er det meget uhøfligt ikke at spise op.
Herefter trekkede vi 3,5 times nepali flat (nepali flat = "A little bit up, a little bit down, a little bit flat). Vi havde haft en forestilling om, at der altid var koldt i bjergene i Himalaya, men det var der bestemt ikke i starten. Vi svedte som svin og ville ønske at vi havde noget sne, som vi kunne rulle os i. Det ønske har vi mange gange efterfølgende forbandet langt væk.
De følgende dage gik med trekking i omkring 5 timer om dagen i bagende sol, gennem de mest fantastiske bjerglandskaber og hyggelige små nepalesiske landsbyer.
Allerede fra første dag havde vores guide sagt, at der var en meget lille sandsynlighed for, at vi nåede Thorong La passet, fordi der var så meget sne og det var alt for koldt. Passet skulle være turens højdepunkt, med sine 5416 meter. Hvis det blev ved med at være lukket, blev vi nødt til at gå samme vej ned igen og det ville selvfølgelig være en enorm skuffelse. I de første dage mødte vi mange som havde vendt om fra Manang og Pisang og fortalte om lårdyb sne og ufremkommelige trekkestier. Vi mistede i stigende grad håbet om at nå Thorong La, i takt med at vores guide (Shankar) snakkede mere og mere om alternative ting vi kunne lave, hvis vi blev nødt til at vende om. Hver gang endte han altid med at sige: "but still gonna have fantastic time!" En sætning vi efterhånden kom til at hade.
Men ellers var Shankar en fantastisk guide og der var ikke den historie han ikke kunne fortælle om tidligere gæster og deres underlige krav og mærkelige opførsel. Fx fortalte han om en pige, der var blevet så fuld, at hun havde kastet op på sit værelse og at det var dryppet ned i nogle af de andre gæsters mad på etagen nedenunder.
Lidt typiske udtalelser fra Shankar:
- "But still gonna have fantastic time!"
- "That peak is fishtale mountain. You can climb if you want, but don't call me I don't wanna die."
- "Shankar, why aren't you married?" "Well, the pretty girls don't like me and I don't want an ugly one." Tim: "I know your pain, man...."
- "Shankar, have you ever thought about climbing Everest?" "No, I don't wanna die."
- "Tomorrow is gonna be Nepali flat" (HVER dag).
- Hvis man godt kan lide børn er Skankars råd: "Make one! It only takes 9 months."
- "In Nepal, if you wanna kill your girlfriend, buy a motorcycle. If you wanna kill your family, buy a car."
Det blev efterhånden rimeligt koldt om aftenerne og nætterne, for i bjergene er der meget stor forskel på temperaturen om dagen og om natten. Vi sov med masser af tøj, lagenpose, sovepose og tæpper. Det blev også svært at sove pga højden, specielt for Alberte. Ikke engang al vores aftengymnastik, som blev gjort for at få varmen, kunne gøre hende træt.
Nå, efter et par dages trekking kom vi til Chame, hvor vi mødte to kinesiske børn, som vi spillede fisk med i 2 timer - vi grinte rigtig meget og havde det super hyggeligt! (men næste dag mødte vi dem igen, hvor Thea entusiatisk vinkede til dem - hun havde bare ikke lige tænkt over, at det betød 2 timer mere med fisk.. Hvad gør man ikke for søde børn!)
Herefter begyndte sneen at ligge på vejene, og landskabet ændrede sig til store fantastiske bjerge dækket i et hvidt landskab. Vi kom til byen Pisang, hvorefter vi gik op til et smukt kloster; herfra var der bare den vildeste udsigt! Men turen derop, ja, det var så 70 % stigning i 1 time, så deeet...
Turen gik til Manang dagen efter, som var en helt fantastisk smuk by, der ligger 3500 m over havets overflade. Her fik vi en hviledag (Juhu!!) , som tilfældigvis også var Theas 21 års fødselsdag. Hun blev vækket af solopgang over bjergene og en smukt syngende Ally, som havde medbragt oreos og et postkort med den danske kongefamilie - perfekt start på dagen! Gaven var en dag i Kathmandu med pizza til aftensmad og efterfølgende bytur.
