Profile
Blog
Photos
Videos
Efter lidt startbesvær ankom vi endelig til Cuba! Først skulle vi hæve penge til immigration, men kortet gad ikke at virke, så vi fik ret meget sved på panden, og nåede virkelig at tænke: s*** hvad gør vi, hvis kortet ikke virker?! Vi kan jo ikke blive i Mexico... Heldigvis artede maskinen sig, og vi kunne endelig gå igennem security. Men men men "problemerne" var ikke ovre, vores fly var en time forsinket - hvilket var ret irriterende, men vi havde lidt penge tilovers, så vi købte nogle chips og cola, satte os på gulvet med bare tær og spillede backgammon. De andre folk gloede godt nok en smule, som vi sad der, men Cancun er jo også stedet for de "fine, luksuøse og vigtige" amerikanske turister. :) Da vi endelig ankom til vores hotel i Havana, var klokken blevet så mange, at vi ikke havde lyst til at gå ud og hæve penge, og da restauranten på hotellet ikke tog imod kort, spiste vi m&m's og et halvt æble til aftensmad, og så var Cubaeventyret ligesom skudt ordentlig igang!
Jeg vil lige forberede jer på, at det her bliver noget af en smøre, men jeg har simpelthen så meget, jeg gerne vil fortælle. Hvis I ikke orker det, skal I stoppe her! :)
Den første dag i Havana stod på citytour med guide, og hvor er Havana bare fuldstændig fantastisk! Både Anne-Line og jeg blev ret tryllebundet, der er en fantastisk atmosfære, en evindelig duft af cigar, en ustoppelig lyd af maracas, claves og salsarytmer og så er der noget storby over Havana, som vi ikke har oplevet andre steder i Mellemamerika. Havana minder lidt om en sydeuropæisk storby med dens arkitektur, liv og mange pladser - det er altså ret skønt. På vores citytour så vi lidt af "det hele" på kort tid, flotte huse, skøre cubaner som har klædt sig ekstra cubansk ud til forhold for turisterne, spisesteder, drinkssteder, skønne pladser og ej at forglemme den mest fantastiske cigarbutik. Allerede da vi nærmede os døren indtil butikken, mødte en duft af cigar os, og da vi åbnede døren, var det som at træde ind i en scene fra en gammel film: butikken, som var inddelt i tre rum med fri passage, var en smule tåget på grund af røgen fra de cigarer, som de ansatte gik og røg. Alle væggene var dækket af gamle cigarskabe, som var fyldt med cigar, cigaræsker, cigaretter og cigarillos. Det var fuldstændig fantastisk. Som vi går og kigger, dufter og suger autenciteten til os, bliver der pludselig helt stille og alle de ansatte går ind i rummet med den store fladskærm og begynder at tysse på os. På skærmen toner Raul Castro frem og fortæller om det møde, ham og Obama har holdt. Det var så magisk at stå midt i en cubansk cigarforetning og være vidne til et ret stort historisk øjeblik. Efterfølgende hørte vi lidt af Obamas tale, inden vi begav os videre ud i byen enige om, at vi er heldige at opleve Cuba, inden det bliver forandret.
