Profile
Blog
Photos
Videos
Mingalaba!
Efter de tre dage med khmer nytåret var forbi, slappede vi af nogle dage, sammen med de andre frivillige fra Angkor Tree School i Siem Reap. Poolen ved River Garden Hotel blev stamstedet, hvor vi stort set hver dag, når der var pause i undervisningen midt på dagen, bekæmpede middagsheden med en svømmetur eller fem. Her kunne man få fruit shakes (og dem elsker vi jo!), samt lidt efterhånden tiltrængt luksus, som vi virkelig nød! Aftnerne gik med at hænge ud med de andre frivillige, blandt andet på den hyggelige roof top bar, X-bar. Her kunne man få en øl og en hyggesnak, mens man kiggede ned på dansegulvet, hvor smukke asiatiske piger forførte lidt for gamle hvide mænd. Vi fik også massage intet mindre end fire gange, mens vi var i Siem Reap, spiste lækker mad og shoppede på markederne. Vi udnyttede også lejligheden til at få vores tøj vasket (faktisk skulle det hele vaskes, fordi vi havde haft bedbugs), hvilket desværre resulterede i en halvering af Allys tøj. Hun fik dog skaffet en del af det igen ved at være meget insisterende og til sidst komme med ud bagved, hvor det viste sig at vaske/tørre "rummet" var udendørs og at det var ét stort kaos (surprise surprise).
Ally var også en tur til lægen, fordi hun havde haft ondt i ryggen siden Vietnam. Her stillede en mand med et helt utroligt imponerende overskæg hende en masse underlige spørgsmål, prikkede lidt til hende hist og her og konkluderede til sidst, at vejen til bedring hed en recept på forskellige smertestillende remedier, samt en formaning om ikke at bære rundt på tunge ting (for det kan en backpacker jo lade vær med) og så selvfølgelig noget dyrt vitamin-pulver, for det kan man jo altid bruge. I det hele taget mindede han mistænkeligt meget om en grisk tuk tuk driver.
Vi havde hørt fra nogle af de andre frivillige, at man, i stedet for at se solopgangen over Angkor Wat (som alle gør), kunne tage til Bayon templet og få det helt for sig selv. Så det gjorde vi lørdag, hvor vi startede tidligt ud kl. 5 og kørte med tuk tuk derud (noget vi lærte at elske i Cambodia, fordi vinden når man kører er fantastisk mod varmen). Da vi kom derud var det ved at blive lyst og templet var ganske rigtigt fuldstændigt forladt. Det var den bedste tempeloplevelse vi begge to har haft. Bayon templet er, med sine mange gange, krumninger, "hemmelige" steder og smukke udsmykninger, vores absolut yndlingstempel! Vi formåede faktisk også at blive væk fra hinanden og vi for begge to en smule vild i de mange gange. Det smukke lys fra skumring og solopgang, ensomheden og templet i sig selv, gjorde at det var en meget speciel oplevelse. Det hele virkede meget mystisk og det føltes næsten som om vi var opdagelsesrejsende, der opdagede templet for første gang! Vi kan ét hundrede procent anbefale alle at gøre hvad vi gjorde og tage til Bayon først (selvom vi også har hørt at solopgangen over Angkor Wat er fantastisk).
Ellers gik dagen med at udforske Tomb Raider templet (der hvor Tomb Raider er optaget - ja, den ville I nok ikke lige have gættet), den kongelige swimmingpool (den slog ikke vores pool på River Garden!), Angkor Wat og en masse små templer - vi vil normalt ikke betegne os selv som tempelmennesker, men denne dag blev vi midlertidig omvendt.
Den aften tog vi desuden til en gratis cellokoncert med en schweizer, som har viet sit liv til at bygge børnehospitaler i Cambodia. Hans fortællinger var så inspirerende, at vi allesammen valgte at donere blod senere på ugen (under forhold på højde med vestlige - og man fik tilmed cola, kiks og en t shirt!).
Så var det endelig tid til, at vi skulle undervise de skønne cambodianske børn. Vi underviste kun i en uge, fordi Rektor Sokhom havde "glemt" at fortælle os, at børnene ikke var i skole hele sidste uge.
Men den ene uge var så til gengæld en super fantastisk og lærerig uge. Børnene var så klar på at lære, de kastede sig i armene på en, når de så os, og de var altid glade. Hvis de spottede os på gaden blev der altid råbt: "HELLO TEACHER! How are you??" eller "Hello teacher Ally and teacher Thea!" Efter hver time stod de op allesammen og sagde i kor "Goodbye teacher, see you tomorrow. Good luck for you. Good dreams tonight." Og så kom de og krammede os - man skulle vist være lavet af sten hvis ens hjerte ikke skulle smelte!