Vores "hviledag" bestod af en 3 times tur næsten lodret op ad en bjergside - men udsigten var det hele værd. Det ene landskab overgår det andet her i Nepal - kameraet havde ikke mange hvilende timer på denne tur!
Ellers gik turen med, at Ally plejede sin solskoldning i hovedet. Ud i solen ville hun være, så derfor var hun nødt til at sidde med halstørklæder rundt om hovedet og solbriller uden på som en anden ørkensoldat ;)
I dag var også dagen, hvor Shankar besluttede, at vi ville gå over passet. Vi var lykkelige - selv ikke tanken om minus 30 grader og is på vejene slog os (særlig meget) ud.
Derefter gik turen de næste par dage med trekking i fuldstændig fantastiske omgivelser blandet med ulidelig kulde, sneboldkampe, daal bhaat, forfærdelig nepalesisk soap opera tv, begyndende højdesygehovedpine og manglende bad for 8. dage i træk :)
Vi var nu i Thorung Phedi, og herfra var der ingen vej tilbage. Vi var oppe i 4540 meters højde og målet var Thorung La passet, 5416 meter over havets overflade - ja, når man tænker på, at Europas højeste punkt er 4810 meter, virkede 5416 m som skræmmende højt for nogle europæere som os.
Vi drog afsted kl 4 om natten i 8 lag tøj (mindst!) og udstyret med vandrestave, 5 liter vand og en masse snacks (der er ikke nogen restauranter på Thorung La så snacks var dagens menu)
At gå i total mørke i -20 grader udelukkende med pandelampe som eneste lys, op ad et stejlt bjerg er ret ubehageligt, men i det mindste kan man ikke se, hvor langt der er tilbage og dermed brokke sig over det ;) Det var så koldt, at vandet i vores flasker frøs til is flere gange og iskrystallerne dekorerede vores ansigt og tøj.
Efter 3 timer begyndte solen heldigvis at stå op, og vi så den flotteste solopgang. Men ved de 5000 meter begyndte hovedpinen for alvor at slå an og kombineret med stærk vind, som føg ind i ansigtet og en svimmelhed der gjorde hvert skridt til en udfordring, hadede vi lidt os selv for at have indviliget i det her sindssyge projekt.
Alt det forsvandt dog, da vi efter 5,5 time stod oppe på toppen. Vi havde nået passet, vores mål. Det havde krævet så meget af os rent fysisk og psykisk, og følelsen af at stå deroppe var ubeskrivelig. Vi græd og gav hinanden store knus, mens vi tog sejrsbilleder. Puha, vi får helt gåsehud bare af at skrive om det! Efter max 10 minutters ekstase i -31 grader skulle vi ned igen pga kulden og faren for seriøs højdesyge. Det gik hurtigt, for vi kælkede på numsen noget af vejen, løb og gik i rask tempo. Fordi Thea havde voldsom hovedpine tog Shankar hende under armen og skøjtede ned ad bjergene; trods den lidt alvorlige situation så det alt for grinern ud!
Efter hvad føltes som en hel dag (4 timer) nåede vi Muktinath; vores ynglingsby so far, for her var der wifi (vi havde været omskåret fra omverdenen i 12 dage på dette tidspunkt), varmt bad (10 dage uden bad!) og glade mennesker, som ligesom os, også havde formået at passere passet.
Efter denne dag gik turen gennem udtørrede søer, ned ad de sneklædte bjerge, langs floder og forbi vandfald. Vi kom via lokalbus (yallayalla og en masse bump along the way!) til Tatopani, hvor der var HOT SPRINGS!! Så vi dasede i det varme vand med en kold cola i hånden efter alle strabadserne, oh yeah!
Ally og jeg vaskede tøj nepalese style (på stengulv og så ellers en masse skrubben) - eller det vil sige indtil vores bærere tog over. Vi følte os som dårlige kvinder, for de mandlige bærere var meget bedre end os (mhm, tror ikke der er nogen nepalesiske mænd, som vil giftes med os nu, hæhæ).
Ellers brugte vi tiden i Tatopani på at plukke appelsiner i træerne, være i hot springs, læse, spille kort, diskutere israelere med Shankar (nepalesere kan ikke udstå israelere!) og drikke en del øl..