Efter få dage i Havana og en booking til nytår på Havanas eneste hostel, drog vi afsted mod Viñales, som er stedet for cigardyrkning. I stedet for at tage bussen, som var vores oprindelig plan, endte vi en taxa med tre andre turister, dette sparede os nemlig nogle timers kørsel - og så var det lidt sjovt at køre i en gammel amerikansk bil, som er stilen for mange af taxaerne hernede. I Viñales og sådan set også resten af Cuba bor man på casa paticulares, som er værelser i private hjem. Oftes har man eget bad og selvfølgelig værelse, og så spiser man ved familien, ikke med, da det jo er lidt bed & breakfast agtigt. Vi havde ikke noget casa at bo i, så da en sød halvengelsktalende kvinde stoppede os på gaden og viste billeder fra hendes hjem, tænkte vi "hvorfor ikke, det kan jo være lige så godt, som så mange andre steder". Desværre lå huset lidt uden for byen, ikke meget, men vi skulle gå lidt og igennem to haver, så da vi havde set værelserne, som vi i øvrigt skulle betale 20 pesos for (cirka 140 kr), blev vi enige om, at vi lige ville gå ud og se nogle andre casas - men så gik det stærkt, og vi kunne pludselig få værelset for 15 pesos, og så blev vi hurtigt enige om, at det nok ikke kunne fås meget billigere. I Viñales fik vi endelig vores første mojito, hvilket også var på tide, eftersom vi havde været på Cuba i tre dage. :) Vi satte os på en hyggelig fortovscafé, kiggede på mennesker, spillede kort og nød livet, mens vi drak vores rimelig stærke mojitos. De forstår godt nok at fylde rom i glassene, og når man snakker om at toppe en drink med f.eks. sprite, så tager de det meget bogstaveligt, for der bliver kun lige toppet, ofte er det næsten over halvdelen af glasset som fyldes med sprut. Men men men, en del mojitos og cuba libres har efterhånden slukket vores tørst, så vi er blevet ret vant til de stærke sager. :D I Viñales fik vi også endelig brugt vores kroppe lidt, vi var nemlig på "hike" i byens naturreservat, hvor vi så tobaksplanter, tørresteder og hvordan cigarer egentlig bliver rullet, det var ret fedt.
Halvanden dag i Viñales var nok, og vi tog derfor bussen til Trinidad, en kort tur på seks timer, og byen endte vi med at blive fuldstændig forelsket i. Vi fik både strand, sol, sommer, smukke farvet bygninger, salsa for alle pengene, lækker mad, gode drinks, og så boede vi på de mest fantastiske casas! Det var også i Trinidad vi fejrede 23. december, og som vi snakkede om, så har vi sgu aldrig og kommer nok heller aldrig til at være til hest den 23. Det var godt nok noget af et syn, men vi havde det sjovt, som vi red ud mod vandfaldet, mens vi prøvede at tage selfies og billeder af hinanden til hest. Min hest var altså lidt sindsyg, hvilket jeg altid oplever, når jeg er til hest, ikke at det sker ofte, hver gang Anne-Lines hest var lige ved at overhale, tog fanden ved min, og den satte i fuld galop for at komme forrest. På trods af mærkelige heste havde vi en rigtig hyggelig dag, hvor vi badede i koldt vand, nød en cola i solen og senere drak lidt for mange mojitos. Det var faktisk en rimelig godkendt 23. december, men også lidt mærkeligt at være i byen til kl. 03.30. :) Allerede hjemmefra havde vi besluttet, at vi den 24. december skulle til Remedios og fejre jul, da de i denne by har et karneval om aftenen. Vi tog også, selv kun på 2,5 times søvn, friske afsted og glædede os faktisk til at skulle opleve denne fest. Men da vi ankom til byen efter fem timer i bus og var blevet indlogeret i vores casa, var der et eller andet som ikke føltes helt rigtigt: måske var det det faktum, at vores casa ikke var et godkendt casa - der skal nemlig være et blåt og hvidt skilt, så man ved, at det er godkendt, det havde vores ikke, eller måske irriterede alle de klamme blikke vi fik, da vi gik en tur i byen os (dem er vi ellers blevet ret gode til at ignorere), måske havde vi bare forelsket os for meget i Trinidad og måske påvirkede det os alligevel en lille smule, at det faktisk