Profile
Blog
Photos
Videos
I morgen går eventyret videre, og endnu en gang kan jeg skrive, at jeg ikke forstår, hvor tiden blev af. Men tiden flyver jo afsted, når man har det godt og ikke mindst arbejder.
Det frivillige arbejde er stadig fuldstændigt fantastisk, og det bedste er, at jeg føler, at jeg gør en forskel! Hver dag sker der små fremskridt med børnene, ikke i forhold til deres vægt eller udvikling, men i forhold til tilliden til mig. Da jeg startede på arbejdet, måtte jeg ikke kigge på drengen Gender, uden at han begyndte at græde - dette selvom han sad hos sin mor. Nu møver han rundt på gulvet og tager selv kontakt til mig, i form af at række hånden ud med ting, jeg skal se eller have, hvilket han både gør, når mor er der og ikke er der. Hun kan endda godt gå, mens han leger på gulvet - og det er da fantastisk, at jeg på så forholdsvis kort tid kan skabe tillid til denne lille dreng. :) Nu vi er ved solskinshistorierne, så bliver jeg nødt til at fortælle en mere. Kan I huske drengen, jeg blev nødt til at holde fast for at få mad i ham? Jovist, Bladimir er stadig stædig, som jeg ved ikke hvad, og han har endda lært at ryste på hovedet, når han ikke vil noget. Men ... jeg kan nu give ham flaske, mens han selv ligger ned på en madras, og hvor jeg blot støtter hans hoved, så maden ikke løber væk. Han når dog stadig til et punkt, hvor han ikke gider spise, men på en eller anden magisk måde får jeg maden i ham alligevel, uden at jeg bliver nødt til at "låse ham fast". I onsdags snakkede jeg rigtig meget til ham: "un poco mas, Bladimir", "un poco por favor", "muy bien", "gracias" og så videre. Det er ikke meget spansk, jeg kan, men det virker. :) Selvfølgelig bliver han stadig sur og græder meget højt, men han "accepterer", at han skal spise sin mad, og at det er mig som bestemmer. Heldigvis er vi altid gode venner bagefter, og han putter hovedet ind til min skulder, når jeg tager ham op. Jeg synes, at det er lidt mærkeligt at skulle forlade Casa Jackson, da jeg først nu er ved at komme rigtig i gang. Men så glæder jeg mig over, at jeg i to uger har været med til at gøre en forskel, samt at det vrimler med frivillige på projektet, så børnene fortsat kan få den omsorg og kærlighed, som de i den grad fortjener!
I søndags var jeg på endnu en tur denne gang til Chichicastenango, som er en by der er kendt for sit fantastiske, farverige, store og alt-mulig marked, hvilket det i den grad var. Markedet minder måske lidt som et marked fra sydeuropa med de mange forskellige "gange" og mange boder, hvor tingene stort set er ens, og blandingen af både mad, tekstiler og ragelse. :) Dog er der noget ekstra særligt over markedet i Chichicastenango, der er så mange fantastiske farver, at jeg til sidst var ved at blive skeløjet af at kigge på det, og så er det jo lidt særligt at være omgivet af fantastiske guatemalanske kvinder i deres farverige nationaldragter. En anden ting som i den grad var særligt var "kødafdelingen"!!! Her hang kødet i kroge, og de guatemalanske mennesker, og turister for den sags skyld, kunne så stå og røre ved kødet, inden de besluttede sig for, om de ville have det. Undskyld mig, men føj for fanden, tænk at få et stykke kød som 7 guatemalanske knap så rene fingre har rørt ved. Ellers tak. Nå, men når kødet var valgt, skulle det selvfølgelig skæres lidt i stykke, og hvad er mere naturligt at bruge end en træstub, som har så mange revner at skidt og bakterier kan leve i bedste velgående. Okay, det er vidst tydeligt for enhver, at jeg kommer fra Danmark, hvor hygiejne står lidt højere på dagsordenen. :D Markedet var dog skønt, og jeg havde en rigtig dejlig dag, hvor jeg fik købt nogle fine bekymringsdukker, som jo stammer fra Guatemala og Mayaerne.