Herfra tog vi til fantastiske Pokhara, som var en lækker by med en skøn udsigt til Annapurnabjergene. Vi var i byen, hvor vi mødte nogle rigtige sjove australiere - virkelig sjov aften, som sluttede kl 23, for der lukker byen, mhm..
Dagen efter stod på paragliding, hvilket var den vildeste oplevelse!! Det kunne vi godt blive overtalt til at gøre igen ;)
På vejen hjem derfra stødte vi ind i et nepalesisk bryllupsoptog. Dem dansede vi så ellers med på gaden, hvorefter vi var med til selve ceremonien ved templet. Det var et sammensurium af gamle traditioner, nepalesisk dans (puha, hvor fik vi viftet med hofterne her!), fantastiske kjoler og glade mennesker. Herefter blev vi inviteret hjem til efterfesten, hvor vi fik lækker daal bhaat og dansede med en masse kvinder. Stor oplevelse!!
Så gik turen desværre hjem til Kathmandu igen, 7,5 time i bus, grrrr.. Vi havde afsked med Shankar og vores britiske venner, som kulminerede med et natligt arrangement på værelset i selskab med en flaske whiskey, hoppen i sengene, dansen rundt i værelset og snak om stort og småt. We're gonna miss you, Tim and Sophie!
De efterfølgende dage brugte vi i Karhmandu, primært på vores nye stamcafe, OR2K, hvor vi snakkede med en masse andre turister og ellers hyggede vi os bare med en lassi eller 5 ;)
Herefter drog vi mod den gamle og smukke naboby, Bhaktapur. Herfra tog vi en bus til den lille by Changu Narayan, hvorefter vi trekkede 15 km i bagende sol med fuld oppakning (13-14 kg). Puha, vi værdsætter virkelig vores bærere på det store trek nu, for det var sgu da hårdt!
I går ankom vi så til byen Nagarkot. En by, hvor vi allerede er rigtige populære, eftersom alle tilsyneladende gerne vil have vores numre eller facebook (læs: nepalesiske drenge, som vist synes lyshårede piger som os er "very cute").
Især 2 nepalesiske fyre var ihærdige efter at lære os at kende, og efter at have vist os solnedgangen over hele Langtangbjergkæden, introducerede de os for den nepalesiske drik raxi også kaldet "the Local". En alkoholisk drik, som bedst kan beskrives som en blanding af whiskey, rom og vodka, der lugtede af øllebrød og smagte af bæ(!).
Vi havde en alt for grinern aften, som bestod af en omgang truth or dare, engelsk vals, sentimentale sange og skøre historier.
I dag skulle vi have set solopgangen over Everest, Langtangbjergkæden og Annapurna, som Nagarkot er kendt for, men det blev desværre aflyst pga regn. Så vi har besluttet at blive her til i morgen og forhåbentlig se den i morgen tidlig, for det skulle være helt fantastisk.
Vi har haft den hyggeligste dag bare os to på værelset - for når der ingen sol er, er der sgu så skide koldt i Nepal!
Vi håber I er kommet godt gennem denne roman af et blogindlæg, og vi lover, at den bliver opdateret lidt oftere fra nu af ;)
Vi savner jer derhjemme og håber I har det godt - for det har vi!
Namaste,
Ally og Thea
- comments
Birgit og Gunnar Godt gået tøser - det er ren fornøjelse at læse om jeres mange eskapader. Fortsæt den gode indsats og god vind fremover.
Daddy-o Hej piger. Vi kan læse at fantastiske oplevelser og hårde strabadser tilsat snak med søde mennesker er en skøn nepalesisk cocktail. Det er oplevelser for livet og en forælderbemærkning om at I skal nyde det er umulig ikke at sige, men også helt overflødig... Så nyd hvert sekund, også den frihed det er at være HELT væk hjemmefra... Kærlig hilsen til jer begge fra A's far og mor
Bente Grønlund Tak for skøn læsning - vi er helt med :-) kram fra Kerteminde.
Heidi Junghans Sikke I får oplevet noget. Dejligt at læse i ferien. Fortsat god tur. Knus Odense
Monika Uhm ! kan næsten både smage og dufte/lugte Daal bhaaten. Dejlig beskrivelse af jeres oplevelser på jeres tur. Fortsat god tur. Mange hilsner og kram fra Valdemarsgade.