Profile
Blog
Photos
Videos
På taget af en hurtigfærge sejlede vi mod Gili Trawangan, som var første stop på vores lille øhop eventyr. Her skulle vi bo i en lille bungalow, hvor personalet var utroligt flinke. Den første aften spillede de musik for os, hvor vi glædeligt sang med på de særligt udvalgte sange. Afslapning var for alvor en realitet og vi nød strandlivet i aller højeste grad. Heldigvis var der gode muligheder for at snorkle lige ved stranden, og skildpadder var der rigeligt af! Vi havde tre nætter på Gili Trawangan, hvor den ene dag blev brugt på en snorkeltur i en glasbåd. Her kom vi rundt til de to andre øer, Gili Air og Gili Meno, hvor vi igen så en masse liv under vandet. Den sidste aften valgte vi at gå øen rundt, hvor vi så solnedgangen på den anden side. Næste morgen sejlede vi videre til Gili Air, som i Marie Louises tilfælde var velkendt, da hun har været der med sin familie for halvandet år siden. Her havde vi igen fundet en lille bungalow. Lige da vi ankom, havde vi begge dykkerabstinenser, og måtte hurtigst muligt finde et dykkersted, så vi kunne komme ned i dybet snarest muligt. Heldigvis var der et sted kaldt "Manta Divers", som havde internationalt personale og kunne tilbyde os nogle fede dyk. Det første var allerede nogle timer efter ankomst, hvor vi kom ned til et gammelt vrag hvorpå en masse koraller voksede og fiskene svømmede i massevis. Vi var begge imponerede over dykket og så snart vi befandt os på landjorden igen, skrev vi os på til næste morgen. Om aftenen nød vi en Pina Colada og glædede os over ølivet. Næste morgen ventede endnu et dyk. Allerede 5 minutter efter, vi var sprunget i vandet, så vi en revhaj i det fjerne, hvor en skildpadde sov på en koral i forgrunden. Senere så vi endnu en haj og til sidst i dykket var der en tredje lige bag os. Heldigvis er revhajer harmløse, så vi kunne bare nyde synet af dem bag vores dykkermasker. Den sidste aften på Gili Air skulle nydes med de bedste og største grillspyd samt nogle lækre drinks. Vi endte med at drikke en tequila eller to med en gruppe fra Belgien, som var ganske festlige. Næste morgen gik turen mod den sidste ø, Gili Meno, som er kendt for afslapning og smukke strande. Allerede da vi steg ud af båden, bemærkede vi, at der var meget få turister i forhold til de to andre øer. Vi fandt en bungalow og nød stilheden og ikke mindst livet. Heldigvis var det ikke ensbetydende med, at vi ikke kunne dykke; for det skulle vi! Vi fandt et lille sted, som var ejet af et par fra Skotland. Vi dykkede med Andy, som vidste utrolig meget om de forskellige fisk og koraller. Tiden på Meno gik ellers ud på at nyde solen og nogle gode bøger. Efter at have udforsket alle tre Gili-øer, satte vi kursen tilbage til Bali, hvor vi besøgte den lille dykkerby Tulamben. Vi fandt et hyggeligt dykkersted med nogle lækre værelser. Her besluttede vi os for at tilbringe de sidste dage i Indonesien som inkluderede dykning, et lokalt frugtmarked tidligt om morgenen og arak, som er en stærk risvin. Vi dykkede ved et 60 år gammelt skibsvrag, som var helt fantastisk. Vi dykkede igennem det og nød synet af de mange fisk og farverige koraller, der gemte sig i de gamle vragdele. Det sidste dyk foregik et sted, hvor der var gamle hindutempler og figurer under vand.
Efter en lang køretur til lufthavnen var vi klar til at flyve mod storbyen Kuala Lumpur.
- comments