Profile
Blog
Photos
Videos
Vi havde en god flyvetur til Bali. I vores bøger havde vi læst, at man kunne finde billigere taxaer ved at gå lidt udenfor lufthavnen. Det gjorde vi og fik et tilbud, der var så godt, at selv vores taxachauffør ikke kunne forstå, at han havde tilbudt det. Pludseligt hidsede han sig op, trak håndbremsen og smed os ud. Det fik han ingen penge ud af, og vi kunne nu gå til det område, vi ville finde et hostel i. Der var gang i byen og musikken hele vejen, og vi kunne straks fornemme, at Kuta er et turistet og festfyldt område. Meget trætte låste vi døren op til vores værelse 01 og lagde os til at sove.
Den næste dag tog vi det helt roligt og fik slappet af i benene. Vi solede, og da der kom nogle skyer, kiggede vi i de mange souvenirbutikker og Anne Katrine afprøvede en indonesisk spa. Denne aften skulle Kutas byliv afprøves, og vi spiste ved en hyggelig restaurant med skøn livemusik. I løbet af aftenen fik vi bl.a. snakket dansk og festet på lokal indonesisk manér.
Afslapning, sol, shopping og de bedste, største og mest mættende vafler i vores liv stod den på dagen efter inden vi gjorde os klar til Sky Garden. Her fik vi for 50kr fri buffet og drinks fra 17-21. Vi udnyttede tilbuddet til fulde og kom tidligt. Buffeten var så lækker og nogle af retterne mindede os om dansk mad bl.a. kartoffelmos med champignonsovs. Diskotekslivet i Asien ville springe enhver dansk skala. Der er så meget performance og i det enorme Sky Garden så vi både ildshow, forskellige kvindelige dansere, en akrobat og en gæste-DJ. Vi fór nær vild på de mange etager.
På vores ophold i Kuta har vi ellers haft en varm gåtur langs vandkanten til Seminyak og surfet! Vi havde nok valgt den dag, hvor bølgerne var vildest, så vi kæmpede en brag kamp for at trænge gennem dem og ud på dybere vand. Det lykkedes os enkelte gange at fange en bølge ind, hvor vi fandt balance på knæene eller faldt, hvis vi prøvede at stå. Det var for vildt for nybegyndere, og vi havde begge ubehagelige oplevelser med vandets kræfter og surfboardet under vandet. Men trods disse og samtlige hudafskrabninger har vi mod på at prøve igen en anden dag, for i det store hele var det en så fed fornemmelse at være på boardet, at surfing er sjovt.
Den sidste aften ville vi spise ved et hyggeligt lille sted, få en Bintang og pakke. Men vi faldt i snak med nogle australiere, der, før vi vidste af det, havde betalt for hele vores middag. De inviterede os med på Paddy's bar, hvor vi fik en velkomstdrink og ellers overraskede aftenen ved at stå i strawberry daiquiris tegn. Aldrig har vi fået så mange og så gode på én aften. Glasset er aldrig tomt i den australske vennegruppe.
Turen gik dagen efter til den lille by, Ubud. Her boede vi ved et hyggeligt homestay, hvor vi spiste morgenmad på puder på gulvet, mens vi kunne se deres tempel. Byen var generel fuld af små templer blandt huse og butikker. I butikkerne solgte de mange træprodukter og meget hæklet.
Morgenen efter lejede vi en scooter og kørte først til Monkey Forest, der var noget af en sjov oplevelse. Der gik ikke længe, før den første abe sad ovenpå Anne Katrine og rev i hendes hår. Inde i regnskoven kunne aberne frit gå rundt blandt mennesker, templer og træer. De blev fodret med roer og majskolber, men ellers kunne man købe bananer for at lokke dem til. Bananer købte vi også og blev straks mere populære blandt skovens mænd. Til frokost fik vi en tallerken af Indonesiens top retter. Af favoritterne var kyllingespyd med peanutsauce, urap-urap salat, kylling i lemongras og en speciel slags grov tofu. Vi kørte til risterasserne i Tegalalang og havde fantastiske udsigter. Markerne var meget grønne, og blandt dem var høje palmer. Det var smukt. Herefter handlede vi i den lille landsby, hvor de flotte hæklede ting og ting i træ blev produceret. Vi købte bl.a. begge et ordentligt træfad - for lidt ekstra kilo vil vi jo gerne have at slæbe på. Shoppingen endte i Ubud, hvor vi i en guldsmed købte en halskæde.
Den første uge på Bali har været skøn og en dejlig og tiltrængt afslappende form for strandferie. Mere kulør i kinderne er der kommet - det går hurtigt med denne sol.
- comments
Jonna Hej søde party piger. Hvor får I prøvet og set meget - kan I rumme det? Vi nyder at lukke øjnene og prøve at se jer for os. Det er jo snart påske, jeg vil prøve at lave nogle æg som kaldes solæg _ når vi skal spise dem, vil vi tænke på jer (ML med hoved og fjer). Kys og knus fra os i Himmerland.
Brian Glæder mig til at få så mange nye smagserfaringer og brug af østlandske ingredienser hjem i Kornager køkkenet. Hi hi - vidste I var seje til forhandlingsteknik og økonomisk mådehold stadig med fuld fokus på at skabe festlige oplevelser.
Moster "People from downunder" er flinke folk. Bølger kan være så luskede. Skal vi så have Strawberry daiquiris på terrassen??