Der har været ret stille her på bloggen de sidste ugers tid. Vi har nemlig været en tur på hospitalet, ændret vores rejseplan og har lige skulle finde hoved og hale på det hele igen, men nu er vi i gang igen, og det er skønt. :)

Efter Cuba fløj vi til Cuzco, hvorfra vi skulle påbegynde vores Peru og Bolivia eventyr, troede vi. Jeg havde både virkelig glædet mig men også "frygtet" at komme til Peru: glædet mig til at opleve noget nyt, se en ny og spændende kultur og glædet mig til at skulle trekke på Inka-stien - lige trekket havde jeg dog også frygtet, og jeg brugte de første to dage på at overbevise mig selv om, at det nok skulle blive godt! Jeg havde det lidt træls med, at vi havde forladt de varme himmelstrøg og var fløjet direkte til et land, hvor jeg blev nødt til at pakke mig ind i både strømper, langærmet t-shirt, hættetrøje og tørklæde, men efter vi havde gjort lidt lamashopping, jeg havde sovet, og der var gået lidt tid, så var jeg overbevist om, at det nok også skulle gå! :)

Anne-Line havde det dårligt allerede, da vi ankom til Cuzco, men med kvalme og hovedpine tænkte vi, at det nok var en lille influenza, hun skulle sove sig fra. Men men men da det ikke blev bedre nærmest tværtimod, begyndte vi begge at goggle og kom, uafhængigt af hinanden, frem til, at hun nok havde højdesyge som sådan set ikke er farligt medmindre det udvikler sig.. Jeg havde også snakket med et svensk par, som vi skulle trekke med, som også var overbevist om, at Anne-Line havde højdesyge, selv vores guide som skulle styre vores trek nævnt det, men som han sagde, så hjalp det ofte at komme afsted på trekket, det kunne nemlig udligne det.

Tirsdag morgen vækkede Anne-Line mig, hun havde bestilt tid ved lægen, da hun ikke havde fået det bedre og om natten hostede lidt blod op. I løbet af fem minutter havde jeg tøj på, og vi kørte sammen med en sygeplejerske mod lægen. Vi kom ind til lægen, som tog Anne-Lines puls, blodtryk og lyttede på hendes lunger, hvorefter han besluttede, at hun skulle have taget både blodprøve og røntgenbillede. Vi gik troligt ned, hvor prøverne skulle foregå og tænkte, at så bliver vi nok kaldt ind lige om lidt. Blodprøven blev også hurtigt taget, og derefter satte vi os og ventede på at røntgenlægen ville kalde på os, men skete der noget? Nej, ikke noget som helst. Det var virkelig frustrerende, og jo længere tid der gik, jo mere irriteret blev vi! Hvis jeg havde kunne snakke spansk, som i sige "hvad fanden sker der, gør nu noget!", så havde jeg gjort det: givet dem en lille men bestemt reminder om, at de godt lige måtte spænde hjelmen og komme i gang! Da vi havde ventet i to timer, kom lægen endelig trissende med sine to børn. Der var efterhånden kommet en del lokale til, som skulle ind til samme læge som os, men da vi havde ventet længst, tog vi de spidse albuer i brug og stillede os lige i døren - vi skulle nødig blive snydt. Anne-Line sagde endda: "kan hun (lægen) ikke bare sige, at de (de andre patienter) f***ing skal sætte sig ned, vi har været her længst", og selvom det overhovedet ikke var en sjov situation, vi var i, kom vi alligevel til at grine lidt.

Da røntgenbilledet endelig var overstået, og vi kom op til den første lægen igen, gik det stærkt. Han viste os røntgenbilledet, hvor vi tydligt kunne se, at der var noget væske i lungerne, som tydeligvis ikke skulle være der. Han nåede nærmest ikke at gøre ret meget, før der stod to sygeplejersker, den ene med et iltapparat og en kørestol og den anden med en telefon ved øret, hvor hun snakkede med en læge fra hospitalet - og så fik Anne-Line ellers bare besked på at sætte sig i stolen, og så skulle vi på hospitalet. Vi kunne godt forenemme, at situationen ikke var helt god, men Anne-Line kunne med det samme, hun fik ilten i næsen, mærke, at det gjorde en forskel, så vi kom til at fjolle lidt i elevatoren op til hospitalet, for hold op Anne-Line lignede en gammel dame, som hun sad der med ilt i næsen. :) Da vi kom op på stuen, begyndte sygeplejerskerne at løbe og stresse rundt, fordi de skulle koble Anne-Line op til drop, puls, blodtryk og alle mulige dingenoter. Hold nu helt op jeg synes, det var voldsomt! Anne-Line opfattede ikke helt, at de stressede rundt, men det gjorde de - og i forhold til, at de egentlig havde sagt, at Anne-Line var dårlig, men at det ikke var slemt, så synes jeg godt nok, at det gik stærkt. Føj!

