Profile
Blog
Photos
Videos
Næste eventyr blev den længe ventende tur til Uluru (Ayers Rock) og omegn. Jeg havde booket en tre-dagstur i sidste måned, så d.7. juli, efter 5 dage i Darwin og diverse nationalparker, tog jeg flyet til Alice Springs, den mest centrale by i Australien, omend ikke en af de største. Det var koldt at komme fra Darwins rare 30 grader til en aften i Alice hvor temperaturen om vinteren nemt når under frysepunktet. Ikke værre end i Sydney, men mit hostel mente åbenbart, at et dynebetræk (uden dyne vel at mærke) var varmt nok at sove i, selv om vinteren. Heldigvis var der et lille varmeapperat på værelset der fungerede okay. Det viste sig at jeg skulle dele værelse med 3 tyske piger, der alle skulle på samme tur som jeg næste dag, hvilket var ganske hyggeligt. Vi skulle afsted kl. 6, hvor turbussen kom og hentede os, så vi pakkede vores ting om aftenen og stod op ved 5-tiden for både at få tid til at levere værelsesnøglen tilbage, sætte vores kufferter og rygsække i bagagerummet og nå at få lidt morgenmad. Nåede dog selv ikke andet end at smække to stykker toast med jordnøddesmør sammen, før bussen kom. Heldigvis er der så langt fra Alice til Uluru (omkring 500 km hvis ikke mere), at vi kunne sove i bussen. Efter et kort stop ved et roadhouse hvor vi købte the og kaffe i et desperat forsøg på at få varmen, mente Ellie, vores chauffør og turguide, at vi skulle have en lille præsentationsrunde. Ellie er klart den mest friske og sjoveste af de guider jeg hidtil har haft, så hendes idé om en præsentation gik bl.a. ud på at fortælle om vores pinligste oplevelser nogensinde. Det gav anledning til nogle sjove historier og en god stemning, der varede alle 3 dage.
Skyld og sko
Vi samlede de sidste folk op i Ayers Rock Resort, da disse var fløjet til lufthavnen dér i stedet for i Alice, hvorefter vi kørte ud til selve Uluru. Uanset hvor mange billeder man har set af den kæmpestore monolit, er den stadig bjergtagende at betragte, især første gang man ser den i virkeligheden. Vi tilbragte en times tid i kulturcentret nær Uluru, hvor man kunne lære om den lokale aboriginale kulturs legender og kultur, om dyrene og naturen i området, samt læse i den såkaldte 'sorry book'. Det sidste var nok det mest underholdende. Den bestod af breve fra tidligere besøgende, der undskyldte for ikke at have respekteret den traditionelle kultur. For det meste handlede brevene om, at folk havde taget en sten fra området (hvilket går imod den traditionelle tro, der ser Uluru som et helligt sted, plus at det er problematisk fordi der er så mange turister der besøger stedet) og senere enten var levet fyldt med dårlig samvittighed eller havde følt sig forfulgt af uheld, således at de sendte stenen tilbage med en undskyldning for at gøre det godt igen. Nogle af brevene var ret sjove, fx var der en hesteglad familie, hvor hestene var blevet syge, hvilket de mente måtte skyldes at de havde overtrådt reglerne. En fyr fra Japan mente, at han havde været forfulgt af uheld lige siden han besteg Uluru, men da han ikke havde taget noget fra stedet, sendte han i stedet sine sko tilbage, i håbet om at de endte ville udstille dem eller begrave dem i nærheden, så han dermed kunne sone sin skyld. Til min skuffelse var der ingen udstillede sko, men jeg mistænker folkene på centret for at have smidt dem ud - det ville jeg i hvert fald have gjort.
Det røde center
Er hvad man kalder Uluru og omegn. Efter centret var det tid til at besøge selve monolitten. Havde i forvejen besluttet, at jeg ikke ville bestige Uluru, da jeg synes det er dårlig stil, eftersom det er et meget helligt sted for aboriginale folk - det svarer lidt til at tørre fødder i en kirkes alterdug. Vores guide gav os alle valget, om vi ville bestige klippen, eller vandre rundt om den. Hun nævnte grundene til, at det, som hun diplomatisk anførte det, kunne være en god idé at lade være. Ud over de religiøse grunde var der også miljømæssige. Det havde jeg ikke hørt om før, men de mange årlige turister slider på stenen. Desuden (og det chokerede mig virkelig) vælger mange turister (lad mig gætte på at de fleste, hvis ikke alle, er mænd) at tisse på toppen af klippen, fordi turen op og ned er så lang og besværlig. Som resultat af det meget pisseri er vandhullerne omring Uluru nu så forurenede, at man ikke længere kan drikke af dem, hvilket går ud over de vilde dyr i området. Rimelig klamt. Men Ellie var åbenbart så overbevisende i sine argumenter (selvom det var helt op til os selv, om vi ville bestige klippen), at vi alle 17 valgte at tage turen omkring Uluru i stedet. Det var en god tur, da man flere steder kan komme tæt på klippen, samt se vandhuller og aboriginale klippemalerier. Det var dog irriterende, at der ikke var en logisk skiltning, når det gjaldt hvad man måtte fotografere og hvad man ikke måtte. Eftersom den australske regering de sidste par år faktisk er begyndt at respektere og håndhæve aboriginale traditioner og tro, var der mange steder som ikke måtte fotograferes, fordi de anses for hellige. Desværre var det ofte svært ud fra skiltene at se, hvad der var forbudt.
Efter turen rundt (vi gik ikke hele vejen, da det ville tage for lang tid, men over halvvejs)kørte vi til et udkigspunkt for at se solnedgangen, mens vi spiste aftensmad. Mange drikker champagne til solnedgangen over Uluru, men da vores tur var knap så fin (eller dyr), måtte vi nøjes med øl som vi selv havde købt. Pga kulden ville varm kakao nu have været mere passende. Det var en pæn solnedgang, men da solen går ned i den anden ende, handler det mest om at se, hvordan klippen langsom bliver mørkere jo mere lyset forsvinder. Bagefter tog vi tilbage til campingpladsen, tændte bål og spiste ristede skumfiduser.
- comments
camcam du bare klager! er lei av å lese sytet ditt