Hola todos, saa er jeg vel tilbage i Sucre efter en fin tur sidste weekend til den beroemte salt-oerken Uyuni, som inkluderede masser af lamaer, flamingoer, farvede soeer, vulkaner, varme kilder, bidende kulde i hoejderne og selvfoelgelig en masse salt, bl.a. vores hotel, hvor alt var lavet af salt. Jeg kan dog endnu engang bekraefte at jeg altsaa ikke er den store natur-fan, 5 dage med koersel i det nogenlunde samme landskab er ikke min yndlings kop oel! Men heldigvis boed turen paa generelt gode oplevelser - dog kunne jeg godt have vaeret foruden at skulle staa op kl 5 i bidende kulde, for at se solopgang - jeg er nu engang af den overbevisning, at man ligesaa godt kunne se den gaa ned, og dermed bliver laengere i soveposen! Men mine medrejsende fik da et billigt grin ved at have b-menneskets lidt anderledes indstilling til tingene med paa vejen! Jeg kunne godt komme med en lang smoere om hvorledes en saltoeken er havnet midt i Sydamerika, men det vil jeg overlade diverse internetsider til, tror det maaske er en smule mere paalideligt, end hvad jeg fik ud af den spansktalende guide...det har dog noget med dannelsen af andes-bjergene at goere, den fangede jeg da!...og de farvede soeer skyldes noget med nogle giftstoffer!

Naa, nok legen "hvad er det" fra mig. Efter nogle haarde dage, er jeg tilbage hos min dejlige familie og skoenne boern, som jeg har savnet...bare tanken om at skulle sige farvel til dem paa torsdag, goer ondt! For ja, jeg rejser jo mod Argentina foer tid, for dermed at kunne komme tilbage hertil og fejre jul med familien og boernene!Gaar og bliver saa trist ved tanken om afskeden der venter forude, boernene har indtaget en kaempe plads i mit hjerte, og jeg er saa stolt af hvor dejlige mennesker de allerede er. har vaeret virkelig spaendende at proeve at laere dem engelsk, det har vaeret saa dejligt at foele man giver dem blot en broekdel af hvad de har givet mig, og det kan ikke beskrives med ord hvor haardt afskeden bliver, isaer naar man ved hvilken haard skaebne der angiveligt venter mange af dem.

Naa, inden jeg bliver alt for sentimental foer tid, og paabegynder en kaempe idealistisk smoere om hvor uretfaerdig verden er, maa jeg hellere stoppe!

Tusind tak til jer alle som taenker paa mig, og skriver til mig, det varmer SAA meget, isaer nu hvor jeg maa indroemme at man saa smaat begynder at savne jer derhjemme! Kaerligst Agnete