Puha, hvor er arbejdet på centret for de underernærede børn fuldstændig fantastisk og givende og samtidig utrolig hårdt! Jeg havde i går min første arbejdsdag, og den bød på både gode og lidt hjerteskærende oplevelser! Stedet er skønt, og det er tydeligt, at personalet og de frivillige er der for børnene. Da vi kom derhen, skulle vi skifte til en arbejdstrøje og vaske vores hænder med henblik på hygiejnen - hvilket var fedt, da jeg sjældent har oplevet, at der er tænkt på det, og igen viser det, at der virkelig bliver tænkt på børnenes ve og vel. :) Derefter gik vi op på første sal og ind i den ene rum, hvor der var fem børn, som hver især lå eller sad i deres tremmeseng. Jeg begyndte at snakke med en lille dreng og fik af vide, at jeg gerne måtte tage ham op - hvilket jeg selvfølgelig gjorde, og så var han egentligt oppe, til vi gik hjem igen. Anne Sofie tog også en anden lille dreng op, og han var også oppe og lege, indtil vi gik. Jeg følte mig virkelig på hjemmebane, og det var så hyggeligt at skulle passe børn igen.

Alt virkede ret stille og roligt, indtil en pige begyndte at græde helt vildt og sige "mama mama". Jeg ville prøve at trøste hende og tog hende op af sengen og sad og vuggede hende lidt, men det hjalp overhovedet ikke. Hun ville på ingen måde sidde hos mig og var virkelig ulykkelig. Hun begyndte at pege på sin seng, så jeg satte hende derover igen, det hjalp lidt, men hun græd stadigvæk med få pauser ind imellem. Det var sindsygt hjerteskærende, og jeg havde så svært ved ikke at kunne gøre noget, og også at der ikke var andre som gjorde eller kunne gøre noget. Puha! Vi hyggede os dog og havde travlt med at lege med de to vågne drenge. :) På et tidspunkt legede jeg "kuk-kuk-bøh" med den grædende pige, og det fik hende til at stoppe med at græde... Dog kun for et øjeblik, åhha jeg synes, det var hårdt!

Vi skulle også give børnene deres flaske, og jeg endte med en stædig lille fyr, som på ingen måde ville spise sin mad, men det fik jeg af vide, at han skulle, da han jo skal tage på. Så jeg måtte holde ham fast, hvilket jeg synes var vildt grænseoverskridende, og derfor holdte jeg heller ikke ordentligt fast, mens jeg prøvede at få ham til at spise. Da han virkelig ikke ville, overtog sygeplejersken drengen. Det var ret "hårdt" at se, hvordan maden skulle "tvinges" i maverne på børnene. Men det er jo for børnenes bedste, de skal have noget mad som kan hjælpe dem tilbage til en god kampvægt. Efter mad skulle børnene have en tør ble og nattøj på, og så følte jeg mig på hjemmebane igen. Snak, leg, bleskift og påklædning er sgu mit speciale. :D Jeg glæder mig allerede til, jeg skal arbejde senere i dag, og jeg er sikker på, at det nok skal blive rigtig godt. Allerede i går var det tydligt, at mit arbejde gør en forskel. Åh den omsorg og kærlighed jeg kan give de børn, og alle de smil og grin, jeg får igen - det er fantastisk!

Den sidste uge er gået med spansk. Masser af spansk! Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det ret fedt. Indtil videre har jeg mest lært og terpet verber i både nutid og datid, men det er også nødvendigt, da jeg på ingen måde har et ordforråd på spansk. Det går dog stille og roligt fremad, og jeg er begyndt at kunne genkende ord, og det er total fedt! I går havde jeg virkelig en opturs-dag, vi gennemgik nogle enkle verber, og ellers snakkede vi bare spansk. I starten af timen snakkede vi "frit", altså det skal tages med et gran salt, da jeg jo ikke er særlig god, derefter skulle jeg stille min lærer spørgsmål ud fra nogle verber, og derefter stillede han mig spørgsmål. Da timen var gået, var jeg fuldstændig ør i hovedet, fordi jeg havde koncenteret mig så meget, men hold kæft jeg følte mig sej, for jeg havde snakket spansk. I går aftes var jeg lidt god igen, da jeg faktisk kunne sige nogle ting på spansk til vores guatemalanske mor. Fedt fedt fedt! :)

I søndags var vi på tur til Lago de Antitlan, en virkelig flot sø omgivet af smukke vulkaner. Vi blev sat af i Panajachel, som er en turistby fyldt med souvenirers-butikker og -boder, dem skulle vi selvfølgelig se nærmere på, men først skulle vi på bådtur ud til nogle af de andre byer. Vi kommer ned til havnen, som faktisk bare er en badebro med små både på hver side. Vi tog en båd ud til byen San Marcos, en rigtig hippieby med yoga, hostels med sauna og spirituel massage. Stemningen var fantastisk, og vi fandt en hyggelig café ud til vandet, hvor vi nød en kop kaffe, solen og den flotte udsigt. Herefter tog vi til San Pedro, det var ikke nogen udsøgt fornøjelse. "Hovedgaden" var fin nok med restauranter og souvenirers, men da vi gik op til den lokale del af byen, var der ret beskidt og usselt - så vi skyndte os tilbage til havnen og tog tilbage til Panajachel, hvor vi gik på opdagelse i souvenirershelvede eller himmel, det kan I jo selv bestemme. :)

Må jeg komme med en lille forespørgsel? Hvis I på nogen måde har lyst og tid, ville det være rigtig hyggeligt, hvis I nogle gange ville skrive en lille kommentar til et billede eller en af min indlæg. Det skal på ingen måde føles som en opgave eller være det store, en kommentar som "fint billede" ville være nok - det kunne bare være hyggeligt at høre lidt fra Danmark.

Rejselivet er stadig skønt, og jeg er ret vild med det. Selvom Guatemala er koldt, er her fantastisk. Her er fyldt med dejlige farver, skønne mennesker og godt humør - og så oplever jeg virkelig noget. I sidste uge oplevede jeg et jordskælv. Jeg troede først, at det var en bil, som var kørt ind i huset, men næh nej. Det var et vaskeægte jordskælv, som fik vægge, lofte og gulve til at ryste. Jeg var en smule skræmt, men heldigvis var Dilia, vores guatemalanske mor, rolig og sagde, at det var normalt. Dilia er stadig rigtig sød, her den anden dag sad vi og snakke om, at nogle danske piger havde lavet mad til hende. De havde lavet "concondeflu", som det i følge Dilia hedder på dansk. Kan I gætte, hvad det er? For Anne Sofie og jeg havde godt nok nogle problemer, men til sidst kom jeg i tanke om, hvad det var. Det er selvfølgelig "rød grød med fløde". :)

Ja, jeg oplever en masse og er ikke mættet endnu, hvilket jo er ret fantastisk!