Profile
Blog
Photos
Videos
Hej igen!
Om aftenen den 4., hvor vi stadig var i Chiang Mai, havde vi besluttet at holde Theas fødselsdag ORDENTLIGT, da det havde været ret svært oppe i højderne og kulden i Himalaya. Den stod derfor på en lækker middag og efterfølgende et par drinks i baren. Her mødte vi Adam, der var en skide flink ladyboy fra Bangkok og som var professionel latindanser. Han sang en sang på restauranten, hvor der var live musik. Den dedikerede han til de smukke danske piger i baren (tihi). Efterfølgende lærte han Thea at danse salsa midt på gulvet i restauranten til alles store forbløffelse og fornøjelse. Pludselig begyndte bandet at spille en fødselsdagssang til Thea, som hele restauranten sang med på og klappede. Desuden lærte han os hvordan man scorer fyre, hvilket han var selvudnævnt mester i.
Dog mente han ikke at Ally skulle hverken drikke eller score fyre, for hun var en baby på kun 19 år... Han tilbød til gengæld at made hende og putte hende i seng (fml).
Det endte dog med at vi tog på Yellow Bar, som er en stor samling af nogle forskellige barer, hvor der er proppet med backpackere, selv på en tirsdag. Vi havde en virkelig virkelig sjov aften, hvor Thea bestemt blev fejret med manér og lad os bare sige at busturen dagen efter ikke var særlig sjov.
Vi skulle nemlig til Chiang Khong næste dag, hvor vi ville krydse grænsen ind til Laos. På vejen fik vi set White Temple i Chiang Rai, som var det flotteste tempel vi har set indtil videre - lavet kun i hvid og med en masse glimmerstads - meget imponerende! I Laos tog vi en slow boat ned af Mekong floden til Luang Prabang. Det tog to dage, men det var samtidig en rigtig hyggelig oplevelse, hvor vi fik snakket med en masse forskellige mennesker. De var alle sammen i Luang Prabang i dagene efter, så man kunne ikke gå på gaden uden at møde nogen man kendte. Blandt andet havde vi mødt to søde danske piger fra Nyborg, som var veninder til Mia fra vores efterskole. Lille verden (lille Danmark)!
Vi boede på et hostel der hed Spicy Laos og om aftenen blev vi inviteret med til et bryllup, som blev holdt på hostellet. Der var masser af mad og gratis øl hele aftenen og så blev der ellers danset laotisk (kaotisk? Coincidence? - we think not!) dans i den helt store stil. Dansen gik ud på at man parvis bevægede sig langsomt rundt i en cirkel og samtidig bevægede hænderne rundt i cirkler i takt til musikken. Det vigtigste så ud til at være ikke at kigge på hinanden og bestemt ikke smile! Alle os skøre backpackere havde det så sjovt med de skønne lokale og fik danset rigtig meget - we love weddings! ;)
Næste morgen tog vi afsted med tuk tuk til Khiang Si, som er et kæmpestort vandfald ude i junglen. Det var utroligt smukt og vi klatrede i lang tid for at komme op til toppen, hvor der var en fantastisk udsigt. Vi blev her i nogle timer, hvor vi badede og hoppede fra klipper. Tilbage i Luang Prabang tog vi ud at spise med nogle af dem vi havde været ude ved vandfaldet med, to rigtig søde kvinder. Vi fandt en sidegade til night markedet, hvor man for 10.000 kip (6,7 dkk) kunne fylde en tallerken med en masse forskelligt laotisk mad. Bagefter tog vi på en bar nede ved floden, kaldet Utopia, hvor man sad på puder på gulvet og fik en øl eller to.
Dagen efter var det Allys tur til at blive vækket med fødselsdagssang og Oreos, da hun blev 20 år! Dette skete kl. 5 om morgenen, for vi skulle ud og se munkenes morgenalmisse, som de går hver morgen. De går byen rundt og flere steder går de forbi mennesker, som giver dem mad. Det var en rigtig fin oplevelse, men det blev lidt ødelagt af de mange turister som tog billeder og gik helt tæt på munkene.