Det var ikke kun vores hjerter der smeltede den uge, for med slutningen på Cambodias dry season lå temperaturen omkring de 42 grader de fleste af dagene - The Sweaty Teachers!
En af aftnerne tog vi igen på night market alle os frivillige sammen med Sokhom the Boss. Her blev vi så ellers udsat for diverse yderst delikate riskager, sprøde karkelakker, lotusplanter og nuddelsuppe.
Herfra tog vi en tuk tuk hjem - men det var nemmere sagt end gjort. For da tuk tuk driveren begyndte at køre den modsatte vej, spurgte vi: "where are you going?" Lumsk tuk tuk driver: "Ehm, I dont know?". Os: "sooo, where are you taking us?" Lumsk tuk tuk driver: "Pub Street?" (hvilket er den mest touristede gade i Siem Reap). Hmm, vi gættede på han tog en 50/50 chance, da han ikke forstod hvor vi skulle hen - alle turister skal vel til Pub Street??
Sidste dag var Ally syg med høj feber og havde det rigtig dårligt, så Thea underviste selv vores børn - og så havde vi en lille farvelceremoni med sang og masser af kram. Om aftenen valgte vi at få lidt luksus og betalte derfor tre gange så meget som vi plejede for et lækkert værelse med aircondition og tv. Da vi kom ind på hotellet var det første Thea spurgte om: "Do you have air-con?" "Yes" "Do you have HBO?" "Yes" "THANK GOD!!". Hvorefter hun smed hænderne i vejret i begejstring. Dette gik ikke ubemærket hen, for da vi blev vist op til værelset var det første de gjorde at tænde for tv'et og finde HBO til os! Det hele hjalp meget på Allys tilstand og dagen efter havde hun det bedre.
Og så trængte vi ellers til noget strand! Så vi tog til paradisøen Koh Rong, hvor sandet på stranden er som kartoffelmel og vandet krystalblåt. Vi indlogerede os i en bungalow sammen med vores veninde, Lena fra Østrig, som vi var frivillig sammen med. DET VAR SÅ FEDT!
Vi lå bare i hængekøjerne, spillede monopoly, snakkede om pinlige historier og Lena spillede guitar, alt imens vi havde udsigt over det cambodianske paradis. Den aften var det en mørk og stormfuld aften. Vi besluttede derfor at natbade i det varme vand. Det var en helt vildt syret oplevelse, for planktonen i vandet omringede os og når man bevægede arme og ben begyndte det at lyse som grønt glimmer i mørket.
I mens lynede og tordnede det helt vildt ude i horisonten, og det var så smukt, når lynene oplyste himlen og havet - vi nød bare oplevelsen i stilhed hver især.
Efter nogle skønne dage der, tog vi båden tilbage til Sihanoukville, hvorfra vi ville tage en natbus til Phnom Penh. De første busselskaber vi snakkede med hævdede, at der slet ikke fandtes nogen bus, der kørte fra Sihanoukville så sent om aftenen. Det sidste selskab havde en bus, der kørte hele vejen til Siem Reap gennem Phnom Penh. Den var desværre fuldstændig fyldt op, men den havde vi ligesom hørt før! Det endte med at vi blev proppet ind på gulvet omme foran, sammen med chaufføren, en cambodiansk dame (som ikke kunne et ord engelsk, men lærte os at "chi chi" åbenbart betyder at tisse på cambodiansk), samt en hel masse bagage vi kunne sidde på. Bussen var en VIP-bus, så de andre passagerer havde et lille "rum" hver, med en seng og en lille fladskærm. Så fik vi også prøvet at køre med en fancy bus! Wuhuuu VIP! Udover at vi sad ubehageligt klemt ned mellem bagagen i positioner vi ikke vidste var mulige for vores kroppe, var det faktisk en yderst lærerig tur. Vi fandt ud af, at når bussen nogle gange sænker farten eller kører faretruende meget over i modsatte vejbane, så skyldes det formentlig, at buschaufføren skal skifte youtube-video, finde sine cashewnødder, spille lidt AngryBird eller svare ét ud af utallige opkald han fik fra sin mor. Stemningen skiftede mellem "s***, det er nu vi dør" og gigantiske grineflip til vores maver gjorde ondt. Heldigvis mest af det sidste! Der var dog ingen dødsfald og vi nåede uskadte frem til Phnom Penh midt om natten, hvor vi checkede ind på et hotel vi var rimeligt sikre på, at Nikolaj og Joachim fra Allys gymnasieklasse også boede på. Der var dog ikke wifi så vi kunne skrive til dem. Næste morgen spottede Ally (med sine vilde stalkerskills) en abnormt høj person og hvilket værelse han gik ind på. Heldigvis var det Nikolaj, så det lykkedes til sidst at finde hinanden. Derefter spiste vi morgenmad, hvor Joachim fik en tallerken revet ingefær med en lille smule kød - hans yndlingsmorgenmad. Så tog vi en tur til killing fields, hvor vi brugte et par timer. Det var en uhyggelig og sørgelig, men interessant oplevelse. Der var blandt andet massegravene - hvor Khmer Rouge havde dræbt og begravet omkring 20.000 mænd, kvinder, børn og spædbørn - samt et tårn i midten med store glasruder, hvor knoglerne fra ofrene var stablet i mange meters højde.