Jeg blev sendt tilbage på hostellet for at hente nogle papirer, som hospitalet skulle bruge (det viste sig senere, at jeg kom til at lære den her rute i søvn :D), og jeg blev simpelthen nødt til at ringe til mor, og så faldt tiøren, wow jeg blev ked af det. Det havde virkelig været voldsomt at se, Anne-Line ligge der med drop og elektroder, men heldigvis hjalp det at snakke med mor, og vi blev enige om, at jeg jo ikke nødvendigvis behøvede at være den stærke. :) Så da jeg kom tilbage på hospitalet fortalte jeg Anne-Line, hvordan jeg egentlig synes, det var at se hende sådan, og det var ret rart, at jeg ikke behøvede være den stærke og overskudsagtige. Vi endte med at bruge tre dage på hospitalet, hvor jeg heldigvis også fik lov til at være. Anne-Line fik medicin og ilt, så hun var selvfølglig meget træt, hvilket jeg også var, så dagene blev brugt på, ja ikke så meget, jeg havde en masse ture til hostellet for at få fat på papirer til Anne-Lines forsikring, hente rygsække, aflyse trekkingturen, pakke og vores hente backpacks og aflyse overnatning. Ellers så vi lidt film om aften, drak gulerodsjuice og gik tidligt i seng. :) Endelig blev det fredag, og forsikringen havde booket et fly til os til Lima, så Anne-Line kunne komme ned fra højden. Vi havde besluttet, at Peru var et overstået kapitel, og i stedet havde vi besluttet at tage til Chile og så tage til Bolivia derigennem, på den måde kunne vi nemlig stige langsomt i højderne og derved stadig se Bolivia. :)

I Lima havde vi nogle dage, hvor vi lavede absolut ingenting, vi så lidt af Lima, spiste lidt lækker mad, så film og slappede af. Da vi havde besluttet at tage til Chile, skulle vi sydpå og vores første stop blev Paracas, en by midt ude i ingenting omgivet af sandbakker. Den eneste attraktion i byen var at se søløver og fugle, mange fugle, så efter endnu en afslapningsdag hvor jeg prøvede at opnå en brun kulør, tog vi på tur ud til søløver og fugle en mas! Det var ret hyggeligt at se søløver i det fri, fuglene kan vi diskutere, men heldigvis holdte de sig på afstand. :) Jeg er faktisk blevet ret god til at håndtere min bangenhed for fugle, se bare det billede fra Peru, hvor jeg står midt i en dueflok - hvad siger I så? I Paracas fik vi også smagt på peruvianske specialiteter som f.eks. ceviche som er rå fisk med en eller anden dressing henover, det var utrolig lækkert, i det hele taget fik vi spist ret meget fisk, mens vi var i Paracas, det var så skønt, at vi næsten følte os som nye og sunde mennesker. :D

Vi besluttede os for at gøre endnu et stop inden Chile, turen dertil var nemlig lang, så det var meget rart at bide turen og tiden lidt over, derfor tog vi Huaccina. Byen er den mærkeligste oase midt i sandbakkerne. Få hostels, restauranter og bar, en lille sø med nogle palmer og så ellers sandbakker på samtlige sider, det var ret specielt at køre mellem sand, sand og atter sand og så pludselig komme til en by. I Huaccina blev vi endnu en gang nødt til at lave vores rejseplan om, vi fandt nemlig ud af, at det ikke var muligt at komme til Bolivia gennem Chile, når vi nu skulle stige langsomt. Vi gogglede, undersøgte, tænkte og prøvede at ligge nye planer, det måtte da være muligt at komme til Bolivia på trods af en langsom stigning. Men nej hverken gennem Peru eller Chile var det muligt at nå Bolivia, og hold nu op det var et slag i maven. Det slog os virkelig ud, mere end vi nok egentlig havde regnet med, både at vi ikke kunne komme til Bolivia, men også at vi nu igen igen igen skulle lave en ny plan og overbevise hinanden om, at det nok skulle blive rigtig godt, og det tog os også lige en nat at blive "gode igen" - men så blev vi også enige om, at Chile nok skulle blive mega godt med surfing, vin, kultur og gode oplevelser. Så vi bestilte en natbus til Chile, og så var vores nye eventyr næsten skudt igang. Jeg har hele tiden tænkt, at natbusser ikke lige er mig, jeg synes, det er ret ubehageligt at køre, uden at jeg kan orientere mig, og jeg ved godt, at det er mærkeligt, da jeg jo hverken kan gøre fra eller til, hvis der skulle ske noget. Men altså, jeg virkelig skulle overbevise mig selv om, det nok skulle gå - og det gjorde det jo også! Jeg har endda taget en natbus to gange, jeg udfordrer i den grad mig selv, men på et stadie hvor jeg stadigvæk kan følge med. :)

Lige nu er vi i Chile, og jeg er allerede ret tosset med det. Vi har ikke oplevet det store endnu, udover at nyde varmen og solen og så har vi været på surfeskole i to timer. Det var så fedt! Jeg har jo prøvet det før i El Salvador og var derfor fast besluttet på, at jeg skulle op at stå på boardet. Det gik af røv til til at starte med, der gik ikke to sekunder, før jeg faldt i vandet. Da både Anne-Line, den tyske pige på holdet og jeg alle faldt i vandet, hentede vores instruktør et "baby-begynder-board" som er tungere og som har et andet balancepunkt, og hallihalløj så kom der fart over feltet. Vi kom alle op at stå og var skide seje. :)

I forgårs tog vi endnu en natbus, og efter 20,5 time ankom vi til La Serena, som er endnu et "vi bidder busturen over"-stop, lige nu skal vi nemlig bare ned til Valparaiso og Santiago, hvor de spændende ting ligger. Vi glæder os blandt andet ret meget til at skulle på vintur, hvor vi skal drikke god vin og spise ost. :)

Vi har det godt! Anne-Line er ovenpå igen, og det er helt vildt skønt at være rejsende og rejsekammerater igen! Nu kan eventyrerne, oplevelserne og Chile bare komme an, vi er nemlig helt klar til at opleve og udforske!!