I sidste uge stoppede jeg på spansk skolen, men det betyder ikke, at jeg ikke øver, for vores kære guatemalanske mor fortæller, spørger og snakker, så hver dag bliver jeg testet i at forstår sproget. I tirsdags var der dømt det muntre køkken, da Anne Sofie og jeg havde besluttet at bage kage til Dilia, vores guatemalanske mor, og hendes datter Karin. Anne Sofie skulle lave en toscakage og jeg en æblekage. Vi var lidt presset på køkkenforholdet, da blussene på komfuret varmer skævt, og ovnen kun varmer nedefra, men vi kastede os ud i det med godt humør, som på alle måder blev bibeholdt! Dilia ville hjælpe os og se, hvordan kagerne skulle laves, og Karin ville være med i sjov og ballade. Det var så hyggeligt, og vi eller Dilia snakkede på livet løs. Da vi efter aftensmad skulle til at spise kagerne, bankede det på porten, og Dilias anden datter, Karina, og svigersøn kom på besøg - jeg mistænker Dilia og Karin for at have ringet rundt og fortalt om kagerne. :) Min æblekage smagte godt, og jeg havde endda fundet makroner i supermarkedet, men den fløde jeg også troede, jeg havde fundet. Fy for fanden! Det var ikke fløde men creme med en ekstremt grim smag - så grim at Karina kom til at lave et ansigt, selvom hun virkelig prøvede at undertrykke det. :) Men men men alle tog flere gange, og vi fik ros til skyerne. Det var virkelig en hyggelig aften, vi snakkede, jokede og grinede. Og så var det hyggeligt at sidde og prøve at følge med i en spansk families samtale og fis og ballade. :) Jeg synes umiddelbart, at jeg kan forstå en del spansk, så længe der snakkes nogenlunde langsomt, dog er det svært at snakke, da jeg ikke helt kan huske de spanske gloser - men jeg kaster mig ud i det og prøver mig frem, og lige så stille falder nogle sætninger på plads, som jeg kan bruge i flere sammenhænge, det er så fedt! :)
I morgen kl. 8.00 forsætter mit eventyr denne gang med Anne-Line, som jeg har gået på efterskole med. Vi har allerede ændret vores tur, inden den overhovedet er begyndt. :) Vores oprindelige plan var at tage til Belize, men det har vi simpelthen besluttet er for dyrt.. I stedet oplever vi lidt mere af Guatemala, vi skal bl.a. se Semuc Champay og Tikal, og så tager vi til Mexico, hvor vi udover at opleve også skal ligge på strande og nyde livet. :D Vi starter dog vores fælles eventyr med en syv timers bustur til byen Lanquin, heldigvis er min telefon fyldt med skøn musik og "Mads & Monopolet" - så helt galt kan det ikke gå. Jeg er klar til både lang bustur og nye eventyr.
- comments
hanne Du er super god til at skrive, mulle. Skønt at læse om dine fuldstændig fantastiske oplevelser. Knus, kys og kærlighed
Alberte Tak mor! Det er dejligt, at du læser med. Knus, kys og kærlighed tilbage <3
Lene Kære Alberte skønt at læse om dine oplevelser i Guatemala og jeg kan jo se det hele for mig, fordi vi også har været alle de steder du rejser rundt.
Alberte Søde Lene. Hvor er det fedt og sjovt, at du kan se det for dig. Så må jeg beskrive det ret godt. :) Knus
Anne Sidenius Kære Alberte, endelig en kærlig hilsen fra mig ;). Det er SÅ fedt igen at blive opdateret, og mærke, at du nyder det ude i den store og meget anderledes verden. Kærlig hilsen fra Anne ;*