Ellers gik dagen med en tur på the Blue Pumpkin, hvor vi fik super lækker is (tak for tippet drenge), aftensmad, hvor Ally uden held forsøgte at forstå Joachims fascination af ingefær og til sidst øl på en roof top bar.
Dagen efter fløj vi til Bangkok, hvor vi skulle skaffe vores visa til Myanmar, så der havde vi et par dage. Den første dag blev vi stoppet af en tuk tuk driver, der fortalte at lige i dag, fordi det var 1. maj, ville han give os en sightseeing tur for kun 20 baht. Vi var noget skeptiske overfor dén, for vi havde kørt med mange tuk tuks, taxaer og skytrains rundt i Bangkok og det er ikke ligefrem prisen for en tur på flere timer. Men vi tænkte: det går nok og hvis det ikke går, så skrider vi. Så vi fik set templer og flere templer og en "tøj fabrik", som i virkeligheden var en butik hvor man kunne få skræddersyet tøj. Samtidig blev vores tuk tuk driver ved med at ville køre os til diverse turistinformationer og vi blev ved med at sige, at det gad vi ikke. Til sidst var han væk da vi kom ud af et af templerne. Vi forstod det ikke rigtig før dagen efter, hvor en sød tuk tuk driver helt ærligt fortalte, at hvis vi ville tage med ham til en turistinformation, så ville de give ham en billet til gratis benzin og så kunne vi få vores tur for 5 baht. Det sagde vi da ja tak til og på vejen derhen fortalte han, at vi helst skulle spørge lidt ind til priser når vi var der - så var der større sandsynlighed for at han fik sin billet. Så vi tog derind og løj vores røv i laser om hvor vi havde været henne, hvor vi gerne ville hen og hvad vi ville lave. Det var overraskende sjovt og driveren fik sin billet! Derefter tog vi en tur til kaotiske chinatown, hvor man kunne købe alverdens skrammel på deres overproppede marked. Så nuppede vi en taxa til Grand Palace, men heller ikke denne tur var helt normal, for chaufføren var en eks-militærmand, der havde mere end én skrue løs. Det første han sagde, da han begyndte at køre var: "SINGLE??", mens han pegede på sin ringfinger. Det blev til gengæld sagt med så tyk thailandsk accent, at vi først forstod det 10. gang han råbte det - og så sagde vi selvfølgelig begge to NEJ. Han gik derefter videre til at forsøge at give os blomster og slik, alt imens hans kørsel blev mere og mere livsfarlig. Da vi havde takket nej nok gange og i det hele taget ignoreret ham efter bedste evne, begyndte han i stedet at gentage de lyde vi lavede. Da Ally på et tidspunkt knipsede begyndte han at slå kliklyde med tungen i omkring 10 minutter ("åh åh, hvad har jeg nu startet??").
Anyway, Grand Palace var da meget pænt og nydeligt og guld og alt det der som hører til.
Dagen efter tog vi hen til Myanmars ambassade, hvor vi i køen mødte en kvinde fra England, som boede i Myanmar. Hun fortalte en masse og kom med en helt masse anbefalinger til steder at se, ting at lave osv. Før vi gik inviterede hun os med ud at spise en aften i Yangon.
Vi fik vores visa samme dag og efter at have købt et par t-shirts til at dække skuldrene og et par bukser der dækkede knæene, var vi helt klar til at tage afsted til Myanmar!
Her er vi nu og vi har været her i 12 dage - og det er helt fantastisk! Stor kontrast til Bangkok, for her er næsten ingen turister; da slet ikke lige for tiden, hvor det er low season. Men det her blogindlæg er allerede meget langt og vi har oplevet så meget her i Myanmar, så vi stopper den her og opdaterer igen inden længe.
Dada!
- comments
Mor Birgit dejligt at høre hvad I oplever, selvom vi er i relativ tæt kontakt er der mange detaljer I ikke har fortalt, så dejligt når der er et blog indslag knus fra far Gunnar og mor Birgit
Daddy-o Tossede tøser! :o) - herligt at høre om jeres fantastiske oplevelser! Knus og kærlige hilsner fra Nina og Farmand