var den 24. december. I hvert fald besluttede vi os for at betale 500 kroner samt brug fire timer på vores flade røv for at komme med en taxa tilbage til Trinidad. Det var en ret vild og spontan beslutning, men det føltes bare ikke rigtigt at blive i Remedios, og den mavefornemmelse vi havde, blev vi simpelthen nødt til at lytte til. I stedet endte vi i et skønt casa i Trinidad, hvor vi fik lov til at komme med ud at spise med familien, et tysk og et dansk/cubanske par, som også boede på casaet. Da vi ankom til vores casa, fik Anne-Line og jeg lidt travlt, vi skulle nemlig lige nå at holde vores egen danske jul, inden vi alle sammen skulle ude at spise og høre musik. Vi for rundt på værelset for at finde vores juleslik, hvilket vil sige m&m's og poletter, noget anstændigt juletøj, en dansk flagranke og vores kamera samtidig med, at vi skulle nå i bad og var helt høje, fordi vi var tilbage i Trinidad - ja, det var sgu lidt af et syn. :) Da vi havde fundet det hele, lånte vi familiens juletræ, pyntede det med flagranken, sætte os på trappen og sange julesange og sluttede af med et brag af "nu det jul igen", mens vi løb rundt blandt deres møbler. Igen var det noget af et syn, vi svedte, som jeg ved ikke hvad, og lignede nogle klaphatte, som vi løb rundt og skrålede "nu det jul igen og nu det jul igen", men hold op det var skønt og den helt rigtige måde at fejre juleaften på!! Og hold nu helt op nogle dejlige dage vi efterfølgende havde i Trinidad! Vi havde det så hyggeligt ved familien, og Nina og José, det dansk/cubanske par, blev lidt vores "falske" familie. Vi havde nogle hyggelige og lange snakke, tog på tur sammen, og José gav os en morgen efter morgenmad salsaundervisning, som vi samme aften brugte, da vi tog ud og hørte musik sammen med familien som ejede casaet og Nina og José - og ved I nu hvad, jeg dansede salsa et helt nummer med kun femten minutters undervisning. Bombom, hvad siger I så? :)
Selvom vi kom til at holde ret meget af Trinidad og menneskerne der, skulle vi tilbage til Havana for at holde nytår. Vi var ret spændte på, hvem der boede på hostellet, og om det var nogle, som vi kunne få en hyggelig aften med, og det skal jeg lige lov for, at det var! Vi havde reserveret et bord på tagterrassen af et hotel, hvor vi skulle spise tre-rettes-menu, drikke mojitos, høre musik, danse og skåle det nye år velkommen. Inden vi skulle dernede, havde Anne-Line og jeg besluttet os for, at vi ville fejre det danske nytår, så da klokken slog 18.00 cubansk tid, poppede vi en champagne og læste dronningens nytårstale, som Anne-Lines far havde skrevet. Det var vildt hyggeligt lige at markere det danske nytår, inden vi selv skulle i gang, og det kom vi. Vi havde en fest, hyggede os med to piger fra England, to fyre, en fra Australien og en fra Tyskland, dansede og skålede i mojitos, og et par minutter før klokken slog 00.00, blev vi udsat for en spansk og åbenbart også cubansk nytårstradition. Vi fik hver især tolv druer, som vi skulle putte i munden og derefter sige "godt nytår". Det var virkelig sjovt og en smule svært, da det ikke var alle vindruerne som gad samarbejde, jeg var i hvert fald tæt på at få et par stykker galt i halsen. :) Anne-Line og jeg hoppede naturligvis ind i det nye år, og efter lidt mere dans og et besøg ved en gadefest, sluttede vores aften som viste sig med at blive ret god!
Jeg er nu havnet i Peru, hvor jeg om nogle dage skal trekke fire dage på inkastien. Det bliver godt nok spændende, jeg håber, at min knap så fitte krop kan følge med. Efterfølgende begiver Anne-Line og jeg os ud i at opleve Peru, Bolivia og Brasilien, inden jeg om kun to måneder skal pakke min backpack for at vende hjem mod Danmark. Det er fuldstændig vildt, hvor hurtigt tiden er gået og går - selvom jeg godt kan mærke, at jeg oplever meget og har været på farten længe, så er jeg glad for, at jeg stadig har to måneder med nye eventyr, spændende oplevelser og gode minder tilbage.
- comments