Vi tog en lækker sandwich hos en sød gadesælger, som blev vores stamsted. Så tog vi over til en lille boghandel kaldet Big Brother Mouse, hvor man som turist kan komme og snakke med nogle munke, så de kan øve deres engelske. Vi snakkede i to timer med hver vores munk og fandt ud af en masse om deres liv, alle deres regler og deres planer for fremtiden. Vi var helt høje bagefter af hvor fedt det havde været og var rigtig glade for at vi gjorde det. Det vil vi klart anbefale! Hvad vi ikke vil anbefale er bagefter at blive facebook-venner med din munk. Det blev Ally og han er stadig skide sød, men han begyndte dog at lægge rigtig meget an på hende og planlægge deres fremtid sammen. Han havde nemlig tænkt sig at droppe ud af klosteret (jep, det kan man) om 2 år og så læse business på universitetet - og selvfølgelig giftes med Ally!
Vi havde det måske lidt for sjovt over hans store kærlighed til Ally (vi grinte til vi fik ondt i maven). Han skrev blandt andet: "if someone you had met in a very few hours come and say "i love you" to you will you say they crazy or what will you say?"
Og lidt senere: "Thank you very much for your nice chatting, have to go for lunch. see you in five more years then in Asia. id like be to be the one you love very much then you can come and live in laos with me then." Så nu ved Ally allerede hvem hun skal giftes med om 5 år.
Efter snakken med munkene tog vi en sandwich hos vores gadesælger, og derefter fik vi en skøn oliemassage (Theas fødselsdagsgave til Ally!). Bagefter var vi dejligt afslappede og tog derfor over til en bar/swimmingpool kaldet Le Pistoche, hvor vi fik lækre mangodrinks og slappede helt af.
I fødselsdagsgave fra familien havde Ally fået en middag på fars regning! Så det udnyttede vi selvfølgelig fuldt ud og købte en middag for 207.000 kip (140 dkk). Efterfølgende var det desværre blevet Theas tur til at blive syg, så vi tog tilbage til vores dorm og hyggede i stedet for en bytur.
Dagen efter rejste vi afsted til Vang Vieng, som er byen hvor man fester og tuber! Her blev vi i hele 6 nætter og dermed er det det sted hvor vi har været absolut længst tid indtil videre.
Dagen efter vi ankom, tog vi på en af de mange caféer, hvor man kan ligge på puder og se friends hele dagen, for Thea var stadig ikke helt på toppen (gad vide hvorfor de mon er så populære i Vang Vieng?). Om aftenen mødte vi de to piger fra Nyborg, som havde tubet hele dagen og derfor allerede var godt kørende og klar på en bytur. Vi besluttede os for at tage en enkelt øl sammen med dem og var først hjemme kl. 3.
Næste dag tubede vi i en grotte med pandelamper på og hev os frem med reb i mørket. Der gik konkurrence og vandleg i det, så der blev kastet med vand og tubet om kap.
Herefter sejlede vi i kajak i et par timer, og det var en rigtig smuk tur - men også varm!
Vi stoppede på en bar ved floden, hvor vi spillede volley, bordtennis og petangue - ski' hyggeligt.
Dagen efter stod den så på den berømte tubingtur. Vi tog vores badering under amen og så gik det ellers fra bar til bar ned ad floden, hvor vi snakkede med en masse og hyggede os helt vildt!
Ellers gik dagene med hyggeøl, gratis drinks, mødet med en helt masse mere eller mindre skøre mennesker (herunder en fyr på svampe, som troede han var spiderman), badning, udspring fra træer og ropeswings i Blue Lagoon, udforskning af en gigantisk grotte og ikke mindst klippeklatring!
Efter Vang Vieng tog vi en bus til Vientiane, hovedstaden i Laos, hvor vi har været de sidste to dage. Her har vi set Buddha Park, resultatet af en excentrisk mands mærkelige fantasi, med over hundrede forskellige Buddha-statuer i underlige positioner. Vi fik også set deres Night market og spist god mad med nye venner.
Nu er vi taget til Vietnam, til Hanoi, hvor vi mødte to hollandske piger, som vi tog ud og spiste med og så en tur i byen. Vi snakkede blandt andet med tre vietnamesiske fyre og hollænderne fik en af fyrenes nummer. Da vi vågnede her til morges efter en virkelig sjov bytur havde de fået beskeder, hvor der stod: "can you please tell Ally that i really like her and i want to have her facebook or her number". Asiatere elsker Ally!
Desuden kan vi fortælle at vi har fået frivilligt arbejde på en skole i Cambodia, hvor vi vil bruge to uger på at lære børnene engelsk og ellers hjælpe til med at reparere og udvide skolen. Vi glæder os rigtig meget!
Stort knus til alle derhjemme
Thea og Ally
- comments